Trykt i Information 11. august 1982

 

 

Kornsalg fra USA til Sovjet – hykleri?

 

 

Af  JØRGEN DRAGSDAHL

 

PRÆSIDENT Reagans forlængelse af kornaftalen med Sovjetunionen har fået en hård medfart i Vesteuropa, hvor toppolitikere og medier ser hykleri i en politik, som opmuntrer amerikansk kornsalg, men også ihærdigt bekæmper vesteuropæernes samhandel med Kreml.

Vreden kan hente næring i Reagan-administrationens egen retorik. Først siger præsidenten, at amerikanske landbrugere skal have en ”fair” mulighed for korneksport til Sovjetunionen. Et par dage efter blev denne henvisning til rimelighed begravet i en tale til korndyrkernes sammenslutning i Iowa, som blev lovet et ”rekordstort” salg til Sovjetunionen.

Præsidenten lovede, at han vil tillade eksport ud over den grænse på 8 millioner ton, som er aftalt med russerne i den fem-årige kontrakt fra 1975, som blev forlænget i 1981 med et år. Enhver udvidelse af kontrakten, sagde Reagan, vil have en ”kontrakts ukrænkelighed” og det vil ”sikre amerikanske landmænds adgang til det sovjetiske marked”. Man vil på denne måde ”genoprette tilliden til USA's troværdighed som leverandør”.

I de samme dage argumenterede vicehandelsminister Lionel Olmer under høringer i Kongressen for bl.a. stop for gasledningen mellem Sibirien og Vesteuropa:

”Skal vi vende ryggen til, hvad der er sket i Polen? Skal vi gøre forretning som sædvanlig? Er forretningskontraktens ukrænkelighed vigtigere end en demonstration af vores beslutsomhed, så vi fokuserer skarpt på disse frygtelige begivenheder? Svaret er selvfølgelig, nej. Og på trods af kritik fra medierne af vore sanktioner så mener jeg faktisk, at vI beundres meget, fordi vi igen fremhæver Amerikas ledende rolle i kampen for retfærdighed og frihed”.

SALGET er blevet sovset ind i argumenter om, at amerikansk korneksport faktisk er en slags hemmeligt våben, der fratager Sovjetunionen hård valuta – og dermed undergraver betingelserne for yderligere oprustning.

Hinsides denne argumentation er der en nok så interessant udvikling. Amerikanerne har muligvis indset, at der er begrænsninger i ”madvåbnet”, som har fået en del omtale, siden OPEC anvendte ”olievåbnet” i 1973.

Den amerikanske landbrugsminister Earl Butz sagde dengang, at stop for fødevareeksport fra USA kunne blive et vigtigt ”diplomatisk våben” i storpolitikken. Det amerikanske landbrugs effektivitet har gjort USA til et land, der i den internationale fødevareøkonomi helt overskygger Saudi-Arabiens betydning i den internationale olieøkonomi. I august 1974 offentliggjorde CIA en undersøgelse, som analyserede verdens tiltagende afhængighed af amerikansk madeksport. Man konkluderede, at gennem brug af ”food power” kunne USA muligvis ”generhverve den førerstilling i verdenspolitikken, som man havde i tiden umiddelbart efter anden verdenskrig”.

STOP for fødevareeksport er blevet anvendt af USA ved adskillige lejligheder, men overfor Sovjetunionen har trusler i forbindelse med korneksporten ikke virket. I 1975 suspenderede præsident Ford korneksporten til Sovjetunionen – delvis af økonomiske grunde, delvis fordi man ville påvirke Kremls udenrigspolitiske aktivitet. Under forhandlingerne angående en genoptagelse forsøgte USA at opnå sovjetisk olie til 10 procent under OPECs pris, men russerne afviste en sådan sammenkædning.

En forsker ved Johns Hopkins universitetet, John C. Roney, har analyseret kornhandelen, og fra forhandlingerne i 1975 drager han den lære, at russerne hellere vil begrænse det indenlandske forbrug end bøje sig for pres, samt at russerne ser et amerikansk behov for eksport, som helt svarer til deres eget importbehov.

PRÆSIDENT Carter havde i 1979 endnu ikke lært det, så han beordrede en begrænsning af korneksporten efter den sovjetiske invasion i Afghanistan.

Det er i dag alment erkendt, at dette initiativ var en stor fiasko. Præsidenten hævdede, at andre kornlande ville støtte USA, men det sagde han uden forudgående konsultationer, påviser John C. Roney, og rent faktisk fik de et rekordsalg til Sovjetunionen. Det amerikanske stop var langt fra totalt, idet minimumssalget på 8 millioner i 1975 kontrakten blev respekteret og indgåede handeler fra tidligere år blev gennemført. Carter havde antydet, at der ville komme et fald i sovjetisk kødproduktion på 20 procent, men reelt blev det kun på 3 procent.

Endelig fik Carter godt signaleret til russerne, at invasionen var uacceptabel, men amerikanske landmænd signalerede også deres utilfredshed med indgrebet så kraftigt, at det bidrog til Carters valgnederlag. Landmændene blev, viser flere undersøgelser, reelt ikke ramt økonomisk, men kornstoppet øgede en allerede plaget sektors følelse af usikkerhed.

På baggrund af erfaringerne med Carters kornembargo konkluderer John C. Roney i sin analyse, at det er ”ekstremt usandsynligt”, at USA igen vil stoppe kornsalget til Sovjetunionen.

For det første skal andre eksportørlande inddrages, hvis et stop skal virke, og det bliver en stor opgave, idet USA's andel af den sovjetiske kornimport nu er faldet til omkring 30 procent sammenlignet med 75 procent før embargoen. For det andet har Kongressen vedtaget en lov, hvorefter landmændene skal have en meget generøs erstatning i tilfælde af en ny embargo. Derudover vokser kornproduktionen i verden hastigere end forbruget, og alle eksportører er derfor meget opsat på handel.

Derfor konkluderer Roney, at betingelserne for et stop kun vil eksistere lige op til ”en total krig”. I enhver anden politisk situation er den nødvendige opbakning ikke til stede.

Præsident Reagan har således gode grunde til ikke at stoppe kornhandelen med Sovjetunionen, og det ønsker de fleste af hans kritikere nok heller ikke, at han skal, selv om det ofte gøres til en forudsætning, hvis europæerne skal gå med til sanktioner. De har blot fundet et sikkert argument for ”forretning som sædvanlig”.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.