Trykt i Ny Tid (Norge) 8. september 1982

Racismen er en større trussel end russerne

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Racismen i de nordeuropæiske lande er et sikkerhedspolitisk problem. Hvis vi ser på den seneste tids raceuroligheder ud fra denne synsvinkel, får de den prioritet i debatten, som de fuldt ud fortjener, fordi racismen er en trussel mod alle nordiske borgere – en trussel, som er mere reel end den ”sovjetiske trussel”

Sommeren 1982 vil i eftertiden ikke blive husket, fordi den var usædvanligt varm. ”Racekrig” er et ord fra avisernes overskrifter, som måske er lidt overdrevet, men som alligevel prenter sig stærkere i hukommelsen.

I Sverige har grupper af unge ”skinheads” gennemført voldelige konfrontationer med andre unge, som havde mørkere hudfarve. I København besluttede unge hvide danskere på Nørrebro, at tyrkiske indvandrere skulle havde bank, og et sandt rædselsregime med afbrænding af kors i Ku Klux Klan stil og brandbomber mod tyrkisk ejendom udviklede sig.

I begge tilfælde var det mange års ulmende modsætninger, som brød ud i lys lue. Urolighederne kom overraskende for mange, fordi den dominerende befolkningsgruppes perspektiv på raceundertrykkelsen er et andet end de forfulgte mindretals. Men sorte amerikanere, afrikanere og indvandrere fra f.eks. Tyrkiet og Pakistan har i årevis klaget over, at de blev udsat for diskrimination.

Racismen

Racismen er for disse grupper et konstant pres i dagligdagen. Hvide danskere er stødt på racismen i deres samfund via enkelte avisartikler, som har beskrevet grove overgreb på de såkaldte fremmedarbejdere. Vi har alle set White Power sprøjtemalet på husmure. Men for de fleste hvide danskere er det kedelige undtagelser i et samfund, hvor man mener, at racismen er noget, som kun stammer fra dårlige mennesker. For ofrene er det anderledes.

Racistiske bemærkninger på arbejdspladsen eller under transport med offentlige transportmidler kommer ofte overraskende. Når man har været offer nogle gange, så påvirker det éns holdning til omgivelserne. Man ved aldrig, hvad ”facaderne” på hvide mennesker omkring én skjuler. Man ved aldrig, hvornår ansigter bliver fortrukket i racistisk snerren: ”Skrub af, dit sorte svin”.

Det potentielle offer bevæger sig siden i en tilstand af konstant anspændelse, når der er ukendte hvide i nærheden. Uanset om de angriber eller ej, er de blevet repræsentanter for noget fjendtligt. Det er opstået raceundertrykkelse.

Værre bliver det, fordi undertrykkerne ikke altid ved, hvilken ulykke de forårsager. Som en ung dansker sagde til en avis: ”Vi har ikke en skid imod niggere og den slags”. Det ligger i sagens natur, at det er offeret, som oplever noget unormalt, ubehageligt. Og fordi de undertrykte mindretal meget gerne vil accepteres af samfundet omkring dem, benægter de ofte for sig selv, at de udsættes for en generel forfølgelse. Og særligt stort er behovet for benægtelse, når de udspørges direkte af repræsentanter for dette samfund.

Et fundamentalt træk

Jeg vil imidlertid vove den påstand, at racisme er et fundamentalt træk ved alle hvide samfund – og måske ved ethvert samfund, hvor der findes grupper, som adskiller sig tydeligt fra flertallet.

Begrebet ”racisme” opfattes ofte alt for snævert. Det bør ikke kun knyttes til åbenlys demonstration af tro på den hvide races overhøjhed – som vi kender det fra nazisterne, Ku Klux Klan, Sydafrika og de amerikanske sydstater.

