Trykt i Information 2. juni 1988
Demokratiet er i 80’erne trængt ind i sikkerhedseliternes lukkede verden
Information inviterer i sovjetisk avis til gensidig og regelmæssig sikkerhedsdebat.
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Information har modtaget en invitation fra den store sovjetiske avis Sovjetskaja Rossija, som tilbød spalteplads til et indlæg, der skulle behandle ”perspektivet for Europa efter INF-traktaten” [i].
Opfordringen byggede på gensidighed, idet bladene samtidigt skal offentliggøre både det danske og et sovjetisk indlæg. Det var samtidig en forudsætning, at bidragene bringes ucensurerede. Resultatet kan ses på denne side, idet vi har fået oplyst, at Sovjetskaja Rossija vil offentliggøre indlæggene torsdag [ii].
Det var formentlig ugebladet ”Moskva Nyt”, som udgives på flere sprog, der først tog initiativ til en dialog af denne art. Invitationerne er især gået til fremtrædende amerikanske sikkerhedspolitiske eksperter. Senest har dette blad bragt et indlæg af den amerikanske høg Richard Pipe, som samtidigt fik svar af en sovjetisk kommentator.
Samme blad bringer i øvrigt også for tiden en serie artikler fra journalister i nordiske lande, herunder Alaska og Canada, som diskuterer denne regions problemer. Også i dette tilfælde har Information leveret et bidrag, som imidlertid endnu ikke er trykt [iii].
Andre blade og aviser har åbnet deres spalter på lignende vis. Sovjetskaja Rossija er en af Sovjetunionens største aviser med et oplag på 5,25 millioner – en vækst på knapt ¾ million i løbet af det sidste år. Avisen fik for nyligt en del omtale, da den bragte et såkaldt læserbrev fra Leningrad, som forsvarede gamle ideologiske principper. Det initiativ indbragte avisen hård kritik fra højeste sted, da indlægget blev anset for stalinistisk.
Udveksling af artikler er et stort fremskridt i forhold til tidligere, hvor vestlige aviser regelmæssigt bragte indlæg af sovjetiske kommentatorer, så læserne kunne få ”den anden sides” argumenter direkte. Men sovjetiske medier bragte sjældent vestlige synspunkter, som var i åbenlys modstrid med Kremls opfattelse.
Forhåbentlig kan den indledte udveksling udvikles, så den bliver til en reel dialog. Sporadisk gengivelse af artikler bringer godt nok nogle synspunkter frem til læserne, men det bliver ikke til en virkelig debat, hvor man trænger ned i ideologien bag og virkelig får kulegravet tidens problemer.
Information har derfor i den her gengivne artikel til Sovjetskaja Rossija foreslået en sådan dialog. Man kan f.eks. tænke sig en artikelserie, hvor parterne fremlægger problemer, som de ser i NATO’s og Warszawapagtens sikkerhedspolitik, og direkte forholder sig til dialogpartnerens indlæg. Det skal helst være en serie skrevet af de samme to personer, så læserne også får indblik i deres tankegang [iv].
Debatten skal selvfølgelig være fri og mellem journalister, som bygger på deres adgang til åbne kilder. I Vest er der mange oplysninger, som belyser træk ved det sovjetiske militær, og det kunne være spændende, hvis en sovjetisk kollega via sine kilder forholdt sig til dem. Og omvendt. Fra sovjetisk side må der afgjort være oplysninger, som man gerne ser fremlagt i Vest under vilkår, hvor en reaktion bliver nødvendig. Fælles sikkerhed må også bygge på åben debat af fælles problemer. JD
80’ernes vigtigste udvikling var ikke en genopblussen af kold krig, som i en årrække gjorde topmøder umulige. Det var heller ikke opstilling af raketter i Europa. Eller, senest, en ny chance for afspænding og nedrustning.
Det vigtigste var, at demokratiet i Vest trængte ind i sikkerhedspolitikken, som hidtil havde været en lukket verden, hvor små eliter herskede enevældigt. Og nu er en lignende udvikling tilsyneladende også i gang i Øst.
Reaktion på grotesk misforhold
Der er et grotesk misforhold mellem den totale magt, som ganske få mennesker har over selve livets fremtid, og de idealer om befolkningernes medindflydelse på regeringers beslutninger, som hyldes i både Øst og Vest.
