www.dragsdahl.dk                                 Hjem

Trykt i Nord Nu, 4. oktober 1986

USA frygter finlandisering af Norden

Af JØRGEN DRAGSDAHL


Når Reagan-administrationens folk ser på et kort over Norden, ser de et område, hvor næsten alle sikkerhedspolitiske udviklingstendenser er i strid med, hvad de gerne ville se.

Det sete afhænger naturligvis af, hvem der ser.

Flådens minister John Lehman vil især fæstne blikket på Norskehavet og tilstødende hav- og landområder. Han har sagt, at Norskehavet er den ”vigtigste kampplads i en NATO-krig”.

Årsagen er de sovjetiske flådebaser omkring Murmansk, hvor en stor del af Sovjets raketbevæbnede strategiske ubåde samt fartøjer med opgaver i Atlanterhavet er. I Pentagons årlige håndbog, Soviet Military Power, konstateres, at Sovjet under en krig vil beskytte sine strategiske ubåde og fremme muligheder for flådeoperationer i de atlantiske og arktiske farvande. Sovjetisk kontrol med det nordlige Norge har stor betydning for løsning af disse opgaver. I håndbogen står, at ”sovjetiske planer også består af offensive operationer over land gennem finsk og muligvis svensk territorium”.

Ny strategi

Under Lehman har USA udviklet en ny flåde strategi, som støttes af NATO, og som er udpræget offensiv. Sidste år forklarede Lehman under en høring i Repræsentanternes Hus, at Sovjet er meget opmærksom på, at Vest er sårbar til havs, fordi vigtige forsyningslinjer går over Atlanterhavet. ”Vort svar på denne trussel kan ikke blot være at lægge en passiv barriere hen over Grønland-Island-Storbritannien passagen”, sagde han.

USA’s og alliancens krigsskibe skal trænge frem allerede under en krise i et mere fremskudt forsvar, så de kan nedkæmpe den sovjetiske flåde i de nordlige havområder, true dens baser og bekæmpe Sovjets strategiske ubåde. Forstærkning af det Nordnorske land- og luftforsvar tillægges også stor vægt, og aftaler med henblik herpå er indgået. Lehman påpeger, at NATO igennem kontrol med den nordlige flanke også vil opnå, at Sovjet får brug for ekstra fly- og landstyrker i dette område, så der vil blive mindre mulighed for koncentration af ”hele dets militære magt til et angreb i Centraleuropa”.

Danmark er placeret helt ude i yderkanten af dette billede af Norden. Militært tilhører landet især den centraleuropæiske front, og det har derfor en vigtig plads i andre værnsgrenes og eksperters Europa-kort. Beskrivelsen i Soviet Military Power er, at Sovjet planlægger et hurtigt fremstød hen over Vesttyskland, Danmark og Holland-Belgien, så der opnås kontrol over de danske stræder og Nordsøens kystområder. Til imødegåelse af dette har USA også indgået forstærkningsaftaler og planlagt minering af de danske stræder samt farvandet mellem Danmark og Norge.

Den nordlige flanke

Interessen for Norden er af forholdsvis ny dato i amerikansk sikkerhedspolitik. Årsagen er især Sovjets udvikling af en betydelig flådemagt i 70’erne. I slutningen af 70’erne blev ”den sovjetiske trussel imod NATO’s nordflanke” et yndet emne for sikkerhedspolitiske studier både i Norden og USA.

Den amerikanske forsker Marian Leighton omtaler i en bog fra 1979, at der er ”en alarmerende ligegladhed inden for den amerikanske regering, især når det gælder problemet med forsvar af den nordlige flanke”. I analysen foregriber hun, hvad Lehman senere har ophøjet til amerikanske politik. Mindst interessant er det ikke, at hun ser en trussel, som allerede eksisterer i fredstid. Leighton mener, at en åbenbar mangel på militær balance i området af Sovjet kan udnyttes diplomatisk gennem forskellige grader af tvang støttet af væbnet magt. Sovjet kan få ”oprettet et særligt miljø, hvor sovjetiske ønsker respekteres pr. refleks af de nordiske stater”. Hvis USA ikke imødegår udviklingen, kan Moskva ”dominere området uden at gribe til krig”.

