Trykt i Information 13. oktober 1982

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Sovjets fredsvilje

HVIS u-bådene i den svenske skærgård, som ifølge myndighederne ikke længere blot er formodede, har deres hjemstavn i Sovjetunionen, så er det "galskab" og i modstrid med sovjetisk politik, sagde en højtstående DKP’er i weekenden. Han forklarede episoden med, at "nogen" øjensynlig gør noget på egen hånd.

Det er ikke det dårligste udgangspunkt, når man skal overveje en dansk fredsbevægelses strategi. Man det var ikke udgangspunktet, da Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed i weekenden lagde en kurs sammen med repræsentanter for talrige fredsgrupper, som skal bringe bevægelsens mål nærmere. Den afstukne kurs bygger på, at den vestlige verden er den aggressive part, og i Sovjetunionen er der kun fredsvilje.

Man skal nok indledningsvis slå fast, at der er en sovjetisk fredsvilje, som virker mere oprigtig end f.eks. den amerikanske. Det er et forhold, som selv forfulgte systemkritikere i Øst, blandt andet nu afdøde Robert Havemann i DDR og de russiske brødre Medvedev, har fremhævet. Det kan ikke konstateres tit nok, at det sovjetiske folk endnu har en blodig krig i frisk erindring, at oprustningen pålægger det plagede samfund en knusende byrde og at al fredsretorikken er bedre end militaristiske krigsråb.

Men hvis u-bådene er sovjetiske, og det var den forrige jo, så føjer dette indtryk af "galskab" kun en smule nyt til et mere generelt indtryk af, at Sovjetunionen har medansvar for mange handlinger, som afslører alvorlige mangler ved den sovjetiske fredsvilje.

INGEN af de følgende eksempler kan undskyldes med henvisning til, at de er en overreaktion på vestlige provokationer.

Man kan begynde i det små. Hvorfor slog de sovjetiske myndigheder ned på den lille fredsgruppe i Moskva samtidigt med, at kvindernes Fredsmarch 82 var på vej imod byen? Det stillede det nordiske initiativ i meget uheldigt lys, og det gavnede ikke den nødvendige dialog mellem "fredsviljer" i Øst og Vest. Var det "nogen", som optrådte på egen hånd? Hvorfor en brutal magtdemonstration netop i det øjeblik? Hvorfor kunne man ikke tillade, at et så uskyldigt initiativ, som de femten sovjetiske borgeres, fik ret til lidt frihed?

Så er der krigsretstilstanden i Polen og det nylige forbud imod Solidarnosc. Loven imod det frie fagforbund kommer kort inden den såkaldte Helsinki-konference skal træde sammen igen efter forårets afbrudte møde i Madrid. Forbudet, strejkerne og bekæmpelsen af dem vil igen forgifte klimaet på konferencen. Forbudet er moralsk afskyvækkende, men det er også en provokation imod de kræfter i Vesteuropa, som havde indledt en dialog med Jaruzelski, som bekæmpede Reagans korstog og som arbejdede for en videreførelse af Helsinki-processen.

Krigen i Afghanistan fortsætter på snart fjerde år. Den glemmes nemt, fordi vestlige journalister ikke har mulighed for daglige reportager fra kampzonen, men det bør ikke glemmes, at Sovjetunionen er den supermagt, som med titusinder af kampsoldater er direkte indblandet i en endog meget blodig krig. Det er en krig, som sovjetiske diplomater og udenrigspolitiske eksperter ganske imødekommende kalder en fejltagelse, men den fortsætter – og vanskeliggør afspændingsforsøg.

Og så er der anvendelsen af kemiske våben i Sydøstasien, som umuligt kan foregå uden de sovjetiske lederes samtykke. Selv om vietnameserne måske blot anvender hjemmefabrikerede stoffer, så er den sovjetiske bistand stor nok til, at Kreml har et medansvar for Hanois handlinger. Og selv om man afviser, at der anvendes kemiske våben, så har Sovjetunionen et medansvar for, at FN’s eksperter stadig er forment adgang til området, så de kan undersøge de alvorlige beskyldninger. Affæren har rejst farlige spørgsmål i forbindelse med Sovjetunionens respekt for internationale aftaler, og den har skadet bestræbelserne for kontrol med våbenkapløbet samt givet amerikanerne en undskyldning for deres udvikling af nye kemiske våben.

DET ER på denne baggrund, at man undrer sig, når en fredskonference i Danmark kan afvikles uden debat af terror imod fredsaktivister i Sovjetunionen og Østtyskland, forbudet imod Solidaritet, Afghanistan, kemisk krig, u-både og sovjetisk oprustning i øvrigt. Det må da have en betydning for en dansk fredspolitik, at disse ting foregår? At "nogen" gør noget til tider måske på egen hånd!

I stedet for denne debat præsterer et medlem af DKP en begrundelse for dansk nej til de 572 NATO-raketter, som argumenterer, at "vi er overbevist om, at en forsonings- og tilbageholdenhedskurs fra vestlig side er vejen til fjernelse af SS-20 raketternes trussel mod Vesteuropa. Vejen til nedrustning går via betydningsfulde skridt fra vestlig side – ikke konfrontation".

Måske har manden ret, men når man fra samme konference end ikke hører det spædeste pip imod den oprustning og de provokationer, som finder sted fra østlige side, så tænker man: Hvorfor vil disse kommunister mon egentlig have vestlige våben væk?

Den her fremførte kritik vil selvsagt ikke blive taget alvorligt i Samarbejdskomiteen og nærmeste omegn. Der er holdningen tilsyneladende den, som blev udtrykt af en triumferende Hans Nebel fra Kristne for Fred til salens jubel: "Jo mere vi kritiseres, jo mere kan vi sige til os selv, at vi er på rette vej".

Ytringen er udtryk for en belejringsmentalitet. Den viser, at den nye kolde krig også har fat i fredsbevægelsen. Man har fjender. Dem skal man ikke lytte til. Dialog bliver afvist. Og man har allierede. Og dem skal man kun kritisere i de mildest tænkelige vendinger.

Men, som den først citerede DKP’er gav udtryk for, så er der også modsætninger i Sovjetunionen mellem den officielle fredspolitik og "nogens " handlinger. Er det utænkeligt, at kritik fra såkaldte fredskræfter i Vest kan hjælpe de i Øst, som tager fredspolitikken alvorligt? JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.