Trykt i Information 26. april 1988

BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Sikkerhedsdebat  [i]

SKAL BLOKDELINGEN af Europa opløses? Og hvilken rolle spiller da staternes selvstændige skridt?

Det er et par af spørgsmålene, som Information har bedt en række politikere besvare skriftligt. Det sker kraftigt inspireret af den ros, som de radikales Lone Dybkjær modtog fra adskillige ordførere, da hun under Folketingets udenrigsdebat efterlyste visioner og principper.

Hvordan forestiller politikerne sig, at Europa ser ud år 2000 sikkerhedspolitisk? Og hvilken vej skal vi følge til visionen?

Der ligger formentlig et perspektiv i de udtalelser, som kommer i den aktuelle situation, men de er ikke altid iøjnefaldende.

Danmarks fulde medlemskab af NATO skal bevares, siger nogle, men Danmark har lige siden 1949 indtaget en særstilling i alliancen, og det har faktisk alle dens medlemmer. Opbakningen til dansk medlemskab af alliancen har formentlig aldrig været bredere i Folketinget, men det er klart, at når vi skal tage konkret stilling til emner, der kommer op i NATO, da er der forskelle selv internt i partierne. Forestiller vi os for år 2000 et Europa, hvis sikkerhed fortsat bygger på atomvåben?

Der er i de seneste ti år stillet store spørgsmålstegn ved fornuften i atom-afskrækkelsen. Mange mener, at en varig fred ikke kan bygges på en trussel om gensidig tilintetgørelse – mellem disse er endog præsident Reagan.

Hvis atomvåbnene er så fredsskabende, hvorfor går vi så ikke ind for, at flest mulige lande får dem – for eksempel også Iran og Irak? Hvor meget længere kan vi hævde, at atomvåbnene gavner vores sikkerhed og alligevel forhindre, at andre også får dem?

HVAD MED Danmarks fulde medlemskab af Europa? Og hvilket Europa tænker vi egentlig på, når vi bruger ordet? Har vi et medansvar for undertrykkelsen i Østeuropa, fordi vi har vendt dem ryggen – trygge i vor egen alliance?

Information har valgt, at debatten skulle tage udgangspunkt i et dokument, som blev skabt gennem en ægte Øst-Vest proces på græsrodsplan, fordi Europa er mere end EF eller de europæiske NATO-lande. I et par år diskuterede intellektuelle, fredsaktivister og systemkritikere deres vision af et Europa med ægte fred og vejene dertil – dokumentet vi bragte i uddrag mandag Mandag den 25. april 1988 er resultatet af denne proces.

Siden det i 1986 blev forelagt Helsinki-konferencen om europæisk sikkerhed og samarbejde, er det blevet underskrevet af mange hundrede i Øst og Vest. Fra Østeuropa kan nævnes stor deltagelse fra Charta 77 i Tjekkoslovakiet (f.eks. forfatteren Vaclav Havel), den polske fagforening Solidarnosc er godt repræsenteret (f.eks. rådgiveren Janusz Onyszkiewicz), ikke overraskende er der også mange underskrifter fra Ungarn (bl.a. forfatteren Konrad György) samt østtyske kirkefolk (bl.a. Rainer Eppelmann). Fra Vest er det især folk i og omkring den alliancefrie fredsbevægelse END.

Dokumentet indeholder alvorlige anklager imod Vesteuropa. "Mange vesteuropæere har en tendens til i første række – og det gælder også kulturelt – at opfatte sig selv som medlemmer af det atlantiske fællesskab. De har i de seneste årtier hovedsagelig reageret med tavshed på de konsekvente forsøg på at isolere befolkningerne i kontinentets østlige halvdel fra den anden halvdels kulturelle liv".

Hvordan overvinder vi kløften og den dybe "følelse af fremmedhed", som dokumentets forfattere hævder er opstået?

DET INDEHOLDER en lang række principper og konkrete forslag. Særligt interessant er den konsekvente afvisning af "enhver tendens til at spille friheden ud mod freden eller omvendt". Vi kan i Vest ikke bare vente på, at Gorbatjov river muren gennem Europa ned. Rent faktisk gennemhulles den allerede af talrige aktiviteter.

Dokumentet lægger særligt stor vægt på, hvad man kalder "afspænding nedefra". Altså dialog, besøg og udvekslinger på uofficielt plan. Gennem Helsinki-processen arbejder staterne for lempelse af de restriktioner, som denne proces er pålagt.

Men skal denne proces også, som SID’s formand Hardy Hansen op til weekenden foreslog, indgå i vor sikkerhedspolitik langt mere bevidst? Skal Folketinget støtte sådanne aktiviteter finansielt? Er der midler nok til og opmærksomhed nok omkring de udvekslingsaftaler, som er indgået på officielt plan? Skal vi satse mere på kulturfremstød i Østeuropa? Har Danmark noget særligt, vi kan tilbyde en proces for heling af Europas sår?

Skal afspændingen kun foregå via de store forhandlingsborde, eller kan græsrødder og små lande tage selvstændige skridt – på trods af "bloksolidariteten"? Opfattelsen i dokumentet er, at alle må bidrage til genforeningen af Europa gennem selvstændige initiativer. Man slår fast, ar "alle uafhængige grupper, bevægelser og borgerinitiativer bør lægge pres på supermagterne for at få dem til at opgive deres hegemonistiske adfærd og begynde at handle som demokratiske partnere".

Det er en opfordring, som ikke er helt uden aktuel relevans. Hvordan skal staterne forholde sig, når folkelige bevægelser presser på for ændringer, som er i strid med alliance-partneres interesser?

Vi ser frem til en debat, som kan have langt videre perspektiv end hvem, der skal danne regering efter den 10. maj. Måske er forskellene mellem partierne slet ikke så store, som det fremgår af øjeblikkets ophedede debat, når vi kommer til det virkeligt væsentlige?   JD

---

[i] Information ville under valgkampen i 1988 gentage en succes fra 1979, hvor avisen også under en valgkamp opfordrede til debat om atomvåben – og mange politikere, især fra venstrefløjen, sendte debatindlæg. Valget i 1988 blev udskrevet, da et flertal i Folketinget ville vedtage en stramning af reglerne for fremmede krigsskibes besøg i danske havne. Stramningen skulle håndhæve, at de ikke medbragte atomvåben. Informations initiativ skulle denne gang udfordre politikerne til en mere omfattende debat af Europas fremtid – og initiativet var kraftigt inspireret af et dokument, som systemkritikere i Øst og fredsaktivister i Vest havde udarbejdet. Udspillet var ikke en succes. Kun få politikere deltog – og denne gang var det venstrefløjen, som holdt sig tilbage.

 

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.