Trykt i Ny Tid (Norge) nr. 42, 3. november 1982

Danskere hader jo ufred

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Inspireret af det norske eksempel har socialdemokraterne i Danmark sagt nej til deltagelse på nuværende tidspunkt i finansieringen af baserne for NATO’s 572 raketter. Men holdningsændringen kommer ikke efter et pres, som kan sammenlignes med, hvad Arbeiderpartiets ledelse har været udsat for.

Indtil for et par måneder siden var det klart, at regeringen, som dengang var socialdemokratisk, ville sende de lovede penge til NATO. Både daværende udenrigsminister Kjeld Olesen og daværende forsvarsminister Poul Søgaard sagde i Folketinget, at bevillingen var på vej, og der var intet, som tydede på, at de så problemer i den sag.

Men midt i en alvorlig krise for den nye borgerlige regering vedtog et møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe, at ”Danmarks del af NATO’s infrastrukturprogram for så vidt angår de nye mellemdistanceraketter indtil videre må stilles i bero. Danmark bør ikke gennem infrastrukturprogrammet bidrage til atomoprustningen”.

Anker Jørgensen

En ledende norsk socialdemokrat kommenterede dagen efter erklæringen med, at den er mere afvisende overfor projektet end hans eget partis. Det er et indtryk, som kan hente yderligere støtte i en samtale, som jeg havde med Anker Jørgensen kort efter vedtagelsen.

Han indrømmede åbent, at hans ministres tidligere udtalelser var udtryk for, at man havde været for ”tolerant” i finansieringsspørgsmålet. Han understregede, at man fra vestlig side bør gå så langt, når det gælder imødekommenhed overfor Sovjetunionen, at det kan ”sætte noget i gang”.

”Alternativet er uhyggeligt”, fortsatte han. ”Oprustning, oprustning, oprustning. Vor holdning til raketprojektet er i overensstemmelse med alt, jeg så ofte har sagt imod atomvåben. Det er udtryk for en dyb frygt – ikke bare hos mig selv men også i hele Socialdemokratiet. Det er en frygt for, hvor hele denne vanvittige oprustning ender”.

Det virkeligt bemærkelsesværdige ved den danske kovending, som er ensbetydende med et klart flertal for nej i Folketinget, er, at der ikke har været et hårdt pres mod partiet udefra.

Fredsbevægelsen

Det er godt nok en fredsbevægelse i Danmark, men den er splittet, og den har ikke præsteret en saglig argumentation, der er på højde med, hvad Nei til Atomvåpen har udviklet i raketsagen.

Siden beslutningen i NATO fandt sted i december 1979, har bevægelsen beskæftiget sig med mange forskellige emner. Man har indsamlet underskrifter bag et krav om en atomvåbenfri zone, men det fik kun støtte fra cirka en kvart million mennesker – halvdelen af, hvad bevægelsen i Norge præsterede. Foreløbig har kun en kommune erklæret sig atomfri.

Man har også livligt diskuteret det danske forsvar, NATO’s forstærkningsplaner og alternative forsvarsformer. Økonomiens sørgelige tilstand medførte, at et forsvarsforlig med kun meget lille vækst i bevillingerne blev gennemført, og planerne for amerikanske depoter til store landstyrker blev stoppet. Disse sejre for fredsbevægelsen er opnået uden et opgør, som kan sammenlignes med balladen i Norge i sagen om forhåndsoplagring.

Der er et dansk ”Nej til Atomvåben”, men denne gruppes organisatoriske svaghed er en kilde til stor forundring i f.eks. den norske søsterorganisation. Danskerne har foretrukket så demokratiske organisatoriske rammer, at de næsten ikke har en central ledelse. I et oplæg til et kommende landsmøde konstaterer to aktivister, at man på det foregående landsmøde diskuterede en kampagne, som kunne levere en fælles opgave for Nej til Atomvåben: ”Det er forblevet ved de gode hensigter, og det skyldes måske, at vi ikke klart nok har formuleret, hvad det er, at vi vil. Selv om NtA har haft en vis organisatorisk gennemslagskraft, står vi stadig svagt placeret i debatten, som foregår herhjemme og internationalt. Internt giver det sig udtryk i, at vi på hvert landsmøde stort set begynder forfra”.

