Trykt i Information 3. marts 1989

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Dansk magt

 

SIDEN KVR-regeringens dannelse er den sikkerhedspolitiske indsats blevet en bedrøvelig affære.

Kræfterne bag den selvstændige profil i NATO, som det alternative sikkerhedspolitiske flertal arbejdede for, føler sig klart afmægtige overfor en udenrigsminister, som nu kan støtte sig til Det radikale Venstres indenrigspolitiske ambitioner. Derfor er den nye sag omkring "modernisering" af NATOs atomvåben blevet til et rent taktisk spil i Folketinget, og de overordnede spørgsmål omkring sådanne våbens berettigelse i et forsvar forsømmes.

Endog Folketingets indsigt i hans politik er forsvundet. Eksempelvis vil NATO i næste uge ved starten af de nye forhandlinger med Warszawa-pagten spille ud med forslag, som kan få afgørende betydning for samtalernes forløb. Men alliancens fælles oplæg er ikke blevet debatteret i Folketinget trods forhandlingernes store betydning for Europas fremtid. Ja, udtalelser af ledende socialdemokrater tyder på, at regeringen end ikke har givet en grundig orientering i de relevante udvalg.

Det er markante ændringer i forhold til den periode, hvor politikerne følte, at de var under opsyn af en aktiv fredsbevægelse. Det er også en reaktion på affæren med atom-skibene sidste år, som udløste trusler fra de allierede og medførte en udbredt erkendelse af, at vi er et meget lille land med få muligheder for påvirkning af storpolitikken.

MEN SELVOM mulighederne for sikkerhedspolitiske initiativer gennem NATO virker blokerede, er det ikke ensbetydende med, at danskere ikke aktivt kan påvirke den storpolitiske udvikling. Som den hollandske fredsaktivist Wim Bartels redegjorde for i Information torsdag, er det helt afgørende for den nye afspændings fremtid, at den kommer under konstant kontrol og debat i befolkningerne selv, uafhængigt af statslige institutioner. Han talte for en "afspænding nedefra", hvor man gennem græsrodssamarbejde på tværs af landegrænser udvikler et netværk af kontakter, som kan give den nye afspændingsperiode et solidt folkeligt fundament.

Tanken er ikke ny. Faktisk har en fløj i 80’ernes fredsbevægelse i snart ti år udviklet en dialog med ligesindede i Øst. Det grundlæggende dokument for denne proces er END-erklæringen om et atom-frit Europa fra 1980. En central opfordring lyder: "Vi må begynde at handle på en måde, som om et forenet og fredeligt Europa allerede eksisterede. Vi må lære at være loyale, ikke over for ’Øst’ eller ’Vest’, men over for hinanden, og vi må se bort fra de forbud og begrænsninger, som nationale stater pålægger os".

Da erklæringen blev udsendt, var den meget kontroversiel, også i fredsbevægelsen. Den medførte hadefulde opgør. Det storslåede ved ideer, hvis tid er kommet, er imidlertid, at de ofte sejrer, og derfor er det citerede afsnit så selvfølgeligt sandt i dag.

Klarest ses det i fænomenet Next Stop Sovjet, hvis ledende aktivister er så unge, at de formentlig slet ikke deltog i det store opgør over erklæringen – for manges vedkommende end ikke kender den. Men hele ånden bag initiativet har rødder i erklæringens vision og opfordring til handling.

Som var det en helt naturlig sag, stiller Next Stop Sovjet krav til de sovjetiske myndigheder, der næsten var utænkelige for ti år siden. Tusinder af unge fra Skandinavien skal til efteråret besøge sovjetiske borgere, der ikke er udvalgt af organer med ekspertise i kontrol af menneskers samvær. Man har tværtimod sikret sig, at enhver i det engang så totalitære samfund, som ønsker deltagelse, kan være med. Projektet har tilsyneladende talt til et så inderligt følt behov hos sovjetiske unge, at det er blevet et modefænomen, hvis opbakning vokser eksplosivt. Og, som en sovjetisk journalist fortalte, river bureaukrater i kontrolsystemet sig fortvivlet i håret. "De anerkender bare ikke grænser", skal en top-funktionær i ungkommunisternes organisation Komsomol have sagt, idet han fortsatte: "Uanset hvad vi gør, så kommer de alligevel. Dette er vikingernes anden invasion".

Ud fra tankegangen bag "afspænding nedefra" kan Next Stop Sovjet blive det vigtigste, som i 1989 finder sted sikkerhedspolitisk i Europa. Sovjetiske myndigheders snak om "et fælles europæisk hjem" bliver sat på en hård og meget konkret prøve. Omtalen af initiativets skæbne vil påvirke millioner af menneskers syn på fremtidens muligheder.

AKTIVISTERNE har, hvad man må kunne kalde åndsfæller i kredse, som normalt vil blive anset for politisk fjerntstående.

Fremskridtspartiets Kresten Poulsgaard har med suveræn foragt over for de begrænsninger, som staternes magtspil dikterer, foreslået, at de baltiske republikker skal optages i Nordisk Råd. Også han kender næppe END-erklæringen, men hans forslag er i dens ånd. Fordi forslaget er så indlysende rigtigt, får han afsløret, at strukturer og adfærdsnormer fra Den kolde Krigs tid er håbløst forældede.

Og torsdag fremturede Inger Stilling Petersen fra Kristeligt Folkeparti under Nordisk Råds møde lige så naturligt og rigtigt trods afvisning fra selveste Nordisk Ministerråd med, at der skal ydes Polen bistandshjælp på miljøområdet. Hun vil nu undersøge mulighederne for et dansk bistandsprojekt.

Fordi forurening i Polen skaber problemer også for Danmark, burde det være helt oplagt, at vi deltager i bekæmpelsen af ondet ved dets kilder, og som hun selv er opmærksom på, vil der også ligge en politisk tilkendegivelse i en håndsrækning til polakkerne i "deres kamp for den frihed, vi sætter så højt". Erkendelse af fælles interesser er grundlæggende for udvikling af fælles sikkerhed.

Men bistanden kan også komme mere direkte fra erhvervslivet herhjemme, som endog vil kunne gøre en god forretning ud af det, påpegede Elzbieta Tromer fra Center for Freds og Konfliktforskning for nyligt i en kronik. Hun opfordrede den danske stat til at spille en "mere aktiv rolle" f.eks. gennem garantier for investeringers sikkerhed. Konkret skal der være muligheder på tre felter: Man kan bistå ved opstart af mindre virksomheder, som fremstiller miljø-relevant udstyr. Der kan indgås et teknisk samarbejde omkring løsning af større problemer. Og man kan oprette virksomheder, der genanvender råstoffer i industrielt affald.

Erhvervslivet hører med i en afspændingsproces, som under de statslige forbindelsers niveau skaber et netværk af kontakter til fælles bedste. Den nye afspændingsperiode er enestående, fordi den giver mulighed for, at vi alle, uden hensyntagen til politikeres afmagt og taktiske spil, kan leve op til en personlig ansvarsfølelse.     JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.