Vesten skal vise mere mod til nedrustning - (DEN KOLDE KRIG)

Fhv. udenrigsminister Kjeld Olesen mener, at NATO er så stærk, at man godt kan komme med ensidige nedrustningsinitiativer.

Vesteuropa bør acceptere en forhandlingsløsning for mellemdistancevåben, der tillader Sovjetunionen et antal SS-20[i] raketter – men stopper NATOs planer for nye amerikanske raketter i Europa[ii].

De vestlige lande bør med ensidige nedrustningsinitiativer bryde den onde oprustningsspiral.

Det er ikke synspunkter, som man ofte hører fra vestlige udenrigsministre offentligt. Og holdningen blev da heller ikke lagt helt så klart frem, da Kjeld Olesen var udenrigsminister[iii]. Venstre-manden Uffe Ellemann-Jensen sidder imidlertid nu på den post, og Kjeld Olesen er ikke længere helt så hæmmet af de bånd, som internationale hensyn pålægger en minister.

Inden Kjeld Olesen blev udenrigsminister i efteråret 1979, var der imidlertid også ofte bid i hans udtalelser i forbindelse med oprustningen. Den 16. november 1978 sagde han eksempelvis i Folketinget: ”Der eksisterer et voksende misforhold mellem statsmandstaler om fred og den vanvittige oprustning, som finder sted i alle verdensdele”.

En lang eftermiddags snak tidligere på ugen blev indledt med, hvorvidt han nu havde fået større indsigt i dette misforhold.

”De erfaringer, jeg har gjort, bekræfter hvad jeg sagde”, var Kjeld Olesens første reaktion. Han pegede derefter på den sikkerhedspolitiske beslutningsproces og fortsatte:

”Politikere forgår, men generalerne består. Mine erfaringer, ikke blot med generaler, men også med økonomer og andre eksperter, har i mig oparbejdet en stigende skepsis over for eksperter”.

”Eksperterne er, når det drejer sig om økonomi, meget sjældent enige. Men de er altid leveringsdygtige med diverse teorier, hvor man ofte mangler det psykologiske og de grundprincipper i problemet, som vi står overfor”.

”Der er især en ting, som foruroliger mig med militære eksperter. På trods af en stigende demokratisering i samfundet er det de militære eksperter, som sidder inde med informationsstoffet, der skal forklare trusselsbilledet. De har data, der skal forklare den militære balance eller snarere mangelen derpå. Sjældent får man nødvendige nuancer ind”.

”I den standende debat om styrkeforholdet mellem NATO og Warszawapagten har der været lavet mange opstillinger af, hvor mange våben parterne har. Man ser, at NATO repræsenteres ved en række tal, men i første omgang tænker man jo ikke nærmere over, at det militære samarbejde i NATO er eksklusive Frankrig. Så franske styrker indgår ikke i statistikken”.

”Dertil kommer, at folkevalgte sjældent kan kontrollere de data. Jeg vil ikke hermed sige, at der er tale om uhæderlighed. Men vi ved, at statistik kan fremstilles på mange måder”.

”Endelig må det nævnes, at NATO altid har været en forsvarsalliance. Som forhenværende forsvarsminister ved jeg, at hvis man skal indlede et angreb mod et andet område, så forudsætter det ressourcer, som er langt større end forsvarernes. Der har været forskellige teorier om, hvad styrkeforholdet skal være, spændende fra 1:5 og 1:7 i angriberens favør”.

”Vi skal spørge os selv, når alle nuancerne er taget med: Er der en tilstrækkelig balance? Det skal der være, for vi når ikke frem til afspænding og nedrustning, hvis alle parter ikke føler en nødvendig tryghed”.

”Ud fra en demokratisk holdning er det meget nødvendigt, at der er en løbende dialog mellem militære eksperter og de folkevalgte. De folkevalgte skal ikke bare overhøre argumenter, som kommer fra eksperter, men dialogen er meget afgørende, ellers løber det simpelthen af sporet. Det har også noget at gøre med, at eksperterne ikke altid nærer de store høje tanker om politikerne, akkurat som vi har skepsis over for dem”.