Der er en gruppe med større organisatorisk effektivitet, Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed. Medlemmer af Danmarks kommunistiske Parti spiller en ledende rolle i samarbejdskomiteen, og det har givet anledning til megen mistænksomhed i medier og befolkning. Gruppen undgår konsekvent kritik af sovjetisk oprustning, krigen i Afghanistan og undertrykkelsen af uafhængige fredsaktivister i Øst. Samarbejdskomiteen har inspireret ”fredsarbejdet” i fagbevægelsen, men det er i udpræget grad tillidsmænd fra DKP, som er blevet aktiveret.

Den danske fredsbevægelse er stærkt decentraliseret. Det betyder, at man ikke har et klart center for aktiviteterne, men det betyder også, at et stort antal organisationer har taget fredspolitiske emner op. Mellemfolkeligt Samvirke er en organisation, som står for udsendelse af danske ulandsfrivillige og derfor får statslig støtte. Gruppen har udsendt adskillige publikationer om sikkerhedspolitiske emner. FN-forbundet har også været en aktiv deltager i debatten, men organisationen trues nu af et konservativt kup.

Ingen konfrontation

Da Anker Jørgensen skulle bestemme sig i raketsagen, var han altså ikke i konfrontation med oprørske folketingspolitikere og partiafdelinger. Det var ingen protestresolutioner undertegnet af den socialdemokratiske top i fagbevægelsen. Der var ingen interesse i nyhedsmedierne for sagen – eneste undtagelse var dagbladet Information.

Hvorfor ændrede partiet så kurs? Afgørelsen er udtryk for en meget gammel tradition i et land, hvor de ledende organer ofte har bøjet sig for et folkeligt pres – inden det helt er opstået.

Anker Jørgensen beskrev selv den danske udgave af ansvarsbevidst eftergivenhed, da han i et interview med mig i maj sagde: ”Måske er årsagen til, at vi ikke ser så voldsomme bevægelser her i landet, som vi ser nogle steder i udlandet, at det regerende parti søger at lytte til de rørelser, som er i gang”.

Man kan også sige, at Anker Jørgensen har en politik, hvor han kommer protester i forkøbet og dermed undgår strid. Danskere hader jo ufred.

Han har gjort det før. Danmark holder en meget lav profil i EF, og dermed har man taget energien ud af den stærke protestbevægelse mod medlemskabet. I spørgsmålet om atomkraft har Socialdemokratiet optrådt på lignende vis. Og i efteråret 1979, da alt tydede på et klart dansk ja til NATO’s raketprojekt, ændrede Anker Jørgensen kurs i sidste øjeblik. Resultatet blev et noget halvhjertet fremført forslag i NATO, hvor man bad om udsættelse, indtil forhandlinger var blevet prøvet.

En forklaring på den aktuelle kursændring er, at socialdemokraterne er meget engagerede i det internationale samarbejde med andre arbejderpartier, der er stærkt kritiske i forbindelse med raketprojektet. Man har fået gode argumenter udefra. Frygten for atomoprustning er meget stor, og mange ledende socialdemokrater føler, at et nej til dansk finansiering er ”det rigtige” – sådan moralsk set.

Der var også udsigt til valg, og Socialistisk Folkeparti vokser sig stærkt på grund af især Gert Petersens viden og engagement i sikkerhedspolitik. Men, hvis mine indtryk fra samtaler med ledende socialdemokrater er rigtige, så var det underordnede faktorer.

Derfor tror jeg også, at Socialdemokratiet i de kommende år stadigt stærkere vil kritisere raketprojektet, og at man til sidst får et nej fra det danske Folketing.

(Artiklen er genoversat fra norsk)

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.