Trykt i Information 3.-4. juli 1982

 

 

Stor usikkerhed om USA's udenrigskurs efter Haigs fald

Stærkt blandede forventninger til Haigs efterfølger på posten som udenrigsminister

 

Af  JØRGEN DRAGSDAHL
Informations udsendte medarbejder

 

WASHINGTON, 2. juli – Bliver George Shultz i udenrigsministeriet en agent for Reagan, som kan disciplinere embedsmændenes pro-europæiske tendenser?

Eller bliver han en dygtig talsmand for udenrigsministeriet i en kreds af beslutningstagere omkring præsidenten, som ellers domineres helt af ultra-konservatisme samt uvidenhed om internationale sammenhænge?

Det er et par af de spørgsmål, som i ugen siden Alexander Haig fik sin afsked har optaget det forsvars- og udenrigspolitiske miljø i den amerikanske hovedstad – diplomater, embedsmænd, journalister, politikere, rådgivere og eksperter i utallige institutioner.

Spørgsmålene afspejler nogle af de fundamentale konflikter bag Haigs triste skæbne i Reagan-administrationen. Og de ofte meget kvalificerede argumenter, som fremføres for begge opfattelser, viser, at der mellem iagttagerne er stor usikkerhed i bedømmelsen af USA's udenrigspolitik fremover. Det er en usikkerhed, som i sig selv er betydningsfuld, og den er opstået efter en periode, hvor mange endelig så forudsigelighed efter mere end 1 års uklarhed. De seneste par ugers begivenheder har i vidt omfang væltet de analyser, som blev ”almen” opfattelse efter Reagans besøg i Europa og bekendtgørelsen af, at USA ville indlede forhandlinger med Sovjetunionen om de strategiske atomvåben.

Mellem professionelle iagttagere er der enighed om to ting. Haigs temperamentsfulde stil bidrog afgørende til hans fald og George Shultz er på det personlige plan hans næsten diametrale modsætning.

Alle har beretninger, som illustrerer Haigs hysteri, enorme ego og stridbare adfærd internt. Det var efterhånden blevet en så stor belastning i samarbejdet på topplan, at Reagan og hans nærmeste var indstillet på accept af en afskedsansøgning fra Haig, når han, som så ofte før, næste gang truede med afgang. Selv om Haig i de seneste måneder tilsyneladende var styrket i den interne magtkamp (bl.a. omkring rustningskontrol), var der fortsat anslag imod hans autoritet. En særligt alvorlig sag er en nær medarbejder, Robert Hormats, nylige afgang. Haig ønskede ham forfremmet, men den nye udnævnelse kom aldrig igennem, og undervejs blev Haig tvunget til accept af udnævnelser af repræsentanter for højrefløjen til lavere poster. Hormats har deltaget i alle de senere års økonomiske topmøder og var en anerkendt kapacitet i handelsspørgsmål – men for ”europæisk” efter Reagan-kredsens smag. Hormats gik i protest, fordi forfremmelsen udeblev. Bag de personlige stridigheder ser mange derfor mere fundamentale institutionelle og politiske modsætninger, som via Haig fik ekstremt personlig karakter.

Bredt respekteret

Den 61-årige George Shultz er bredt respekteret for sin indsats på bl.a. finansministerposte i Nixons tid. Folk, som kender ham personligt og iagttagere af vidt forskellig observans, anvender i deres karakteristik meget sammenfaldende vendinger – ”roligt temperament”, ”høj intelligens”, ”konservativ, men også midtsøgende”, ”livet har opfyldt hans ambitioner”.

Shultz kaldes et diplomatisk naturtalent, som virker tilbageholdende, men som samtidig ikke er en veg personlighed. På nært hold giver han indtryk af stor troværdighed.

Alle understreger, at hans stil passer godt ind i de samarbejdsformer, der foretrækkes i kredsen omkring præsidenten. Shultz er en ”team-player”. Men der er uenighed om, hvad det vil betyde i praksis.

Shultz kommer ind på en post, som med en iagttagers ord, ”verden filtreres igennem” undervejs til præsidenten. Det er muligt, at udenrigsministeriets ”naturlige instinkter”, som lægger vægt på allianceforholdet til Vesteuropa og kompromis-søgende politik, vil få en endog meget effektiv talsmand. Tilhængere af denne opfattelse nævner, at Shultz har fået sit ry, fordi han altid vinder i den interne proces, hvor forskellige institutionelle interesser støder sammen – og han vinder ved hjælp af rolig argumentation, indtil alle er overbevist. Haigs sejre byggede på trusler og bidske udfald. Udnævnelsen af Shultz kan derfor forbedre beslutningsprocessen, så den bliver mindre kaotisk, slagsmål mellem topfolk i fuld offentlighed bliver færre. Nogle nævner, at der bliver en så stor lettelse i Det Hvide Hus over, at man endelig er sluppet af med Haig, at Shultz fra begyndelsen kan få næsten alt gennemført.