”Jeg har den opfattelse, at den vestlige styrke er større, end vi selv vil indrømme. Årsagen er, at militære eksperter har en tilbøjelighed til at undervurdere styrken. Hvis man roser for meget, så ligger der for politikerne en fristelse til at skære ned på bevillingerne. Jeg mener, at vi teknologisk ligger langt foran Sovjetunionen”.

”Det har vi også set under de tragiske begivenheder i Mellemøsten. Syrien har ikke fået leveret udrangeret materiale fra Sovjetunionen. Vi har set, hvordan den vestlige teknologi med hensyn til fly, missil-systemer og computere var langt overlegne”.

”Vi politikere bedømmer magtbalancen ud fra en helhed, hvor militær-eksperter meget ærligt siger: Vi kender Warszawa-pagtens formåen – vi kender ikke deres hensigter. Og det er ud fra denne formåen, at eksperterne kommer til deres vurderinger og råd til politikerne”.

”Warszawa-pagten er i dag, når vi ser på det militært, økonomisk og politisk svagere end Warszawa-pagten har været i mange, mange år. Den store tilstedeværelse af sovjetiske tropper i en række østeuropæiske lande er jo ikke bare for, at man skal udgøre en angrebstrussel imod Vesten. Tilstedeværelsen har også politiske og psykologiske formål i de pågældende lande”.

”Men med hensyn til konventionelle våben er de os overlegne kvantitativt. Vi må også have med i en samlet vurdering, at en eventuel væbnet konflikt ikke automatisk vil bestå i, at man beslutter: Nu angriber vi Vesten! Som vi har set mange gange i historien, så kan der findes påskud på grundlag af en påstået vestlig aggression imod Øst, der kan skabe den nødvendige psykiske baggrund for, at man af forsvarshensyn må angribe. I den situation vil modsætningerne inden for Warszawa-pagten spille en mindre rolle”.

”Min egen konklusion er, at Sovjetunionen ikke pønser på at foretage nogen militær aggression imod Vest. Jeg er enig med min gamle ven Egon Bahr, og han er en af de få virkelige kendere i Vesten af tænkningen i Sovjetunionen, når han siger, at Bresjnev, som en af sine sidste handlinger, ønsker at få normaliseret og fredeliggjort forholdene”.

”Og i lyset af det, er det, at man kan være betænkelig, når man ser intentionerne, ser en manglende analyse, ser de indenrigspolitiske forhold bag, når en amerikansk præsident farer ud i et eller andet korstogsforsøg mod Moskva”.

”Jeg tror, at det hænger sammen med de indenrigspolitiske problemer i USA, og det er jo også en gammel historisk erfaring. Har du indenrigspolitiske problemer? Så lad os forenes imod et eller andet fjendtligt udenfor! Lad os koncentrere energien, opmærksomheden og kræfterne omkring en sådan fare, og eksisterer den ikke, så må man sørge for at skabe et indtryk af, at den eksisterer”.

”Jeg vil med disse bemærkninger ikke på nogen måde forsvare, hvad der ligger af aggressioner i det sovjetiske system – hvad enten det er Afghanistan eller indflydelsen gennem Vietnam i Kampuchea. Bestemt ikke. Men det er nødvendigt, at vi mere seriøst graver ned og finder de rigtige proportioner”.

”Vi europæere er nu engang placeret, hvor vi er. Vi tænker anderledes end amerikanerne. Vi finder, at der ikke findes noget alternativ til dialog med Sovjetunionen. Det skal være en dialog, som indebærer, at vi fortæller dem, hvad vi mener om systemet. Vi skal råbe op, når menneskerettigheder bliver overtrådt. Men dialogen skal være der. Tavsheden – en rugende tavshed – er det værste, som kan forekomme. Den skaber myter om hinanden, og dermed er en kortere vej skabt til en aggressiv indstilling”.

