Trykt i Information 30. juli 1984

BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Fred i vor tid

HÅRDE STRAFFE har i den seneste tid ramt amerikanske fredsaktivister. For to uger siden fik syv i delstaten New York fra to til tre års fængsel, fordi de i november sidste år kastede blod på et B-52 bombefly og tilmed slog det med en hammer. Under de vesteuropæiske fredsbevægelsers konvent i Perugia blev det oplyst, at fem aktivister var i gang med en sultestrejke på ubestemt tid, fordi de den 11. juni blev fængslet – på ubestemt tid – efter en sitdown-aktion foran en fabrik, der fremstiller motorer til krydsmissiler. Dommeren har bekendtgjort, at de ikke bliver løsladt, førend de lover, at de aldrig igen vil bryde loven med den slags aktiviteter. I sidste uge kom nyheden om, at otte er blevet idømt tre års fængsel, fordi de er brudt ind på fabrikken, som fremstiller Pershing II raketter. De havde også kastet med blod og anvendt en hammer imod udstyr, som anvendes ved affyringen.

Lovens hårde hånd rammer ikke kun aktivister i Vest. Ifølge kilder, der har kontakt med den uafhængige fredsbevægelse i DDR, er 19 unge i den seneste tid blevet idømt straffe fra 8 til 34 måneders fængsel. De har uddelt løbesedler med kritik af regeringens politik samt afholdt møder med "ulovligt" formål. Arrestation af uafhængige fredsaktivister meldes der jævnligt om fra Moskva og Prag.

Begge dele udfordrer fredsbevægelsens solidaritetsbevidsthed. I internationale bevægelser er det et helt grundlæggende princip, at man støtter sine kammerater uden hensyntagen til landegrænser, når de kommer i konflikt med loven på grund af deres kamp for det fælles mål. Bevægelserne er født i kritik mod regeringernes forvaltning af deres folkelige mandat. Oprustningen skal angiveligt beskytte befolkningerne imod fjender, men fredsaktivisterne demonstrerer, at regeringerne ikke handler i deres navn. De ledes af en samvittighedsfølelse, som byder dem bryde love, der skal beskytte magthaverne. Derfor må fredsbevægelsen med protester tilkendegive, at det er aktivisterne, der har retten på deres side – en ret, der står over den, som tilfældige magthavere håndhæver.

DER ER SELVSAGT en ikke uvæsentlig forskel mellem de love, som anvendes imod fredsaktivister i Vest og Øst. Amerikanerne har begået handlinger, som magthavere overalt vil finde uacceptable, når de rammer deres interesser. Aktivisterne i Øst gør sig ofte blot skyldige i, hvad vi i Vest anser for fundamentale menneskerettigheder. Det afslører hovedsagelig, at regeringerne i Øst føler sig mere sårbare for kritik.

Hvis man protesterer imod de hårde domme i USA, er det ikke nødvendigvis udtryk for anti-amerikanisme. Det er hovedsagelig en hilsen til dem, som risikerer deres fremtid på kort sigt, fordi de gerne vil redde os alle på langt sigt. Man markerer med protester, at selv om dommene gives i folkets navn, så er der mange, som ikke anerkender dommernes ret. Protesterne er ikke en afvisning af, at der også er beundringsværdige ting ved det amerikanske demokrati, og de er slet ikke udtryk for, at man hader det amerikanske folk. Og det forstår langt de fleste i USA såmænd også nok.

Men hvis man protesterer imod overgreb på fredsaktivister i Øst, opstår der straks risiko for, at man selv bliver beskyldt for en masse gruelige ting. Under konferencen i Perugia aktionerede en del aktivister for de uafhængige aktivister i Øst, der var inviteret, men ikke kunne komme, fordi myndighederne ikke anerkender deres ret til en aktiv og uafhængig indsats for fred, nedrustning og afspænding. Den sovjetiske delegation udsendte en bandbulle, hvor man kaldte aktionen "en provokation i kold-krigs stil og primitiv anti-kommunisme". Sprogbrugen blev senere afspejlet i nogle kommunistiske dagblades referat.

Kendsgerningen er imidlertid, at de fremmødte i Perugia både havde sympati for officielle sovjetiske "fredsinitiativer" og for dem, der bliver generet på grund af deres uautoriserede aktivitet. I fredsaktivisternes hoveder er der ikke nødvendigvis en modsætning mellem de to holdninger. De føler, at man udmærket kan kritisere overgreb mod aktivister samt træk ved sovjetisk politik uden, at man derved er blevet et redskab i den kolde krigs tjeneste eller gør sig skyldig i anti-kommunisme, anti-sovjetisme osv.

HVIS MAN vender problemet lidt i luften, må det tilmed stå klart, at det er bagmændene til bandbuller af den citerede art, som gør sig skyldig i anti-sovjetisme. De hævder jo indirekte, at overgreb på menneskerettigheder er en så central ting ved kommunismen, at man med kritik på konkrete punkter også angriber selve systemet. Ellers er reaktionen svær at forstå.

Konferencen i Perugia var et stort nej til den kolde krigs logik. Flertallet af deltagere så næppe med sympati på Sovjets krig i Afghanistan og opstillingen af raketter i f.eks. Østeuropa, men alligevel anerkendte man, at de østlige fredskomiteer foruden hykleri og statsorganiseret protest imod vestlig oprustning også repræsenterer et oprigtigt fredsønske i store dele af befolkningerne. Derfor ønskede man en dialog med fredskomiteernes repræsentanter, så man kunne få afklaret, hvordan en mere effektiv indsats for nedrustning og ægte afspænding kan blive skabt.

I en sådan dialog er kritik nødvendig. Den moderne fredsbevægelse anerkender ikke, at "fred i vor tid" skal bygges på undertrykkelse af enkeltpersoner eller folkeslag.

Hvis fredsbevægelsen skal have en fremtid, er det nødvendigt, at den fortsat bringer nyt til debatten. Hvis den kører tomgang blot med angreb på de seneste opfindelser i våbenlaboratorierne, vil den hurtigt blive anset for uinspirerende, og så dør engagementet. Fredsbevægelsen er bedst, når den graver ned til problemernes rødder. Fra Perugia er udgået et klart budskab: delingen af Europa hindrer en virkelig dialog om kontinentets fremtid. Hvis en bedre fremtid skal blive virkelig, så er det nødvendigt, at fredsaktivister i Øst og Vest, uanset organisatoriske forhold og staters eventuelle blåstempling, frit kan diskutere.

Den sovjetiske deltagelse i konferencen kan være udtryk for en spirende erkendelse af, at man skal søge nye veje i fredsarbejdet. Man deltog jo, selv om man ikke havde fået krav igennem, som skulle ligestille Østlandenes delegationer med de uafhængige aktivister fra Vest. Og det er ikke mere end et år siden, at arrangørerne bag konferencen blev beskyldt for at være i CIA’s tjeneste. Al begyndelse er svær, og man kan vel håbe, at bandbullen og andre problemer i Perugia blot skyldes tankegods, som på grund af manglende erfaring blev medbragt fra fortiden. JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.