Nordisk balance

Med tydeligt bifald citerer hun en amerikansk militær ekspert, oberst Arthur Dewey, som tre år før stærkt kritiserede ”den nordiske balance” – et begreb, som i Norden er en argumentation for, at de to NATO-medlemmer holder en lav profil militært, så Sveriges og Finlands stilling kan bevares. Men Dewey hævder, at Norge og Danmark i deres bestræbelser for bevarelse af lavspænding i området ikke af egen kraft eller med bistand fra NATO har udviklet en modvægt til øget sovjetisk indflydelse. Den ”nordiske balance” skal ikke anskues ud fra dens evne til stabilisering af området, argumenterer han, idet den i praksis indeholder farer for ”institutionaliseret uligevægt”.

Leightons og Deweys syn på Norden afspejles i amerikansk kritik af især Danmark og Norges bidrag til NATO. Island er et stort amerikansk hangarskib uden eget militær, og det afgørende set med amerikanske øjne er derfor, at der ikke opstår væsentlige trusler imod den amerikanske tilstedeværelse og USA's rettigheder under krig. USA har interesse i, at Sverige og Finland opretholder et forsvar, som kan beskytte deres neutralitet

For Finlands vedkommende gælder, at landet har givet navn til skræmmebilledet ”finlandisering”, som amerikanerne frygter for resten af Norden. Det kan ikke – og vil næppe heller – modstå sovjetisk pres og invasion. Da Harold Brown var forsvarsminister i Carter-perioden påpegede han i en status-rapport, at Sovjet må regne med, at Sverige under en krig skal findes i den vestlige lejr. Sagt på en anden måde har USA interesse i, at Sveriges forsvar er stærkest muligt og udviklingen i det svenske forsvar har givet anledning til bekymring.

A-våbenfri zone

En nordisk atomvåbenfri zone er ikke i USA's interesse. I en officiel erklæring fra september i år fra udenrigsministeriet opregnes en række krav til en zone, og man konkluderer, at ”det er meget svært at se, hvordan vi nogen sinde kunne støtte en atomvåbenfri zone, som omfatter NATO-Europa”.

Amerikanske talsmænd har gentagne gange kritiseret nordiske landes flirt med tanken. Forsvarsminister Caspar Weinberger sagde under et besøg i Danmark den 23. maj 1986, at dansk deltagelse i en zone ”meget alvorligt vil svække afskrækkelsesevnen for fredens opretholdelse”. Og han fortsatte: ”Jeg mener, at erklæring af en atomvåbenfri zone er noget i retning af en invitation til magter, som har atomvåben, med aggressive hensigter, som Sovjetunionen har”.

Viceforsvarsminister Richard Perle beskæftigede sig i en regulær skideballe til Danmark, som blev afleveret under en pressekonference i København 8. juni 1984, indgående med emnet.

Han erklærede, at fordi der ikke er atomvåben i nogen af de nordiske lande, er det en ”meningsløs, en nytteløs gestus, og det er endnu værre end det, hvis det betyder, at USA i den situation vil være tvunget til ikke at operere med sine ubåde i de nordlige farvande”. I nogle zone-planer har det faktisk været inddraget, at den skulle gøre de nordligste farvande til et ”reservat” for sovjetiske raket-ubåde. Tankegangen er, at ubådes evne til gengældelse af atomangreb er en stabiliserende faktor, og derfor bør de ikke trues.

Perle sagde også, at et stort spørgsmål altid har været, hvorvidt dette (zonen) vil omfatte de dele af Sovjetunionen, som er nordisk. Han fortsatte med fremhævelse af, at det vigtige i forbindelse med atomvåbenfrie zoner er, ”hvor våbnene rammer, ikke hvor vi opbevarer dem – og Sovjet har tusinder af våben, som kan ramme det atomfrie Skandinavien, og den kendsgerning, at de ikke er udstationeret i den nordiske zone, som hidtil er udefineret, virker på mig irrelevant”.

USA-garanti

Perle blev presset hårdt af journalisterne for en tilkendegivelse om, hvorvidt USA ville garantere atomvåbenfrie landes sikkerhed, selv om amerikanske forstærkninger da ikke kunne medbringe atomvåben. Han svarede til sidst, at det er ”åbenbart, at hvis Danmark regering siger, at I kan ikke have atomvåben på dansk område selv i krigstid, så har vi intet andet valg end at respektere det. I er ikke Østtyskland, og vi er ikke Sovjetunionen. Man kan ikke tvinge folk; vi vil ikke forsøge”.

