Trykt i Information 12. oktober 1982

Fredsbevægelsen styrker kritisk dialog med Øst

Trods store problemer har dele af den vesteuropæiske fredsbevægelse udvidet sine kontakter til uafhængige grupper i Østeuropa.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Informations udsendte medarbejder

HAAG – Under ledelse af de hollandske kirkers fredsråd IKV har den nye vesteuropæiske fredsbevægelse i de seneste måneder udviklet dialogen med uofficielle grupper i Østeuropa og fået udviklet et fælles aktionsprogram med amerikanske fredsaktivister.

Samtidig har sovjetiske ledere efter en periode med dyb mistænksomhed overfor den vestlige bevægelse tilsyneladende indset, at de må respektere den nye kurs.

I begyndelsen af september mødtes fredsgrupper fra adskillige lande i Vesteuropa i Paris med repræsentanter for den amerikanske fredsbevægelse. Deltagere siger, at diskussionen var meget udbytterig, og at amerikanerne lovede, at de fremover vil lægge større vægt på aktiviteter rettet imod NATO’s raketprojekt. Nogle ledende vesteuropæiske aktivister har været utilfredse med, at amerikanerne ikke var opmærksomme på dette problem.

NATO’s raketter

Det er muligt, at amerikanerne vil arrangere demonstrationer ved de fabrikker i USA, hvor raketterne til Europa bliver fremstillet.

Man har også aftalt aktiviteter, som skal kulminere i massedemonstrationer i efteråret 1983, hvor de første raketter ifølge NATO’s planer skal placeres i Vesttyskland. Der er ifølge flere deltagere i mødet enighed om, at man skal være tilbageholdende med større manifestationer indtil da, så disse demonstrationer kan få maksimalt overraskende effekt, og så det helt lokale arbejde kan styrkes i mellemtiden. Mange påpegede, at de store demonstrationer tidligere på året fik mindre omtale i medierne end aktioner sidste efterår – masseoptog har øjensynlig mistet "nyhedsværdi".

Solidaritet

En af de store skuffelser på mødet i Paris var, at man ikke fik gennemført et møde med fremtrædende repræsentanter for den uafhængige polske fagbevægelse Solidarnosc. I mødets slutfase mødtes enkelte deltagere dog kort med et medlem af Solidarnosc.

En forklaring på, at det "store" møde ikke blev til noget, er ifølge IKV’s internationale sekretær Vim Bartels, at folkene fra Solidarnosc var optaget af et arrangement, som afholdes hver måned på dagen for militærets magtovertagelse i Polen.

Men det var også klart for nogle deltagere, at Solidarnosc endnu ikke giver samarbejde med den vesteuropæiske fredsbevægelse den prioritet, som denne bevægelses ledere stræber efter.

Imidlertid er en dialog indledt. Den 29. juli holdt ledende repræsentanter for IKV og gruppen European Nuclear Disarmament (END) et møde i Bruxelles med bl.a. formanden for eksil-delen af Solidarnosc, Jerzy Milewski. Bagefter udsendtes et communique, hvori Solidarnosc udtrykker sin støtte til fredsbevægelsens erklæring om, at kampagnen mod atomvåben kun kan lykkes indenfor rammerne af Helsinki-aftalens idealer. Samtidig støttede IKV og END, at anerkendelse af Solidarnosc’s ret til fagligt arbejde i Polen er en nødvendig forudsætning for en fredelig løsning af de polske problemer og "fred i almindelighed".

Det hedder videre, at "der var bred enighed om, at gensidig anerkendelse og sameksistens mellem forskellige uafhængige græsrodsbevægelser er afgørende for civilisationens fremtid. Sådanne grupper kan ikke adskilles med våben og hære".

På mødet diskuterede man ideer til et sådant samarbejde.

Aktivister i Ungarn

Til mødet i Pris var kommet en erklæring fra en ny gruppering af uafhængige fredsaktivister i Ungarn, som den internationale sekretær i IKV, Vim Bartels, havde kontaktet under et besøg tidligere på sommeren.

Den ungarske gruppe er endnu ret lille, men den imødekommer et udbredt behov for, at "fredsaktiviteter" kan foregå udenfor de officielle institutioner. Ifølge Vim Bartels er der tegn på, at denne gruppe kan placere sig mellem den officielle fredsbevægelse og systemkritikerne, som er meget mistroiske overfor både den officielle bevægelse i Øst og bevægelsen i Vest, der ofte anses for styret fra Moskva.

