Trykt i Information 15. august 1983

BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Bravo Reagan!

DET HVIDE HUS har netop bekendtgjort, at udenrigsministeriets afdeling for rustningskontrol ACDA (Arms Control and Disarmament Agency) vil få flere penge, ansatte og større status. I indeværende finansår skal der afsættes 864.000 dollar mere og til næste års bevilling lægges der 2.095.000 dollar oven i de allerede vedtagne 21,4 millioner. Den professionelle stab på 154 personer skal vokse med 25 i de kommende to år. Desuden får chef-forhandlerne i START- og INF-samtalerne med Sovjet sammen med ACDA’s direktør højere rang, og afdelingens fire vicedirektører får også et avancement.

Normalt ville justeringer af dette omfang ikke begrunde længere kommentarer. Men i de seneste år har strømmen af nyheder fra Det Hvide Hus været så entydigt negativ, at når der endelig kommer godt nyt fra den kant, så er der grund til klapsalver. Forventningerne til USA’s indsats indenfor rustningskontrol er ikke just højspændte efter to-et-halvt år med Reagan.

Særligt bemærkelsesværdig er bekendtgørelsen, fordi behandlinger af ACDA siden de nye kold-krigeres magtovertagelse i Washington mere end noget andet initiativ har afsløret den amerikanske højrefløjs had til nedrustningsbestræbelser.

Tidligere i år udnævnte Reagan den på dette felt totalt uerfarne Kenneth Adelman til direktør, og først efter en lang og pinefuld proces godkendte Senatet præsidentens valg. Men denne meget omtalte affære var blot et hjørne af en langt større skandale. I løbet af Reagans første to år blev ACDA’s budget beskåret med omkring 30 procent. Afdelingens forskningsbudget blev nedskåret til én-sjettedel. Adskillige topstillinger med politisk udnævnelse forblev ubesatte og den professionelle stab blev nedskåret med 25 procent til 154 personer, det laveste i ACDA’s historie.

Hadet kom klarest frem i to andre ganske perfide initiativer. ACDA havde et kontor for analyse ved hjælp af et elektronisk data-behandlingsanlæg, der, som en iagttager har skrevet, "var den eneste ressource inden for regeringen, der kunne gøre Pentagon ærlig og opstille de hårde analytiske spørgsmål i den interne debat omkring rustningskontrollens spørgsmål og muligheder". Kontoret blev nedlagt og ACDA henvist til benyttelse af de offentlige jernbaners computer, som man selvsagt ikke kunne fodre med fortrolige oplysninger. Derudover blev ACDA’s bibliotek, som var bygget op i løbet af 21 år, pakket sammen og sendt til et universitet.

ACDA ville være en international vittighed, hvis det ikke var så tragisk, kommenterede en ekspert i rustningskontrol tidligere på året situationen.

ACDA VAR VED sin oprettelse i 1961 resultatet af et ihærdigt politisk pres for nedrustning. Det var blevet klart, at man manglede de nødvendige ressourcer til en oprigtig indsats, og for Kennedy-administrationen var et af de første vigtige mål, at nedrustningsbestræbelser skulle have solid institutionel opbakning i bureaukratiet. ACDA fik betydelige beføjelser. I loven hed det, at organet skulle have kapacitet til fremskaffelse af de nødvendige videnskabelige, økonomiske, politiske, militære, psykologiske og tekniske oplysninger, som en realistisk politik for rustningskontrol og nedrustning burde bygge på. ACDA skulle udføre forskning samt forberede og bestyre USA’s indsats i internationale forhandlinger på feltet. Desuden skulle man udføre et udadvendt oplysningsarbejde. Det var tanken, at ACDA skulle være en slags modpol til Pentagon.

Tresserne igennem voksede ACDA’s betydning, og afdelingen spillede en central rolle i de resultater, som faktisk blev opnået i de år – den varme linje mellem Moskva og Washington, forbudet imod atmosfæriske atomprøvesprængninger, traktaten angående militær udnyttelse af det ydre rum og traktaten imod spredning af atomvåben. Især sidstnævnte blev gennemført trods modstand fra Pentagon og udenrigsministeriet. Fra 1969 til 1972 opnåede ACDA sin storhedsperiode under Gerard Smith’s ledelse og bidrog afgørende til SALT I traktaten mm.

Men fra 1973 satte reaktionen ind, og ACDA’s ihærdigste tilhængere af rustningskontrol blev udrenset. Årsagen var tilsyneladende, at de havde arbejdet for initiativer, som højrefløjen var stærkt imod – totalt forbud imod raketter imod atomraketter (ABM-systemer) og totalt forbud imod mere end ét sprænglegeme på raketter (MIRV’ning). De liberale led nederlag i deres bestræbelser. I dag er det klart, at udviklingen på begge felter i fravær af sådanne forbud er to hovedårsager til den voksende frygt for atomkrig. ACDA oplevede en kortvarig renæssance efter Carters udnævnelse af Paul Warnke til direktørjobbet i 1977, men højrefløjens pres medførte hans afgang efter to år, og nedturen har varet siden.

SELVFØLGELIG kan et enkelt regeringsorgan ikke helt alene opveje andre mægtige institutioners pres. Men erfarne iagttagere har peget på, at undergravningen af ACDA kan være en grund til mange tabte muligheder. Efter udrensningen i 1973 befandt Kissinger sig således pludselig på den yderste venstrefløj i den interne strid omkring SALT II forhandlingerne, og han manglede ACDA’s institutionelle opbakning. En af USA’s førende eksperter, Lawrence Weiler, har for nyligt beskrevet et lidet kendt eksempel på en tabt mulighed. Ved afslutningen af den første runde i SALT II processen foreslog Sovjet en pause i udviklingen af nye særligt truende våbensystemer, så forhandlerne kunne få arbejdsro. De sovjetiske forhandlere bad USA oplyse, hvilke sovjetiske våben man gerne så stoppet. På grund af højrefløjens udrensning af ACDA blev dette tilbud ikke fulgt op.

Efter røret omkring Adelman lovede Reagan, at han ville styrke ACDA. Dette løfte lever præsidenten øjensynlig nu op til. Han handler ganske vidst først efter voldsomme protester i USA og på et tidspunkt, hvor Kongressen havde bebudet ændringer, som stort set svarer til Reagans initiativ. Skaderne, som er sket, er endvidere større end de forbedringer, som nu bebudes. Og Reagan står lige foran en valgkamp, hvor han er meget sårbar i forbindelse med nedrustning. Vigtigere end flere penge og eksperter er selvsagt også den politik, som præsidenten dikterer, og den er endnu uden væsentlige lyspunkter. Men lidt har også ret. Især i Reagans tilfælde. Indrømmelsen er et tegn på, at fredsbevægelserne i den vestlige verden i det mindste har tvunget Reagan til udsendelse af ændrede signaler.   JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.