Men han argumenterede også ihærdigt mod klogskaben i denne situation, idet han bl.a. sagde, at Sovjet lettere kan gennemføre en invasion, hvis de kan regne med, at der ikke bruges atomvåben i forsvaret. Og han påpegede, at det er vigtigt for solidariteten i alliancen, at man til den amerikanske befolkning kan sige, at ”vi deler risikoen for atomkrig med vore NATO-allierede”.

Krav til zonen

I det amerikanske udenrigsministeriums erklæring fra september opregnes en række krav til atomvåbenfri zoner:

Det er disse krav, som konkluderes med, at zonen inden for NATO-området ikke kan støttes af USA.

Kritikken

Kritikken af zone-planerne deles af mange sikkerhedspolitiske eksperter uden for Reagan-administrationen. Perspektivet fra supermagten USA er, at ordninger af denne art lokalt ikke kan bidrage til afspænding eller nedrustning mellem atommagterne – deres indbyrdes forhold bygger ikke på, hvad små lande finder på.

Paul Warnke, fhv. topforhandler i rustningskontrol under Carter og en fremtrædende due i amerikansk debat, mener eksempelvis, at en zone kan forværre Øst-Vest forholdet. Internt i USA vil zonens oprettelse blive anset for et tegn på, at alle de nordiske lande er blevet ”finlandiseret” af Sovjet, og USA vil foretage militære modtræk i det nordiske område, som skal opveje ”tabet” af Norge og Danmark, og som altså kan øge den militære spænding i området.

Reagan-administrationen ser finlandiseringens spøgelse bag andre udviklingstendenser.

Norges og Danmarks andel af alliancens fælles forsvarsbyrde er en skydeskive for regelmæssig kritik – Danmark er det mest oplagte mål. Under besøget i 1984 fremhævede Perle misforholdet mellem, at Danmark har en højere levestandard end USA, men alligevel betaler danskernes mindre pr. indbygger end USA.

”Den statistiske kendsgerning er”, sagde han, ”at amerikanske lønarbejdere (…) subsidierer middelklasse danskere, som lever bedre end dem”. Dette rejser ”et moralsk spørgsmål”, sagde han.

I statistikken har Norge ligget en smule bedre end Danmark, men den principielle kritik kan med samme ret affyres i den retning.

Overvejelserne i forbindelse med såkaldt ”ikke-offensivt” forsvar indpasses i det samme billede. Caspar Weinberger sagde i Danmark, at disse planer ”på det nærmeste er en invitation til angreb”.

Fodnoter

Først Danmarks og så Norges afstandtagen fra NATO’s politik ved hjælp af fodnoter anses ligeledes for eksempler på usolidarisk adfærd. I en skåltale under statsminister Poul Schlüters besøg i Washington i september sidste år sagde udenrigsminister Shultz eksempelvis:

”Når senere generationer ser tilbage på, hvordan vi bevarer den civilisation, som vi skylder selve vor eksistens, så har vi tillid til, at NATO vil have en permanent placering, mere end en fodnote, i fredsskabelsens historie. Men hvis NATO’s beslutninger konsekvent udstyres med fodnoter, så er der fare for, at fremtidige generationer måske ikke kan se tilbage på en verden, som vi i dette rum gerne vil se”.

Den kritiske holdning varierer i styrke, når andre end Reagan-administrationens ledende folk ser på Nordens sikkerhedsapolitiske kort. Meget af de nordiske landes kritik af NATO og USA har, når det gælder konkrete oprustnings-initiativer, opbakning hos fremtrædende demokratiske politikere og uafhængige eksperter. Flådestrategien mødes således af stærk kritik, idet den anses for unødigt provokerende. En fremtrædende ekspert, professor Barry Posen fra Princeton Universitetet, mener eksempelvis, at den fremskudte flådestrategi med angreb på strategiske ubåde kan blive årsagen til, at en konventionel krig bliver til en atomkrig.

Det amerikanske dilemma i forhold til Norden er, at landene gerne ser en amerikansk tilstedeværelse i området, som skal yde en modvægt til Sovjets, men de ser nødigt, at denne tilstedeværelse bliver for markant. Hvor grænsen går mellem det acceptable og det uacceptable er en kilde til stadig konflikt mellem Norden og USA – og undren hos amerikanerne..

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.

www.dragsdahl.dk