Hvis vi kun bruger ordet ”racisme” i denne snævre forstand, så bliver problemet isoleret til, at det er en undtagelse i verdenssamfundet, og dermed overser vi det fælles ansvar. Racisme er en tro på, at ens egen gruppe har nogle kvaliteter, som placerer én selv over andre og berettiger en ulighed, en undertrykkelse.

Racismen er knyttet til hudfarven, som er menneskers mest iøjnefaldende kendetegn. I mange forskellige kulturer er mørke farver negative symboler, som er knyttet til urenhed, ondskab, mindreværd. Oprindelsen til denne opfattelse fortaber sig i det uvisse, men vi opdrages med denne sammenkædning, blandt andet via religionen. Biblen er fyldt med denne symbolverden og i hellige indiske skrifter findes en begrundelse for kastesystemet, som bygger på forskellen i hudfarve.

Dem og Os

Meget kan siges, når det gælder racismens opblomstring under konkrete økonomiske og sociale forhold, historisk og i nutiden. Men en britisk historiker har peget på en holdning, som er mere generel: ”Frygten for eller truslen fra DE ANDRE bygger på et grundlæggende og universelt menneskeligt behov. Vi kan ikke definere, hvem ’vi’ er, hvis vi ikke samtidig definerer ’dem’ – altså alle, der ikke er ’os’. En gruppes identitet bygger med andre ord på udelukkelsen af andre”.

Den citerede historiker er chefideologen bag den europæiske kampagne mod atomvåben, E. P. Thompson. Citatet stammer fra hans analyse af drivkræfterne bag Den Kolde Krig, Beyond the Cold War (Merlin Press, 1982).

Behovet for en fjende

Behovet for en fjende, som kan styrke identiteten i ens egen gruppe, er en kraft i samfundet, som fremmer både racisme og oprustning. Opgøret med dette fænomen er en af den nye fredsbevægelses vigtigste opgaver – men også vanskeligste. Alt for ofte skaber grupper i fredsbevægelsen en ny fjende, f.eks. militaristerne i Reagans USA, som man derefter kan bekæmpe. I denne form for agitation ligger en videreførelse af kampen mod ”et onde” i vore samfund, som har givet næring til netop de problemer, som fredsbevægelsen gerne vil løse.

De amerikanske kvækere har udviklet en fremgangsmåde ved konfliktløsning, som ikke bygger på ny konfrontation men på imødekommelse af en modstander. Det er ikke ensbetydende med, at man søger et kompromis – der kan ikke indgås kompromis i forbindelse med oprustning, krig eller racisme. Men man kan søge efter de fælles berøringspunkter hos modstanderen og dermed, måske, få påvirket vedkommende.

Den nye racisme vedkommer også fredsbevægelserne, fordi den fordærver livskvaliteten i de samfund, som vi gerne vil give større sikkerhed. Racemodsætningerne kan udvikle sig til en meget konkret trussel mod vore samfunds indre sikkerhed. Samfund med store indre problemer er dårlige fredsstiftere. Men racismen er også en slags moralsk kræft. Hvis vi accepterer undertrykkelse inden for vore egne grænser, da mister vi værdigrundlaget for en indsats mod den uretfærdighed, som globalt giver anledning til krigsskabende konflikter.

Endelig er racismen en sikkerhedstrussel på langt sigt. Det er en banal kliché, at verden er blevet meget lille, men det er også sandt. Vi skal i de kommende år samarbejde meget nært med kulturer og mennesker, som er meget anderledes, sammenlignet med vor egen baggrund.  De såkaldte indvandrere repræsenterer en værdifuld ressource. Vi kan lære af dem, så de bliver en række indgangsdøre til de samfund ude i verden, som vi fremover skal i nærkontakt med. Racestrid blokerer disse døre.

Og, hvad værre er, striden rapporteres ude i verden og giver fremmede folkeslag ny næring til negative erfaringer, som de har fra kolonialismen. Også det kan være konfliktskabende fremover.

(Artiklen er genoversat fra norsk)

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.