Trykt
i Information 26. november 1982
Krisen
for NATOs raketprojekt er USA's "egen skyld"
Amerikanske
eksperter har advaret imod Reagans forhandlingspolitik, fordi den angiveligt
er utroværdig og urealistisk
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Allerede i marts advarede fremtrædende amerikanske
eksperter Reagan-administrationen om, at hvis den ikke ændrede sin
forhandlingspolitik, så ville forhandlingerne i Genève om
mellemdistancevåben gå i stå og de allieredes støtte til den såkaldte
dobbeltbeslutning gå i opløsning.
Det skete under en høring i Repræsentanternes Hus, som
netop er blevet offentliggjort. Eksperterne i rustningskontrol havde meget
forskelligt syn på problematikken omkring atomvåben i Europa, men de var
enige om én ting: Reagans såkaldte nul-løsning er en dårlig
forhandlingsposition.
Præsident Reagan foreslog i en tale den 18. november
sidste år Sovjetunionen en byttehandel. Hvis Kreml vil fjerne alle sine
mellemdistanceraketter, så vil USA undlade opstilling af 572 atomraketter i
Vesteuropa.
Under en høring den 23. februar erklærede Richard Perle,
som har udformet den såkaldte nul-løsning, at det amerikanske udspil er
ultimativt. Enten accepteres det, eller også bliver raketterne opstillet.
Ultimativt
Perle var en ihærdig modstander af traktaterne med
Sovjetunionen angående strategiske våben, SALT. Han mener, at de efter
hans opfattelse dårlige resultater skyldes, at amerikanske forhandlere ikke
stod fast på deres krav. "Vi vil ikke gentage den fejltagelse",
sagde han under høringen. "Vi er taget til Genève med et forslag, som
vi kan forsvare; og vi vil forsvare det".
Han fortsatte: "Det vil lykkes for os i Genéve, hvis
vi er faste og beslutsomme, hvis vi står ved substansen i vort forslag.
Denne substans er rimelig og afbalanceret; den bør ikke ofres under
forhandlinger".
Chefen for udenrigsministeriets afdeling for
rustningskontrol, Eugene Rostow, udtalte sig i overensstemmelse hermed. Han
sagde også, at Sovjetunionen nok først vil forhandle seriøst lige inden
raketterne ankommer. Det er en holdning, som han siden har holdt fast ved,
og USA's forhandlingsposition har ikke ændret sig.
Skarp kritik
Men den 18. marts kritiserede tre eksperter skarpt
administrationens forhandlingsoplæg.
Lynn Davis arbejdede under Carter-administrationen fra en
toppost i Pentagon med raketprojektet, og i dag er hun forsker ved Smithsonian
Institution. Lynn Davis er stadig tilhænger af dobbeltbeslutningen.
Men under høringen sagde hun: "Forslaget om nul
udstationering har haft en gavnlig indvirkning på fredsbevægelsen i
Europa, men hvis NATO holder fast ved denne position, så risikerer man at
demonstrere mangel på seriøs interesse i faktisk at opnå en
rustningskontrol-aftale, og man kan komme til at bære skylden for, at
rustningskontrol slår fejl".
Leon Sloss, der er direktør for et sikkerhedspolitisk
konsulentfirma og forhenværende leder af Pentagons afdeling for
planlægning af strategisk atomkrig, havde bl.a. følgende bemærkninger.
Han kaldte det "meget usandsynligt", at der kan
forhandles ud fra administrationens oplæg. "Vor aktuelle holdning til
langtrækkende nukleare styrker i Europa er ude i dyb krise", sagde
Leon Sloss og fortsatte: "Vi har en plan for udstationering, som er
uden videre fornuft militært set, og som har skabt alvorlig spænding inden
for NATO-alliancen, Vi har en plan for rustningskontrol, som er i modstrid
med planen for udstationering. Desuden kan den næsten med sikkerhed ikke
forhandles i sin nuværende form, og den behandles med betydelig kynisme af
både vore allierede og vore modstandere".
Raymond Garthoff var medlem af USA's delegation under SALT
I forhandlingerne, og han har været ambassadør i Bulgarien. I dag er han
forsker ved Brookings Institution. Han kaldte nul-løsningen for
"propaganda" og konstaterede: "Det nuværende amerikanske
forslag og forhandlingsstrategien (…) indeholder overhovedet ingen
udsigter til at kunne udgøre et grundlag for en aftale".
Han sagde, at hvis man vil forhandle oprigtigt, så skal
man også se sagerne fra modpartens synsvinkel og derefter gennemgik han
punkt for punkt den redegørelse, som Eugene Rostow fra udenrigsministeriet
kom med 23. februar.
Kun raketter
Rostow sagde, at USA kun vil diskutere
mellemdistanceraketter, da de er den største trussel.
Dertil påpegede Garthoff, at NATO i et par årtier har
accepteret, at Sovjetunionen har mange hundrede raketter rettet imod Europa,
fordi man mente, at der var balance på feltet. Disse raketter er nu blevet
udskiftet med de "mere effektive" SS-20 raketter, men det kan ikke
berettige, at NATO nu pludselig kræver alle nye og tilbageværende gamle
raketter fjernet, og til gengæld blot vil undlade udstationering af 572
amerikanske raketter, som vil være et helt nyt element i magtbalancen.