Mellem vesteuropæiske diplomater kaldes Shultz et ”held”, men udtrykket indebærer også, at der er et stort element af politisk tilfældighed i, at valget faldt på netop ham.

Reagans mand

Der er imidlertid også kvalificerede iagttagere, som mener, at Shultz, når han spiller med på holdet af sikkerhedspolitiske beslutningstagere, bliver repræsentant for en hårdere linje overfor Vesteuropa og Sovjetunionen end Haig fulgte.
Administrationens udenrigspolitik er blevet udsat for stadigt hårdere angreb fra højrefløjen, Den indflydelsesrige konservative kommentator George F. Will rettede i ugen, hvor Haig gik af, et hårdt angreb på den ”snigende haigisme”. Will erklærede, at Reagan mere end nogen anden præsident havde overladt udenrigspolitikken til sin minister, og derfor var Reagans målsætninger gået tabt i bureaukraternes spil.

Men iagttagere i og uden for Reagan-administrationen siger til Information, at præsidenten i de seneste måneder faktisk har beskæftiget sig mere med udenrigspolitik end før. En årsag er overflytningen af hans gode ven William Clark fra nummer to posten i udenrigsministeriet til ledelsen af Det Nationale Sikkerhedsråd. Clark har, fordi han står præsidenten nær, stor autoritet i administrationens dagligdag, og indtrykket bliver derfor, at præsidenten selv er mere aktiv. En anden årsag er, at Reagan er utilfreds med de mange tilbageslag for amerikanske interesser, som har præget Haigs tid. Han skal således være meget optaget af Polen og den fortsatte undertrykkelse dér var angiveligt en vigtig årsag til, at sanktionerne imod gasledningen fra Sibirien blev udvidet på Clarks direkte foranledning, uden Haigs vidende.

Shultz’ ekspertise ligger endvidere hovedsagelig på det økonomiske felt, og han har ingen indsigt i de problemstillinger, som fra første dag vil ligge på skrivebordet. Som én udtrykker det: ”Reagan-administrationens topfolk skal håndtere en verden, som er i modstrid med deres grundlæggende impulser”. Shultz gennemtænker beslutninger grundigt, men det betyder også, at han er langsom, og det er tvivlsomt, om han kan holde trit med udviklingen. Ekspertisen på det økonomiske felt bliver måske ikke af stor værdi, fordi den økonomiske politik er fastlagt – dikteret af indenlandske forhold.

Derfor ser mange iagttagere et ”ryk til højre” i udenrigspolitikken, hvor Reagans instrukser bliver fulgt loyalt, udenrigsministeriet bliver udsat for pres oppefra og Weinberger samt Pentagon får større indflydelse.

Hårdere linje

Især hvis sidstnævnte opfattelse er den rigtige, kan den fremtidige politik på en række felter blive påvirket således:

Rustningskontrol: Forhandlingspositionerne er udtryk for et kompromis, og uden Haig er det muligt, at den amerikanske kurs overfor Sovjetunionen bliver mindre fleksibel. Eksperter i rustningskontrol frygter, at manglende fremgang så vil blive brugt til ”påvisning” af sovjetisk genstridighed og argumentation for de mange nye våbenanskaffelser.

Mellemøsten: Haig fremlagde aldrig en plan for, hvordan man konkret kan udnytte situationen efter Libanon, hvor sovjetisk prestige efter amerikansk opfattelse led et nederlag og hvor Begins moralske styrke i opinionen er blevet undergravet. ”Anden akt” må efter fleres mening blive en plan for et palæstinensisk hjemland. Man skal ikke vente dramatisk nyt pres på Israel eller en pro-arabisk kurs. Men mere markante amerikanske udspil er forventelige.

Vesteuropa: Bestræbelserne for restriktion af Øst-Vest samhandelen vil blive intensiveret. Selvom Shultz tidligere har vendt sig imod sanktioner, fordi han er tilhænger af frihandel, mener adskillige, at frihandelstanken hovedsagelig gælder for den vestlige verden. Et dårligere forhold til Frankrig er muligt, men hovedsagelig på fransk initiativ, fordi socialisterne ifølge nogle rapporter ikke føler, at de har fået ”nok” ud af deres imødekommenhed overfor amerikanske synspunkter (f.eks. angående Sovjetunionen). Fremover vil Frankrig og andre vesteuropæiske lande få endnu mindre. Men de har også mulighed for gennem opdyrkning af kontakterne til Shultz, som er gode fra gammel tid, at få deres synspunkter formidlet til Reagans inderkreds.

Latinamerika: Modsætningsforholdet til regionen efter Falklandskrisen er efter fleres mening blevet overdrevet og Shultz har nu chancen for en frisk start. Udviklingen i El Salvador er en stor udfordring, men Shultz vil næppe tilstræbe den offentlighed omkring situationen, som Haig gjorde.

Sovjetunionen: Fortsat skarp retorik fra Reagan i stil med talen til FNs nedrustningssamling – men Shultz selv vil holde en lav retorisk profil med understregning af traditionelt diplomati.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.