Trykt i Information 15. juli 1987
BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL
Fredens sabotører
SOVJETISKE journalister er blevet en slags korsriddere, som kæmper for demokrati og åbenhed i Gorbatjovs ånd – spidder omstillingens, perestrojkas, sabotører på deres penne. Hvis de vil leve op til deres nye ry, er der nogle sabotører i Sovjetunionens fredskomité, som trænger til behandling.
Trods løfter fra komiteens formand, Genrik Borovik, bliver den lille uafhængige "tillidsgruppe" i Moskva ikke repræsenteret i den sovjetiske delegation til de alliancefrie fredsbevægelsers årlige konference, som indledes i England i dag, onsdag. Under forhandlinger med gruppen har komitéen stillet strenge betingelser for deltagelse. Tillidsgruppen stod efter eget udsagn i valget mellem opgivelse af sin uafhængighed og rejsen til Coventry. Den valgte uafhængigheden – og dermed formentlig også genoptagelse af myndighedernes undertrykkelse.
Årsagerne til forhandlingernes sammenbrud er belysning værd, da de kan give vigtige erfaringer. Men de er uden direkte relevans for den aktuelle situation og problemets kerne: Tillidsgruppen kan ikke deltage i en konference, som er arrangeret af dens ligesindede, og som den er blevet inviteret til. Dens fravær vil skade "fredens sag".
Det er et temmelig misbrugt udtryk, men i det konkrete tilfælde burde der have været sammenfaldende interesser mellem Gorbatjovs fredspolitik, fredskomitéen, Tillidsgruppen og den vesteuropæiske fredsbevægelse. Hvis målsætningen i de sovjetiske nedrustningsbestræbelser skal tages for pålydende, er det nødvendigt for deres gennemførelse, at en effektiv fredsbevægelse genopstår i Vesteuropa. Tillidsgruppens deltagelse i den sovjetiske delegation ville have været en gevinst for alle parter.
Talrige fredskonferencer er i årenes løb blevet domineret af strid over uafhængige østlige fredsbevægelsers fravær. Det har skabt mistillid, når det gælder sovjetisk fredspolitik samt forhindret samarbejde og enhed i fredsbevægelserne. Kendt er dette i Vest, men sovjetiske journalister skyldes deres læsere en mere nuanceret beskrivelse af, hvor alvorlig striden har været.
FREDSKOMITEENS formand indrømmede i begyndelsen af juni under et interview med Information, at hans organisation har begået mange "tragiske fejl". Men han varslede også nye tider. Han hævdede, at perestrojka også findes i fredskomitéen – "I det mindste håber vi, at det foregår". Han tilføjede også, at "til tider tænker jeg på, at perestrojka i den sovjetiske fredskomité går meget langsommere end i den sovjetiske regering".
Komiteen har klart brug for hjælp. Enten er den blevet udsat for pres oppefra af folk, som ikke forstod situationens alvor og muligheder, eller også er den endnu befængt med sabotører, som enten af ond vilje eller mangel på evner håndterer kontakten til Tillidsgruppen, så endnu et tragisk fejlgreb er begået. Nogle vil måske hævde, at så længe Tillidsgruppen gør krav på uafhængighed, har den ikke krav på en plads i en sovjetisk delegation, da den bør afspejle en enig front bag Sovjetunionens fredspolitik. Men komitéen har tidligere fremhævet, at den selv kun besætter ganske få pladser i delegationen – resten tildeles repræsentanter for andre interessegrupper i det sovjetiske samfund, f.eks. kirkerne. I denne påstand ligger forhåbentlig mere end en formel og falsk erkendelse af, at der i det sovjetiske samfund er forskellige interesser og meninger. Hvis det er tilfældet, kan uenighed med Tillidsgruppen på nogle områder ikke begrunde dens udelukkelse.
Fredskomiteens formand har endog sagt til Information, at "vi vil tilsyneladende det samme". Han tilføjede: "Jeg ser intet kriminelt ved dem…". Indrømmelsen er væsentligt, fordi gruppen tidligere er blevet udsat for grove beskyldninger. Det er komitéens næstformand, Gregorij Lokshin, som f.eks. har kaldt dem fascister, og det er også ham, der skal lede delegationen til Coventry. En tilfældighed? Eller et eksempel på, at perestrojka også bør betyde udskiftning af personer, som stod for den gamle politik med de tragiske fejl?
HVIS SOVJETISKE journalister ser nærmere på perestrojka i fredskomitéen, kan de passende grave lidt dybere ned.
Med hvilken ret har Lokshin og hans ligesindede bagvasket den alliancefrie fredsbevægelse END [i]? Ifølge fredskomiteens repræsentant i Verdensfredsrådet, Oleg Kharkhardin, er END’s og andre lignende fredsbevægelsers "primære mål" at vende anti-krigsbevægelsen imod Sovjetunionen og "gøre det lettere for Washington-strateger og deres europæiske medskyldige at gennemføre deres planer". Da disse planer ifølge Kharkhardin er intet mindre end atomkrig mod Sovjetunionen, og dermed reelt også klodens undergang, må beskyldningen tages med en vis alvor. Ligeledes påstanden om, at END m.fl. er redskaber for CIA og NATO.Men til Information sagde fredskomitéens formand, at "når vi rettede beskyldninger imod en hel organisation, så skulle vi have haft beviser, hvad jeg mener, at vi ikke har, eller også skulle vi holde op med så stupide beskyldninger". Det er ikke overbevisende, at formanden, Lokshin og Kharkhardin ændrer retorik, hvis deres organisation i praksis optræder, som skulle den sende en enig deling i krig mod fjenden, og den derfor ikke ønsker upålidelige elementer i sin delegation.
Hvilke privilegier er der i øvrigt forbundet med høje tillidsposter i fredskomitéen? Velinformerede kilder hævder, at Kharkhardin har både chauffør og egen kok med til sin post i Helsinki. Det hævdes også, at topfolkene i Moskva har meget betydelige goder til deres rådighed – at deres indflydelse endog har skånet familiemedlemmer imod pinlige retssager på grund af korruption. Sidstnævnte er et rygte, som er meget udbredt. Det har ligefrem været oppe i en sovjetisk avis, selv om forbindelsen til fredskomitéen ikke blev draget ved den lejlighed. Måske er det bagvaskelse, men lad os da få alt undersøgt.
Og når sovjetiske journalister nu er i gang med spørgsmål omkring borgernes retsstilling, hvorfor så ikke undersøge den behandling, som medlemmer af Tillidsgruppen har fået. Var alle indlæggelser på hospitaler for sindssyge og kønssygdomme berettigede? Eller skulle det blot skræmme? Og hvordan med de talrige arrestationer? Kan det virkelig være rigtigt, at Tillidsgruppens folk er så voldelige, at de gentagne gange har overfaldet store betjente fra militsen og KGB’s bøller? Det er de nemlig blevet dømt for, og det skaber en vis mistanke i de vestlige fredsaktivisters sind, fordi de af egen erfaring kender den slags anklager. JD
[i] END-bevægelsen bygger på European Nuclear Disarmament appellen fra april 1980, skrevet af bl.a. den britiske historiker E. P. Thompson. Heri hed det: "Vi må begynde at handle på en måde, som om et neutralt, forenet og fredeligt Europa allerede eksisterede. Vi må lære at være loyale, ikke over for 'Øst' eller 'Vest', men over for hinanden, og vi må se bort fra de forbud og begrænsninger, som de nationale stater pålægger os."
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|