Trykt i Information 2. april 1988

Fredsblad er intellektuel spydspids i kampen mod militarisme i Sovjet

Trods hårdt pres fra det gamle system forsvarer den sovjetiske fredskomites blad nu pacifisme, angriber den militære indoktrinering af børn og argumenterer for fundamentalt opgør med den fremherskende ideologi.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Informations udsendte medarbejder

MOSKVA – I skyggen af bygningen på Pushkin pladsen, som huser det berømte glasnost ugeblad "Moscow News", kan den besøgende med lidt held gennem en port over en mudret gårdsplads finde en opgang, som stinker af urin. Og som via en skrækindjagende tur med en gammel vareelevator fører til et intellektuelt skatkammer: redaktionslokalerne for den sovjetiske fredskomites blad.

Endnu er publikationen uopdaget af det udenlandske pressekorps i Moskva, og mange, som i årevis har modtaget de oversatte udgaver i udlandet, smider formentlig stadig af gammel vane den brune konvolut uåbnet i papirkurven. Længe var det en propaganda-bulletin, som med trætte floskler lovpriste sovjetiske fredsinitiativer og rapporterede fra Verdensfredsrådets møder i f.eks. Afghanistan.

Men rent faktisk har "XX Century and Peace" siden 1986 bragt en strøm af artikler, som stadigt mere direkte udfordrer ethvert dogme og tabu i det sovjetiske samfund. Knapt har man fået vejret efter salverne i en udgave, før den næste overgår alt det forrige.

Militæret skal underkastes kontrol

"En af opgaverne for vort blad er at formulere nødvendigheden af stærkere kontrol med vort militær", siger redaktøren Anatolij Beljajev ligefremt. Og han tilføjer straks: "Selv vore civile læsere er nok ikke altid enige i det".

Målsætningen er i sig selv interessant, men endnu mere spændende er den redaktionelle bredde i Beljajevs løsning af opgaven. Artikler over følgende temaer er bragt i de seneste udgaver:

• Udvandring til og besøg i vest. Forskeren Alexej Pankin anriber "kold krigs psyken", som noget selvmodsigende indeholder en skræmmende opfattelse af leveforholdene i Vest, men samtidigt anser folk, som vil til Vest, for mennesker, der begår forræderi, fordi de vil have ufortjente privilegier.
  
  
• Børneopdragelsens indpodning af hykleri. Ljudmila Saraskina hævder, at skolerne sletter "forskellen mellem sandhed og løgn" - andre kritiserer den militær-patriotiske undervisning.
  
  
• Gensplejsning og videnskabernes umoral. Forfatteren Jurij Slepukhin henviser til, at den kristne kirke allerede i det 16. århundrede advarede imod videnskab, som stormer frem uden hensyntagen til moral og fornuft. Atomvåben og gensplejsning bekræfter i vort århundrede kirkens visdom.
  
  
• Fjendebilleder. Indlæg fra en sovjetisk veteran med stærke angreb på USA modstilles et interview med den anti-sovjetiske amerikanske senator Howel Heflin. Overskriften er: "Konfrontationens logik".
  
  

Ideologisk kætteri

Foreløbig rekord i udnyttelse af den nye ytringsfrihed sættes i februar-nummeret i en rundbords-samtale "På Perestrojkas Barrikader", som artiklen hedder – der er kætterske ideologiske bomber i hver femte eller sjette linje.

I læserbreve er civilforsvaret blevet latterliggjort, og Sovjetunionens engagement i Afghanistan er blevet sidestillet med USA’s i Nicaragua, idet begge er "rettet imod disse nationers indfødte befolkninger".

Militærets allierede

Sovjetunionens væbnede styrker er ikke netop vant til opposition. De frelste landet under den Store Patriotiske Krig. Holdningen til militæret er derefter. Selv skolebørn står væbnet vagt ved krigsmindesmærker, som findes i enhver flække. Undervisningen indoktrinerer respekt for soldatens fredsbevarende mission. Det er ingen overdrivelse, når iagttagere har hævdet, at Den Anden Verdenskrig og monumenterne for de faldne spiller en rolle, som kan sammenlignes med religionens i nogle lande, og derved får både veteraner og nutidens soldater en status, som ligger et præsteskabs nær. De er den militære tro’s vogtere.

Den sovjetiske Fredskomité har altid været en del af dette.

Millioner har bidraget finansielt til komiteen, og for mange er fredsønsket utvivlsomt ægte. Men dybt rodfæstet i det såkaldte fredsarbejde har været, at "Røde Våben" garanterede fred.

Komiteen har forsvaret udstationering af nye atomvåben, og dens repræsentanter har ført aggressive propaganda-krige imod vestlige fredsaktivister, som ikke ville lade sig indpasse i "folkenes forenede fredsfront". Fredskomiteens medløbere i Vest har været villige skytter i dette felttog, hvor det bl.a. har været en uomtvistelig sandhed, at nedrustning og våbenkapløb skal diskuteres løsrevet fra andre sociale og politiske problemer, såsom fravær af demokrati i de fredselskende socialistiske lande.

