Trykt i Information 22. juni 1982

 

 

Vestens atomstrategi er under stærkt pres i FN

 

Bred kritik af doktrinen om første-gangs brug af a-våben

 

Af  JØRGEN DRAGSDAHL
Informations udsendte medarbejder

 

NEW YORK i juni – De vestlige lande udsættes på FNs anden nedrustningssamling for et voksende pres rettet imod NATOs atomstrategi, der åbner mulighed for besvarelse af et konventionelt angreb med atomvåben.

Spørgsmålet er rejst konkret i forbindelse med det omfattende nedrustningsprogram, som efter planerne skal vedtages i løbet af samlingen og hvori adskillige socialistiske og alliance-fri stater ønsker indføjet en afstandtagen fra strategier, som opererer med første-gangs brug af atomvåben. Overfor Information oplyser vestlige delegerede, at man allerede inden samlingen fra de vestlige landes side er blevet enige om, at afståen fra første-gangs brug er uacceptabelt – endog som en langsigtet målsætning.

De synspunkter, verdens lande fremfører, kan opdeles i tre hovedgrupper.

Den sovjetiske udenrigsminister Gromyko sagde, at hvis de andre atommagter vil følge det sovjetiske eksempel og formelt afstå fra første-gangs brug, så ”vil sandsynligheden for udbrud af atomkrig rent faktisk blive reduceret til nul”.

De vestlige lande har under debatten i salen og i korridorsnak understreget, at det vigtige er hindring af krig, alliancens atompolitik skal hindre krig, og hvis krig alligevel bryder ud, så vil formelle erklæringer angående afståen fra første-gangs brug ikke være nogen nyttig garanti imod atomkrig.

Al krig er forbudt

Den vesttyske forbundskansler Helmut Schmidt henviste i sin tale til FN-pagten, hvori man forbyder trusler om samt anvendelse af magt og bekræfter retten til selvforsvar.

”Forbuddet imod magtanvendelse gør enhver krig ulovlig. Det gælder for anvendelse af alle våben”, sagde han. ”Ikke blot atomvåben, men også konventionelle våben, har i dag en ufattelig ødelæggelseskraft. De, der vil begrænse det omfattende forbud imod magtanvendelse til brug af visse våbentyper, siger tilsyneladende, at andre typer krig er tilladelig. De bør vi ikke acceptere. Der er ikke sådan noget som en retfærdig krig. Det er kun tilladeligt at forsvare sig imod aggression udefra”.

Den hollandske statsminister Andreas Van Agt gav et endnu mere detaljeret forsvar af NATOs atomstrategi: ”Muligheden for anvendelse af atomvåben fra alliancen, som Holland tilhører, er kun relevant i tilfælde af aggression imod os. Det vil sige i tilfælde af et alvorligt brud på FN-pagten og især princippet angående afståen fra magtanvendelse heri. FN-pagten anerkender udtrykkeligt retten til individuelt og kollektivt selvforsvar, og det omfatter tydeligvis retten til at bestemme, hvilket omfang af magt, som er nødvendigt til at få aggressoren til at afstå fra fortsættelse af sine militære aktiviteter. Det er en integreret del af vor strategi for afskrækkelse af aggression i Europa, at vi har ladet det stå uvist under hvilke omstændigheder, at atomvåben vil blive anvendt imod en aggressor. Hvis man tager denne uvished væk i en situation, hvor der eksisterer en stor konventionel ubalance i Europa, vil det øge i stedet for at mindske chancerne for militær konflikt”.

Andreas Van Agt tilføjede, at erklæringer angående afkald på første-gangs brug kan være ”en vigtig tillidsskabende foranstaltning” på et tidspunkt i nedrustningsprocessen, men det ”kan ikke være det første skridt”. Mere privat siger vestlige delegerede, at alliancens samlede holdning er, at en erklæring ligger så langt væk i denne proces, at den ingen aktuel relevans har.

Det tredje hovedsynspunkt er, at den sovjetiske og vestlige fremhævelse af en erklærings værdi i krigstid ikke er den vigtigste problematik. Man argumenterer, at afståen fra første-gangs brug netop kan være et meget vigtigt skridt i starten af en nedrustningsproces.

Selv om Sovjetunionen muligvis af propagandistiske årsager har fremhævet en erklærings betydning for udelukkelse af atomkrig, så lå der i Leonid Bresjnevs erklæring til FNs nedrustningssamling også en erkendelse af betydningen for nedrustningsprocessen, hvis alle atommagter tilslutter sig det sovjetiske initiativ.

”De militærpolitiske stereotyper, som er blevet arvet fra en tid med monopol på atombomben, er blevet forældede. Dagens realiteter kræver en fundamental anderledes fremgangsmåde i spørgsmålet om krig og fred. Sovjetunionens aktuelle initiativ gør det lettere at se anderledes på hele komplekset af problemer i forbindelse med begrænsning og reduktion af våbnene, især atomvåbnene, og fremmer nedrustningssagen under et”, erklærede Bresjnev.

