Trykt i Information 23. februar 1983

Alliancefri fredsbevægelse skærper kritik af Sovjet

E.P. Thompson advarer "søvngængere" imod deltagelse i Andropovs magtspil.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Er den vesteuropæiske fredsbevægelses aktivister "søvngængere", der lader sig anvende i Andropovs magtspil?

Anklagen er ikke ny, men den er nu blevet rejst af den alliancefrie fredsbevægelses chefideolog, den britiske historiker E.P. Thompson. Dagbladet The Guardian bragte mandag en flammende appel fra manden, som med bøger, artikler og foredrag mere end nogen anden enkeltperson har inspireret kampagnen for et atomvåbenfrit Europa.

I sin nye artikel advarer han imod en situation, hvor Østblokken under Andropov’s stramme ledelse får strømlinet magtapparatet og knuser al intern opposition – samtidigt med, at fredsbevægelsen i Vesteuropa splitter NATO. Det er en udvikling, som de kolde krigere og magtapparatet i Vest vil bekæmpe med undertrykkelse samt skærpet oprustning, mener han.

Lysene slukkes

Den aktuelle anledning til E.P. Thompsons advarsel er den skærpede undertrykkelse af uafhængige fredsaktivister i en række østeuropæiske lande. Han nævner retssager i Polen, arrestationer i DDR og Tjekkoslovakiet samt de sovjetiske myndigheders kampagne imod en lille gruppe fredsaktivister i Moskva.

Det er hans opfattelse, at Warszawa-pagtens ledere under topmødet i Prag i december, hvor en "fredsoffensiv" blev indledt, har diskuteret styrkelse af kommunistpartiernes ledende rolle og forholdsregler imod spirerne til en uafhængig fredsbevægelse.

"Den uafhængige tænknings lys slukkes overalt i Øst", skriver Thompson. "Den sovjetiske fredsoffensiv er kun til eksport; den finder sted samtidigt med et forværret kold-krigs klima hjemme".

Undertrykkelsen er også blevet mødt med protester fra vesttyske fredsaktivister, som især er optaget af arrestationer i den østtyske by Jena. 14 personer er ifølge avisrapporter blevet arresteret, efter de ved juletid ville afholde et minuts stilhed på et torv. Ifølge Financial Times har tusinder af unge sidste weekend været samlet til protestmøder i Dresdens kirker på grund af forfølgelserne. Petra Kelly, som grundlagde De Grønne, har bedt DDR’s myndigheder løslade de fængslede.

Søvngængere

E.P. Thompson mener, at fredsbevægelsen er på vej ind i en uhyre kompliceret storpolitisk situation, men den går i søvne, fordi den ikke er opmærksom på problemerne.

Han beskriver tre mulige udfald af raketåret 1983:

Det kan være, at forhandlingerne i Geneve bryder sammen, og at NATO indfører de nye raketter trods omfattende protester. Internering af måske mange tusinde aktivister er sandsynlig, og de vestlige raketter vil blive imødegået med nye sovjetiske. "Det er den værst tænkelige situation, og vi overlever den måske ikke længe", skriver han.

En anden mulighed er, at supermagterne en sollys dag kommer ud fra rummet i Geneve arm i arm. Budskabet fra dem kan blive, at SS-20 reduceres til under 100, og at der ikke udstationeres Pershing II raketter. Men der vil blive placeret krydsmissiler i Storbritannien, Italien og måske Vesttyskland.

Dele af fredsbevægelsen vil kalde det en sejr, skriver Thompson. Men det vil være et alvorligt nederlag. Aftalen vil give legitimitet til en ny såkaldt balance på et højere og mere farligt niveau, og supermagterne vil have fået sagen væk fra gaderne og fredslejrene – tilbage i deres egne hænder.

Splittelse af NATO

Thompson mener, at en tredje situation er den sandsynligste og mest komplicerede.

I erkendelse af den vestlige fredsbevægelses styrke sætter de sovjetiske ledere forhandlingerne på laveste blus, medens de afventer sammenbruddet i Vest. Samtidig igangsætter de en massiv propaganda-kampagne. "Fredsbevægelsen bliver en deltager i spillet, men trækkene foretages af Sovjetunionen", skriver han.

Formålet med kampagnen er da splittelse af NATO, så Andropov i slutningen af 1983 tilbagelænet kan vurdere situationen og fremsætte et tilbud, der bedst tjener sovjetiske interesser.

"Søvngængerne i fredsbevægelsen kan slet ikke se noget problematisk ved det", fortsætter han. USA har altid blandet sig i europæisk politik, og det er blot en nyskabelse, at Sovjet også gør det, mener disse søvngængere. Trods alt peger de sovjetiske forslag i en retning, som også er fredsbevægelsens.

Men, Thompson skriver advarende, de kommunistiske lande har umådeligt magtfulde militære interessegrupper og ledere, som vil fremme deres egne magtpolitiske mål: "Formålet med sovjetisk diplomati er, at man vil opmuntre de vesteuropæiske nationer til at løsgøre sig fra amerikansk overherredømme samtidigt med, at det sovjetiske herredømme over Polen og hele Østblokken styrkes".