Fred og frihed

Artiklen "På Perestrojkas Barrikader" er blot et af mange eksempler på, at dette skel ikke længere accepteres af de mest progressive folk i Den Sovjetiske Fredskomité – tværtimod, "Fred og Frihed" hænger for dem nøje sammen.

"Endelig er det ved at blive klart som dagen for alle: (verdens) problemer kan kun løses af frie folk, der anvender deres frihedsrettigheder", skriver Ljudmila Saraskina i en artikel, hvor hun begejstret rapporterer fra et besøg i den hollandske fredsbevægelse.

"Det er de politiske spørgsmål, som er afgørende nu", siger Beljajev. "Hvis vi skal opnå virkelig nedrustning, så må vi kæmpe for folks bevidsthed".

Artikler med ekspertanalyser af op- og nedrustningens eksakte problemstillinger har ikke længere hans store interesse. Appel til menneskers grundlæggende fornuft er bedre, siger Beljajev og tilføjer med foragt i stemmen: "Eksperter! – de kan ændre opfattelse i morgen; det har de gjort før". Forskerne ved de sikkerhedspolitiske institutter i Moskva, der tidligere udklækkede den såkaldte fredskamps argumenter, har sædvanligvis holdt sig inden for rammer og behov, som de øverste ledere definerede.

Folk med hjerner

I stedet for arbejder han for samling omkring bladet af "folk med hjerner, som kan tænke, når det gælder meget indviklede problemer. Vi skal samarbejde med dem for at finde socialismens fremtidige form". Størstedelen af bladets artikler er nu af udpræget filosofisk indhold, selv om man stadig også bringer lidt "pligtstof" af fredskomiteens embedsmænd. Gumpetungt adskiller det sig så markant fra bladets linje, at man uundgåeligt får indtryk af, at Beljajev i sit virke følger en linje, som ikke er den herskende i selve fredskomiteen – der i øvrigt holder til i en helt anden bygning.

Mellem Beljajevs foretrukne skribenter er Andrej Nujkin, som har leveret nogle af bladets dristigste artikler.

I én stilles spørgsmålet: Er vi alle for fred? Det har været et af de grundlæggende dogmer i sovjetisk fredspropaganda, at hele det sovjetiske folk er fredselskende. Men, skriver, Nujkin, i dag "er det ikke blot forkert, men også farligt, at påstå en sådan ensartethed i synspunkter". Han gennemgår sange, bøger, film og skuespil, hvor hyldest til militære værdier og had til fjenden var bærende. Hans ærinde er et forsvar af pacifisme.

Had til pacifisme

Nujkin erklærer, at "kun et totalt fjols eller en galning er ikke pacifist" set i lyset af atom-konfrontationens kendsgerninger.

Ifølge Nujkin har man selv på "temmelig officielt plan" udtalt sig i vendinger, der meget vel kunne tolkes, som troede man på de "progressive kræfters" sejr i atomkrig, og man har brændemærket "borgerlig pacifisme" med skændsel og fordømmelse. Han konstaterer, at "dette had til pacifismen, som af en eller anden grund er større end hadet til krig", har ramt nogle sovjetiske forfattere, der ikke hyldede militarismen i deres værker. Og, så ingen skal være i tvivl, angriber han en general Volkogonov, som sidste år kritiserede forfatteren Ales Adamovitsj, der i sine romaner har vist tyske soldater medfølelse.

Pacifisme har altid været et fyord også i den sovjetiske fredskomité, så det er lidt chokerende, når Beljajev besvarer et meget snedigt spørgsmål, som skulle provokere ham til afstandtagen fra pacifisme, med: "Når man bliver ældre, frygter man ikke længere politiske mærkesedler. Hvis nogen kalder mig pacifist, da bliver jeg kun stolt".

Militær overforsikring

På intet tidspunkt under samtalen fandt han anledning til udfald mod NATO og vestlig oprustning. I stedet var han stærkt optaget af militarismen i Sovjetunionen.

"Det er meget svært at finde noget, som vi kan møde militæret med på fælles grund. Det kan ikke gå med til, at der ikke er sejrherrer i en atomkrig. Dette er imod selve den militære tankegang. Så når politikere, der klart ser situationen, siger, at sejr er umulig, da bliver militæret forvirret".

"Vore skribenter har indledt en udforskning af den nationale psyke. Folk kan ikke glemme den anden verdenskrig. De er stærkt overbeviste om, at jo flere våben desto stærkere forsvar har man".

Beljajev vifter med et manuskript, som skal bringes i et kommende nummer: "I denne artikel antydes, at militæret nok har overdrevet sin indsats en smule. Engang var vort militær ukontrolleret. Det skal ændres nu".

På USA-Canada instituttet har forskeren Alexander Nikitin dagen før beskrevet opinionsundersøgelser, som skræmmer ham. Han hævder, at ifølge dem er 15-20 procent af befolkningen tilhængere af sovjetisk militær overlegenhed. Selv om regeringen har sagt, at tilbagetrækning fra Afghanistan vil blive indledt, viser undersøgelser, at kun 50 procent af befolkningen er tilhængere af total tilbagetrækning".

