Trykt i Information 25. januar 1990

LEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Estisk udfordring

VESTEUROPAS socialdemokratiske partier svigter de baltiske landes frihedskamp mod den sovjetiske centralmagt, og derved undergraver de også mulighederne for, at nydannede socialdemokratier i disse lande kan konkurrere med højreorienterede tendenser.

Dette er kernen i anklager, som lederen af Estlands socialdemokratiske parti Marju Lauristin i weekenden rejste under et møde i Danmark med socialdemokrater fra en række nordiske lande. Og de gentages i et brev, som de baltiske landes socialdemokratier har sendt til Socialistisk Internationale. Samt i selveste programudkastet for Estlands socialdemokrater.

Angiveligt stræber den socialdemokratiske fredspolitik efter opretholdelse af status quo, "selv på bekostning af folkenes frihedskamp", hedder det i programudkastet. Overfor Socialistisk Internationale opfordrer balterne til at bevise gennem handling, at man "også i sin holdning til de østeuropæiske folks forhåbninger følger principperne om frihed, retfærdighed og solidaritet".

KRITIKKEN er blevet fremført tidligere. Da Solidarnosc i Polen havde sin opblomstring i 1980-81, gav ledende socialdemokrater den frie fagbevægelse det utvivlsomt velmente råd, at den burde udvise tilbageholdenhed. I årene derefter var socialdemokrater i fredsbevægelsen kommunisternes allierede, når de bekæmpede, at den alliancefrie END-bevægelse arbejdede for en alliance med systemkritiske kredse i Østeuropa.

Anklagerne fra balterne er især alvorlige, fordi socialdemokratierne angiveligt ikke har lært af deres fejl. Nu er begrundelsen delvist, at man "gerne vil hjælpe Gorbatjov", som det vesttyske SPD’s sikkerhedspolitiske rådgiver Wolfgang Biermann udtrykker det i weekenden. Man vil altså gerne have, at balterne skal udvise tilbageholdenhed, fordi deres udfordring af Sovjetunionen kan svække Gorbatjov – og dermed true håbet om reformer.

På denne baggrund er det et stort fremskridt, at Ritt Bjerregaard i et interview med Det fri Aktuelt lørdag sagde, at hun ikke vil give balterne "råd med hensyn til, hvad de skal gøre". Bladet ville gerne vide, hvorvidt hun har lyst til at sige til dem, at de skal "tage den lidt med ro for ikke at skade Gorbatjov". Og hun giver det egentlig meget opsigtsvækkende svar: "Når jeg får de lyster, prøver jeg altid at forestille mig, hvis nogen havde fortalt, at vi skulle lade være med at lave vrøvl over nogle af de ting, tyskerne gjorde under besættelsen, fordi det kunne blive farligt. Det kan man ikke. De må selv vurdere, om det er for farligt".

Denne sammenligning med tyskernes besættelse af Danmark er selvfølgelig provokerende. Den største svaghed er imidlertid, at Sovjet i de første ti år af besættelsen dræbte, deporterede og arresterede langt flere baltere, end Tyskland gjorde for danskernes vedkommende. Hvis besættelsen var blevet stabiliseret her i landet, og Hitler havde vundet, er det ikke utænkeligt, at den efterhånden havde antaget mildere former. Og alligevel ville vi nok have kæmpet for befrielse, når mulighed bød sig. Underligt er det så, at Ritt Bjerregaard ikke udtrykkeligt støtter selvstændighed for balterne.

Taktik? – fordi hun ikke vil ødelægge mulighederne for stille diplomati over for Moskva. Under et møde i de nordiske socialdemokratiers og LO-organisationers samarbejdsorgan SAMAK i sidste uge foreslog man, at der oprettes nordiske kulturhuse i Estland, Letland og Litauen. Det skal være en regeringsopgave, men selv overvejer man tilsyneladende økonomisk støtte, om end "den praktiske form" ikke er fundet endnu. Bedre sent end aldrig, men, som udviklingen i Kaukasus viser, kan det meget vel blive for sent. Det haster med en konkret indsats over for Kreml og en direkte bistand til balterne.

MELLEM DE MANGE mulige politiske bistandsformer er oprettelse af en nordisk atomvåbenfri zone.

Det er et gennemgående tema i esternes politiske programmer, at de støtter en zone, ønsker atomvåben fjernet fra Østersøen og deres egne lande, samt kræver tilstedeværelsen af sovjetiske tropper nedtrappet med henblik på efterfølgende total afmilitarisering.

Det er selvfølgelig krav, som vanskeligt kan gennemføres isoleret. Forudsætningen er mindst, at de nordiske lande indleder forhandlinger med henblik på oprettelse af en atomfri zone. Den kan blive et første skridt hen imod den mere vidtgående afmilitarisering af de baltiske lande, som de folkelige bevægelser og de lokale socialdemokratier ønsker.

Bestræbelserne for oprettelse af en zone er endt i et hængedynd, som kaldes en embedsmandskommission, men som reelt er norsk og dansk modstand. Hvordan vil de to borgerlige regeringer forsvare sig imod, at deres tøven hæmmer de baltiske landes befrielse? Svaret vil næppe styrke agtelsen for dem.

Zonen er blevet blokeret med det argument, at man først vil have den ind i en bredere europæisk sammenhæng. Det er også blevet sagt, at Sovjet ikke giver noget til gengæld. Og at dens påståede afspændingsfremmende virkning ikke er iøjnefaldende konkret.

Samtlige argumenter falder, når zonen kædes til de baltiske landes krav. Det giver en bredere sammenhæng, der er betydelige sovjetiske modydelser og det vil fremme afspænding regionalt. Og undre skal det ikke, hvis Moskva viser sig lydhør, idet zonen kan give et nydeligt dække for indrømmelser til de baltiske lande.

Sikkert er det, at esternes krav vil blive rejst med ny styrke i den kommende tid. Udviklingen i resten af Europa og Sovjet selv garanterer det. Men esterne knytter nu også forbindelser til fredsbevægelserne. I begyndelsen af juli vil mere end 1000 aktivister mødes til den alliancefrie END-bevægelses årlige konvent, som denne gang holdes i Tallinn, efter et par dages start i Helsinki. Som sædvanligt har folkelige bevægelser taget initiativet. Mon socialdemokratierne følger det op?   JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.