En af aktivisterne i den nye gruppe Ferenz Köszegi, som er fredsforsker ved Budapest Universitet, skrev den 2. juli i det britiske ugeblad New Statesman om dette troværdighedsproblem: "Vores opmærksomhed har været rettet imod økonomiske og sociale problemer. I denne prioritering indtager fredsspørgsmål ikke første-pladsen. Desuden har Helsinki-aftalernes fallit givet os grund til at betvivle transkontinentale fredsbestræbelser. Der er en alment udbredt følelse i Ungarn af, at alle de officielle erklæringer om af-atomisering af Europa, om fjernelse af slagmarkens atomvåben og om "ingen førstebrugs-atomstrategi" ikke beskæftiger sig med de virkelige problemer.

Köszegi beskriver videre, hvordan ord som "demokrati", "solidaritet" og "fred" har fået et nyt indhold, fordi de konstant anvendes fra officielt hold.

Han henviser til, hvordan systemkritikerne "anser hele fredsbevægelsen for en sovjetisk marionet, som medfører en svækkelse af Vestens militære kapacitet. Der er også et argument om, at fjernelse af atomvåben fra Europa er moralsk uacceptabelt, så længe andre dele af verden er udsat for atomtruslen".

Der er, hedder det videre i artiklen, et "bemærkelsesværdigt sammenfald mellem udtalelser fra de to magtblokkes politikere, når de taler om fred. Men deres fælles argumentation er utvetydig. Angiveligt ønsker de fred, men samtidig peger de fingre ad de ’andre’. Snævre politiske hensyn placeres over hensynet til fredsbevægelsens konkrete og hastende opgaver".

Dialog mellem folkene

I brevet til Paris-mødet fra "Fredsgruppen for dialog i Ungarn" står der blandet andet:

"Der er voksende utryghed i Øst- og Vesteuropa , fordi det virker umuligt at få etableret et rimeligt samkvem mellem de europæiske folk gennem officielle institutioner. Nu er det vores tur til at få ændret denne situation radikalt og tage initiativ til nye former for ægte dialog og samarbejde mellem de forskellige fredsbevægelser i både Øst og Vest, uden hensyntagen til nationale grænser. Vi i Ungarn er opmærksomme på, at det er lige vigtigt at bevare et nært forhold mellem de små nationer i Østeuropa indbyrdes. På grund af deres historie ønsker ungarerne at betale deres gæld til nabolande, som vi har begået mange krigsforbrydelser imod".

"Forhåbentlig vil vort initiativ til at danne et europæisk net af fredsgrupper for dialog fremme en sådan proces, som kan føre til bedre forståelse af vore fælles problemer. Efter vor opfattelse afhænger selve den europæiske fredsbevægelses fremtid af, hvorvidt vi kan skabe en transkontinental fredsbevægelse eller ej".

"Det er vigtigt, at vi går hinsides kold-krigs mentaliteten og får de europæiske folk til at indse, at de ikke har forskellige ambitioner og mål – at de har et ansvar overfor deres vidunderlige civilisation. Og i denne forbindelse er initiativer, som kommer fra folkene af stor betydning".

"Fredsgruppen for dialog i Ungarn er interesseret i fremme af sådanne initiativer. Denne gruppe er bevidst om farerne i det bi-polære system og ligegladheden hos gennemsnitsfolk. Fred kan ikke skilles fra frihed. Og udover at arbejde for total nedrustning er det lige så vigtigt at bekæmpe ethvert skridt hen imod krig i Europa, konventionel eller nuklear. Der er ingen rimelige ideologiske begrundelser for en sådan krig i vor tidsalder. Derfor er vi stærkt imod begge supermagters atombevæbning, idet end ikke gengældelse kan være en acceptabel undskyldning for at anvende nogen form for masseødelæggelsesvåben".

"Vi har desværre ikke mulighed for at komme ud til den brede befolkning i Ungarn, men vi mener stadig, at vi kan hilse jeres konference i hele det fredselskende ungarske folks navn".

Charta 77

IKV’s internationale sekretær besøgte også Tjekkoslovakiet, hvor han kontaktede både systemkritikere i Charta 77 og den "officielle" fredsbevægelse.

Sidste år sendte IKV et åbent brev til Charta 77 som reaktion på et brev fra denne gruppe. Senere kom der et brev fra Charta 77, der oprindelig blev kaldt et svar på brevet fra IKV. Det skete også i Informations omtale af brevene. Vim Bartels opdagede imidlertid, at Charta 77 aldrig havde fået brevet fra IKV, selvom adskillige kopier var blevet sendt. Man havde endog sendt nogle anbefalet – og modtaget kvittering. Efter Vim Bartels besøg har Charta 77 lavet endnu et brev, som kom frem i midten af september, og som er en meget positiv imødekommelse af IKV’s synspunkter angående sammenhængen mellem fred og demokrati.

