Trykt i Information 17. marts 1989

Norge tør hvor Danmark tier i NATOs nye atom-våben sag

Norske ministre går utvetydigt og offentligt imod "moderniseringen".

Af JØRGEN DRAGSDAHL

OSLO i marts – Når man kommer fra et land, som holder den lavest tænkelige profil i NATOs nye atomvåbensag, er det en helt speciel oplevelse at høre både en udenrigsminister og en forsvarsminister gå imod alliancens planer offentligt. Og det var, hvad Norges Thorvald Stoltenberg samt Johan Jørgen Holst gjorde i weekenden under et møde i Nordisk Forum.

Tilsyneladende var de slet ikke bekymrede over, at sagen endnu ikke er tilstrækkeligt belyst, eller at de med klare offentlige markeringer sætter deres indflydelse i alliancen over styr. Eller hvad det nu er, at danske ministre undskylder sig med.

Især forsvarsminister Holst har en så betydelig ekspertise sikkerhedspolitisk, at hans udtalelser ikke kan affærdiges med, at han blot lufter socialdemokratiske synspunkter uden hensyntagen til det saglige. Kritikken imod ham er faktisk ofte gået på, at han lod sig rive med af sin tekniske kunnen, og derfor glemte, at politiske hensyn også bør tillægges vægt.

Nej til krydsmissiler på skibe

I slutningen af 70’erne spillede han en central rolle i alliancens bestræbelser for placering af 572 amerikanske mellemdistance-raketter på landjorden i Vesteuropa. Hans synspunkt var dengang, at placering af lignende raketter på skibe, som nogle foretrak, var imod norske interesser, fordi det ville skabe øget militær spænding i de nordlige havområder.

Efter Arbeiderpartiet havde mistet regeringsmagten, og USA fortsatte udvikling af krydsmissiler til anbringelse på skibe, forfægtede han fortsat de norske interesser. Eksempelvis erklærede han i Aftenposten den 9. december 1982:

"Norge kan komme i en meget beklemt situation, hvis man gennemfører de ændringer i den fremskudte amerikanske marinestrategi, som af og til er på tapetet, og som sigter på offensive operationer mod de sovjetiske flåde-enheders baser, bl.a. ved brug af krydsmissiler. Dette vil kunne føre til spænding i vort område – noget Norge ikke er tjent med, og det må alliancen tage hensyn til".

Ifølge nogle kritikere går han nu for langt, når det gælder imødekommenhed overfor amerikanske ønsker om støtte-arrangementer på norsk område til denne marinestrategi, og i weekenden fremhævede han da også det sovjetiske bidrag til spænding i Nord. Men han argumenterede samtidigt for, at krydsmissiler skal helt væk fra flåderne. Det skete gennem en analyse af de problemer, som krydsmissiler skaber for kontrol med en nedrustningsaftale på de strategiske våbens område.

"Det er lettere at kontrollere et forbud end andre begrænsninger", sagde han. "Derfor kan det se ud til, at en ordning, som forbyder udplacering af atomvåben på fartøjer, bortset fra u-både konstrueret til at være platforme for strategiske atom-raketter, vil være lettest, men ikke let, at kontrollere. Dette er imidlertid også den mest radikale løsning, som kolliderer kraftigt med interesserne hos de, som ser et behov for de hav-baserede langtrækkende krydsmissiler med atomvåben, efter hovedmagterne blev enige om at fjerne mellemdistanceraketterne på land".

Og han fortsatte: "Her kan vi øjne modsætningerne mellem på den side interesserne hos de nordiske lande, som ikke ønsker sådanne krydsmissiler i de nordlige havområder af frygt for skærpet spænding og mulig optrapning i kriser, og på den anden side enkelte kontinental-europæiske lande, som lægger vægt på den rolle, som sådanne våben kan spille i en optrapningsproces under krig".

Adskilligt tyder på, at Holst (og teoretisk set Danmark) kan få direkte indflydelse på USA’s udstationering af krydsmissiler på skibe. Den er allerede i gang, men ifølge flere vestlige kilder har NATOs øverstkommanderende i Europa, den amerikanske general Galvin, i et oplæg til de politiske myndigheder foreslået, at en del af sprænglegemerne i denne styrke sættes under NATOs kommando. Hvis det er korrekt, da skal Norge tage et medansvar for noget, som man er imod. Desværre ville Holst i en spørgerunde ikke belyse mulighederne nærmere.

Nej til nye taktiske a-våben

Den såkaldte "modernisering" af alliancens taktiske atomvåben på land gik han endnu mere utvetydigt imod.

I en omtale af de nye Wien-forhandlinger nævnte han, at de taktiske atomvåben kun er med indirekte, fordi man skal diskutere våbensystemer, som kan affyre både konventionelle og nukleare sprænglegemer. Der bør imidlertid, sagde han, komme forhandlinger, som omfatter dem direkte, og "i mellemtiden må vi undgå at tage beslutninger om atomvåben, som vil blokere fremdriften i forhandlingerne om de konventionelle forhandlinger. Disse tager bl.a. sigte på fjernelse af de uligheder og særtræk, der har været med til at bestemme det antagede militære behov for taktiske atomvåben".

Og han fortsatte: "Parterne bør videre afstå fra at udplacere kernevåben, som med deres rækkevidde vil presse imod de nedre grænser i INF-aftalens forbud og som således kan svække aftalen reelt, om ikke formelt. Der må også lægges vægt på at afstå fra sådanne dispositioner, der vil bryde udviklingen af større åbenhed og øget samarbejde mellem landene i Østeuropa og Vesteuropa".

Han opfordrede Sovjet til selv at bidrage til en positiv udvikling gennem fjernelse af sin overlegenhed indenfor kortrækkende raketter, men alligevel konkluderede han: "Derfor synes det nu rigtigt at bestræbelserne samles om at øge stabiliteten i Europa gennem forhandlinger om nedtrapning af atomvåben i stedet for initiativer om deres modernisering".

Det er næppe en overdrivelse, hvis man i disse ord lægger en klart afvisende holdning til den pakke-løsning, som Norge arbejder med.

Norges eksempel

General Galvin har lagt pres på alliancens medlemmer for en hurtig beslutning nu, idet han har foreslået to fremgangsmåder, som kombinerer nedrustning og modernisering.

Hvis alliancen beslutter sig for et ja til anskaffelse af nye raketter, som har en rækkevidde op til INF-aftalens undergrænse på 500 km, da vil han kunne fjerne 35 procent af NATOs upopulære atomgranater. Hvis man venter til efter det vesttyske valg i 1991, da kan han kun love fjernelse af 25 procent. Angiveligt er årsagen forskellige planlægningskrav, men reelt er det pression.

Så op til Folketingets atom-debat fredag, hvor regeringen formentlig vil henholde sig til, at man ikke skal tage stilling endnu, er de mest interessante spørgsmål:

Hvorfor er det muligt i Norge? Og hvorfor skal vi ikke klart og offentligt støtte de norske bestræbelser?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.