Trykt
i Information 12. juli 1982
FORSIDELEDER
AF JØRGEN DRAGSDAHL
Fiasko
for FN?
I DET
GAMLE HELLAS sagde man, at dem, som guderne vil udslette, driver de først
til vanvid. Når man ser tilbage på forløbet af FNs II
Nedrustningssamling, får man anelse om, at hellenerne havde ret.
Der var en skræmmende kontrast mellem talernes advarsler
og den proces, som foregik under forhandlingerne i en række udvalg, hvor
man diskuterede retningslinjerne for nedrustning og vurderede udviklingen i
de seneste år. Først konstaterede en stribe fremtrædende statsledere og
topdiplomater, at våbenkapløbet truer selve menneskehedens eksistens.
Derefter fortsatte nogle af verdens bedste hjerner et spil, hvor man
"brugte megen tid til diskussion af småproblemer på bekostning af
menneskehedens vitale problemer", som den danske delegation udtrykte
det i et afsluttende indlæg. Alle var skyldige.
DE VESTLIGE LANDE argumenterede
eksempelvis ihærdigt, at man skal forebygge enhver krig, og derved gav de
lav prioritet til den nukleare trussel. De sagde, at Vestens atomvåben og
konventionelle våben kun vil blive anvendt i selvforsvar, og at man har ret
til brug af ethvert våben, hvis man bliver angrebet. Derfor er der intet
behov for, at NATO opgiver sin atomstrategi, der bygger på første-gangs
anvendelse af atomvåben.
Men problemet er jo, at krigens oprindelse ofte er alt
andet end krystalklar – begge parter har tit sagt, at de handlede i
selvforsvar. Enhver type krig skal forebygges, men hvis en krig alligevel
bryder ud, så er det afgørende for klodens eksistens fremover, at
atomvåben ikke bliver taget i anvendelse. Derfor er enhver foranstaltning,
som mindsker risikoen for brug af atomvåben vigtig. De vestlige lande
blokerede sådanne initiativer fra Nedrustningssamlingen. NATO klynger sig
til teorien om, at atomvåben har krigsafskrækkende virkning. Det er nok
muligt, men de er ingen garanti imod krig, og argumentet svarer til
optimismen hos manden, der er faldet ud fra 20. etage og ved 5. konstaterer,
at foreløbig går alt jo ganske godt.
Østblokken er i denne sammenhæng skyldig, fordi den med
kolossal selvretfærdighed afviser, at den på nogen måde har bidraget til,
at krig mellem Øst og Vest virker stadigt mere sandsynlig. I praksis og i
ord viser disse lande, at de stadig tror på, at militær magtanvendelse er
et vigtigt redskab til løsning af problemer. Og de såkaldt alliancefrie
lande påpeger konstant atommagternes ansvar for oprustningen, men deres
egne krige og våbenanskaffelser vender de et blindt øje til. Det er
rigtigt, at deres andel i våbenkapløbet er meget lille, men den
militaristiske drivkraft bag deres deltagelse svarer helt til de mere
velhavende landes. Trods deres retorik imod oprustning sidder man bagefter
med mistanke om, at de endnu kun mangler midlerne.
LASSE BUDTZ har inderligt ret i,
at der er noget galt med selve metoden, som staterne anvender i
forhandlingerne. Der mangler politisk vilje til kompromis’er, og
fagdiplomaternes arbejde gør dermed FN til et "utroligt ligegyldigt
omsvøbsdepartement". Emnerne forsvinder i en sovs af uspiselige
forkortelser, ordkløveri og kortsigtet selvhævdelse.
Danmark deltager også i dette spil. Loyalitet over for
vore allierede atommagter hindrer f.eks. dansk støtte til fastfrysning af
atomarsenalerne og afkald på første-gangs brug af atomvåben. Vi lovede
ikke et bidrag til verdenskampagnen for nedrustning, hvad der ellers kunne
have gjort projektet mere meningsfyldt. Danmark holder en meget lav profil,
der muligvis er begrundet i, at vi vil forene de stridende parter, men er
denne type indsats virkelig effektiv? Lidet tyder på det.
Men fiaskoen er ikke FNs. Organisationen er en afspejling
af medlemsstaternes holdninger, så fiaskoen er primært statsledernes. FN
er også en institution, hvor lande, der ellers sjældent udveksler
sikkerhedspolitiske synspunkter, kommer i nær kontakt med hinanden. Der
sker en gensidig "uddannelse" og der er noget positivt ved det.
Nedrustningssamlingen kan derfor godt på længere sigt bidrage til en
fælles forståelse, som i fremtiden gør enighed mulig.
SVERIGES nedrustningsminister
Inga Thorsson påpegede i sit afsluttende indlæg, at samlingen har været
en katalysator for en af de mest imponerende manifestationer af det
folkelige nedrustningskrav, som man nogensinde har set. Demonstrationen den
12. juni var en skelsættende begivenhed, fordi den placerede den
amerikanske fredsbevægelse solidt i verdensopinionens bevidsthed. Man kan
tilføje, at samlingen inspirerede til seriøs overvejelse af
nedrustningsproblemerne i forskningsinstitutioner og talrige folkelige
organisationer.
Samlingen afslørede også, hvor utilstrækkelig
fredsbevægelsernes indsats er. Demonstranter og organisationer kan kræve
fred så ofte de vil, men førend de går videre end brede udflydende krav
er de næsten betydningsløse. Alle ønsker fred, men hvis bevægelserne
skal gøre deres indflydelse gældende, er det nødvendigt, at de
konkretiserer deres krav, prioriterer dem og påpeger en vej til
nedrustning, som staterne kan kræves til ansvar overfor. Fredskravet er for
vagt, og det gør bevægelserne til ofre for omklamring.
Der er behov for observatører, som forstår de indviklede
problemstillinger i den diplomatiske proces, så bevægelsernes pres kan
mærkes direkte, hvor der end foregår nedrustningsforhandlinger. Der er
behov for, at bevægelserne finder frem til sanktioner over for de
statsledere, som forsvarer en kurs med katastrofalt perspektiv – hvad de
endog selv erkender.
Det bliver ikke nemt. Men Nedrustningssamlingen har
demonstreret, at vi må slås for vore liv, for fremtidige generationers ret
til liv. Det er, hvad der står på spil, og indsatsen skal være i
overensstemmelse dermed. Hvis det nu erkendes af flere, så er meget blevet
nået. JD
Må kun citeres med udtrykkelig
kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.