Trykt i Information 29. januar 1990

BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

God kampmoral

FORSVARSKOMMISSIONENS enorme rapport er et værk, som fortjener læsning – måske især for underholdningsværdiens skyld. Nogle vil nok finde de 1.500 sider uoverskuelige, men de indeholder faktisk detaljer, som er ganske sigende.

Man kan således på side 58 i selve betænkningen finde følgende sætning: ”Det er kommissionens opfattelse, at personellet i såvel NATO som Warszawapagten er veluddannede og må formodes at besidde en god kamporal”.

Formodningen rejser et par spørgsmål. Kampmoral er jo ikke et abstrakt begreb. Det er ikke helt usandsynligt, at polske soldaters moral vil svinge noget alt efter, om det er Warszawa-pagten, som angriber, eller det er NATO. Og på hvilket territorium kampen foregår. I lyset af den aktuelle udvikling kunne man også overveje polakkernes kampmoral, hvis de skulle slås imod sovjetiske soldater. Forskelle i kampmoral kunne måske også tænkes for østtyskeres vedkommende – og for ungareres, tjekkoslovakkers osv. Alt efter kampsituationen.

Men det er ikke spørgsmål, som tages konkret op i betænkningen. Det længste, man når i retning af overvejelser, som kan opbløde den bastante konklusion, er, at selvom Warszawa-pagtens kommandostruktur anses for ”hensigtsmæssig og effektiv”, må man dog tilføje, at ”tendenser til politisk opløsning i Østblokken vil få stigende betydning for, hvilke opgaver man fra sovjetisk side umiddelbart vil kunne tildele de ikke-sovjetiske Warszawapagt-landes styrker”.

Det er dog ikke uddybet, og man får dermed ikke forstyrret kommissionens trusselsbillede, som konsekvent bygger på den gamle opfattelse af en forenet Warszawa-pagt i offensiven.

DET IMPONERENDE opbud af politikere, embedsmænd, officerer og sikkerhedspolitiske eksperter, som tilsyneladende enigt står for den citerede vurdering, støtter sig til en analyse af styrkeforholdet mellem alliancerne og dets ”fremtidige udvikling” foretaget af Forsvarets Efterretningstjeneste.

I denne konstateres, at motivation og kampmoral er ”flygtige begreber”, der ”påvirkes af den øjeblikkelige situation”. Dog kan der ”næppe være tvivl om”, at Warszawa-pagtens soldater ”generelt er opdraget til og besidder en god patriotisk holdning, som bl.a. er tilvejebragt gennem en systematisk politisk skoling”. Der synes ”således ikke at være grund til at betvivle, at det militære personel af alle grader såvel i NATO som WAPA vil være loyale i en given situation, og at de vil være i besiddelse af en høj kampmoral”, hedder det videre.

Hvis nogen læser stadig ikke kan få opløsningstendenserne i Øst ud af hovedet, kan efterretningstjenesten oplyse, at ”i tilfælde af Warszawa-pagtens opløsning vil de bilaterale venskabs-, samarbejds- og bistandsaftaler fortsat bestå. Dette vil betyde, at Sovjetunionens evne til at koordinere en militære indsats vil være usvækket”.

Hvorefter læseren selv må fantasere videre om der ikke alligevel er en vis sammenhæng mellem opløsningstendenserne og denne evne til ”usvækket” koordinering af en kampindsats.

NÅR MAN stilles over for så megen ekspertise, kan der godt opstå lidt forundring i lyset af den daglige nyhedsstrøm.

Hvad skal man dog sige, når Reuter torsdag i sidste uge udsendte et telegram, hvor indledningen lyder: ”Warszawa-pagtens dage som militæralliance er talte, efter at flere østeuropæiske lande er begyndt at forhandle om at få fjernet sovjetiske soldater fra deres jord, siger vestlige eksperter”.

Eller når høgenes høg, amerikanske konservatives forsvarspolitiske bannerfører Richard Perle, erklærer, at han ”umuligt kan forestille” sig en fælles invasion foretaget af Warszawa-pagten, anført af sovjetiske tropper..

Eller når analytikeren Douglas Clarke fra forskningstjenesten ved de gamle amerikanske radio-propaganda stationer Radio Free Europe og Radio Liberty hævder, at Warszawa-pagten er under opløsning, og at det ironisk nok er forhandlingerne i Wien, som kan ”tjene til forlængelse af den (sovjetiske) tilstedeværelse i Østeuropa hinsides den naturlige levetid”.

Selvfølgelig kan kommissionen og efterretningstjenesten undskylde sig med, at deres granskning ophørte i slutningen af december. Dog må det vække nogen undren, at efterretningstjenesten, som netop skal kunne forudsige en udvikling, i den grad er løbet over ende af udviklingen. Det kan næppe styrke tilliden, når det gælder dens analytiske evner.

Tillid vækker heller ikke de kontante vurderinger. Det er korrekt, at militæret i flere Warszawapagt-lande har vist sig forbløffende ”loyale”. Men over for hvem? Mens de kommunistiske partier har lidt i deres dødskamp, har militæret godt nok demonstreret en ”god patriotisk holdning”, men den bygger næppe på ”systematisk politisk skoling”. Som Clarke konstaterer, har de ”vist deres nære bånd til befolkningerne og reageret mere ud fra deres nationale end deres ideologiske rødder”. Den konklusion kunne kommissionen og efterretningstjenesten mageligt være kommet til i december, og det kunne have påvirket vurderingen af både ”kampmoral” og Sovjets muligheder for ”usvækket” styring af angreb på Vest.

Så hvorfor alligevel de forunderlige vurderinger? Som læser ledes man af disse, og temmelig mange andre detaljer, til en følelse af, at kommissionen har stået med et politisk dikteret facit, inden arbejdet begyndte. Man skulle forsvare de politiske partiers forsvarsforlig.. Derfor skulle en trussel fastholdes.

Det må kaldes upåklagelig styring af kommissionen, at man har opretholdt den gode kampmoral trods meget, der kunne have svækket den. JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.