”Vi europæere har en længere tradition for at leve med de andre systemer og kende nuancerne, som udviskes, når man kommer med de meget forenklede opfattelser”.

”Jeg er bange for, at man i USA for de hovedansvarliges vedkommende ikke tilstrækkeligt har sat sig ind i den sovjetiske tænkemåde. Korstogsmentaliteten er jo en helt forkert tankegang. Man tror, at man gennem kreditrestriktioner kan udmarve dem økonomisk og dermed også militært. Den sovjetiske tænkemåde ligger helt klar: hvor meget sovjetisk økonomi end kommer på prøve, så ligger det i traditionen, at man yder de nødvendige ofre. De vil ganske enkelt fremskaffe, hvad der skal til for opfyldelse af militærets behov”.

”Jeg tror ikke, at det kan ende med krig. Det, som bekymrer mig, er ikke krigsfaren. Jeg er ikke bange for det med, at den forkerte hånd trykker på en forkert knap. Jeg kender selvfølgelig også godt eksemplerne med gæssene og radarskærmene på Grønland, der sætter en alarm igang. Helt udelukke, at det kan gå galt, kan man naturligvis ikke. Men vi har så uhyggelige ødelæggelsesmidler i dag, at der ganske simpelt vil være de nødvendige kontrolforanstaltninger”.

”Jeg kender også teorierne fra diverse eksperter om, at man kan planlægge en begrænset atomkrig, eller at man kan klare en krig over en vis varighed. Det anser jeg for, undskyld udtrykket, at være et spil for galleriet. I sikkerhedspolitikken ligger der en del psykologisk krigsførelse, og det, at man bringer sådanne ting frem, mener jeg ikke har meget at gøre med realiteterne. Det er en del af den psykologiske krigsførelse”.

- Men mange af disse eksperter tror på teorierne, og selv om de måske ikke ønsker krig, så kan det tænkes, at man under en krise, som led i en psykologisk krigsførelse, som resultat af gensidige styrkedemonstrationer, får optrapper konflikten, så krigen går igang ud fra misforståelser?

”Nej, jeg tror på, at hvis denne fare skulle komme meget nær, da vil der ske noget. Du kan mene, at de rådgivende eksperter sidder indenfor nogle begrænsede arbejdsområder, som er deres hele liv, det de får hele deres sociale prestige fra, og derfor skal de markere sig på særlige måder. Men jeg mener, at hele det demokratiske system virker på en måde, hvor de, hvis de forsøger at gå over en vis grænse, ikke får en chance”.

”Jeg har sagt nogle kritiske ting om USA. Men når jeg tror på den demokratiske vestlige proces, så er det f.eks. på grund af pressen i USA. Hvem var det, som opdagede Watergate? Hvor var de største demonstrationer mod krigen i Vietnam? Det er sundhedstegnet ved hele systemet”.

- Hvad har du sidst læst om atomkrigsfaren, som gjorde stort indtryk på dig?

”Det sidste, som gjorde stort indtryk på mig, er ikke noget, som jeg har læst, men noget, som jeg har oplevet. Under dronningens besøg i Japan besøgte jeg Hiroshima. Har du set museer dér, så går du altid med Hiroshima i dig. Jeg så sammensmeltede mønter, der var fundet i lommen på en mand, som var blevet brændt op flere kilometer fra eksplosionsstedet. Du går altid med det i dig, og det er alt nok for mig at sige, at alt må sættes ind på, at disse våben aldrig bliver brugt”.

”Og det er jo skrækindjagende, når man tænker på det, som foregår i øjeblikket. Hvis du tager opstillingen af SS-20 raketterne, så er det fantastisk, når man har været i Hiroshima, at hver af disse raketter har tre sprænghoveder, der hver af dem har en styrke på 7 til 8 gange Hiroshima-bomben. Så tager man sig til hovedet og siger: Det er jo ganske simpelt vanvid at bruge ressourcer til sådanne våben, når man ser den stigende katastrofale situation, som den tredje verden befinder sig i”.

