Trykt i Information 20. august 1982

 

   

Baruch-planen genoplivet til propaganda

Af JØRGEN DRAGSDAHL

”Siden den anden verdenskrig har De Forenede Stater været lederen i seriøse bestræbelser for nedrustning og rustningskontrol”.

Det er ikke et citat fra en humoristisk revy men fra et papir, som det amerikanske udenrigsministerium anvender til baggrundsorientering, og som for få dage siden – tilsyneladende i en ny propagandaoffensiv – er blevet udsendt af USA's informationstjeneste. I sin tale til FNs nedrustningskonference sagde præsident Reagan noget lignende, og i begge tilfælde var beviset, at USA i 1946 foreslog en plan, hvorefter atombomben skulle underkastes international kontrol.

I en leder dateret 16. august fra Voice of America beskrives det amerikanske forslag, Baruch-planen, nærmere. Man fortæller, at USA straks efter bombardementerne af Hiroshima og Nagasaki begyndte sin søgen efter et kontrolsystem, som skulle ”redde verden fra videre anvendelse af disse frygtelige våben”.

Amerikanerne var, ifølge Voice of America, villige til at stille ”sine atomvåben, de eneste sådanne våben, som eksisterede dengang, under international kontrol”.

Men ”timer efter” forslaget var blevet fremlagt, blev det ”klart, at Sovjetunionen var imod forholdsregler, som ville hindre dem i udvikling af atomvåben”, erklærer Voice of America.

USA har forståeligt nok i den seneste tid set et behov for imødegåelse af den kritik, som har ramt Reagan-administrationens atomfilosofi. Men når propagandaen kører frem, så må nuancer og sandhed ofte vige. Det er også tilfældet i denne sag.
Grundlaget for atomkapløbet og den aktuelle ulykkelige situation blev lagt i de første efterkrigsår. Det er en periode, som i dag er grundigt belyst af amerikanske historikere, som har fået adgang til engang fortrolige arkiver og dagbøger. Deres forskning i Baruch-planen støtter ikke, at den var et idealistisk initiativ, som blev fremlagt i god tro – og derefter afvist af de aggressive herrer i Kreml under Stalins ledelse.

EN AF de mest grundige behandlinger af perioden findes i Yale-professoren Gregg Herkens værk, The Winning Weapon, som udkom i 1980. Baruch-planen får hos ham en endog meget hård medfart. Den var, skriver han, en ”unødvendig provokation” af Sovjetunionen, som ikke havde opbakning fra de amerikanske videnskabsmænd og politikere, som en tid faktisk arbejdede for, at den militære anvendelse af atomenergien blev stoppet.

Med et oplæg fra atomfysikeren Robert Oppenheim og under ledelse af den højtstående embedsmand David Lilienthal blev der udarbejdet en plan, som skulle opnå den ønskede kontrol og som byggede på, hvad man realistisk formodede, at Stalin ville gå med til.

Men så udnævnte præsident Truman en konservativ forretningsmand Bernard Baruch, som skulle forelægge den i FN. Valget af ham fik Lilienthal til i sin dagbog at skrive: ”Da jeg læste nyheden i aftes, blev jeg temmelig syg”. Udenrigsminister Byrnes kaldte siden sin medvirken ved udnævnelsen ”den værste fejltagelse, som jeg nogen sinde har begået”.

Baruch ændrede oplægget så meget, at han fik videnskabsmændene bag det imod sig, og han gengældte deres fjendskab. Herken beretter, at når Baruch af journalister blev spurgt, hvad han syntes om det oprindelige forslag, så lukkede han demonstrativt for sit høreapparat.

BARUCH bad de militære ledere rådgive sig, og de var ikke glade for at opgive det amerikanske monopol. Hærens stabschef Dwight Eisenhower skrev til Baruch, at ”vi kan ikke på nuværende tidspunkt begrænse vore muligheder for produktion eller anvendelse af dette våben”. Chefen for hærens luftvåben, Carl Spaatz, så store muligheder: ”Vort monopol på bomben, selv om det er forbigående, kan meget vel blive den afgørende faktor i vore bestræbelser for at opnå først stabile forhold og endelig en varig fred”.

Herken og flere andre amerikanske historikere betvivler, at det endelige forslag i FN var oprigtigt ment: ”Skaberne af Baruch-planen sikrede sig, at den internationale kontrol ville blive helt på amerikanske betingelser – ellers intet”.
Baruch gennemførte alle de formelle manøvrer, så man kunne sige, at USA havde forsøgt, hvad bombens opfindere så stærkt havde insisteret på. Men han var ganske rolig ved udsigterne til et nej fra Sovjetunionen, for USA havde jo, hvad han kaldte for ”sejrens våben”. Baruch chokerede især Oppenheimer, da han talte om nødvendigheden af at forberede opinionen på sovjetisk afvisning. Lilienthal skrev efter et møde med Baruch, at ”den største fare er, at de vil fremlægge et forslag i en ånd, som sikrer afvisning”.

SOVJETUNIONEN skulle i første fase åbne sit lukkede samfund op, så amerikanerne kunne få indsigt i, hvor de havde deres uran, atomanlæg osv. Først i aller sidste fase ville USA opgive sine våben.

Det betød for det første, at lederne i Kreml straks fra begyndelsen skulle opgive deres eneste kort, nemlig amerikanernes uvidenhed angående hvor langt de var nået med udvikling af sovjetiske våben. For det andet lagde amerikanerne så stor vægt på straf i tilfælde af snyd, at Sovjetunionen ifølge Herken udsatte sig for et amerikansk atomangreb på ethvert tidspunkt i processen.

En anden historiker, Robert W. Clark, skriver i The Greatest Power on Earth fra 1980, at Baruch-planen i russernes øjne betød, at den internationale kontrolkommission, som ville blive domineret af Vest, fik et ”kvælergreb omkring den måde, som de udviklede og anvendte atomkraft til igen-industrialiseringen af landet”.

Russerne fremlagde i FN et modforslag, som også helt usminket tjente sovjetiske interesser på bekostning af amerikanske, men under forhandlingerne i FN viste de vilje til kompromis.

Der var en chance for kontrol dengang, fordi Stalin selv ikke indså bombens betydning – et våben til at skræmme folk med svage nerver, sagde han. USA har ikke eneansvaret for, at bestræbelserne mislykkedes, men ligefrem hyldest til Baruch-planen – det er for grov propaganda.
 

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.