Hvis denne situation førte nedrustning nærmere, så var den måske udholdelig, skriver Thompson. Men det vil den ikke. Formålet med det sovjetiske diplomati er en dramatisk omvæltning i efterkrigstidens magtbalance med den vestlige opinions hjælp, så "Sovjetunionen velvilligt kan bestyre NATO’s skibbrud". Det er, som nævnt, en udvikling vestlige magthavere vil bekæmpe med ethvert nødvendigt middel.

Bevægelsens mål

Hvis fredsbevægelsen blot bliver en brik i det sovjetiske magtspil, forråder den sit grundlag – og bringer sine målsætninger udenfor rækkevidde, argumenterer Thompson i et opgør med de kredse, som kun ønsker NATO’s raketprojekt stoppet og anser debatten af politiske forhold i Europa for en luksus.

Fredsbevægelsens opblomstring skyldes utilfredshed med begge supermagters herredømme over Europa – ønsket om en afslutning på den kolde krig, åbning af grænserne mellem Øst og Vest. Bevægelsens styrke udspringer af dens krav til begge magtblokke, som er uacceptable indenfor det eksisterende systems rammer.

Når den alliancefrie fredsbevægelse støtter østeuropæiske borgeres ret til protest imod krigsmaskinen – uafhængigt af ledernes diktater – så er det ikke et krav, der blot kan sættes ind i båsen: kamp for menneskerettigheder. Man ønsker "fredsrettigheder", altså muligheden for direkte dialog mellem alle fredsaktivister.

"Ægte fredsbevægelser har altid forsvaret hinandens rettigheder: til udveksling af informationer, til alternativer i forbindelse med militærtjeneste, til bare at eksisterer", erklærer Thompson.

Åbning overfor Øst

Fredsbevægelsen i Vest er en åbning overfor Øst – ikke Warszawa-pagtens militære apparat men "vore medmennesker i Øst". 

Hvis de sovjetiske ledere oprigtigt ønsker nedrustning i et vist omfang, og hvis de har brug for den vestlige fredsopinion i bestræbelserne for opnåelse af dette mål, så må vi indføje vore egne transkontinentale krav i forholdet", skriver Thompson. "Vi må gøre klart, at der er uacceptabelt for os, at de uafhængige stemmer i dialogen med Øst forfølges og bringes til tavshed. Vi vil ikke fare rundt til konferencer i Moskva eller fredsmanifestationer i Prag, så længe denne undertrykkelse fortsætter (…) Og hvis det bliver nødvendigt, så er det lige så nemt at sætte sig ned foran den sovjetiske ambassade som ved Greenham Common [i]".

Thompson understreger, at han ikke foreslår en slags kold-krigerisk sammenkædning af nedrustning og menneskerettigheder. "Vort nej til atomvåben har altid været betingelsesløst; det er ikke afhængigt af nogen som helst forhåndsbetingelser".

Men "hverken fredens eller frihedens sag kan udsættes, medens man venter på den anden: det er naturligt, at de går fremad sammen. Et ægte tøbrud i Øst vil gøre det umuligt at stoppe fredens sag i Vest. Fornyet undertrykkelse i Øst vil give næring til en ny kold krigs rødder".

Shukovs brev

E.P. Thompsons appel kommer på et tidspunkt, hvor klare brudflader har åbnet sig i den vesteuropæiske fredsbevægelse. Præsidenten for den sovjetiske fredskomité, Yuri Shukov, har i et åbent brav beskyldt den alliancefrie fredsbevægelse for at gå USA’s ærinde, og dele af fredsbevægelsen modarbejder en konference, der skal afholdes til maj i Berlin, og som de alliancefrie fredsbevægelser står for. Samtidig forbereder den sovjetiske frontorganisation, Verdensfredsrådet, en stor manifestation i Prag, som den alliancefrie bevægelses organisationer sandsynligvis vil boykotte på grund af den ovenfor omtalte undertrykkelse.

Organisationen European Nuclear Disarmament har startet udgivelse af et blad, og i første udgave fokuseres på situationen i Østeuropa. Sekretæren for tyske anliggender i de hollandske kirkers fredsråd IKV, Wolfgang Müller, beskriver fredsbevægelsen i DDR samt undertrykkelsen af den.

Han konkluderer: "Vi gør ikke vor kamp imod atomvåben afhængig af, hvordan fredsarbejdet f.eks. udvikler sig i DDR. Men hvis den slags fredsarbejde undertrykkes, da bliver det næsten umuligt for os at tro på, at vore egne mål – atomvåbens afskaffelse – kan virkeliggøres".

En repræsentant for Solidarnosc, Jan Minkiewiecs, konkluderer en anden artikel således:

"Hvis den vestlige verden ønsker et stabilt Europa, da må både venstre og højre forstå, at de østeuropæiske samfund fortsat vil gøre krav på deres rettigheder og kæmpe for dem, uanset op- og nedgange i Øst-Vest forholdet og nedrustningsforhandlingerne. Fredsbevægelsen har en vigtig rolle at spille med henblik på forklaring af dette, for den har tilsyneladende forstået sammenhængen mellem fred i almindelighed og fred i Østeuropa. Det er ikke blot i moralsk forstand, at fred og retfærdighed er uadskillelige. Polen viser, at i den nukleare verdens tid er fred og retfærdighed også uadskillelige i praktisk politik".

---

[i] Kvinder oprettede i 80’erne en fredslejr ved den amerikanske base i Greenham Common, Storbritannien.

 

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.