Trykt i Information 1. december 1982

Fastfrysning skal stoppe nye truende atomvåbensystemer

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Amerikaneren Randall Forsberg mener, at erstatning af udslidte våbendele bliver nødvendig.

Atomkapløbet er på vej ind i en fase, hvor nye våben medfører stor krigsrisiko.

Det er hovedargumentet fra de kredse i USA, som ønsker fastfrysning af atomarsenalerne på deres nuværende niveau, efterfulgt af reduktioner.

Udviklingen i de seneste dage har understreget advarslernes alvor. Præsident Reagans planer for den nye MX-raket er rent faktisk et brud med de begrænsninger, som begge supermagter var underlagt i SALT II traktaten, og MX vil på grund af sin præcision og sprænglegemernes antal udgøre en trussel om overraskelsesangreb på sovjetiske atomstyrker.

I mandags reagerede Sovjetunionen på planerne om udstationering af 572 nye atomraketter i Vesteuropa med en utvetydig trussel: man vil indlede et gengældelsesangreb, når varslingssystemer meddeler, at atomraketter måske er på vej.

Den amerikanske forsker Randall Forsberg, som blev præsenteret i Information den 24. november, har i tidsskriftet Scientific American for november gennemgået fastfrysningsforslaget mere detaljeret end hidtil.

Hun skriver, at de nye "counterforce" våben vil "øge risikoen for atomkrig". Counterforce er det tekniske udtryk for en strategi, hvor man planlægger kontrolleret kamp imod fjendens atomvåben. Disse våbens "udstationering vil lægge pres på lederne for, at de under en krise skal affyre deres våben først, førend de er blevet angrebet, og måske også stille deres styrker i et automatisk affyring ved varsel beredskab i fredstid", skriver Randall Forsberg.

Formålet med fastfrysning er, at disse våben skal stoppes. Desuden skal fastfrysning vise de lande, som endnu ikke har anskaffet atomvåben, at supermagterne respekterer deres eget løfte i Ikke-spredningstraktaten fra 1968, hvor de lover stop for atomkapløbet og nedrustning til gengæld for, at andre magter afstår fra indførelse af atomvåben i arsenalerne. Desuden vil et stop nu betyde store besparelser på militærbudgetterne.

Jævnbyrdighed

Udgangspunktet for fastfrysningsforslaget er, at der i dag eksisterer jævnbyrdighed mellem supermagterne. Arsenalerne er forskelligt sammensat, så Sovjetunionen har forspring på nogle områder, medens amerikanerne har det på andre. I de sovjetiske styrker er der flere sprænglegemer på de landbaserede interkontinentale raketter samt på mellemdistanceraketterne. Men USA har flere bomber på sine u-både og ombord i fly.

Randall Forsberg har beregnet, at selv om Sovjetunionen udslettede alle USA’s landbaserede raketter – noget meget usandsynligt – alle USA’s bombefly og alle u-både i havne, så ville u-bådene til havs stadig have 2.400 sprænglegemer. Amerikanske u-både er i havet usårlige overfor overraskelsesangreb.

Angrebet ville betyde mange millioner amerikaneres død, men den resterende styrke ville være mere end nok til udslettelse af de 300 sovjetiske byer, hvor én-tredjedel af befolkningen og tre-fjerdedele af industrien er.

Hvis USA rettede et overraskelsesangreb imod sovjetiske atomvåben, ville Sovjetunionen stadig have 1.200 bomber tilbage. Og de kan anrette lignende skade imod amerikanske byer.

Det kommende årtis nye amerikanske våben vil give USA et stort forspring i evnen til udslettelse af modpartens atomvåben. Det har bl.a. den forhenværende vicedirektør i CIA Herbert Scoville påvist i en analyse. Det gælder uanset om Reagans nedrustningsforslag accepteres af Sovjetunionen eller ej. Randall Forsberg kommer til den samme konklusion.

Reagan har foreslået, at parternes raketter på land og i u-både nedskæres, så de kun har 5.000 sprænglegemer. Men fordi USA vil bygge tusinder af krydsmissiler, vil det amerikanske arsenal trods denne "nedrustning" vokse med 1.500 bomber og Sovjetunionen har intet tilsvarende. Derfor er Reagans forslag i START "en invitation til Sovjetunionen om at reducere sit arsenal samtidigt med, at USA øger sit eget", skriver Forsberg.

Dertil kommer så den kvalitative forskel, som fremover også øges. Situationen er allerede den, at hvis USA i slutningen af 1982 rettede et angreb på de sovjetiske styrker, så ville det være mere ødelæggende for dem, end med et sovjetiske angreb på USA’s atomvåben, skriver Forsberg.

