Trykt i Information 15. oktober 1982

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Østpolitik for fred

 

STREJKERNE i de polske byer og den hårdhændede bekæmpelse af dem er en udfordring til de vestlige fredsbevægelser.

Det må få konsekvenser for vurderingen af "fredsviljen" i Øst, fordi de polske ledere og deres sovjetiske bagmænd i denne sag – som i så mange andre – fører en politik, som bringer verden nærmere til en atomkrig. Disse ledere giver argumenter til de kolde krigere, og spændingen i Europa bliver øget, fordi diktatorerne ikke vil anerkende fundamentale menneskerettigheder.

Undertrykkelsen i Øst må også få konsekvenser for, hvordan fredsbevægelserne presser de vestlige ledere til en ny Øst-politik. Traditionelt er undertrykkelsen blevet brugt imod nedrustningsbestræbelser. Eksempelvis sagde daværende statsminister Anker Jørgensen, da han i maj her i bladet blev spurgt, hvilket indtryk undertrykkelsen af spirerne til en uafhængighed fredsbevægelse i Østtyskland gjorde på ham: "Man stopper op og tænker på om den ensidighed, de lægger for dagen i Øst, måske er så stor, at vor åbenhed kan blive farlig for os. Hvis Øst bare lukker sig inde og forskanser sig, påvirker sig selv i propagandamæssig henseende, tør vi da gå så langt, som vi gerne vil?".

Det er en forståelig men også farlig brug af undertrykkelsen i Øst. Der er en sammenhæng mellem mistilliden til de østlige diktaturer og opbakningen til oprustningen i Vest, men der er sandelig også en sammenhæng mellem oprustningen i Vest og undertrykkelsen i Øst. Man retfærdiggør i Øst undertrykkelsen gennem henvisning til de krigeriske tendenser i Vest.

DERFOR ER DET, at en del af den vesteuropæiske fredsbevægelse har tilrettelagt sin agitation, så undertrykkelsen i Øst er blevet et af de stærkeste argumenter for nedrustningsinitiativer. Vesten har et medansvar for denne undertrykkelse. Hvad var der mon sket i Polen, hvis de vestlige lande i løbet af sommeren havde spillet ud med storstilede nedrustningsforslag, som fornyet undertrykkelse ville true virkeliggørelsen af?

Hvis ikke af andre årsager så bør man i det mindste af medmenneskelige hensyn presse på for en vestlig politik, som svækker de østlige regimers argumentation for politistatens nødvendighed. Sanktioner virker næppe imod Østlandene, når de udgør en straf, men der er fra Øst-Vest forholdets historie tegn på, at man kan skabe fremskridt på et felt ved hjælp af belønninger på et andet. Henry Kissinger fik eksempelvis mange jøder ud af Sovjetunionen, da han lovede Kreml gunstige handelsvilkår.

Hvis fredsbevægelsen skal vokse fremover, da skal den have en Øst-politik, siger bl.a. lederne af hollændernes effektive fredsråd IKV. Meget tyder på, at indeværende tiår vil blive præget af uroligheder og undertrykkelse i Øst. Indførelsen af krigsretstilstanden i Polen tvang i nogen grad fredsbevægelsen i defensiven. Særligt vigtigt var det, at mange aktivister en tid mistede gejsten og blev mismodige. Det må ikke ske igen. Men det vil ske, hvis man bygger en fredsbevægelse på illusioner om de østlige diktaturer. Fredsbevægelserne må forberede sig på, at der kommer nye blodige sammenstød i Øst, og begivenhederne skal styrke kravet til en anden vestlig kurs i forbindelse med delingen af Europa og den militære opmarch.

DER ER SÅLEDES klare opportunistiske grunde til, at fredsbevægelserne bør markere sig i forhold til Østeuropa. Det er et spørgsmål om dens selvforsvar. Men endnu vigtigere er det, at dens aktivister har en moral, nogle værdier, som gør, at tavshed er et overgreb på det, som mange tror på. Fred og demokrati er krav, som favner bredt, og som opsummerer de bedste træk ved de traditioner, som har skabt en fredsbevægelse og en bevægelse mod atomvåben.

Østlige og vestlige statslederes støtte kurs imod afgrunden gennem gensidig påvirkning understreger også, at vejen til nedrustning går via betydelige reformer i både Øst og Vest. Østlige repræsentanter siger lovende, at hvis der først kommer afspænding, så vil der bagefter komme reformer. Men verden er tilsyneladende skruet sådan sammen, at fraværet af reformer blokerer for ægte afspænding. Derfor har dele af den europæiske fredsbevægelse valgt en politik, hvor man presser på for reformer og afspænding. Man gør det endog direkte gennem udvikling af kontakter til Øst på officielt og uofficielt niveau.

Tilsyneladende er der en modsætning mellem, at man fra disse kredses side ønsker mere kritik af Østlandene – og samtidig større kontakt med dem. Men modsætningen er kun tilsyneladende. De to ting hænger faktisk nøje sammen. Årsagen til, at man ønsker nær kontakt med Øst er, at man da kan påvirke dem med kritik samtidigt med, at man også selv lærer noget. Endvidere betyder det politiske klima i Vest, at kritikken kan legitimere, at man har kontakt med regimer og institutioner, som er foragtede af mange i den vestlige verden. Hvis fredsbevægelserne i Vest anser det for gavnligt med kontakt til de officielle fredsorganisationer i Øst, er det nok en forudsætning, at man er hævet over mistanke om, at man er uselvstændige redskaber for disse landes politik.

AFSKAFFELSE af atomvåben er et meget fjernt og utopisk mål. Det mere nærliggende for de store hollandske og britiske fredsorganisationer er, at atomvåben skal gøres mindre vigtige end nu i det internationale magtspil. Spørgsmålet for dem er: hvordan skaber vi en verden, som kan "leve med" atomvåben? Selv en bevægelse imod atomvåben er derfor tvunget til at beskæftige sig med andre politiske spørgsmål.

Måske kan hele diskussionen opsummeres i to klare spørgsmål, som mange faktisk allerede tænker over:

Hvilken værdi har en uafhængig fredsbevægelse i Øst for den vestlige bevægelse?

Hvad kan og vil vi gøre for at forsvare den?

Der er træk ved de østeuropæiske lande, som har betydning for kampen mod atomvåben, og som derfor skal trækkes ind. Det er ikke ensbetydende med en generel kritik af systemerne i Øst. Arbejdermagt og fredskamp skulle ikke være uforenelige med socialisme. JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.