”Jeg har taget fredsbevægelsen alvorligt – forstået på den måde, at jeg ikke mener, at det bare er kommunistisk infiltration. Jeg kom i DSU, da jeg bare var sytten år, og jeg kender noget til kommunisternes måde at arbejde på. Og jeg ved da også godt, at kommunisterne sidder ganske aktivt inden for fredsbevægelsen. Men det kan bestemt ikke være forklaringen. Det er helt forståeligt, at stadigt flere stiller spørgsmålstegn ved det, som de oplever og derefter går aktivt ind i fredsarbejdet. Mange socialdemokrater gør det”.

”Man kan synes, at en modreaktion er nødvendig, hvis den aktive kerne i fredsbevægelsen søger at misbruge den. I det øjeblik, at de kører en linje, som er fællesnævner for holdningerne i bevægelsen, så finder jeg, at det er noget ganske positivt. Det, man igennem årene har manglet og i vid udstrækning stadig mangler, er, at bevægelsen først og fremmest er vendt imod oprustningen i Vest og mindre imod oprustningen i Øst. Forsøgene på at skabe balance har været forkrampede. Den march til Sovjetunionen – det var jo for officielt til, at man kan kalde det et spontant folkeligt engagement”.

”Men i høj grad er rustningsproblemerne spørgsmål, som vi skal stille os selv, dog vel vidende hvad der foregår på den anden side”.

- Men denne ensidighed er i høj grad et dansk fænomen, hvis man sammenligner med andre vesteuropæiske lande, så din kritik kan vendes imod dit eget parti, som i modsætning til andre landes socialdemokrater har holdt en lav profil i fredsbevægelsen, hvorved DKP har fået en stor indflydelse?

”Det har noget at gøre med, at vi som socialdemokrater li’som ikke har følt behovet. Socialdemokratiet er en del af en meget stor bevægelse. Andre partier, som er aktive i fredsarbejdet, er talmæssigt meget mindre organisationer, der mere arbejder med aktivister. De etablerer organisationer. I arbejderbevægelsens verden har vi det indenfor vores egne rammer. Og derfor har socialdemokraters behov for aktivitet i de nye bevægelser ikke været så stort”.

”Hertil kommer, at arbejderbevægelsen ud fra sine historiske forudsætninger i sig selv er en fredsbevægelse. Det er Socialdemokratiet, som 1979 foreslog, at NATO skulle udsætte raketterne. Det er Socialdemokratiet, som har rejst spørgsmål, hvor andre har taget tingene for givet. Det har irriteret andre partier, som ikke ønsker, at der skal vises uenighed udadtil ved, at man diskuterer tingene. Så selve engagementet er ikke mindre i Socialdemokratiet”.

”Dertil kommer, at Socialdemokratiet har fået et ansvar for samfundets udvikling, og vi har siddet i regering i mange år. Det medfører naturligvis også, at vi i forhold til egentlige aktivistgrupper føler, at vi må have et tilstrækkeligt grundlag for vor analyse. Vi medtager flere elementer i den samlede vurdering, hvor tingene ellers meget nemt kan blive sort-hvidt, alt for forenklet. Også farligt forenklede! Derfor skal vi ofte gå en længere vej i Socialdemokratiet, gennemgå en vanskeligere proces, førend vi kan drage konklusioner, netop fordi vi skal have flest mulige elementer med”.

- Oprustningen er fortsat tilsyneladende ret uhæmmet af de forskellige nedrustningsforhandlinger. Ser du noget, som skal ændres i den måde, sådanne forhandlinger gribes an på?

”Både på det nukleare område og på det konventionelle område er der i dag så store våbenlagre, at tiden må være inde til at sige stop. Tiden går i MBFR-forhandlingerne i Wien (om styrkereduktioner i Centraleuropa – red.) og i INF-forhandlingerne i Geneve (om mellemdistance atomvåben – red.) med datadiskussioner. Hvad har I, hvad har vi? Hvordan skal vi definere den våbenart? Og så videre. Jeg mener, at vi i Vesten bør sige, at den filosofi om en nøjagtig balance, den er forældet. Vi må vise, at vi ikke er bange for at gå i spidsen. Vi kan godt tage et skridt hen imod nedrustning uden at vor sikkerhed dermed er truet”.

