Trykt i Ny Tid (Norge) 7. december 1983

Sovjetisk fredspolitik truet af egne raketter  

Af JØRGEN DRAGSDAHL  

MOSKVA – Udstationeringen af nye sovjetiske atomraketter [i]  i DDR og Tjekkoslovakiet har skabt alvorlige problemer for de sovjetiske kommentatorer og eksperter, som har til opgave at forklare "fredspolitikken" overfor omverdenen.

Man erkender åbent, at raketterne ikke vil øge Sovjets militære sikkerhed, og at udstationeringen kan skabe betydelige politiske problemer. Kun fremstillingen af USA som den store fjende giver en smule mulighed for at retfærdiggøre initiativet.

Fordi USA stræber efter overlegenhed, skal raketterne vise NATO, at det er et umuligt mål. USA er en aggressiv supermagt, som kun kan holdes effektivt i skak med våbenmagt, altså militær ligevægt mellem blokkene, hedder det i den officielle sovjetiske argumentation.

Logikken ligner imidlertid NATO’s argumentation for udstationering af nye raketter så meget, at mange forskere søger at lægge lidt afstand til de officielle udtalelser. De henviser til, at det er militæret, som ønsker udstationering.

Også mange "almindelige mennesker", som jeg traf i Moskva i november, gav udtryk for bekymring over, at Sovjet truer med udstationering. Langt de fleste godtager dog alligevel ethvert initiativ, som skal beskytte fædrelandet mod ny vestlig aggression.

Ingen gode atomvåben

Sovjets fredspolitik har i de seneste år bygget på et opgør med atomvåbens rolle. Det er sket med slagord i stil med "Nej til atomvåben". Man har sagt det i utallige artikler og erklæringer fra sovjetiske ledere. Og holdningen er ikke mindst blevet præsenteret under mindre officielle former i lange samtaler med vestlige eksperter og journalister.

Georgi Arbatov, som leder USA-Canada instituttet og er en af Kremls centrale rådgivere, har bl.a. under en offentlig debat på et kirkemøde sidste år gennemført et opgør med atomvåben, som næppe ville glæde det sovjetiske militær – hvis ordene da var oprigtigt ment.

Arbatov erklærede i en omtale af Sovjetunionens atomarsenal, at "alle våben er lige onde. Der findes ikke gode kernevåben". Arbatov fortsatte: "Vi er gået ind i atomalderen med stenalderens mentalitet. Alle studier af de krige, som er blevet udkæmpet, viser, at det er jungleloven, som man følger. Både ud fra moralske overvejelser og i ren egeninteresse, må denne mentalitet ændres. I dag er det en betingelse for overlevelse, at vi ændrer vores tankegang og vort adfærdsmønster. Den aller største illusion er den, som hævder, at vi kan leve med atomvåben, leve evigt".

Man bør lægge mærke til brugen af det lille ord "vi" i Arbatovs tale.

Nødvendigt modtræk

Alligevel har sovjetiske ledere henvist til det ældste af alle militære dogmer – balancens nødvendighed – når de skulle begrunde udstationeringen af nye atomraketter. I erklæringer fra Warszawa-pagtens møder og i udtalelser fra præsident Andropov har man understreget, at udstationeringen i Østeuropa er nødvendig for opretholdelse af den militære ligevægt.

Det er en tankegang, som den sovjetiske fredsbevægelse også støtter. Seneste udgave af fredskomiteens organ, "XX Century and Peace", støtter ny oprustning.

Fra en anti-krigsdemonstration i Moskva 1. oktober blev der udsendt en erklæring fra "deltagerne". I den står, at "hvis USA og NATO står fast på at indlede udstationering af nye raketter, må den sovjetiske regering iværksætte alle nødvendige initiativer med henblik på at gennemføre effektive modtræk".

På et fredsmøde erklærede A. Chytikov, som er medlem af Den øverste Sovjet og formand i Den sovjetiske komité for europæisk sikkerhed og Samarbejde, at "det sovjetiske folk godkender enstemmigt de passende forholdsregler, som det kommunistiske parti og den sovjetiske regering har taget med henblik på bevarelse af vort lands og dets allieredes forsvarsevne på et passende niveau, forholdsregler til sikring af vor suverænitet og vore grænsers ukrænkelighed".

Andre talere citeres med tilsvarende udtalelser.

Fundamental forskel

Den sovjetiske fredsbevægelse adskiller sig fundamentalt fra den vestlige, idet den ikke har gennemført et opgør med balance-matematikkens absurditet. NATO har primært fået problemer med "salget" af sit raketprojekt, fordi få folk i Vesten forstår, hvorfor nye sovjetiske atomvåben udgør en betydelig trussel, når der allerede findes tusinder af sprænglegemer på begge sider. Der er ligeledes få, som kan se, hvordan nogle hundrede ekstra sprænglegemer i Vest kan skabe større sikkerhed. Det er selve atomvåbnenes eksistens, som er den virkelige trussel.

Den vestlige fredsbevægelses hovedargument, som støttes af indsigtsfulde amerikanske militæreksperter, har været, at filosofien med modvåben og modtræk af hensyn til balancen tilhører en svunden tids krigsvidenskab.

NATO’s argumenter

En TASS-kommentator afspejlede fuldt ud Ronald Reagans primitive argumentation, da han forklarede nødvendigheden af et svar på NATO’s træk med disse ord:

"Vi kan ikke blive siddende våbenløse, når de væbner sig på den anden side. Det var ikke os, der startede. Vi svarer bare".

En forsker på et stort institut hævder, at man er kommet Vesten meget langt i møde under forhandlingerne, "men der er en grænse". Vestens nye raketter vil, sagde han forrykke balancen: "Hvis vi ikke svarer, så har vi kapituleret betingelsesløst. Vi kan ikke blive stående helt uden modforanstaltninger. Vi er nået frem til jævnbyrdighed ved at yde store ofre. Der eksisterer nu en ligevægt, som medfører sikkerhed for begge parter. Hvis vi tillod, at denne ligevægt blev forskubbet, ville ingen i den sovjetiske befolkning forstå det".

Når man påpeger, at Sovjetunionen ikke netop er våbenløs, medfører det en mere kvalificeret argumentation, som afspejler NATO-argumentation på et højere plan end Reagans. En forsker ved USA-Canada Instituttet siger eksempelvis, at de nye våben er nødvendige til "afskrækkelse". Man kan ikke regne sig frem til en militær balance blot gennem optælling af sprænglegemer, mener han. Det afgørende på nuværende tidspunkt i våbenkapløbet er "præcision og tiden fra affyring til målet bliver truffet".

"Jeg er sikker på", fortsætter han, "at det vil blive forstået i en del politiske kredse i vest. Jeg aner ikke, hvordan tyskerne, tjekkerne og den vestlige fredsbevægelse reagerer. Det er vanskeligt at spå om fremtiden, når de politiske, militære og økonomiske forhold stadig forværres drastisk. Men sandheden er, at jo stærkere Sovjetunionen er, desto bedre er det for freden. Det kan synes paradoksalt, men sådan er det".

 

---

[i] Disse raketter var af en mere kortrækkende type end de meget omtalte SS-20 med mellemdistancerækkevidde.

 

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.