Trykt i Information 3. maj 1983

Kommunismen skal bekæmpes med stop for atom-oprustning

Fhv. CIA-direktør aktiv i atomkampagnen på grund af erfaringer fra Vietnam-krigen

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Informations udsendte medarbejder

WASHINGTON – ”Ja, jeg er jo stadig en kold-kriger”, sagde den fhv. CIA-direktør William Colby med et skævt smil, da han forleden dag opsummerede et timelangt interview på et sagførerkontor i nærheden af Det hvide Hus.

Få enkeltpersoner har overrasket mere med sit engagement i bevægelsen for fastfrysning af supermagternes atomarsenaler.

William Colby var med i den kolde krig fra første færd – agent i marken for CIA bl.a. udstationeret i Skandinavien. Senere placerede han sig i toppen på Vietnam-bevægelsens liste over krigsforbrydere, fordi han var ansvarlig for Operation Phoenix – et terror-program rettet imod FNL’s infrastruktur i Sydvietnam.

Efter sin udnævnelse til direktør for CIA varetog han den vanskelige ”rengøring”, da efterretningstjenestens lovbrud blev alment kendt, og offentligheden krævede alle synder frem. Han offentliggjorde meget, men kritikere hævder, at han behændigt fik skjult endnu mere.

Rodfæstet i eliten

Colby er en spinkel bogholder-type, som passer perfekt ind i det miljø, hvorfra Østkystens elite traditionelt, diskret, har styret USA’s og den vestlige verdens anliggender – sagførerkontorer, bestyrelseslokaler og frokostsaloner.

Mange i den amerikanske bevægelse mod atomvåben er utilfredse med hans tilstedeværelse nu i dens rækker. Men Colby er et eksempel på, hvorfor denne bevægelse er så stærk: den er solidt rodfæstet i en elite, som pt. er skubbet noget til side af Reagans mindre forfinede opkomlinge.

Denne opbakning er også en af de vigtigste årsager til, at Repræsentanternes Hus efter langvarig debat muligvis i denne uge vedtager en resolution, som opfordrer til forhandlinger angående fastfrysning [i].

Ikke angrende synder

Colby er ikke en angrende synder, som efter et langt liv i supermagtens tjeneste pludselig har fået et pacifistisk sindelag. Han benægter således, at han efter sin afgang fra CIA har ændret syn på atomvåben eller Sovjetunionen.

”Jeg kom først i berøring med atomvåben, da jeg under SALT-processen skulle kontrollere, hvorvidt russerne overholdt traktaterne. Jeg lærte da, at det virkelige formål med efterretningsvirksomhed er, at det skal gøre muligt at indgå traktater. Vi skal kunne vide, hvad der foregår”.

”Vi kunne ikke indgå traktaterne med russerne i 1946, da vi med Baruch-planen foreslog forbud imod atomvåben. Russerne sagde, at vore forslag til kontrol var spionage. Men nu er det unødvendigt med inspektionshold, som rejser rundt i Sovjetunionen. Vi kan kontrollere de fleste detaljer på anden vis, bl.a. ved hjælp af satellitter. Efterretningsvirksomhed skal føre til løsning af problemer, så vi ikke slås på grund af dem”.

”En anden årsag til min støtte til fastfrysning er, at jeg tilbragte meget lang tid i Vietnam. Under hele mit ophold sloges jeg for en erkendelse af, at den virkelige kamp stod på landsby-niveauet og ikke på det store militære plan. Da vi endelig fik lagt vores strategi om, så vi fokuserede på den daglige kamp i landsbyerne, da vandt vi guerilla-delen af krigen. Paradoksalt nok var vi på det tidspunkt så trætte af krigen, at da fjenden greb til et regulært militært angreb, så ville vi ikke give sydvietnameserne den nødvendige bistand, så de kunne imødegå angrebet”.

