Blus på 4. maj - (DEN KOLDE KRIG) - Trykt i Information 3. maj 1988

I år vil kampagnen mod atom-prøvesprængninger, som nu kalder sig "Next Stop Sovjet", anvende den 4. maj til en demonstration for dansk atom-frihed. Hundreder af bål skal tændes langs grænsen og kysterne. Initiativet er betagende smukt. Og det viser, at fredsbevægelsen herhjemme stadig kan overraske med en skabende evne, som ofte mangler i "politisk arbejde".

Mere traditionelt har en række faglige organisationer indbudt til et fakkeltog mod atomvåben, der starter i Enghaveparken i København ved enden af Istedgade – gaden, som "aldrig overgav sig". Men også dette initiativ viser, at der endnu er mennesker, som forbinder noget med den 4. maj. Midt i et politiker-slagsmål, som de færreste forstår, vil tusinder mødes i et fællesskab, som alt for sjældent opleves i vor tid.

Men – Berlingske Tidende gik søndag til angreb mod initiativtagerne i en artikel, som trods sit stærkt subjektive indhold ikke bringes på leder-plads, men ude i de spalter, hvor journalistikkens idealer ellers dikterer en vis tilbageholdenhed. Fredsgrupper har, rapporterer medarbejderen, iværksat en annoncekampagne "med det formål at stjæle mindedagen for Danmarks befrielse fra Frihedsbevægelsen og gøre 4. maj til en anti-NATO aktionsdag, hvor der skal tændes 300 bål langs landets kyster".

Den aktive avis har fundet frem til to veteraner fra frihedskampen, som "protesterer i skarpe vendinger". Bålene er et misbrug af dagen, som "burde være en hyldest til friheden, til modstandskampens døde og til vore allierede, som i tusindvis satte livet til for vores frihed, så vi kunne blive anerkendt som en venligtsindet nation", siger den ene.

ANGREBET ER forstemmende. Berlingske Tidende er ikke en avis, som skal svinge med frihedskampens fane. Dertil er avisens adfærd i 30’erne og under besættelsen for ussel. Den uheldige formulering – mindedagen for Danmarks befrielse fra Frihedsbevægelsen" – må skyldes en af de tysk-venlige onde ånder, som endnu spøger i huset. Så ligefrem beskylde andre for tyveri er for stærkt.

Veteranernes kritik har større vægt. Det er forståeligt, at de, som kæmpede, gerne vil have deres mindedag i fred. Men det må undre, at de selv vil tage de dødes offer til indtægt for NATO og atomvåben i danske havne. Ingen af delene var vist fremme dengang. Og det er forbløffende, at glæden over de allierede fra dengang, nu skal overføres til loyalitet med regeringer, når det var disse landes folk, som rent fysisk bidrog til befrielsen. Atom-våben er heller ikke populære i de lande.

Veteranerne burde glæde sig over unge mennesker, som ikke har oplevet de fem onde år og selv hørt frihedsbudskabet den 4. maj, men alligevel forbinder noget værdifuldt med mindedagen. Har vi ikke i årevis hørt, hvor forskrækkeligt det er, at "nutidens ungdom" er ligeglade med den tid?

Størstedelen af befolkningen har ingen personlig erfaring med de år. Mange af os er imidlertid opdraget med frihedskampens idealer af fædre og mødre, som anså dem for en arv, det måtte holdes levende, fordi de selv har sat livet på spil for dem.

Vi lærte, at hvis demokratiet blot er nogle formelle spilleregler, da kan friheden gå tabt. Vi lærte, at der er mennesker, som vil ofre landets selvstændighed, fordi den stærke har ret. Og vi lærte, at menneskets værdighed er størst, når det kæmper for en sag.

MODSTANDSBEVÆGELSENs folk lærte os også, at den 5. maj var dagen, hvor "frihedskæmpernes" antal voksede eksplosivt. De bange, forræderne og opportunisterne tog armbindet op, og i historiebøgerne blev vi belemret med "det danske folks kamp". Aktivisterne havde selv mange solstråle-historier, når de fortalte om, hvordan et hjem eller en venlig sjæl havde reddet dem i situationer, hvor alt håb var ude, men det undgik ikke vor opmærksomhed, at de beskrev undtagelser. Deres lede over eftertidens skønmalerier gik videre til os. Vi oplevede, hvordan de selv ikke ville fejre mindedagen, fordi den var blevet frataget sit indhold.

Alligevel har dagen stadig betydning! Og det mest fantastiske er vel, at den tilsyneladende nu også har det for børnenes børn.

Er det ikke i frihedskampens bedste ånd, at unge forkaster deres regerings samarbejdspolitik, når den bygger på løgn og underkastelse? Er det ikke netop løgnen med de atom-fri havne, som vi nu har fået afsløret? Og skyldes valgets udskrivelse ikke, at vore "allierede" ikke længere vil finde sig i dansk selvstændighed? Hvordan kan det være, at regeringspartierne aldrig i løbet af de 23 debatter i folketinget gik ind på en konkret debat af indholdet i de mange dagsordener. Så utroligt mange spalter i det grønne hæfte med "Folketingets forhandlinger" er fyldt med ynkelige jeremiader om hensynet til NATO og grotesk retorik. Det er uafviseligt, at det var oppositionen, som satte sig så godt ind i sagerne, at de kunne dynge kendsgerninger og saglige argumenter op – man behøver faktisk ikke være enige med de ordførere for at erkende det. Er virkeligheden ikke den, at de tog sikkerhedspolitikken så alvorligt, at de gjorde op med deres egen vanetænkning?

Sæt blus på den 4. maj – gør frihedskampens idealer relevante også for vor tid. Vi har behov derfor. JD

[i] Under valgkampen, som foregik på dette tidspunkt, anvendte især Konservativt Folkeparti dette slagord. Valget blev udskrevet, fordi oppositionerne ville stramme reglerne for kontrol med, at allierede krigsskibe ikke opholdt sig i dansk farvand med atomvåben.