For ti år siden blev krig en stadigt mere nærliggende mulighed. Reaktionen i Vesteuropa og USA blev, at tidligere embedsmænd, uafhængige eksperter, politikere og såkaldt almindelige mennesker udfordrede sikkerheds-eliternes hemmelighedskræmmeri og ret til at tage beslutninger alene bag lukkede døre.
Store landvindinger
Sejren er endnu ikke total, men landvindingerne er store:
Al viden af betydning i forbindelse med atomvåben er i dag offentligt tilgængelig.
Journalister kan beskrive sikkerhedspolitiske emner på et niveau, der forudsætter en viden hos læserne, som i 70’erne ikke eksisterede.
Parlamenter diskuterer regelmæssigt sikkerhedspolitik, og det sker ofte, at politikere stopper planer, som er fostret i militæret eller af den øvrige officielle sikkerheds-elite.
Fredsforskning er blomstret op ved hundreder af universiteter, så der i dag eksisterer en kvalificeret modekspertise, som kan afbalancere ekspertisen i officielle institutioner.
Det er især denne udvikling, som har hindret, at våbenkapløbet i 80’erne løb løbsk. Millioner demonstrerer ikke længere i gaderne for nedrustning, men masseprotester er en konstant trussel mod upopulære beslutninger, fordi den brede befolkning nu kan følge med. Derfor må eliterne tage hensyn til dens ønsker.
Endnu er der mange opgaver, som skal løses, inden vi kan konstatere, at udviklingen endeligt er blevet vendt. Demokrati er ikke en gave fra statsmagten; det er noget, som man dagligt skal slås for. Demokratiets grænser rykker kun frem og indtager nye områder, hvis magthavere er under konstant pres fra en aktiv befolkning og en krævende presse.
Fælles sikkerhed forudsætter fælles debat
Det særlige ved sikkerhedspolitik er i forhold til indenrigspolitik, at den inddrager forhold uden for et lands grænser. Hvis demokratiet skal fungere, er det nødvendigt, at der også er adgang til troværdige oplysninger om den såkaldte modpart.
Hvis begrebet ”fælles sikkerhed” skal have mening, er en virkeligt fælles sikkerhedsdebat nødvendig. Derfor er det med store forventninger, at mange i Vest følger den sovjetiske debat, hvor fremtrædende journalister og forskere kræver åbenhed også omkring det sovjetiske militær og sikkerhedspolitiske emner.
Som Vitalij Sjurkin, Sergej Karaganov og Andrej Kortunov skrev i Kommunist, var der engang, hvor en vis lukkethed kunne styrke den nationale sikkerhed. Men det er blevet forældet af moderne overvågningsmidlers muligheder. Nu ”bliver det stadigt tydeligere, at denne lukkethed giver bagslag”, skrev de. Og konkluderede, at ”foranstaltninger for at udvide åbenheden omkring vort udenrigspolitiske og militære arbejde har kolossal betydning for styrkelsen af Sovjetunionens sikkerhed”.
Lukkethed skaber frygt
Man kan tilføje: Kolossal betydning for styrkelsen af verdens sikkerhed. Fravær af demokrati og åbenhed i sovjetisk sikkerhedspolitik har skabt reel frygt i Vest, gavnet propagandister og fremmer vestlig oprustning.
Det bedste eksempel er opstillingen af SS-20 raketter fra slutningen af 70’erne.
Journalister og kommentatorer i Vest, som ikke ville acceptere NATO’s skrækpropaganda i denne forbindelse, arbejdede ihærdigt i årevis med at forklare denne oprustning og påvise, at den ikke udgjorde en væsentlig ny militær trussel. Men på grund af lukkethed i Sovjetunionen måtte vi løse denne opgave alene på baggrund af spekulationer og spredte informationer.
Derfor savnede vores forklaringer gennemslagskraft. Det lukkede sovjetiske system gjorde vores forklaringer utroværdige.
Afspændings folkelige fundament
Sovjetunionen imponerer i dag med sine talrige nedrustningsforslag, men hvis en ny afspændings-periode skal have større livskraft og medføre varige resultater, da er det helt nødvendigt, at vi lærer af historien.
Afspænding på topplan er godt, men processen bør bygge på et folkeligt fundament, hvor mennesker på ethvert tænkeligt niveau danner forbindelser indbyrdes over Øst-Vest skellet. De kan udgøre et netværk, som er stærkere end ledernes kontakter. Ledere kan udskiftes, men befolkningerne består.
Hvis vi alle føler, at vi har indsigt i hinandens lande, bliver manipulation med den offentlige mening vanskeligere.
