Trykt i Information 26. april 1986

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Danmark for NATO

 

FREDSBEVÆGELSEN har ikke blot udfordret den officielle sikkerhedspolitik. Siden 1979 har bevægelsens overvejelser også medført et opgør med dogmer på venstrefløjen. Sidstnævnte opgør har betydet, at bevægelsen med succes har påvirket den officielle politik. Den seneste uge giver en række eksempler på denne sammenhæng.

Socialdemokratiets oplæg til et defensivt forsvar havde været utænkeligt, hvis bevægelsen var blevet hængende i årtiers pacifistiske ønsketænkning og hetz imod NATO samt alt i vestlige uniformer. Forsvarsbehovet er blevet taget alvorligt, og det har gjort en dialog med officerer og Socialdemokratiet muligt. Traditionelle fronter i debatten er blevet brudt ned, og det har inspireret til nytænkning i et parti, som faktisk har hovedansvaret for de problemer i forsvaret, som det nye oplæg vil løse. Især yngre militærfolk kunne bidrage med ekspertise, som er temmelig fordomsfri, fordi de blev hilst velkomne i en debat, som gjorde op med fordomme.

Socialistisk Folkepartis formand Gert Petersen har en stor del af æren. Han lagde op til opgøret på venstrefløjen, da han den 29. august 1978 her i bladet blev citeret for: "Parolen Ud af NATO er handlingslammende. Det er ikke en frugtbar arbejdsparole. Vi bør gå ind i de reelle problemstillinger og presse på for at opnå konkrete resultater". Arbejdet med det reelle har siden gjort SF til et parti, der seriøst har beskæftiget sig med sikkerhedspolitik, og derfor står det i denne weekend med et landsmøde, hvor reelle problemstillinger står i centrum.

TORSDAGENS debat i Folketinget gav et af de konkrete resultater, som man i 1978 end ikke kunne forestille sig. Flertallet bad regeringen arbejde for, at der gennemføres et atom-prøvestop. Det har skiftende danske regeringer gjort retorisk og gennem uforpligtende afstemninger i FN. Det nye er, at man ønsker en indsats, som er meget konkret.

Hvis regeringen vil arbejde for indkaldelse af en konference "efter reglerne i 1963-traktaten om udvidelse af det begrænsede prøvestop til et totalt stop", så ligger der i disse regler en helt fast procedure, som nødvendiggør konkrete skridt.

Dagsordenen er den mest vidtgående, som det alternative sikkerhedspolitiske flertal har vedtaget, fordi fodnoter ikke kan opfylde ansvaret, som regeringen har i forhold til parlamentet. Uffe Ellemann-Jensen lægger i sin velkendte arrogante stil op til, at regeringen vil ignorere opfordringen. Selvom regeringspartierne ikke stemte imod. Folketinget har nu en del af ansvaret for, at respekten for parlamentarismen ikke nedbrydes mere af den herre.

Men også fredsbevægelsen har med denne vedtagelse fået et arbejdsredskab, der i folkelig appel overgår raket-sagen. Atom-prøvestop er et enkelt krav; det er sagligt velbegrundet; det er af enorm betydning; Danmark kan spille en afgørende rolle. Og hvis opfordringen skal blive mere end et kuriøst indslag i den sikkerhedspolitiske debat, er det nødvendigt, at fredsbevægelsen presser på, indtil udenrigsministeren tager konkrete initiativer – eller Folketinget fjerner ham fra en post, hvor han så længe har misrøgtet dansk sikkerhedspolitik.

SELV OM fredsbevægelsen i en sådan kampagne kan hævde, at den blot arbejder for Danmarks officielle politik og håndhæver respekten for folkestyret, vil dens indsats blive mistænkeliggjort.

Her er det, at fortsat opgør med venstrefløjens gamle dogmer er nødvendigt, fordi det styrker bevægelsens troværdighed. Når bevægelsen kan anvende fhv. amerikanske embedsmænd effektivt i sin agitation, skyldes det, at ingen med fornuften i behold kan betvivle deres loyalitet overfor NATO og fundamentale vestlige sikkerhedsinteresser. Hvis bevægelsen vil se konkrete resultater, er det nødvendigt, at den er hævet over enhver mistanke.

De sikkerhedspolitiske kustoder på højre og venstre fløj i den danske sikkerhedspolitiske debat ligner og hjælper hinanden. Under torsdagens debat var det igen iøjnefaldende, at regeringspartierne og Fremskridtspartiet (Kristeligt Folkeparti skilte sig dog lidt ud af flokken) førte en argumentation, hvor loyalitet overfor Reagan-administrationen og tilsvining af oppositionen for at gå Sovjets ærinde var de bærende elementer. Heri er intet nyt. Men det alternative flertals repræsentanter havde et grundigt kendskab til den konkrete sag, og de holdt sig til den. Det er ikke noget ringe resultat, når man betænker, at Jens Thoft (SF) og Keld Albrechtsen (VS) var debattens ophavsmænd. Deres indlæg illustrerede, hvor langt venstrefløjen er kommet fra fortidens generelle retorik.

Uden for Christiansborg trives dogmerne stadig i de to partier. Som Ivar Hansen (V) og Ole Maisted (FD) nødigt vil væk fra blind tro på Reagan og NATO, vil eksempelvis SF’s kustoder nødigt væk fra den klassiske anti-militarisme og Ud af NATO parolen. Måske er det deres sidste krampetrækning man ser, når SF’s kulturrådmand i Århus, Thorkild Ibsen, i interviewet her i bladet torsdag affærdiger konkrete spørgsmål med tros-bekendelser. Det vil SF’s landsmøde afklare.

Men kustoderne har en alliance. Så længe højrefløjen kan henvise til, at SF er en trojansk hest i forsvars- og sikkerhedspolitikken, bliver fremskridtene langsomme og trues konstant af tilbageslag.

Nogle SF’ere har erklæret, at de går ind for NATO. Uanset hvor klogt standpunktet er – sagligt og internt parti-taktisk – har de bidraget til, at det opbrud i fronterne, som kendetegner den nye fredsbevægelse, fortsætter, og at dens troværdighed styrkes. Også på grund af deres indsats er SF et levende parti, hvor vigtige principielle argumenter afprøves i en proces, som ikke taber det konkrete, og som skaber fremtiden.

Fleksibilitet og åbenhed har kendetegnet fredsbevægelsen, når den har været bedst. Hvis Socialistisk Folkeparti skal have maksimal indflydelse på udviklingen i Socialdemokratiet, må weekendens landsmøde ikke binde partiets ledelse til standpunkter, som gør en styrkelse af det alternative sikkerhedspolitiske flertals indsats vanskelig. JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.