Forkert forsvar

”Det er en af tidens tragedier. Hvis vi overdriver det militære, så ser vi ikke, hvad kampen virkelig er, og så kan vi tabe. Franskmændene tabte i 1940, fordi de investerede en stor del af deres ressourcer i Maginot-linjen, som ikke virkede. De havde den forkerte forsvarsstrategi. Jeg mener, at strategien for udvikling af verden på den rette måde, styrkelse af friheden, er fremme af vækst i den mindre udviklede del af verden. Vækst forstået socialt, økonomisk og politisk. Det er den centrale kamp, som foregår i verden. Vil disse lande udvikle sig og slutte sig til den udviklede verden? Eller vil de af frustration gå i gang med disse tåbelige programmer, kommunisme og alt det der?”.

”Vi skal besejre den kommunistiske fare – ikke ved at bygge våben imod Sovjetunionen, men ved at bygge styrke i den frie verden. Det lægger pres på kommunister og går dem irrelevante”.

Det er måske en meget klog teori, men USA og Sovjetunionen ser meget forskelligt på fastfrysning af atomvåben, så når De nu går imod Reagan-administrationen og støtter noget, som Sovjetunionen er for, så svækker de vel rent objektivt set USA’s stilling?

”Well, det er mine grunde til, at jeg støtter fastfrysning. Jeg mener bestemt ikke, at vi er svækkede militært. Jeg er uenig i, at Sovjetunionen er overlegen på en sådan måde, at Kreml kan udnytte sin overlegenhed. Hvis de var overlegne, så ville de bruge den overlegenhed. Men det kan de ikke, for de ved, at vores evne til gengældelse er total. Derfor tør de ikke angribe os militært. De bruger deres stedfortrædere og fremmer undergravende virksomhed, begår misinformation. Men måden, vi skal imødegå det på, er ved at gøre vor verden stærk – og det sker ikke gennem fremstilling af våben. Hvis vi bygger disse store våben og tror på, at de beskytter os, så begår vi franskmændenes fejltagelse med Maginot-linjen. Jeg synes heller ikke, at vi skal give Sovjetunionen eneret til ordene fred og nedrustning i den offentlige debat”.

Hvad er Deres råd til mennesker i Danmark, som har sympati for fastfrysning, men som nødigt vil gå åbent imod Reagan-administrationen?

”Det er en alliance, vi har, og jeg mener, at man i en alliance kan have forskellige synspunkter. Uenighed kan løses inden for rammerne af loyalitet overfor alliancen. Familier har strid mellem brødre, men de modsætninger finder man en ordning på”.

I Danmark er der nok et klart flertal i Folketinget, som gerne ser fastfrysning. Hvordan kan dette flertal fremme sine ønsker effektivt?

”Ved at vedtage resolutioner, som den der bliver vedtaget i den amerikanske Kongres. Man kan give udtryk for, at det er et vigtigt initiativ, som Reagan-administrationen må tage til sig. Men jeg vil ikke anbefale, hvad I skal gøre. Den sag må i selv bestemme”.

Ofte siger folk, at Danmark er et lille land, og at dets mening ikke har nogen interesse?

”Det mener jeg ikke, er rigtigt. I har indflydelse gennem NATO og gennem andre institutioner. Der er masser af muligheder for påvirkning – det er noget, som kan ske i begge retninger. Vi må i alliancen tage hensyn til hinandens synspunkter”.

Nedskæring bedst

Mange modstandere af fastfrysning mener, at nedskæring af atomarsenalerne er bedre, og derfor støtter de ikke fastfrysning. Hvad siger De til det argument?

”Alle foretrækker nedskæring, og det er også mit mål, men nedskæring er en meget vanskelig sag. Det kræver tidskrævende forhandlinger. Jeg tror, at man relativt nemt kan forhandle sig frem til en fastfrysning. Og fastfrysning vil i det mindste stoppe videre vækst i arsenalerne. Alle de teoretiske nedskæringer og begrænsninger, vi har haft i tidligere aftaler, har i virkeligheden tilladt udvikling af nye våben. Hvorfor stopper vi ikke op? Det er min holdning, og vi har i dag mere end nok til gengældelse. Hvis vi skal have nedskæringer, så må vi først stoppe, og så kan vi forhandle angående nedskæringer”.