Amerikanske eksperter uden for Reagan-administrationen ligger tæt på denne opfattelse. Fire forhenværende embedsmænd med stort ansvar for den vestlige strategi offentliggjorde i forårsudgaven af tidsskriftet Foreign Affairs en artikel, hvori de opfordrede til revision af doktrinen om første-gangs brug. De fire er forhenværende forsvarsminister Robert McNamara, Sovjeteksperten George F. Kennan, præsidenterne Kennedy og Johnsons nationale sikkerhedsrådgiver McGeorge Bundy samt Nixons forhandler under SALT I, Gerard Smith.

De bliver bakket op i en erklæring, som organisationen Union of Concerned Scientists har taget initiativ til, og hvori det hedder: ”NATO-alliancen bør på nuværende tidspunkt bekendtgøre, at den vil antage en politik om ingen første-gangs brug for atomvåben i Europa”. Mellem underskriverne er admiral Noel Gaylor, forhenværende chef for den største efterretningstjeneste NSA og kommandant over styrkerne i Stillehavet, admiral John M. Lee, Herbert Scoville, forhenværende vicedirektør i CIA, Paul Warnke, SALT-forhandler under Carter samt professor Herbert York, som har stor og anerkendt ekspertise i Europas militære situation. Det er et gennemgående træk i erklæringen og den førnævnte artikel, at afståen fra første-gangs brug er et vigtigt bidrag til igangsættelse af en nedrustningspolitik.

Indien førende

I de alliancefri landes kreds lægger især Indien vægt på, at atomvåben udtrykkeligt kriminaliseres, og at forbud imod første-gangs anvendelse er et vigtigt element.

Under et seminar for tredive specielt indbudte journalister fra hele verden arrangeret af FN lige inden nedrustningssamlingen beskrev direktøren for Defense Studies and Analysis i New Delhi, K. Subrahmanyam, de indiske hensigter.

Han sagde, at det er vildledning, når nogen hævder, at atomvåbnene har bevaret freden. Der ligger en ”legitimering” af atomvåben i den påstand, som kun har værdi til det øjeblik, hvor en atomkrig bryder ud, og da er det for sent. Opgaven fremover, hvis en atomkrig skal undgås, sagde han, er at få atomvåben frataget deres legitimitet. De alliancefri lande og fredsbevægelserne bør danne en enhedsfront, som skal føre til kriminalisering af atomvåben, hvor besiddelse og anvendelse samt trusler derom er en ”forbrydelse imod menneskeheden”. 

Subrahmanyam ser en præcedens i Geneve-protokollen fra 1925, hvori man forbød anvendelse af kemiske våben. Mange lande har tilsluttet sig protokollen men samtidig erklæret, at man forbeholder sig ret til anvendelse af kemiske våben, hvis en modstander tager dem i anvendelse først. De kemiske våben blev ikke afskaffet og evnen til gengældelse blev bevaret. Hvis man vedtager en lignende protokol angående atomvåben, bliver muligheden for afskrækkelse af atomangreb ikke berørt, mener Subrahmanyam, men protokollen kan blive et vigtigt våben imod den legitimering af atomvåben, som fremmer atomoprustning.
Geneve-protokollen har rent faktisk ikke hindret anvendelse af kemiske våben, men brug er kun sket i stærkt begrænset omfang, og kriminaliseringen af dem har hæmmet oprustning på feltet samt lagt grundlaget for det totale forbud imod besiddelse af kemiske våben, som nu forhandles i Geneve.

Under seminaret blev de indiske tanker støttet af en ekspert fra det mexikanske udenrigsministerium, ambassadør Antonio Gonzales de Leon samt af den amerikanske professor Henry Kendall fra Union of Concerned Scientists.
Vestlig undskyldning

Selv mange vestlige deltagere i FNs nedrustningssamling anser den vestlige modargumentation for en dårlig undskyldning. Især de små vestlige landes politisk ansvarlige forstår ikke problematikken og de støtter sig derfor til embedsmænd, som ingen motivation har for at ”vove pelsen” med kontroversielle standpunkter. Den store vægt, som afståen fra første-gangs brug pludselig tillægges, har overrasket NATO-landene, og en omlægning af alliancens atomstrategi kan ikke ske ”fra dag til dag”, som næstformanden for det norske Arbeiderparti, Einar Førde, udtrykker det. Dertil kommer, at muligheden for første-gangs brug er et meget centralt element i den amerikanske opfattelse af global magt.