”Og hvorfor gør vi så ikke det i Danmark? - spørger nogle. Man kan ikke sige, at det danske forsvar er en væsentlig hindring for nedrustningen. Det danske forsvar har efter min mening fundet et balancepunkt, hvor andre lande ikke har fundet det”.

”Det er også meget vigtigt, at det ikke sker tilfældigt og planløst. Modstandere af NATO kan mene, at vi bør gå ud af NATO. Selv synes jeg, at en organiseret verden er bedre end en uorganiseret verden. Skal der forhandles på en ordentlig måde, da er det bedre, at to alliancer forhandler og at man indenfor dem koordinerer bestræbelserne”.

- Opfordringen til egenhændige nedrustningsinitiativer er jo også fredsbevægelsens krav, men har du nogensinde i en international forsamling opfordret NATO til sådanne skridt?

”Jeg har ikke foreslået noget. Jeg har ikke været fremme med, at vi skulle reducere noget. I forbindelse med MBFR-forhandlingerne er jeg dog kommet med synspunkter i den retning. Men man skal se det i videre perspektiv. Det, som foruroliger mig stærkt, er, at 80 procent af de samlede rustningsudgifter går til konventionelle våben, og en stor del af det er koncentreret i Europa. Det er trods alt lykkedes at komme et skridt i den rigtige retning, idet vi sidste år i FN fik vedtaget et studie af konventionelle våben. Det fik vi igennem trods store vanskeligheder”.

- Men hvorfor har du ikke foreslået initiativet før? Hvad kunne NATO eventuelt gøre?

”Jeg tænker på det mere generelt. Det er selve mentaliteten, som ligger i, at når man har nået et givet teknologisk stadium i våbenudviklingen, så har man allerede forberedt det næste. Tag neutronbomben. Eller planerne for videre udbygning af forskellige missilsystemer, strategisk. Alt sammen koster det enorme formuer. Men det giver også signal til den anden part, der så skal fremskynde, hvad de allerede er i gang med”.

- Du har tidligere udtrykt støtte til de amerikanske fredsbevægelsers forslag angående fastfrysning af atomarsenalerne, som så skulle følges op med forhandlinger om reduktioner. Synes du, at USA skulle have indledt START-forhandlingerne med at foreslå en fastfrysning?

”Det havde jeg meget gerne set. Jeg synes selvfølgelig, at det er positivt, at man fik START-forhandlingerne i gang. Den nuværende amerikanske administration smed jo med et pennestrøg SALT-II traktaten ud. Men når du spørger mig direkte, så må jeg sige ja – igen fordi jeg ikke giver så meget for udtalelser, der går på, at: i den mellemliggende tid og på grund af det bløde indhold i SALT-II har Sovjetunionen kunnet opruste atomart på de og de områder!”.

”Det er amerikanske udtalelser, som virker absurde på grund af det potentiale, som man har på begge sider”.

- Du er altså uenig med præsident Reagan i, at en fastfrysning nu vil fastlåse USA i en underlegen position?

”Ja, det er jeg. Over for Reagans bemærkninger står der tidligere bemærkninger fra Pentagon, der fremhæver den slagstyrke, som USA ligger inde med”.

”Den nuværende amerikanske administration har ikke lagt skjul på, at den vil forhandle ud fra en magtens, en styrkens position. Og det vil sige, at det, som vi almindeligvis forstår som en eksisterende og acceptabel balance – den synes ikke tilstrækkelig”.

”I den almindelige filosofi ligger, at Sovjetunionen kun forstår én tale, nemlig styrkens tale. Man skal presse dem frem til afgørelser. Det er ikke argumentets størrelse, som tæller”.

