Trykt i Information 6. august 1982

Forsvar for selvforsvar…

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Politiet undersøger nu, endelig, københavnske diskotekers diskrimination af ”farvede”, og der er rejst tiltale imod initiativtagerne til et dansk Ku Klux Klan.

Det er meget glædeligt, men hvad siger politidirektøren den dag, hvor min sorte veninde og måske jeg selv bliver bragt på stationen, fordi vi har afklapset et af de individer, som efterhånden regelmæssigt udsætter hende for racistiske bemærkninger?

Racismen er et stadigt mere fremtrædende træk ved det danske samfund. Det er en misforståelse, hvis nogen tror, at politiet har slået til mod enkelte afvigere. Diskotekernes dørvogtere handler på vegne af deres gæster. Afvisning af mørklødede udlændinge har fundet sted i årevis. Det er blevet omtalt før. Og det danske samfund har accepteret det.

Racismen opleves sjældent af hvide danskere. Men den er en bestanddel af mange mørke danskeres og indvandreres dagligdag. I selskab med min sorte veninde, som er dansk statsborger og taler sproget perfekt, ser jeg den stadigt oftere.

Sorte svin

Der var koncerten i Falkonercentret, som blev ødelagt for os. I nærheden sad en meget støjende ung mand, som på et tidspunkt blev bedt holde kæft af adskillige omkringsiddende. Med stor præcision ramte hans reaktion netop min veninde: ”Skrid ad helvede til dit sorte svin”.

Der er Strøget, som ved aftenstide er svært af holde ud. Forbipasserende unge laver ofte abelyde. ”Niggers,  I hate them all”, var den nærmest skødesløst henkastede bemærkning fra en ung herre.

Forleden dag havde en gruppe unge mænd blokeret midtpartiet i en bus, som var på vej ud i sommerlandet fra Hillerød. Påstigende passagerer pressede så hårdt, at vi nødvendigvis måtte forbi proppen, så vi kunne få luft i den bageste del. Men de nydeligt klædte herrer, som tilsyneladende kom fra et velstående forstadsmiljø, ville ikke gøre plads. ”Jeg flytter mig ikke for en nigger”, sagde en.

Racismen har sine komiske øjeblikke, som når en sydlandsk udseende kvinde, der er født af gode danske forældre i Ålborg, bliver overfaldet på ubehjælpsomt engelsk af en midaldrende kone, som åbenbart ikke kan lide fremmedarbejdere.

Men normalt er racismen et konstant pres, der blot er der. White Power – står der på husmurene med hvid sprøjtemaling. I bybusserne står hvide danskere hellere, end de sætter sig ved siden af en såkaldt ”fejlfarve”. Det er påmindelserne. Men det er ikke hele sagen. Fordi racistiske bemærkninger ofte kommer helt overraskende, ved man aldrig, hvad facaderne på hvide danskere skjuler. Men ved, at en lille skare højrøstede unge kan betyde problemer, og derfor spændes kroppen til selvforsvar, når man ser en sådan gruppe forude. Men efter mange kedelige oplevelser er det potentielle offer konstant anspændt, når der er ukendte hvide i nærheden. Det er raceundertrykkelse.

Uskyldig spøg?

Men – lyder det fra alle de pæne, som ikke gør den slags – folk mener det ikke så slemt!

Jeg så eksempelvis lige et lokalblad, som berettede fra en fodboldkamp i anledning af en sommerfest. Det ene hold var skotter med skørte og hele pivetøjet. Et andet hold var kannibaler med bastskørter og madkulør tværet ud over de hvide lemmer.

En uskyldig sommerspøg? Eller et udtryk for ældgamle fordomme, som til andre tider udtrykkes ved hjælp af racistiske ytringer?

Racismen i Danmark kan ikke direkte sammenlignes med racismen i f.eks. USA. Den er ikke så historisk og socialt rodfæstet her i landet. Men den opleves faktisk stærkere.

Amerikanerne har i mange år diskuteret racismen. Problemet er erkendt. Derfor sjofler hvide sjældent sorte i fuld offentlighed. Danskerne er ikke så tilbageholdende. Og så bliver den angrebne her i landet et dobbelt offer. Første gang ved tilsviningen. Anden gang når omgivelserne bare ikke forstår, hvorfor man er blevet forurettet.

Værre end i USA

Undertrykkerne ved ikke altid, hvad de forårsager. Det ligger i sagens natur, at det er offeret, som oplever noget unormalt, ubehageligt.

I modsætning til det amerikanske samfund har det danske ikke erkendt sin racisme. Nogle aviser giver enkelte episoder fin omtale. Ekstrabladet har direkte haft en kampagne imod racisme. Men racismen i Danmark er ikke enkelte spredte episoder. Det er en kulturform samt en social struktur.