Mellem kritikerne af den vestlige holdning er en af de ledende forskere ved fredsforskningsinstituttet SIPRI i Stockholm, Jozef Goldblat. ”Det hævdes ofte, at en forpligtelse til ikke først at anvende et bestemt våben vil blive trængt til side af militær hensigtsmæssighed i en konflikts hede”, siger han. ”Faktisk er våben, som var forbudt internationalt blevet brugt ved flere lejligheder. Ikke desto mindre vil en generel forpligtelse til ikke først at anvende atomvåben have enorm psykologisk virkning på grund af disse våbens enestående og totalt destruktive karakter. Staternes militære planlægning i fredstid kunne næppe forblive upåvirket af en sådan forpligtelse”.

Han mener, at forpligtelser af denne art kan betyde et farvel til forestillingerne omkring overlegenhed inden for strategiske atomvåben, som normalt er forbundet med evnen til overraskelsesangreb. Det vil også fjerne behovet for taktiske kortrækkende atomvåben, der er udviklet med henblik på imødegåelse af et konventionelt angreb. Endelig vil det betyde, at man fremover lægger vægt på strategiske atomvåben, som primært har værdi ved gengældelsesangreb. Goldblat mener også, at en såkaldt ”no first use” politik vil styrke bestræbelserne for hindring af atomvåbens spredning til flere stater.

Professor McGeorge Bundy, som var sikkerhedspolitisk rådgiver for Kennedy og Johnson, afviser argumentet om, at et element af usikkerhed har afskrækkende værdi på en aggressor. Bundy mener, at det er stadigt mindre sandsynligt, at NATO rent faktisk vil anvende atomvåben først, og derfor er den afskrækkende værdi også stadigt mindre. Men dertil kommer så, at strategiens undergravende virkning på sammenholdet i NATO er voksende.

Anvendelse ikke hensigtsmæssig

Bundy mener, at den traditionelle og dybt rodfæstede fejl i megen tankevirksomhed i alliancen om disse spørgsmål skyldes forestillinger om, at ”atomkrig ikke er så meget værre end konventionel krig”.

Sådanne forestillinger leveres et grundigt modargument i tidsskriftet Ambio, som udsendes af det kongelige svenske videnskabelige akademi. I en netop offentliggjort artikel gennemgår tre amerikanske eksperter to tilfælde af atomvåbens anvendelse i en europæisk krig. De har bevidst valgt eksempler med stærkt begrænset brug – selv om de advarer om, at ethvert brug sandsynligvis vil udvikle sig til total atomkrig.

De konkluderer, at enhver anvendelse af atomvåben, som har militær betydning, vil medføre døden for adskillige millioner europæere.

I analysens første eksempel konstateres, at der i Øst- og Vesttyskland er mere end 1100 mål, som er sandsynlige mål for atomvåben med lang rækkevidde. Alligevel koncentrerer de sig om 171 mål, der kan tænkes angrebet f.eks. i et forebyggende slag. Hvis man tegner en cirkel omkring hvert mål, som modsvarer den sikkert dræbende virkning af bomber med sprængkraft på 200 kiloton – en meget sandsynlig størrelse – så dækker disse cirkler ti procent af de to tysklandes territorium og et sted mellem 1 og 40 millioner bliver dræbt. De mener, at det mest sandsynlige tabstal er på omkring 10 millioner.

De har endvidere beregnet virkningen, hvis NATO anvendte neutronbomber mod et storstilet sovjetisk tankangreb. For hver tank-besætning, som gøres ukampdygtig, kan man regne med omkring 200 civile dræbte i gennemsnit. Der skal anvendes adskillige hundrede atomeksplosioner imod et sandsynligt sovjetisk angreb på 20.000 tanks.

Dansk nej

Der har tidligere i FN været afstemninger, hvor man tog stilling til resolutioner, som fordømte første-gangs brug. Den 9. december sidste år erklærede Generalforsamlingen således følgende:

”Stater og statsmænd, som først tager atomvåben i anvendelse, begår den alvorligste forbrydelse mod menneskeheden. Der kan aldrig være nogen retfærdiggørelse eller pardon for statsmænd, som tager beslutningen om først at anvende atomvåben. Enhver doktrin, som tillader første-gangs brug af atomvåben og enhver handling, som skubber verden hen imod en katastrofe, er uforenelig med menneskehedens moralske standard og de Forenede Nationers høje idealer”.

Selv om den sidst citerede sætning i resolutionen sidestiller aggression, som kan fremkalde atomkrig, med atomvåbens første-gangs brug, stemte 19 vestlige lande imod – herunder Danmark. En række lande afstod fra stemmeafgivning. Mellem dem var de neutrale lande Østrig, Finland og Sverige. Men Andreas Papandreous Grækenland afstod også fra stemmeafgivning.  Afgørende for Danmark var, at resolutionen ikke er i overensstemmelse med NATOs atomstrategi.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.