Trykt i Information 26. marts 1983

BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Påskemarch

 

PRÆSIDENT REAGAN har lige op til de årlige påskemarcher demonstreret, at han er fredsbevægelsens mest trofaste allierede. Hans planer for rumkrig er angiveligt en imødekommelse af den udbredte frygt for atomkrig, men hans tale vil nok hjælpe fredsaktivister på en måde, som næppe var hensigten.

Fremtidsvisionerne kommer på et tidspunkt, hvor et kompromis i Geneve kan anes, og det har skabt febrilsk aktivitet mellem ledende fredsaktivister, som frygter, at bevægelsen mod atomvåben vil tabe fremdrift, hvis en "mellemløsning" bliver gennemført. Reagan-administrationen har også en tid undgået udtalelser af den art, som tidligere har givet næring til krigsfrygt. Men Reagan kan man altid regne med! Selv en højtstående dansk officer reagerede på talen med demonstrativ fortvivlelse. Han begravede hovedet i hænderne og sagde: "Det vil nok skabe nogle problemer for begrebet udvidet afskrækkelse".

Med "det" mener han planerne for et forsvarssystem i rummet mod raketter. Problemet er nemlig, at laser-stråler affyret fra satellitter måske kan stoppe ballistiske raketter, der er på vej til USA, men det er betydeligt mere tvivlsomt, om de kan anvendes imod raketter, som er rettet mod Vesteuropa. Reaktionstiden er i sidstnævnte forbindelse endnu kortere, og raketterne kan affyres i en flad bane, som gør, at de er uden for satellitternes rækkevidde.

USA kan altså gøre risikoen for gengældelsesangreb imod amerikansk territorium lille, men Vesteuropa vil stadig være ganske udsat. Det betyder for det første, at de såkaldte allierede ikke er forenet af en fælles trussel. For det andet betyder det, at amerikanerne ikke er pålagt de hæmninger i deres adfærd over for Øst, som vesteuropæerne er. Og for det tredje er fredsbevægelsens mareridt, begrænsning af en atomkrig til Europa, blevet en mere nærliggende mulighed end i dag.

Amerikanerne kan affyre f.eks. Pershing II raketter og krydsmissiler imod Sovjetunionen, men sovjetiske forsøg på gengældelse imod USA vil blive en mere risikabel affære for Kreml. Man kunne måske sige, at hvis amerikanerne opnår en klar overlegenhed, så kan deres samlede styrke beskytte Vesteuropa, og den amerikanske atomparaply vil fortsat være "udvidet", så den kan afskrække Sovjetunionen. Men det er sandsynligt, at russerne også vil udvikle et forsvarssystem mod interkontinentale raketter, og så eksisterer en troværdig amerikansk overlegenhed ikke længere.

Under alle omstændigheder er Europa forsvarsløst – et gidsel mellem supermagterne.

DER ER ALTSÅ nye og gode grunde til deltagelse i påskens aktioner. Og det er jo ganske heldigt for fredsbevægelsen, at Reagan kan give den sympatisører hurtigere, end venstrefløjen kan skræmme dem væk igen.

For at venstrefløjen er sin egen og fredsbevægelsens værste fjende, kan man vist godt fastslå. Det er selvfølgelig lidt frækt med en sådan påstand, og det er også en smule uretfærdigt, thi hvor ville fredsbevægelsen være, hvis de mange menige DKP’ere, VS’ere, KAP’ere osv. ikke gjorde en ihærdig indsats. Men alligevel.

Det er ganske tankevækkende, at så mange mennesker siger, at de ikke vil deltage i demonstrationer og underskriftsindsamlinger, fordi de "ikke vil tages til indtægt" for diverse lettere skjulte motiver. Til deres frygt kan man indvende, at når de bliver hjemme, så bliver de taget til indtægt for noget endnu værre. Men frygten er der, og det er et problem for de, som gerne ser et bredt folkeligt fredspolitisk engagement.

SE NU BLOT til parolerne for søndagens marcher her i landet. "Dansk nej til NATO’s nye atomraketter", proklamerer plakater for marchen i København. Der er nogle flere paroler, som mere afbalanceret kræver nedrustning i Øst og Vest, men det er den ensidige protest mod NATO’s bidrag til oprustningen, som dominerer. Der er gode grunde til, at mange ønsker NATO’s raketprojekt stoppet, næsten uanset hvad man finder på i Øst. Men er parolen valgt, fordi man ønsker størst muligt deltagelse i en protest mod atomoprustningen? Eller fordi man blot vil skabe vanskeligheder for NATO?

Motiv-forskningen er ikke uinteressant og mange ser venstrefløjens traditionelle anti-amerikanisme bag. Og DKP’s bestræbelser for at undgå konkret kritik af Sovjetunionens bidrag til våbenkapløbet. Men hvorfor undgår man ikke det evigt tilbagevendende kævl omkring paroler med lidt ytringsfrihed? I dag bortvises folk, hvis de kommer med plakater, som f.eks. kræver SS-20 væk eller stop for undertrykkelsen af uafhængige fredsaktivister i Øst. Protester imod undertrykkelsen af Solidarnosc eller befolkningen i El Salvador er også uvelkomne, selv om de ikke netop er irrelevante. Ja, hvis en taler siger noget selvstændigt, så er risikoen for hylekor betydelig.

Det kunne man undgå, hvis demonstrationer blev arrangeret under enkle paroler af typen "Nej til Atomvåben", "Stop supermagternes terror" og deltagerne så frit kunne medbringe deres egne paroler. Sådan en ytringsfrihed trives i amerikanske demonstrationer, og de bliver både livlige og farverige af det. Deltagerne får mulighed for at komme med en helt personlig begrundelse for deres deltagelse, og det øger betydeligt lysten til at møde op.

Argumentationen for fredsbevægelsens konkrete synspunkter kan i et demokratisk land foregå via mange andre kanaler. Der ligger en god portion arvegods fra mere primitive tider i parole-fikseringen. Uden valg og åbne medier var demonstrationen en af de eneste kommunikationsformer. Taktfast marcherede de brave tropper i klassekampen af sted under paroler, som var det hensigten, at man ville fortsætte lige ind i statsministeriet, og der oprette et nyt styre, som kunne regere på grundlag af bannernes "korrekte" slagord. Demonstrationer tages ikke helt så alvorligt længere. Det er med andre metoder, at man virkelig opnår indflydelse.

Fredsbevægelsens alvorlige problem i dag er, at dens moralske status er lav, bl.a. fordi kritikere med god ret spørger: Hvorfor er I ikke mod undertrykkelsen af fredsaktivister i Øst, hvorfor er I ikke imod SS-20? Som den gribende Gandhi-film illustrerer, er moralsk uangribelighed nødvendig, hvis en idealistisk bevægelse skal være stærk. Spidsfindige argumenter for, at paroler skal have meget konkret indhold, undergraver fredsbevægelsens anseelse.    JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.