Moral eller diplomati - (DEN KOLDE KRIG / PRESSEN) - Trykt i Information 11. august 1989

KARL MARX fremlagde for mere end 120 år siden den tanke, at "moralens og retfærdighedens enkle love, som bør styre forholdet mellem enkeltpersoner, skal være de herskende regler for nationernes samspil".

Karakteristisk for udviklingen i Sovjetunionen siden er, at Kortunov indleder sin seneste artikel, som vi bragte torsdag, med en udtalelse af udenrigsminister Sjevardnadse, som er i god overensstemmelse med Karl Marx citatet. Men denne gang filosoferer forskeren ikke abstrakt. Han flænser hæmningsløst i den "principløshed" og "dobbeltmoral", som stadig præger Sovjetunionens forhold til internationale anliggender.

Hovedanken er, at hensynet til Sovjetunionens internationale interesser hindrer, at diplomater, politikere og medier fordømmer, ja blot omtaler, overgreb på menneskerettighederne i allierede og venligt sindede lande.

Artiklen afspejler den vrede og frustration, som den kosmopolitisk orienterede elite føler, fordi den ikke kan praktisere en professionel etik. Så længe tabuer eksisterer, så længe hemmelighedskræmmeri hersker, kan Sovjetunionens udvikling ikke ske i overensstemmelse med deres høje idealer og risikoen for et tilbagefald vil være nærliggende. Kortunov ønsker, at en fri presse skal udøve moralsk kontrol over udenrigspolitikken.

OPREMSNINGEN af eksempler på, at den ikke gør det, er uden fortilfælde, fordi f.eks. massakren i Kina, terrorregimentet i Rumænien og Rushdie-sagen har været tabuemner.

Men den centrale anke er, mere forsigtigt, blevet rejst før, idet modige journalister har antydet, at pressefrihed mangler på det udenrigspolitiske felt. I løbet af efteråret skal det sovjetiske parlament vedtage en presselov, og journalister håber, at den vil give dem nye rettigheder.

Mellem de mest bemærkelsesværdige indlæg i debatten er to artikler bragt i månedsbladet International Affairs. Indtil sidste år blev det udgivet af udenrigsministeriet, som det fortsat er tilknyttet, men nu demonstrerer det konsekvent stor redaktionel frihed. Artiklerne, som er skrevet af bladets viceredaktør Alexej Pankin, argumenterer for pressefrihed med henvisning til amerikanske medier, der yder en angiveligt forbilledlig indsats.

Pankin omtaler i juni-udgaven en konference med temaet "Diplomati og international journalistik set ud fra perestrojka", som blev arrangeret af udenrigsministeriet. Viceudenrigsminister Vladimir Petrovsky citeres for, at idealet, som man skal stræbe efter, er den tilstand, hvor "pressen er en del af det civile samfund og ikke en del af statsapparatet, som den ofte rent faktisk er". Chefen for ministeriets informationsdirektorat V. Perfilyev citeres for, at "vi har brug for en alternativ presse". Han leverede et direkte angreb på det "monopol", som telegrambureauet TASS og den statslige radio har for udenrigspolitiske oplysningers vedkommende.

Pankin selv konstaterer, at "en hel række organer nyder godt af retten til veto i international politik". Udenlandske reaktioner og frygten for dem, censur-instansen Glavlit, centralkomiteens internationale afdeling samt militæret knægter pressefriheden.

KRITIK af den her omtalte art må vække glæde i udlandet, thi så længe diktaturets rester overlever i Sovjet, udgør landets system en trussel imod omverdenen. Men den bør ikke give anledning til selvglæde.

Midt i sin smukke retorik antydede viceudenrigsminister Petrovsky en meget alvorlig begrænsing i pressefriheden. Det er vigtigt, sagde han, at "glasnost princippet hviler på den nationale interesse". Hvem skal, kommenterer Pankin spørgende, formulere, hvad der er i nationens interesse, og hvordan skal den håndhæves?

Det er et spørgsmål, som med stor ret kan rejses også i vestlige lande. Storbritannien har besvaret det med en Official Secrets Act, som truer journalister og kilder, der kommer i konflikt med regeringens opfattelse af "nationale interesser", med hårde straffe. I USA er svaret stort set overladt til de enkelte mediers vurdering. Herhjemme har vi nogle stupide love, som, hvis de blev håndhævet, kunne skabe problemer for pressen.

VESTLIG PRESSES holdning til den diplomatiske arena præges i praksis stærkt af, at den har en ansvarsfølelse, som bygger på vagt definerede "nationale interesser".

Selvcensur skaber grænser, og udenrigs- samt sikkerhedspolitikkens officielle agenter har en række sanktionsmuligheder, som ikke gør indblanding af domstole nødvendig, når pressen efter deres mening optræder uansvarligt.

Moral anses endnu for et hensyn af andenrangs betydning, når udenrigspolitikken skal vurderes. Diplomatiets virke er rodfæstet i en tradition, hvor national egoisme retfærdiggjorde bedrag og kynisk stræben efter magt på andres bekostning. Kortunov lægger op til et fundamentalt brud med denne såkaldt realpolitiske tankegang, hvorefter fælles menneskelige værdier skal blive styrende. Set i lyset af klodens fælles problemer kan man udmærket hævde, at det ville være virkelig "realpolitik", og det vil sætte begrebet moral i højsædet.

Det ligger formentlig i statslige bureaukratiers natur, at de afviser nyt, foretrækker hemmeligholdelse og ser fjendtligt på mulige kritikere. Netop derfor er det afgørende, at pressen vurderer deres virke ud fra en moralsk målestok, og at den har mulighed for det.

Med en ny opfattelse af pressens ansvar ville den give statsmagten det modspil udenrigs- og sikkerhedspolitisk, som den i sin egen selvopfattelse allerede mener, at den gør i indenrigspolitiske anliggender. JD

[i] Andrej Kortunov var tilknyttet USA-Canada Instituttet i Moskva og blev en af de førende intellektuelle bag nytænkningen i sovjetisk sikkerhedspolitik. Information gengav mange af Kortunovs artikler.