Nogle modstandere mener også, at en fastfrysning vil lette presset på Sovjetunionen i forbindelse med forhandlingerne om mellemdistanceraketter i Europa?

”Jamen, jeg hæfter mig ved en fastfrysnings fordele. De vil hindre, at Sovjetunionen fremstiller flere våben, og det vil de gøre, hvis vi fortsætter på denne måde. Hvis jeg mente, at russerne var overlegne i dag, så ville jeg være imod fastfrysning. Men jeg mener ikke, at de har en brugbar overlegenhed”.

Mellemdistanceraketter

Men under en fastfrysning ville russerne bevare den overlegenhed, som mange iagttagere mener, at de har indenfor mellemdistanceraketter?

”Vi har masser af muligheder for gengældelse. De vil ikke bruge deres raketter, for de ved godt, at vi vil gengælde et angreb. På begge sider er der masser af tal, som er højere, end hvad modparten har. Men det er ikke det væsentlige. Spørgsmålet er: Kan det bruges til noget? Må vi bøje os, hvis de kræver noget? En sådan overlegenhed har ingen, og derfor eksisterer overlegenhed simpelthen ikke. Jeg mener ikke, at Sovjetunionen nogensinde har brugt deres atomvåben til politisk pression, og det kan de heller ikke”.

Selvom Repræsentanternes Hus med stort flertal vedtager fastfrysning, så har Det Hvide Hus sagt, at man ikke følger henstillingen – betyder det ikke, at alle disse bestræbelser er nytteløse?

”Bevægelsen har allerede påvirket vores politik. Først da præsidenten foreslog en nulløsning, og nu igen, hvor han har foreslået en midlertidig løsning i Geneve. Min opfattelse af bevægelsens formål er, at den skal få regeringen til at bevæge sig i den retning – blive mere forhandlingsvenlig. Politiske ledere her i landet er meget modtagelig, når det gælder befolkningens ønsker”.

Kontrol lettere

Hvor kommer de største problemer, når det gælder kontrol med, hvorvidt Sovjetunionen rent faktisk fastfryser sine atomarsenaler?

”Der er små problemer på mange felter, f.eks. hvor mange sprænglegemer der rent faktisk er i toppen af en raket. Men vi regner allerede med, at enhver rakettype, som er blevet afprøvet med et vist antal sprænglegemer, for alles vedkommende også har det maksimale antal, der anvendtes under prøverne. Jeg tror, at vi kan løse alle kontrol-problemerne”.

”Det største problem er efter min mening, at folk ser på kontrol-spørgsmålet, som er det noget med beviser, der skal fremlægges i en retssal. Men det er ikke en domstol, som skal overbevises om, at der foreligger overtrædelser. Det, vi sigter efter, er beskyttelse af vort land imod overraskelser. I dagens verden er der 8.000 sprænglegemer rettet imod os. Hvis der er nogle få mere, så gør det ingen forskel. Den virkelige forskel er, at vi kan stoppe ved 8.000 og ikke få 16.000 rettet imod os. Vi skal ikke være bekymrede over mulighederne for marginale overtrædelser. Alt, hvad der er betydningsfuldt nok til, at det kan påvirke en konflikts udfald, skal vi nok opdage. Og jeg er sikker på, at en fastfrysning vil gøre kontrol lettere, fordi langt mindre aktivitet bliver tilladt, og derfor bliver ulovlig aktivitet sværere at skjule”.

[i] Den 4. maj 1983 vedtog Repræsentanternes Hus med 278 stemmer mod 149 en resolution, som krævede fastfrysning af atomarsenalerne. Den var ikke bindende for Reagan-administrationen.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.