”Jeg erkender, også ud fra mit kendskab til det sovjetiske system og mentaliteten derovre, at Sovjetunionen er en meget vanskelig forhandler. Men jeg mener også, at filosofien om styrkens position må have meget snævre grænser. Det, som bør stå klart for begge parter, er, at vi ligger inde med et våbenpotentiel; at der ikke er nogen grund til, at vi forsøger at dupere hinanden. Vi bør sætte os ned og forhandle ud fra tankegangen om, at der er behov for ressourcerne andre steder”.

- De sovjetiske ledere har ofte fremsat vidtrækkende såkaldte fredsforslag, som man fra vestlig side har afvist – kaldt det propaganda. Men hvorfor ikke tage dem på ordet og på den måde undersøge, hvorvidt det kun er propaganda?

”På begge sider ligger der en meget dyb skepsis og pr. automatik nærmest en fornægtelse af synspunkter, der kommer fra den anden side. Tag beslutningen i NATO om raketterne, hvor man fra dansk og norsk side lagde meget stor vægt på forhandlingsdelen. Fra vestlig side var der, så vidt jeg ved, 11 henvendelser til Sovjetunionen inden de accepterede at påbegynde forhandlinger”.

- Men det var efter beslutningen[iv]. Forinden havde Bresjnev i maj 1978 og i marts 1979 tilbudt forhandlinger. Hvorfor blev det ikke accepteret fra vestlig side?

”Ja, det gjorde han. Men problemet har været, at i baggrunden foregik opbygningen af disse SS-20 raketter. Jeg mener også, at man skulle have accepteret disse forhandlingstilbud”.

”Det danske forslag fra december 1979[v] går jo ad de samme tankebaner. NATO’s principbeslutning skulle udsættes, Sovjetunionen skulle stoppe udstationeringen af SS-20 og så skulle der straks indledes forhandlinger. Jeg mener også, at man i situationer med sovjetiske udspil mere seriøst skal undersøge, hvad der egentlig ligger bag”.

- Så der er et vestligt medansvar for, at vi er havnet i den aktuelle ulykkelige situation?

”Jeg vil ikke sige et ensidigt vestligt ansvar. Man kan gå i detaljer med en diskussion af balancen, men tilbage står dog, at denne udbygning af SS-20 har fundet sted, og så vidt jeg er informeret, er den ikke stoppet, og det synes jeg er kedeligt. Processen i NATO var ikke startet uden”.

”Jeg mener, at man under hele tilblivelsesprocessen og i fremtiden bør gøre status med kortere mellemrum. Under drøftelserne i NATO skulle man være gået mere i dybden. Der er noget besnærende ved, at man træffer en principbeslutning om noget, der skal finde sted mange år ude i fremtiden, men de videre konsekvenser burde have været overvejet mere”.

- Hvad er der sket af nyt, som har påvirket din holdning, siden du i juni i Folketinget sagde, at Danmark ville betale anlægsarbejder i forbindelse med raketter? Nu ønsker I den finansiering udsat.

”Siden 1979 har det været klart, at Danmark skulle bidrage, men der er sket det, at debatten er gået videre, og der er blevet rejst nye spørgsmål. Vi gjorde status i Socialdemokratiet, da det nu blev klart, at et aktstykke var på vej til finansudvalget. Vi ville ikke gå i spidsen. Vi vil afvente holdningen i de lande, som direkte bliver berørt – dvs. Holland og Belgien”.

”Da jeg besvarede spørgsmålet i Folketinget, vidste vi ikke, at Holland og Belgien endnu ikke havde bevilget pengene til infrastrukturprogrammet”.

- Er du, som Lasse Budtz, bekymret over den amerikanske forhandlingspolitik i denne sag?

”Det er meget vanskeligt at gøre op, hvad der vil være det bedste i sådanne forhandlinger. Men der er næppe tvivl om, at der i NATO eksisterer varierende holdninger mht. måden, man skal gøre det på, hvor stejlt man skal stille sig til de uafklarede spørgsmål”.