Allierede i propaganda og oprustning
I sovjetisk presse kritiseres vestlige planer om ”kompensation” for INF-raketterne stærkt. Men samtidigt hævder NATO, at Sovjetunionen selv er i fuld gang med sin ”kompensation”.
Fra januar er udstationering af et langtrækkende krydsmissil, i Vest kaldes det SS-N-21, blevet indledt på sovjetiske u-både. Det hævdes, at andre raket u-både har ændret deres patruljemønster, så de nu bedre kan dække mål i Vesteuropa. Jagerbomberen SU-24 Fencer skal være under udrustning med en langtrækkende raket AS-11 Kilter. Og endelig skal landbaserede interkontinentale raketter synligt være blevet rettet mod mål i Vesteuropa.
Vi skal alle passe på, at fordømmelse af ”kompensation” i den modsatte lejr ikke bliver en kampagne, som skal undskylde nye våben i vores egen lejr. Igen oplever vi i Vest nye sovjetiske våben, som pludselig dukker op uden nogen nærmere forklaring.
Man kan hævde, at nogle af de sovjetiske initiativer er planlagt længe inden en INF-aftale var klar, Men det samme er tilfældet med flere af de vestlige våben, som nu kritiseres så skarpt. Meget af den berettigede sovjetiske kritik gælder våben, som endnu ikke er vedtaget, og hvis indførelse i værste fald sker engang i 90’erne. Der venter beslutninger, som kan kritiseres, analyseres og måske stoppes. Det ville være rart, hvis denne mulighed for demokratisk påvirkning også gjaldt for sovjetiske våbenplaner.
Trods topmøder og afspænding trues vi i Øst og Vest stadigt af, at vi bliver fanget af vor egen ofte berettigede propaganda mod modparten, fordi vi ikke ser vore egne handlinger i samme kritiske lys.
Fælles udfordringer
Vi står i både Øst og Vest foran store udfordringer. Hvis nedrustning skal gennemføres vil det ikke kunne ske uden kraftig modstand fra de lukkede eliter og institutioner, hvis eksistensberettigelse og magt skal fjernes.
I Vest er det ”militær-industrielle kompleks” ikke kun et begreb hentet fra propagandisters ordbog. Komplekset består også af medier og universiteter, hvis indflydelse og størrelse er nøje knyttet til militærets vækst. Hvis dets modstandskraft skal undergraves, er det nødvendigt, at det tvinges til i åben debat at retfærdiggøre hvert eneste nye våben og hver eneste mønt, det vil bruge. Det er kun rimeligt, da det ikke selv betaler.
Men sikkert er det, at denne proces kun har en lovende fremtid, hvis militaristiske kredse ikke konstant kan henvise til, at ”i Øst sker alt i det skjulte”, hvorefter uvisheden kommer oprustning og fjendebilleder til gode. Demokratiseringen i Sovjetunionen kan undergrave den undskyldning.
Invitation til debat
Hvad der sker ved de mange forhandlingsborde er vigtigt. Det er forståeligt, at forhandlerne gerne vil arbejde uden, at offentligheden sidder med ved bordene. Men vi andre kan ikke bare vente de mange år, som forhandlinger erfaringsmæssigt tager.
Mange problemer kan diskuteres og afklares mellem befolkningerne, medens forhandlerne arbejder. Initiativet, som Sovjetskaja Rossija har taget med udveksling af artikler, viser en vej.
Men det er vigtigt, at dette ikke forbliver et usædvanligt fænomen. Regelmæssige kommentarer i hinandens aviser kan skabe en debat med sammenhæng. Min avis stiller sig gerne til rådighed for en debat med indlæg hver uge af en sovjetisk kommentator, hvis det bygger på gensidighed. Vil nogen tage imod den invitation?
[i] Traktaten om raketter med mellemdistance-rækkevidde fra 1987 mellem USA og Sovjetunionen
[ii] En artikel af en sovjetisk kommentator blev også bragt i Information 2. juni 1988. Dragsdahl’s indlæg blev bragt i den sovjetiske avis, dog en smule forkortet.
[iii] Det skete dog senere.
[iv] Det sovjetiske artikelbureau APN fulgte invitationen op med artikler af en officer i Sovjetunionens flåde i Østersøen. Han skrev til Information, hvor Dragsdahl svarede. Hovedemnet var Warszawapagtens landgangsfartøjer i området. Debatten blev ikke trykt i sovjetiske medier.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|