Trykt i Information 12. september 1986
FORSIDELEDER AF KIRSTEN BRUUN [i] OG JØRGEN DRAGSDAHLEt radikalt redskab
VERDENSKONGRESSEN i anledning af det internationale fredsår har et officielt program, hvori det fastslås, at et af de syv temaer for mødet er: "Fred og menneskerettigheder – menneskerettigheder og frihed som vigtige forudsætninger for fred". Så vidt, så flot.
Men et troværdighedsproblem opstår, når nogle af de ledende kræfter bag arrangementet afæskes en holdning til det tjekkoslovakiske borgerinitiativ Charta 77.
Det radikale Venstres partisekretær, Jens Clausager, har til Information sagt: "Jeg har altid opfattet Charta 77 som en menneskerettighedsorganisation og ikke en fredsgruppe. Med al mulig respekt for Charta 77’s arbejde spiller deres deltagelse i kongressen ikke nogen afgørende rolle".
Hans samarbejdspartner i forberedelsesarbejdet, Ivan Fiala fra Tjekkoslovakiets Fredskomité, behøver ikke af hensyn til sit politiske bagland udtrykke formel respekt for Charta 77, men ellers er deres holdninger forbløffende identiske. Fiala har sagt, at han finder emnet uvæsentligt, da det ikke har noget at gøre med "fredssagen".
Styrket af Clausagers mangel på interesse, kunne Fiala rejse hjem til Prag, hvor han sagde til Charta 77, at der slet ikke foreligger en opfordring til ham om, at gruppen bør deltage. Og Clausager satte sit punktum for affæren, da han på onsdagens pressemøde gav udtryk for, at på det foreliggende grundlag kan der ikke gøres mere ved den sag.
KUN HVIS myndighederne i Prag bliver udsat for hårdt pres, vil de lade ihærdige kritikere af undertrykkelse og oprustning i Øst komme til orde. Totalitære systemer er kendetegnet ved, at de ønsker total kontrol, og selv den mindste indrømmelse ryster deres magt. Hvis myndighederne tillader, at Charta 77 deltager i en fredskongres, indrømmer de samtidig, at gruppens eksistens og kritik har berettigelse. Man ville anerkende, at gruppen hører hjemme i en bevægelse, der officielt er "fremtidens håb".
I Tjekkoslovakiet er Charta 77 kriminaliseret. Det ses af talrige arrestationer og hårde domme. Og det ses af Fialas karakteristik af et fredspolitisk oplæg fra gruppen: "reaktionært og reaganistisk". Charta 77 går altså fjendens ærinde. Selv om gruppens deltagelse i kongressen ville give Tjekkoslovakiet et mindre diktatorisk image, og dermed gavne afspænding i Europa, vejer diktatorernes frygt for spørgsmålstegn ved deres eneret på sandhed og legitimitet tungere.
Det er altså det ideologiske grundlag for undertrykkelsen af Charta 77, som Clausager med sine udtalelser støtter. Hans underskrift på et brev til Tjekkoslovakiets indenrigsminister og en enkelt henvendelse til fredskomiteen i Prag ændrer ikke det forhold. Han har med sine udtalelser og mangel på ihærdighed i opfølgning af brevene, som i øvrigt opstod på initiativ af Nej til Atomvåben, anerkendt, at Charta 77 udelukkes af fredsbevægelsen.
Således optræder en "apparatjik". Det vigtigste er, at kongressen finder sted, og at der ikke opstår for megen ballade op til arrangementet. Det politiske indhold er underordnet, mener han øjensynlig.
MEST forstemmende er det, at hverken Clausagers parti eller de omkring 200 andre organisationer bag arrangementet (med SF og NtA som eneste hæderlige undtagelser) på eget initiativ har ytret sig i sagen.
Det tyder på, at endog meget brede kredse i fredsbevægelsen intet har lært af nederlaget i raket-sagen. Fredsforskeren Egbert Jahn påpeger i en analyse af dette nederlag i seneste udgave af tidsskriftet Krig & Fred, at bevægelsens Achilles-hæl er dens mangel på en Øst-politik, som virker troværdig i befolkningerne. Store flertal i Vesteuropa sympatiserede med bevægelsens raket-protester, men ville ikke støtte dens krav i praktisk politik. Så længe der ikke er en bevægelse i Øst, der går imod Warszawa-pagtens oprustning, er indtrykket, at fredsbevægelsen arbejder ensidigt imod Vest. Den kræver med andre ord, at Vesteuropa skal påtage sig en ensidig risiko for nedrustningens skyld.
Eller, som Charta 77 udtrykker det: "Det fundamentale spørgsmål er, under hvilke omstændigheder Vesteuropa vil føle tilstrækkelig tillid til regeringerne i Warszawa-pagten til – uden frygt – at kunne gå ind på de forslag, som er fremsat for at opnå nedrustning og international afspænding".
Det er et problem, som ikke løses gennem kampagner mod "fjendebilleder" i Vest. Det er blevet forsøgt ganske ihærdigt uden væsentlige resultater. Øst-landene må bidrage med noget konkret.
Menneskerettigheder og frihed er "vigtige forudsætninger for fred", hedder det smukt i kongressens program. Det er rigtigt, fordi demokratierne i Vest føler behovet for militær beskyttelse, så længe diktaturerne i Øst lader hånt om hensynet til fundamentale menneskerettigheder. Og det er rigtigt, fordi fredsbevægelser har brug for frihedsrettigheder, hvis de skal gøre en indsats mod de magthavere, som med oprustning og pleje af snævre interesser truer freden.
Charta 77 er den gruppe i Østeuropa, som i en længere årrække mest indgående har analyseret og diskuteret denne sammenhæng mellem fred og frihed. I de ikke-kommunistiske arrangørers øjne burde det have givet gruppen en endog meget central rolle. Kvaliteten af debatten bliver så forringet af denne stemmes fravær, at kongressen ikke kan leve op til sin erklærede målsætning. Halvdelen af Europa kan nu kun repræsenteres af folk, som er godkendt af magthavere, der både opruster og undertrykker menneskerettigheder.
Arrangørerne svigter kongressens målsætning. De er tilsyneladende tilfredse, hvis de får et seminar i sovjetisk udenrigspolitik akkompagneret af medløberes bifald. bru og JD
[i] Kirsten Bruun var Informations daværende Østeuropa-medarbejder. Sammen med Dragsdahl dækkede hun Verdensfredskongressen i København, som blev afviklet i dagene 15.-19. oktober 1986. Deres dækning blev på det skarpeste fordømt i en lille bog, "Øjne ser hvad øjne vil se". Den blev udgivet af en kommunistisk frontorganisation med hovedsæde i Prag: "Det internationale Journalistforbund". Forfatterne var Eva Bendix, Susanne Bjørkenheim, Leif Larsen og Ron Ridenour – alle bosat i Danmark.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|