Trykt i Information 21. juni 1988

BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Mystik i Prag

 

MÅSKE SKYLDES det hedebølgen – men trods en ihærdig indsats ved hjælp af de plagede små grå celler svigter hjernen, når den skal finde en mening bag weekendens begivenheder i Prag, som medførte afbrydelse af et seminar om fred og menneskerettigheder – samt udvisning af mere end 30 fremtrædende aktivister.

Tjekkoslovakiet har tidligere i år udsendt et omfattende forslag, som angiveligt tilstræber oprettelse af en zone med tillid, samarbejde og gode naboforbindelser langs den militære konfrontations-linje i Europa. Det interessante ved forslaget er, at det ikke blot fokuserer på våben – zonen skal omfatte politiske, økologiske og humanitære spørgsmål.

Opbruddet i de totalitære samfunds sædvanlige adfærd burde måske have medført mere udførlig omtale af forslaget, da det blev fremsat. Man kunne have taget det alvorligt; det kunne jo have været et tegn på nytænkning også i et land, som ellers i tyve år har været kendt for myndighedernes uindskrænkede menneskeforagt.

Det blev imidlertid lagt hen i kassen til emner, der trænger til nærmere undersøgelse, og som kan tages op, hvis der kommer konkrete tegn på, at det ikke bare er propaganda. Tjekkoslovakiets nye ledelse må være opmærksom på, at den har et troværdighedsproblem. Forslaget kunne derfor blot være et forsøg på billig imødegåelse med retorikkens hjælp af den omtale, som landet vil få i tyve-året for undertrykkelsen af "Foråret i Prag".

NOGLE FOLK et sted i systemet må være opmærksomme på, at indgrebet mod seminaret ikke ville gavne styrets anseelse, thi mandag morgen tog Tjekkoslovakiets ambassade i København et usædvanligt initiativ, der måske skulle modvirke den dårlige omtale.

Med bud fik Informations redaktion en oversættelse på engelsk af en artikel, som det tjekkoslovakiske partiblad Rude Pravo bragte i lørdags. Den er et angreb på en af landets egne borgere, Petr Uhl, som er medlem af kredsen, der arrangerede seminaret. Her har vi altså et dokument, som i selve partiets hoforgan skulle retfærdiggøre indgrebet, da det fandt sted. Og værket er fundet så vigtigt, at det er blevet oversat til en vestlig offentlighed.

Og hvad læser vi så: "Han lever mellem os. Han nyder godt af vor sociale sikkerhed. Han går til de samme butikker som alle andre. Måske anvender han den samme sporvogn, bus eller tog i undergrundsbanen". Ganske markant indledning. Folkefjenden er i vor midte!

Men selvfølgelig er der et problem. Den anvendte teknik vil hos enhver, som har historisk hukommelse i behold eller har læst George Orwell’s bog 1984 straks fremkalde minder. Nazisterne anvendte den i kampagnen mod jøderne, hvor man f.eks. i en film fik påpeget, at rotterne er overalt, selv om man ikke bemærker dem. De mere litterært indstillede vil straks tænke på had-seancen mod folkefjenden Emmanuel Goldstein, som også kunne være overalt.

Læsning af hele artiklen forstærker kun indtrykket. Petr Uhl er angiveligt trotskist – artiklens forfatter hjælper med en lille parentes efter Leon Trotskij’s navn, så vi ikke glemmer, at hans oprindelige navn var det jødisk klingende Lev Bronstein. Og så går den ellers der-ud-ad. Der er en international sammensværgelse, som vil "omstyrte den nuværende socialistiske orden for enhver pris".

HVAD POKKER kan motivere noget tænkende menneske til udsendelse af denne "forklaring"? Det er her, at vor fatteevne ikke slår til, og måske er det ikke blot sommervarmens skyld.

Altså – vi lever i 1988. Kan nogen i dag tage en trussel fra trotskismen alvorligt? Selv i Sovjetunionen lægges der nu op til en åben debat, hvor Trotskij skal tages ud af forbrydergalleriet over de, som var så slemme, at selve deres eksistens måtte forties. Og hvem kan i Uhl’s påståede forbindelse til Den 4. Internationale se noget, der kan retfærdiggøre indgreb mod, at en bredt sammensat gruppe af politisk modne mennesker diskuterer fred og menneskerettigheder?

Samme emne er det højest prioriterede i intet ringere end det officielle sovjetiske fredsråds organ, XX Century and Peace. I den seneste udgave kan man finde et referat fra en række seminarer i Moskva over netop dette tema, og artiklen indeholder så meget kontroversielt stof, at samtlige udtalelser fra Charta 77 og erklæringer fra denne gruppes udenlandske dialog-partnere blegner.

Eksempelvis konstaterer artiklens forfatter, at den højt besungne sovjetiske fredslov fra 1951, som forbyder krigspropaganda, ikke kan være et redskab for fred. Forklaringen er såmænd, at "krigens kræfter i vort land er kræfter for indre og ikke ydre aggression, og det hjemlige ’fjendebillede’ er et billede af den indre fjende". Hele artiklen er en stor argumentation for, at nu må sovjetiske borgere selv skabe en civilisation, hvor de indretter et nyt hjem, der, som sit fundamentale princip, har frihed. Og denne artikel er langt fra enestående. Et gennemgående træk ved indlæg fra reform-tilhængere i andre medier er, at de argumenterer på grund af en situation, hvor "apparatet temmelig ofte ikke tilhører os, men vi tilhører det". Citatet skal, ifølge historikeren Jurij Afanasiev, være fra Lenin.

På denne baggrund er det forståeligt, at en Troels Toftkær fra Nej til Atomvåben, som ellers aldrig har set med blide øjne på sovjetisk overherredømme i Østeuropa, frisk hjemkommet efter udvisningen kan fable om, hvor skønt det ville være, hvis Gorbatjov giver sine parti-kammerater i Tjekkoslovakiet lidt broderlig hjælp (se artiklen side 2). Men underligt lyder det nu i tyve-året for Bresjnevs broderlige hjælp.

Alligevel fører hans opfordring til to mulige forklaringer på weekendens episode.

Den ene er, at reformfolk i Tjekkoslovakiet gennem et åbenlyst vanvittigt overgreb på nogle menneskers grundlæggende rettigheder vil fremprovokere en reaktion, der gennem latterliggørelse og fordømmelse af styret kan gøre det helt åbenbart, at den slags metoder er undergravende for, hvad den øverste ledelse hævder, at den vil opnå med forslag om tillids-zoner. Denne forklaring kan lyde lidt søgt, men det er den eneste, som logisk begrunder, hvorfor indgrebet skulle retfærdiggøres ved hjælp af propaganda efter nazistisk forbillede.

Den anden mulige forklaring er hinsides vore hjernecellers rækkevidde. I den kan man blot konstatere, at overgreb uden skelen til konsekvenser, der følges op med argumenter, som stråler af menneskeforagt, er et diktaturs væsen. JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.