Ingen avis har mig bekendt en fast medarbejder, som følger den historiske ændring af det danske samfund fra at være racemæssigt homogent til at være racemæssigt heterogent. Det er denne proces, som også kaldes indvandrerspørgsmålet. Det er en proces, som har betydning for alle i Danmark. Det er sjældent, at hvide danskere oplever problemerne i den forbindelse – endnu.

Problemerne skal nok blive større, fordi der gøres så lidt ved deres årsager: social forskelsbehandling, kulturel uvidenhed, fremmedhad osv. Så efterhånden vil det blive en større del af alle indbyggeres dagligdag.

Det kedeligste – set med hele den danske nations øjne – er imidlertid, at vi kun får et problem ud af denne historiske proces. Indvandrerne kunne også bidrage til, at hele samfundet blev bedre udrustet til en indsats i vor stadigt mindre verden. Indvandrerne er en ressource. De er en række indgangsdøre til de samfund ude i verden, som vi fremover skal i nærmere kontakt med – politisk, økonomisk osv.

Respekt for vold

Men en udnyttelse af denne ressource til gensidig gavn er blot en smuk drøm. Dagens virkelighed er ganske anderledes håndfast.

Tilsyneladende har de hvide danskere kun respekt for vold. Den pågældende veninde har i adskillige år dyrket karate, og det giver hende personligt mod nok til øjeblikkelig konfrontation med dagligdagens racister.

Endnu har hun kun ved en enkelt lejlighed brugt sine færdigheder, og da var et enkelt spark nok til at sprede en flok knægte. Måske er danskerne kujoner. Måske ved de blot, at de gør noget galt. Måske er der ingen forskel på de to ting. Men en kendsgerning er det, at når de skal stå til regnskab for, hvad de lige har sagt, så bliver de meget spagfærdige og undskyldende.

Det er en meget individuel løsning, og en dag bliver følgen måske en tur på politistationen. Men det virker, og rygtet siger, at der efterhånden er mange ”fejlfarver”, som ruster sig til opgør med denne del af dagligdagens undertrykkelse.

Selvfølgelig kan der ikke sammenlignes direkte med tilstandene i amerikanske storbyer eller forholdene i europæernes kolonier. Politidirektøren kan være ganske rolig. Ingen planlægger oprettelse af et dansk Black Panther Party. Men konfrontationen i Danmark har lighedspunkter med de opgør, som ofre for hvid racisme tidligere har gennemført. Det gælder især for det psykologiske spil.

Modstand er befriende

”Vi er blevet hjernevasket til at tro, at vi er magtesløse, og at der ikke er noget, vi selv kan gøre for at fremkalde en hurtig befrielse af vort folk”, skrev Black Panther Partys ene leder, Huey P. Newton, i 1967. ”Vi har lært, at vi skal behage vore undertrykkere, at vi kun udgør ti procent af befolkningen, og at vi derfor bør afpasse vore metoder, så de ikke forstyrrer vore bødlers søvn”.

”Hvis de sorte tager fat på deres befrielseskamp på den måde, som undertrykkeren dikterer og støtter, så vil vi være degenereret til krybende lakajer for undertrykkeren selv”, fortsatte Newton. ”Når undertrykkeren foretager et ondskabsfuldt angreb på frihedskæmpere på grund af den måde, de arbejder for deres befrielse, da ved vi, at vi bevæger os i den rigtige retning. De racistiske feje undertrykkere har ingen rettigheder, som undertrykte sorte folk behøver respektere”.

Huey P. Newton og hans læremester Franz Fanon afviser dialog med undertrykkeren, og de taler direkte til de undertrykte. Modstandshandlingen har i sig selv befriende virkning, fordi man forkaster undertrykkerens regler. Den, som kæmper for sin frihed, er ikke længere undertrykt.

Det er en tankegang, som er dansk mentalitet fremmed, når den opleves på nærmeste hold, og en dansk domstol frikender næppe den ”fejlfarvede”, som endelig gør oprør imod omgivelsernes konstante pres. Det gør imidlertid ikke selvforsvaret mindre retfærdigt.

Selvkritik nødvendig

Hvis man ikke vi have et Danmark, hvor modsætningerne bliver skærpet efter de ovenfor skitserede retningslinjer, så er det nødvendigt, at racismen bekæmpes med andet end politiundersøgelser.

Jeg har ingen fine planer, som kan følges. Den første forudsætning, hvis ondet skal dulmes, er, at hvide danskere ser, at de selv er problemet. Et par skøre individer, som vil lave et KKK og straks bestormes med henvendelser fra pressen – de er ikke problemet. Racismen trives i ubetænksomme bemærkninger, som bliver sagt af selv de, som mener sig fjernt fra undertrykkerens rolle.

Racismen trives i den presse, som undlader det daglige pres på institutionerne, så de hjælper indvandrerne til bedre kår, og undlader den daglige opdragelse af en befolkning, som endnu er meget hvid og egocentrisk.

Problemet er de hvide danskere og deres samfund. De nye fremmedelmenter har blot gjort os opmærksomme på, at der er et problem.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.