Trykt i Information 15. februar 1983

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Fredens veje

 

SAMARBEJDSKOMITEEN og Socialdemokratiet er efter eget udsagn fredsbevægelser, men de har begge problemer med troværdigheden. Den ene beskyldes for varetagelse af sovjetiske interesser, og den anden mødes med betydelig mistænksomhed i resten af fredsbevægelsen, fordi partiet historisk har været NATO og USA en loyal samarbejdspartner. Repræsentanter for begge grupperinger reagerer med betydelig forurettelse over for mistroen.

Weekendens landsmøde i Samarbejdskomiteen var i mange henseender en positiv oplevelse, fordi man har indset betydningen af den debat angående fredsbevægelsens strategi, som fortrinsvis er blevet rejst af gruppen European Nuclear Disarmament. Debatten er nødvendig, fordi ren protestpolitik ikke kan løse de store problemer, som regeringernes magtesløshed over for våbenkapløbet har skabt. Det er nødvendigt, at fredsbevægelserne bliver en "tredje magt" i Øst-Vest konflikten, som handler konkret imod årsagerne til storpolitisk spænding og sanseløs oprustning.

Men mistilliden, Samarbejdskomiteen mødes med, kan ikke blot tilskrives antisovjetisme og antikommunisme eller "manipulatorerne i det magtfulde nyhedsapparat, som formanden Villum Hansen gjorde det i en tale med Scherfigs perfide stemmeføring – dog uden dennes vid. Samarbejdskomiteen har selv bidraget afgørende til de blokeringer, som giver dårlig presseomtale.

EKSEMPELVIS gjorde en taler et stort nummer ud af, at Information har påpeget et sammenfald i tid mellem en bandbulle fra præsidenten i den sovjetiske fredskomité imod den alliancefrie fredsbevægelse og Samarbejdskomiteens debatoplæg imod samme tendens. Det er angiveligt en utilgivelig insinuation, idet gruppens styrelse først blev bekendt med brevet fra Yuri Shukov, da debatoplægget på det nærmeste var færdigt.

Men på landsmødet forelagde formanden en politisk beretning med et langt afsnit, som helt ukritisk overtager Shukovs beskyldninger imod den alliancefrie bevægelse. Miseren bliver ikke mindre af, at Shukov i det konkrete bygger på misforståelser. Og hvis formanden havde undersøgt modpartens syn, havde han næppe så unuanceret videregivet den sovjetiske propaganda.

Det er ikke nogen triviel sag, for adskilligt tyder faktisk på, at man i Øst har indledt en offensiv mod alliancefrie fredsaktivister. I den seneste tid er adskillige unge arbejdere og kunstnere i Østtyskland, som var aktive i den uofficielle fredsbevægelse, blevet arresteret, og i Sovjetunionen har den systemkritiske marxist Roy Medvedev fået mundkurv på. I det månedlige organ for den sovjetiske fredskomité, Century and Peace, kom Shukov i december med denne opfordring: "Den nye situation, som er opstået i verden for fredskampen, nødvendiggør, at alle ærlige mennesker (…) afslører provokatører, som infiltrerer anti-krigs bevægelsens rækker".

Samme Shukov er så betændt i sine tankevindinger, at han i foråret hævdede, at vestlige efterretningstjenester forsøger at "dirigere fredsbevægelsen under ledelse af Verdensfredsrådet ind på en antisovjetisk kurs". Dette udfald kom lige efter, at det meget Moskva-tro Verdensfredsråd havde holdt et møde i København, hvor Gert Petersen og andre kritiserede sovjetisk militarisme og undertrykkelsen i Polen.

Og kan man virkelig fortænke nogen i at se sovjetisk propagandavirksomhed i formand Hansens tale, når han f.eks. undskylder en lang række blodige overgreb med henvisning til, at Tjekkoslovakiet, Østberlin, Ungarn og Afghanistan (!) tidligere "har fungeret som opmarchbaser for krigen mod Sovjetunionen"?

DET HASTER med udryddelse af årsagerne til, at Samarbejdskomiteen angiveligt bliver misforstået, thi det store raketslag er gået ind i den afgørende fase, og Samarbejdskomiteen er en belastning for resten af fredsbevægelsen. Det er synd for denne gruppes egne aktivister, som yder en stor arbejdsindsats og som oprigtigt føler angrebene uretfærdige. Og det er særligt synd for de udviklingsmuligheder, andre grupper har.

Socialdemokratiet har med Kjeld Olesens ti-punkts program beskrevet en såkaldt realpolitisk vej, der kan blive udgangspunkt for en dansk indsats imod NATOs raketprojekt. Men, som de seneste måneders debat har vist, modsvares mange aktivisters mistænksomhed over for partiet rigeligt af den dogmatisk NATO-tro opinions mistænksomhed. Samarbejdskomiteen har et stort medansvar for, at alle kritikere af raketprojektet sættes under mistanke for at gå Sovjets ærinde. Socialdemokratiet fik med bred opbakning fra højrefløjen til et dagsordensforslag sikret sig et alibi imod denne mistænkeliggørelse. Men hvis det tager Olesens programpunkter alvorligt, må det snart gå videre i raketmodstanden. Skæringsdatoen for realistiske initiativer mod projektet er ikke engang i det sene efterår, når raketterne kommer. Den er langt tidligere i maj-juni, hvor de halvårlige møder i NATO finder sted, og hvor en udsættelse af raketternes placering må vedtages, hvis det skal få praktiske konsekvenser.

Højrefløjen har muligvis uforvarende støttet en resolution, der kræver, at regeringen skal "arbejde for en løsning, der indebærer sådanne reduktioner af SS 20 raketterne, at de vestlige mellemdistanceraketter ikke opstilles". Det er et brud med den egentlige begrundelse for raket-projektet, der slet ikke bygger på tilstedeværelsen af SS 20, men skyldes alliancens atom-strategi. Socialdemokratiet kan mageligt gå videre med dette udgangspunkt – der er flertal i Folketinget for en mere radikal politik. Men partiet føler sandsynligvis kun behovet for sådanne skridt stærkt, hvis en troværdig og stærk fredsbevægelse opfordrer den dertil.   JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.