"Regeringen er begyndt at reagere på disse tal", siger Nikitin. "Den kan ikke bare udstede erklæringer. Den må også forklare. Og så får vi en udenrigspolitisk debat – det har jeg ellers altid anset for utænkeligt".

Han henviser til, at der er kommet mange negative reaktioner efter offentliggørelse af, at Sovjetunionen ifølge INF-traktaten skal ødelægge flere raketter end USA, og under høringer i forbindelse med aftalens ratifikation har nogle kvinder udtrykt frygt for, hvad der vil ske med deres mænds arbejdspladser i forbindelse med nedrustning.

"I forstår slet ikke i Vest, hvor slemt det vil blive, hvis den sovjetiske befolkning går imod nedrustning. Folk ønsker, at Sovjetunionen skal være stærk. Hvis vi får en pro-militær lobby, så bliver den sværere at håndtere her end i USA. Der er jo nogle, som er bedst til pression", siger han dystert.

Uden sandhed – ingen opinion

Beljajev afviser opinionsundersøgelserne, men han indrømmer samtidig, at der er et problem:

"Vi har en meget vanskelig national psyke. Men den er ikke entydig. I årtier søgte propagandaen at gøre os anti-amerikanske. Den havde kun succes med nogle få sindssyge. Jo mere aggressiv propagandaen var, desto mere ineffektiv blev den. Så snart folk får lejlighed til at udtale sig, vil der være millioner af forskellige meninger, og de vil gradvist forme store og små systemer".

"Opinionsundersøgelser er ikke virkeligt repræsentative", fortsætter han. "Mulighederne for manipulation er så store. Vi er på et stade i udviklingen, hvor informationer er på vej ud til de brede masser. Når folk først får sandfærdige oplysninger, så kan de ændre mening i løbet af minutter".

"Kan der eksistere en virkelig opinion, når folk ikke kender styrkeforholdene? De hører kun, at der oprustes i Vest. Så vi kan ikke tage disse undersøgelser alvorligt. I dag er den offentlige mening ikke meget andet end en flok-mentalitet".

Nytænkningens avantgarde

Fredskomiteens blad har i den kommende strid over sikkerhedspolitikken således en meget væsentlig funktion. Sovjetiske journalister og forskere, der selv går i spidsen for "nytænkningen" anser "XX Century and Peace" for avantgarden i bestræbelserne.

Oplaget er lille – 100.000 siger Beljajev. Og det er kun en bulletin på 50 sider, ganske vist tæt beskrevne. Foruden russisk udgives det på engelsk, fransk, spansk og tysk. Men i en nation, hvor systemkritikere tidligere spredte lignende tanker ved brug af skrivemaskiner og tyndt papir med mange gennemslag, har det enorm betydning. Så længe det varer.

Farligste profession

"I dag er der i praksis ingen begrænsninger for den redaktionelle frihed", siger Beljajev. "Men når bestemte lag rammes, så anvender de et kollektivt forsvar, som ikke alle redaktører kan klare. I dag er redaktørens profession den farligste i Sovjetunionen".

Sidste sommer fik Beljajev et hjerteslag. Han er en mand i 50’erne, men han afviser, at dårligt helbred var forklaringen. "Jeg skal modstå en del pres, og det gør, at man lever i stadig nervøsitet", siger han.

Fra hvem? Beljajev tøver. Som andre redaktører, der bliver stillet dette spørgsmål, vil han ikke give navne. Forklaringen er, at presset ofte kommer direkte fra medlemmer af politburoet – Kremls nr. 2, Ligatjov, er uden kildeangivelse ofte blevet nævnt i vestlig presse.

Men Beljajev giver et eksempel. Da han sidste efterår bragte et læserbrev, som skarpt kritiserede civilforsvaret, kimede telefonen i dagevis. Fra høj og lav i dette bureaukrati krævede man det virkelige navn på brevets forfatter udleveret. "Der kom de mest utrolige trusler, men jeg måtte sige til dem, at vi ikke ønsker mundtlig kritik. Det skal ske skriftligt. Og da de blev ved med opringningerne, inviterede jeg dem herind til en samtale, som så skulle optages på bånd og offentliggøres. Men det ville de ikke".

"Jeg har ingen, som dækker mig ind", siger Beljajev. "Vi er først nu begyndt på perestrojka, og vi har endnu ikke sejret. Det er stadig de gamle mure, som omgiver os. Der er millioner af bureaukrater, som fra naturens hånd er konservative. Når i tusindvis af dem bliver fyret, så vil der opstå flere farer for perestrojka. Men jeg er optimist. Vi får masser af fine reaktioner fra læserne. Jeg kan nu tro på noget, og jeg vil gøre noget for mit land. Det er en svær tid for journalister, men endelig ved vi, hvad vi kæmper for".

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.