I Sovjetunionen og i de østeuropæiske stater har lederne set med stor mistænksomhed på denne dialog. IKV har haft nære kontakter til den protestantiske kirke i Østtyskland, men da lederen af IKV, Mient Jan Faber, tidligere på sommeren ville besøge DDR blev han nægtet indrejsetilladelse.

Undertrykkelse i DDR

Ifølge det vesttyske ugeblad Der Spiegel går de østtyske myndigheder hårdt frem mod alle – også skolebørn – som er tilhængere af den uafhængige østtyske fredsbevægelse.

Politifolk har ransaget 14-åriges skoletasker for at finde ud af, om børnene går rundt med fredsbevægelsens symbol – et lille tøj-emblem med påskriften "Sværd til plovjern".

Et kirkeligt trykkeri, der har produceret disse symboler, er blevet ransaget og forskelligt materiale beslaglagt.

Ifølge Der Spiegel har nogle af de unge, som bar emblemet, fået inddraget deres personlige legitimationspapirer og i stedet fået udstedt et legitimationskort, som normalt udstedes til tidligere straffefanger, systemkritikere og folk, der har forsøgt at flygte fra DDR. Dette legitimationskort forbyder indehaverne at forlade de byer, som de bor i, uden særlig tilladelse fra sikkerhedspolitiet.

Studenter på højere læreanstalter, gymnasieelever og unge på arbejdspladser er blevet bortvist på grund af forbindelser til den uafhængige kirkelige fredsbevægelse.

Der Spiegel oplyser, at flere ledende kirkefolk forgæves har opfordret DDR’s myndigheder til at opgive forfølgelsen af de unge fredsaktivister.

Information har fået disse oplysninger bekræftet fra vestlige aktivister, som er mere ukendte end IKV’s Mient Jan Faber, og som er sluppet ind i Østtyskland.

Afvist i Moskva

Med til billedet af undertrykkelsen hører en meget dårlig oplevelse, som IKV’s Vim Bartels havde i maj måned under et besøg i Moskva.

IKV var blevet inviteret til det store fredsmøde for kirkesamfund, som den russiske ortodokse kirke havde indbudt til. IKV havde modtaget invitationen under forudsætning af, at man kunne holde en tale til plenarmødet eller i en åben arbejdsgruppe, hvor pressefolk havde adgang. Da russerne havde set talen, som Vin Bartels ville holde, blev han henvist til en arbejdsgruppe, hvor pressefolk ikke var til stede. Han afbrød straks sin deltagelse og rejste hjem.

Talen er en beskrivelse af de etiske overvejelser bag IKV’s arbejde samt en beskrivelse af fredsrådets aktiviteter og målsætning. Der er nogle linjer i den 7 sider lange tale, hvor sovjetisk oprustning kritiseres samt IKV’s kontakter til Charta 77 og Solidarnosc nævnes.

Da der også har været skarp kritik i nogle østeuropæiske medier af tendenser i den vesteuropæiske fredsbevægelse, som repræsenteres af IKV og END, tydede en del altså på, at den nye vestlige fredsbevægelses strategi havde lidt nederlag.

Blandt andet IKV har troet, at fordi Østlandene har en objektiv interesse i fredsbevægelsens kritik af NATO’s oprustning, så ville de også acceptere, at denne bevægelse samarbejdede med oppositionelle fredspolitiske grupperinger i Øst. Ud af dette samarbejde skal "et nyt Europa" vokse – et Europa, som ikke føler et behov for militær opmarch og atomvåben. Det ville ikke netop gavne denne målsætning, hvis Østlandene beslutter, at den nye fredsbevægelse er et redskab for kolde krigere i CIA osv.

I august måned modtog IKV imidlertid et meget overraskende brev fra Georgi Arbatov, som er leder af det indflydelsesrige Institut for Studiet af USA og Canada i Moskva. Arbatov er en af afspændingspolitikkens arkitekter i kredsen omkring Bresjnev. Brevet er dateret 28. juli og det indeholder ros af Vim Bartels tale, som angiveligt har imponeret Arbatov ved sin spændvidde. Han skriver også, at han håber på, at han og Vim Bartels kan mødes.

Nogenlunde samtidig hermed har IKV fået et brev fra den officielle sovjetiske fredskomité, hvor man udtrykker håb om fortsat kontakt til trods for forskelle, idet man angiveligt har fælles målsætning – "atomnedrustning og fred".

Med til dette indtryk af en vis sovjetisk imødekommenhed hører de nordiske kvinders Fredsmarch 82, som for nogle iagttagere viste glimt af åbenhed i det sovjetiske magtapparat.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.