"Et forslag af denne art vil, hvis det er den eneste
fremgangsmåde, som vi vil overveje, med garanti for de sovjetiske
forhandlere og beslutningstagere ikke blot være uacceptabelt, men også
virke som udtryk for mangel på seriøs interesse hos USA og NATO i at opnå
en forhandlingsløsning", sagde Garthoff.
Han argumenterede for, at man også bør inddrage fly og
amerikanske krydsmissiler på flådens fartøjer. Ellers kan USA omgå en
aftale f.eks. med placering af krydsmissiler på fartøjer i det europæiske
område.
"Hvorfor skal Sovjetunionen gå med til fjernelse af
sine landbaserede raketter for at hindre vor fremtidige placering af
krydsmissiler på land og så samtidig se gennem fingre med, at vi vil
placere de samme missiler på havet, hvorfra de kan nå de samme mål i
Sovjetunionen?".
Global begrænsning
Rostow havde for det andet sagt, at USA vil have raketter
i hele Sovjetunionen inddraget, selv om de fra baser i Sibirien ikke kan nå
europæiske mål. Årsagen er, at SS-20 er et mobilt system, og derfor
teoretisk kan flyttes nærmere Europa.
"Den kendsgerning, at SS-20’erne i det østlige
Sibirien er mobile eller blot transportable er af ringe betydning",
sagde Garthoff. Han påpegede, at SS-20 er placeret på meget store og tunge
køretøjer, som man "ikke nemt kan flytte". Hvis russerne
alligevel gjorde det, så kunne det observeres i god tid. USA har, sagde
Garthoff, langt nemmere ved at flytte flere fly til Europa eller placere
flere hangarskibe og fartøjer med krydsmissiler inden for rækkevidde af
sovjetiske mål.
For det tredje sagde Rostow, at man kun vil diskutere
amerikanske og sovjetiske våben. Han sagde, at USA ikke kan forhandle på
vegne af Frankrig og Storbritannien, som har selvstændige atomslagstyrker.
"Hvorfor skulle de (russerne) forpligte sig til
begrænsning af – for slet ikke at tale om fjernelse af – de
missilstyrker, som er stillet op imod Storbritannien og Frankrig, medens
disse lande er stillet frit til uden begrænsninger at opbygge deres
strategiske styrker?", spurgte Garthoff retorisk.
Opvejer Sovjets
Han pegede på, at planerne for de to landes fremtidige
våben viser, at de kommer i besiddelse af et antal sprænglegemer, som er
større end antallet af sovjetiske bomber på SS-20 samt de gamle SS-4 og
SS-5 raketter.
Garthoff foreslår, at problemet løses ved, at man
medregner franske og britiske styrker i det totale vestlige arsenal, og at
Sovjetunionens styrkes så ligestilles med denne sum. Han påpegede også
det absurde i, at NATO bygger på princippet om, at et angreb på et medlem
er et angreb på alle medlemmer, men at USA alligevel vil se bort fra sine
allieredes styrker.
Rostow havde som et fjerde punkt sagt, at der er et
lighedsprincip for rustningskontrol, som betyder, at begge "sider"
skal underkastes "lige begrænsninger" og have "lige
rettigheder".
Men som nævnt er denne ene "side" en vestlig
alliance med tre atommagter, og dertil kommer, at der er forskel på
jævnbyrdighed inden for antallet af våben.
Flere vesteuropæiske politikere, bl.a. vesttyskeren Peter
Corterier, har understreget, at man ikke skal oprette en
"eurostrategisk balance", hvor våben i det europæiske område
modstilles. Årsagen er bl.a., at man så ville puste til frygte for en
atomkrig begrænset til Europa.
Jævnbyrdighed i rustningskontrol er, at begge parter har
lige muligheder. Nul-løsningen bryder med dette princip.
Ny kontrol
For det femte fremhævede Rostow, at de hidtil anvendte
metoder for kontrol med, at aftaler overholdes, er utilstrækkelige.
"Sovjetisk hemmelighedskræmmeri er i sig selv afstabiliserende, og det
må ophæves, hvis rustningskontrol skal lykkes". Med dette tænker
Rostow på, at Sovjetunionen skal tillade amerikanske personlig inspektion
af sovjetiske militære anlæg.
Garthoff nævner, at det er de krydsmissiler, som USA vil
indføre, der udgør et "alvorligt problem" for kontrollen med en
aftale. Det er hans ønske, at man gennem begrænsningens art – det vil
reelt sige forbud imod krydsmissiler – kan gøre behovet for inspektion
overflødigt. Han advarer kraftigt imod, at man i forbindelse med
rustningskontrol stiller krav angående politiske ændringer i Sovjetunionen
og det er den amerikanske målsætning ensbetydende med.
Kilde:
Overview of Nuclear Arms Control and Defense Strategy in
NATO. Hearings before the Subcommittees on International Security and
Scientific Affairs and on Europe and the Middle East of the Committee on
Foreign Affairs, House of Representatives. US Government Printing Office
1982.