- USA har foreslået en ’nulløsning’, hvorefter Sovjetunionen skal afskaffe alle sine mellemdistanceraketter (SS-20, SS-4 og SS-5), hvis NATO ikke skal anskaffe de nye raketter. Den nulløsning stammer fra Pentagon. Så er der en anden nulløsning, som Egon Bahr har omtalt, og den tillader Sovjetunionen et antal SS-20 raketter til opvejning af franske samt britiske atomvåben, og så skal der ikke komme amerikanske raketter. Hvilken nulløsning støtter du?

”Jeg mener, at man i forvejen måtte vide, at det amerikanske krav ikke ville blive accepteret af Sovjetunionen. Min holdning går mere i retning af, hvad Egon Bahr har været fremme med”.

”I 1979 debatterede vi meget indholdet af balancen på feltet, men konklusionen var, at der var en slags balance. Den samme balance eksisterer ikke længere på grund af den videre udbygning af SS-20. Men så er spørgsmålet: Skal vi stadigvæk tage udgangspunkt i balancefilosofien? Skal vi ikke snarere sige, at den spiller en mere underordnet rolle”.

- Set fra sovjetisk side er Reagans nulløsning vel egentlig et krav om, at de skal afvikle alle deres mellemdistancevåben på trods af en kraftig fransk og britisk oprustning på samme felt?

”Det er et meget vigtigt punkt. Når man skal vurdere en situation, så er det vigtigt, at man sætter sig i modpartens stol. Selvfølgelig kan man ikke bare sige, at NATO kun er 15 lande i det militære samarbejde. Der er selvfølgelig også Frankrig. Det er et Frankrig, som nu endda er i forhandlinger med Forbundsrepublikken om et samarbejde, som inddrager atomraketter””.

- Når alle faktorer inddrages – de politiske, arsenalernes totale omfang på begge sider – vil det så være acceptabelt fra en vesteuropæisk synsvinkel, at der ikke placeres nogen nye amerikanske raketter og at russerne bevarer et mindre antal SS-20, end de har nu?

”Jeg mener godt, at Vesten har baggrund for og også burde have det politiske mod til at acceptere tilstedeværelsen af et vist antal SS-20. Men jeg må sige, at det, at man har fortsat opbygningen af disse SS-20, jo har vanskeliggjort problemets løsning. Dertil kommer, at tendenserne til en tilnærmelse mellem Sovjetunionen og Kina borttager det pres, der igennem adskillige år har ligget ved den kinesiske grænse”.

”Men det afgørende i mit svar til dig er, at vi i Vesten er glade for vort demokratiske samfundssystem. Det burde give os moralsk baggrund for at kunne stå frem og turde noget. Vi kan gøre det i bevidstheden om, at vi har udviklet våbensystemer, som fastholder den nødvendige tryghed. Det jeg mangler i den almindelige vestlige indstilling er dette mod, for hvis du viser politisk mod, så tvinger du den anden part ud af busken”.

[i] SS-20 var en ny sovjetisk atombevæbnet raket med mellemdistancerækkevidde, som først blev prøveaffyret i 1974 og fra 1977 delvist erstattede ældre sovjetiske raketter, der var rettet mod Vesteuropa og Kina. SS-20 var i modsætning til de ældre mobil (og derfor sværere at ramme på forhånd) samt udrustet med tre bomber.

[ii] NATO vedtog i december 1979 placering af 572 amerikanske raketter og krydsmissiler i Vesteuropa. Herfra kunne de nå langt ind i Sovjetunionen.

[iii] Kjeld Olesen blev afløst på posten af Uffe Ellemann-Jensen ved regeringsændringen den 10. september 1982.

[iv] Henviser til NATO’s dobbeltbeslutning i december 1979 angående både udstationering af amerikanske mellemdistanceraketter og forhandlinger med Sovjetunionen.

[v] Som udenrigsminister foreslog Kjeld Olesen på NATO-mødet i december 1979 en udsættelse af beslutningen om udstationering af amerikanske raketter i en kort periode, mens forhandling blev forsøgt.