Trykt i Information 6. december 1982

 

 

Kritik af Sovjets oprustning under fredsdemonstrationerne

John Mølgaard fra SID ser muligheder for fagbevægelsen i fællesprogram fra fredsbevægelserne

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Tusinder deltog lørdag over hele landet i demonstrationer, som afspejlede en hidtil uset bredde i protesterne imod NATOs raketprojekt.

Men samtidig blev forskelle i fredsbevægelsen markeret stærkere end før, og adskilligt tyder på, at de kommende måneder vil øge denne uenighed.

Weekenden bragte også en række politiske udtalelser, som peger i samme retning.

På Dansk Ungdoms Fællesråds delegeretmøde i Vejle erklærede formanden, Inge Marie Nielsen, at ”fred er ikke bare et spørgsmål om fravær af krig men om kampen for elementære menneskelige og sociale behov samt rettigheder”.

Socialdemokratiets ungdomsorganisation, DSU, erklærede i strid med partiledelsens opfattelse, at det er værd at tage et valg på spørgsmålet om Danmarks tilskud til opstillingen af NATOs raketter i Europa. Man mener, at den voksende spænding mellem atommagterne kan motivere, at Danmark siger helt nej til finansiering af projektet, selv om den socialdemokratiske regering har bevilget en del af beløbet tidligere.

Kommunistisk Arbejderparti udsendte en krigserklæring imod Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed og dens ”knopskydning”, Landskampagnen Stop Atomraketterne. Disse grupper skal efter KAPs mening ”svækkes og isoleres”, fordi de ”varetager Sovjets interesser i fredsbevægelsen”.

Albertsen generet

Demonstrationen i Købenavn var arrangeret af Landskampagnen med støtte fra omkring 80 fagorganisationer og fredsgrupper. Det er efterhånden en fast tradition med dette arrangement i decembers kulde, men trods den seneste tids heftige debat var årets manifestation ikke større end tidligere. Et rimeligt skøn er 15.000, men Associated Press meddelte den ganske verden, at der kun var 2.000 og arrangørerne anslog deltagelsen til 50.000.

En af hovedtalerne var socialdemokraten Kristian Albertsen, som fremhævede, at hans parti er i overensstemmelse med andre socialistiske partier i Europa, når det siger ”klart nej” til finansiering af raketprojektet. Han begrundede holdningen med henvisning til, at USA stiler imod militær overlegenhed i forhold til Sovjetunionen, der er et ”fattigt land, som må bruge en-syvendedel af sit bruttonationalprodukt for at følge med i NATOs oprustning”. Han fandt det dog også nødvendigt, at der stilles nedrustningskrav til Kreml.

Albertsen blev afbrudt af et hylekor, da han afviste, at Socialdemokratiet er på vej ud af NATO-loyaliteten. Han fraveg så sin tekst og erklærede sin glæde over, at Danmark er et frit land, hvor man frit kan udtrykke sine synspunkter.

Pernille Jensen fra Samarbejdskomiteen noterede, at der er folk, som mener, at protest blot imod NATOs raketter er for lidt, men hun fandt, at de amerikanske raketter er det mest aktuelle emne.

Kritik af Sovjet

Efter et fakkeltog rundt i byen talte Elias Bredsdorf fra Nej til Atomvåben. Han opremsede de mange fredsvenner, som omgiver os – Begin, Reagan og Schlüter blandt andet. Og han kritiserede dem, som mener, at den sovjetiske oprustning tjener fredens sag. Undertrykkelsen af uafhængige fredsinitiativer i DDR og Sovjetunionen blev nævnt.

Bredsdorf kom også ind på delingen af Europa, og han kaldte det en af den nye fredsbevægelses største opgaver at få en dialog i gang på tværs af dette skel.

Denne opfattelse kom også frem i en lille pjece, som aktivister fra Nej til Atomvåben uddelte. Deri gøres de 572 amerikanske raketter til et samlende symbol for en mere vidtrækkende modstand. Man vil ifølge pjecen skabe et pres på regeringerne for atomnedrustning – ”et pres, der skal rette sig mod både Øst og Vest”. Man finder vigtige fælles træk i de to supermagters oprustning. De sovjetiske SS-20 raketter kaldes et våben, der ”ikke er beregnet til afskrækkelse, men som i strategernes forestillinger gør atomkrig til en rationel mulighed”. Heller ikke forhandlingerne mellem USA og Sovjetunionen går ram forbi. De kaldes et supermagtsspil, som ”gør Europas fremtid til et mellemværende mellem supermagterne”.

Arrangørerne havde også en pjece, og den retter kun kritik imod NATOs Pershing II raketter og krydsmissiler. De vil gøre Europa til ”Sovjetunionens vigtigste bombemål”, da USA med de nye raketter kan ”udslette store dele af Sovjetunionen” fra Europa.

”Hvem kommer først i en højspændt situation?” spørger pjecen. ”Den, der vil udslette raketterne, inden de affyres? Den, der vil affyre raketterne, inden de udslettes? Europa er slagmarken!”

Spændingen mellem de to holdninger kom bl.a. til udtryk i den reaktion, nogle deltagere havde på uddelingen af pjecen fra Nej til Atomvåben. ”Man anede krig på kniven”, kommenterede en aktivist enkelte deltageres fjendtlige modtagelse. Samme aktivist så dog også i Pernille Jensens tale ”nye toner”, som skal imødegå kritikken af Samarbejdskomiteen, så sammenholdet bag kampagnen ikke bliver ødelagt.

Nej til Atomvåben vil i det kommende år føre sin egen kampagne imod atomoprustningen. Den omfatter intensiv kursusvirksomhed for aktivister samt udsendelse af en kampagneavis og baggrundsmateriale.

Også Landskampagnen har planlagt omfattende aktivitet, bl.a. udsendelse af en avis og talrige faglige aktiviteter.

Demonstrationer blev desuden afholdt i bl.a. Odense, Århus, Ålborg, Åbenrå samt Esbjerg.

Fagbevægelsen

Oplysningssekretær i SID, John Mølgaard, talte til omkring 2.000 i Odense. Han sagde, at man i fagbevægelsen ”med stor interesse” har læst det fællesprogram for fredsbevægelserne i Europa og USA, som blev vedtaget i juni og blev offentliggjort i Informations tillæg om oprustningen i).

Han sagde, at ”dette projekt må vi have klart for øje i vort fælles arbejde for at nå freden”.

John Mølgaard gentog programmets væsentligste konklusioner. En er, at ”vi er hverken anti-amerikanske eller anti-sovjetiske, men vi mener, at det kun er gennem vor egen politiske frigørelse, at vi (…) kan tilbyde en alternativ, mere fredelig fremtid”.

Andre programpunkter er rettet imod delingen af Europa, supermagternes undertrykkelse af andre nationer samt en solidaritetserklæring ”med alle, der er undertrykt og længes efter sand frihed, retfærdighed og fred”.

”Disse tanker vil store dele af fagbevægelsen gå ind for, fordi de har det brede perspektiv i fredskampen. Det er også et spørgsmål om, at solidarisere os med de undertrykte”, sluttede Mølgaard.

Samarbejdskomiteen er ikke medunderskriver af det nævnte fællesprogram. 

------------------------------------

i) Tillægget: Forbereder ”vi” den tredje verdenskrig?, Information 11.  november 1982

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.