Trykt i Ny Tid (Norge) 14. juni 1984

Fredsbevægelsens død

Inspireret af et provokerende spørgsmål har Ny Tids sikkerhedspolitiske kommentator Jørgen Dragsdahl lavet en gravtale for fredsbevægelsen, hvor han bl.a. inddrager Sakharov og desuden beskylder fredsbevægelsen for at være umoralsk, kedelig og selvgod.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Fredsbevægelsen døde, fordi den aldrig fik løst et centralt paradoks. Den opnåede støtte fra befolkningen til kritik af statens sikkerhedspolitik. Men den vandt aldrig befolkningens tillid.

Det betød, at denne ikke kunne skabe et alternativ. NATO og de enkelte medlemsstater blev overladt initiativet. Og på trods af en langsom start, reagerede disse institutioner meget snedigt på kritikken.

Moralsk tid

Fredsbevægelsen opstod i en meget moralsk tid. 60’ernes ungdomsoprør var degenereret til politiske partier uden liv. Fredsbevægelsen opstod nærmest på trods af disse partier. Den blev skabt af folk, som var trætte af traditionel politik.

Det er heller ikke tilfældigt, at religiøse værdier var i fremmarch, da fredsbevægelsen fik fodfæste. Begge fænomener byggede på en ansvarsfølelse, som overskred traditionelle loyalitetshensyn. Man følte ansvar for selve livet i al dets mangfoldighed.

Men ledende fredsaktivister tilsidesatte af kortsigtede årsager den moralske dimension. Fredsbevægelsen blev moralsk utroværdig, fordi den brød med et fundamentalt princip i internationale bevægelser: Solidariteten.

Pro-sovjetisk

I fredsbevægelsens barndom blev den beskyldt for at være pro-sovjetisk og det, der er endnu værre. Beskyldningerne kunne let afvises. De var for banale og usande. Men overgreb på uafhængige fredsaktivister i Øst-landene var en mere alvorlig udfordring. Nogle fredsorganisationer vaskede hænder med et par protestbreve og pressemeddelelser. Men denne indsats blev i brede kredse anset for helt utilstrækkelig. For alle vidste, hvor effektive fredsaktivisterne kunne være, når de virkelig ville skabe røre i forbindelse med en sag.

Tilfældet Sakharov er særligt afslørende. Fredsbevægelsen hyldede de vestlige generaler, sikkerhedspolitiske eksperter og videnskabsmænd, som efter et langt liv "i bombens tjeneste" pludselig stod frem med kritik. Sakharov var den sovjetiske atombombes far, og allerede tidligt i 60’erne gav han udtryk for stor bekymring over oprustningen. Forfølgelsen, som han blev udsat for, gjorde ham så bitter, at enkelte udtalelser fik et så pro-vestligt indhold, at fredsbevægelsen ikke kunne omfavne ham.

Man ignorerede, at han blev forfulgt, fordi han var imod Sovjets bidrag til denne oprustning og undertrykkelsen, som militariseringen af det sovjetiske samfund havde medført.

Fredsbevægelsen svigtede denne kendte mand, og bevægelsens røst blev derfor ikke hørt i forbindelse med debatten om hans sørgelige skæbne. Derfor blev Sakharov-sagen monopoliseret af folk, som udnyttede den til argumentation for kold krig og vestlig oprustning.

Fredsbevægelsen svigtede også mange hundrede mindre kendte fredsaktivister i Sovjetunionen og andre Øst-lande, hvor de blev fængslet, hjernevasket eller udvist. Disse episoder undergravede fredsbevægelsens moralske autoritet og gav modstanderne gode argumenter.

Undskyldninger

Der var mange undskyldninger for denne adfærd. F.eks. henviste nogle til, at man ville skade bevægelsens bredde, hvis man støttede retten til uafhængigt fredspolitisk arbejde i Øst. Argumentet var let gennemskueligt. Fokus på dette emne ville måske nok udelukke mange kommunister, men i bredde ville bevægelsen have vundet enormt "til højre", hvor flertallet af befolkningen befandt sig.

Uanset undskyldningerne: Det er en kendsgerning, at bevægelsen, som byggede på et moralsk – ikke et politisk – engagement, skadede sig selv, da umoral inficerede bevægelsens blod. Samtidig var holdningen i strid med bevægelsens målsætning, fordi undertrykkelsen i Øst udgjorde den største fare for krig i Europa. Og tilsidesættelsen af menneskerettigheder i Øst gav inspiration til den mistillid mellem Øst og Vest, som blokerede for atomnedrustning.

Krige i 3. verden

Fredsbevægelsen blev skadet af talrige andre sager. Det virkede stadigt mere absurd, at man ignorerede talrige krige i Den 3. Verden. Og når de endelig blev taget op, var prioriteringen helt gal. USA’s engagement i Mellem-Amerika blev angrebet hårdt. Sovjets langt mere omfattende og blodige krig i Afghanistan var bare en "pinlig" affære, som man da sandelig også var imod.

Sovjet blev ikke kritiseret, selv om Kreml i forbindelse med atomvåben-forhandlingerne stillede helt urealistiske krav. NATO havde forhandlet i årevis til trods for, at Sovjet samtidigt udstationerede SS-20 raketter. Men Kreml krævede, at de nye vestlige raketter skulle fjernes før forhandlingerne kunne genoptages.

Udstationeringen af nye kortrækkende raketter i Østeuropa blev i store dele af fredsbevægelsen anset for et "svar" på de nye amerikanske raketter, og man stillede sig forstående, selv om man beklagede initiativet. Men hvis der var nogen sammenhæng mellem de to initiativer, så var de nye sovjetiske raketter langt farligere. Hvis de skulle "neutralisere" amerikanske raketter i Vesteuropa, skulle de nemlig affyres meget tidligt i en krise – før lastvognene med de vestlige raketter havde forladt deres baser.

Sovjet udvidede sin evne til krig med taktiske våben stærkt i en periode, hvor NATO faktisk skar ned på sit arsenal. Samtidig kørte Reagan og NATO frem med intensiv fredspropaganda, der i begyndelsen blev mødt med mistillid. Men stadige gentagelser, kombineret med Sovjets afvisende holdning, gjorde et stærkt indtryk på befolkningerne.

Selvgod

Fredsbevægelsen havde måske alligevel overlevet disse problemer, hvis den ikke havde været så selvgod. Talrige aktivister mente, at de vidste nok. Derfor læste de ikke bøger om sikkerhedspolitik. Der var en anti-intellektuel tendens, som medførte, at fantasier og overdrevent propagandistiske påstande kunne trives i fredsbevægelsen i et miljø af uvidenhed.

Gentagne gange demonstrerede man sin magtesløshed, som blev særligt iøjnefaldende på grund af bevægelsens egen retorik. F.eks. blev NATO’s raketter udstationeret uden at det straks udløste en tredje verdenskrig eller en borgerkrig.

Bevægelsen troede, at det var nok, hvis den blot var en stærk bevægelse. Fredsbevægelsen ville stoppe oprustning og krig. Derfor var en fundamental sikkerhedspolitisk ændring nødvendig. Og det mål var uopnåeligt, hvis man blot ville være en stærk bevægelse.

Endelig døde fredsbevægelsen, fordi den ville være fredelig. Der måtte ikke være debat i bevægelsen. Man måtte ikke ødelægge den gode stemning. Eller true de vedtagne sandheder. Bevægelsen døde også, fordi den blev for kedelig.

Og det er egentlig synd. Tragedien er, at nu, hvor den er død, kan alle se, hvor nødvendig en fredsbevægelse er.

Tak for opmærksomheden.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.