Produktionsstop

En fastfrysning efter hendes retningslinjer skal stoppe produktionen af stoffer til atomvåben – Uran 235 og plutonium. Fremstilling, samling, afprøvning, produktion og udstationering af raketter til atombomber skal ligeledes forbydes. Endvidere skal nye flys afprøvning samt produktion og udstationering af fly stoppes, hvis deres primære mål er fremføring af atomvåben.

Forsberg fremhæver nødvendigheden af, at fastfrysningen er total. Det skal ske, fordi man så lettere kan konstatere overtrædelser. Hvis man f.eks. blot stoppede udstationering af nye atomvåben, kunne militæret hævde, at produktion af våben til oplagring skulle fortsætte. Særligt vigtigt er forbudet imod produktion af sprænglegemer. Allerede før satellitternes tid vidste USA, hvor Sovjetunionen laver sine atomvåben, og hvis disse fabrikker lukkes, har man stor sikkerhed for, at oprustningen er blevet stoppet.

Måske kan man i hemmelighed lave flere bomber, men det kan kun ske uopdaget i så lille omfang, at det, arsenalernes størrelse taget i betragtning, ikke vil udgøre en væsentlig militær trussel.

Det er også meget vigtigt, at produktionen af taktiske atomvåben stoppes, idet man så mindsker chancerne for produktion af "store" våben i ly af de små.

Flere undtagelser

Forsberg mener, at det kan blive nødvendigt med en vis aktivitet med henblik på udskiftning af våbendele. Ellers vil forældelsesfaktoren skabe større usikkerhed end sikkerhed.

Eksempelvis indgår der tritium i brintbomber, og dette radioaktive stof går hurtigt i forfald. Der må derfor være mulighed for, at hver supermagt holder en reaktor i gang, som under kontrol kan fremstille tritium. Undervandsbåde har også en kort levetid, hvorfor Forsberg vil tillade produktion, men deres raketter skal være de forældede u-bådes, så den kvalitative trussel ikke vokser.

Endvidere er det nødvendigt, at man tillader erstatning af enkelte elementer i fly og raketter. Selv i fredstid er de udsat for konstant slid.

Forsvarets stilling

Et af de største problemer i forbindelse med fastfrysning er de fly, som både anvendes til atomvåben og konventionelle våben.

Eventuelt kan man helt udelade sådanne fly fra en fastfrysning, så hele begrænsningen ligger i de atomvåben, som de kan fremføre. Man kan også kræve, at fly af denne type kun må erstattes én-for-én. Det er sandsynligt, at netop dette punkt vil nødvendiggøre, at våbensystemer inspiceres af modparten, så man kan afgøre, hvorvidt der er sket en reel forøgelse af atomslagstyrken.

Det er blevet hævdet, at en fastfrysning af atomarsenalerne vil betyde, at slagstyrkerne bliver stadigt mere sårbare over for modpartens måske forbedrede forsvarssystemer.

Men, skriver Forsberg, kappestriden i dag er ikke mellem offensive og defensive styrker over for hinanden. Den foregår indenfor de modstillede offensive styrker, som fastfrysningen stopper. Så længe ABM-traktaten fra 1972, som forbyder anskaffelse af et effektivt forsvar imod raketter, bliver respekteret, kommer der ingen modtræk over for de interkontinentale raketters effektivitet.

I forbindelse med u-både er problemet størst for Sovjetunionen. USA har udviklet systemer, som holder øje med hver eneste sovjetiske u-båd, der er udrustet med strategiske atomvåben. Hvis Sovjetunionen indledte bestræbelser for erhvervelse af en effektiv evne til anti-ubådskrigsførelse, vil man opdage det i Vest, og det vil tage 20 år for Sovjetunionen, inden man er på højde med USA.

Bombeflys stilling i forhold til luftforsvaret er det største problem, men de er allerede kun et marginalt supplement til den samlede atomslagstyrke, og intet forsvar giver total sikkerhed imod bombefly.

Randall Forsberg kommer også ind på de sovjetiske SS-20 raketter, som omtales så ofte i den vesteuropæiske debat. En fastfrysning vil stoppe deres udstationering, og hun mener, at de i dag allerede har et modstykke i franske, britiske og amerikanske våben.

Valget står derfor mellem Reagan-administrationens forslag, som tillader fortsat oprustning og fastfrysning, som indeholder nogle usikkerhedsmomenter.

Selv en fastfrysning fjerner ikke supermagternes evne til udløsning af en global atomkrig. Men den udgør en nødvendig forudsætning, hvis en krig skal hindres.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.