Trykt i Information 16. marts 1990

Pressens afmagt bag Iraks mord på britisk journalist

Demokratierne har ikke med tilstrækkelig ihærdighed arbejdet for pressens frihed internationalt.

Af  JØRGEN DRAGSDAHL

Pressens magt! Det er et begreb, som i den vestlige verden tit er udgangspunkt for rasende angreb på journalister og medier: Det er selvbestaltede magthavere! Hvem har dog valgt dem!

Anklagerne er mangfoldige, og hemmeligt nyder de fleste journalister nok kanonaderne, selvom mange af os da også gerne vil gå ind i en mere saglig debat af pressefrihed, kritik af misbrug osv.

Men, når man en torsdag morgen vågner op til nyheden fra Irak om, at en britisk journalist er blevet henrettet, da ville det virkelig have været skønt, hvis pressen havde stor magt. Så skulle den satans barbar, Saddam Hussein, få!

Han skal nok få en del negativ omtale i nogle dage. Men det vil undre meget, hvis mordet får varige følger for Iraks præsident og hans styre. Overgreb på fundamentale menneskerettigheder er ikke et særsyn i Irak, mildt sagt. Det har ikke medført sanktioner, og henrettelsen af Farzad Bazoft vil næppe heller få følelige følger. I storpolitikken og for handelsfolks adfærd er det helt andre ting, som tæller.

Teoretisk set kan medier overalt i verden gøre det hedt for Irak og alle, som plejer omgang med styret, men det kan kun ske gennem en ihærdig kampagne, som nemt kan vendes mod medierne selv. Deres behandling af selv Irak skal jo helst være objektiv.

Kampagne med udgangspunkt i drabet på en journalist ligner mest hævn, og det er ikke helt i overensstemmelse med pressens idealer – uanset, at redelig journalistik udmærket kan tegne et dystert portræt af Irak. Andet er vel knapt muligt, hvis journalistikken skal være redelig.

Andre udøver magten

Det helt grundlæggende problem er, at nok har pressen magt, men den skal altid i praksis udøves af andre: regeringer, store firmaer og andre institutioner. Og deres kærlighed til pressens frihed kan ofte være på et meget lille sted.

I det amerikanske tidsskrift Foreign Policy har en af USA’s dygtigste skribenter, Sanford Ungar, som for tiden er leder af kommunikations-uddannelsen ved American University i Washington DC, beskæftiget sig med pressens rolle i udvikling af demokrati. Det er hans hovedpåstand, at pressefrihed er den af det amerikanske demokratis institutioner, som lettest kan overføres til andre lande, hvorefter den kan blive en "magtfuld katalysator for andre demokratiske reformer".

Men, påpeger han, USA’s ledere har ofte fokuseret på afholdelsen af valg, når de ville bedømme graden af frihed i andre lande, og derfor har de "ignoreret mere betydningsfulde tegn på ytringsfrihed, især hvorvidt nyhedsmedierne må levere fuldstændige og sande informationer".

Forklaringen, han tilbyder, er, at "alle regeringer, demokratiske og diktatoriske, har en vis grad af antipati overfor pressen til fælles". Embedsmænd og politikere deler et instinktivt hemmelighedskræmmeri, især i udenrigs- og sikkerhedspolitiske anliggender. De er alle fristet til at benytte "vildledning som et redskab til opnåelse af deres politiske mål", og derfor kommer de i konflikt med pressen, når den vil gøre sit arbejde uafhængigt.

Problemer kan varsles tidligt

Ungar argumenterer for, at selv diktatorer har interesse i en grad af pressefrihed, som selvfølgelig ikke går så langt, at medierne aktivt bekæmper deres styre. En nogenlunde fri presse kan være et "effektivt forum for offentlig debat", som kan give tidlig varsling om problemer, der må løses, hvis den politiske stabilitet skal opretholdes.

I den positive ende peger han på Gorbatjovs brug af "glasnost", og i afdelingen for afskrækkende eksempler kommer Kina, hvor en friere presse kunne have beskrevet problemerne, som fulgte i kølvandet på udvidet økonomisk aktivitet, og dermed også kunne have varslet det røre, som brød ud sidste år op til massakren i Peking.

Han påpeger også, at adgang til frie medier kan give oppositionen et alternativ til voldelige protestformer.

Et modargument er, at politisk stabilitet og økonomisk udvikling er vigtige end pressefrihed. Men, skriver Ungar, tilhængere af dette må så forklare, hvorfor få lande, som undertrykker pressefriheden, er stabile eller velstående.

Vesten bør feje for egen dør

Ungar opfordrer til, at eksport af pressefrihed får meget høj prioritet. En forudsætning er, at de vestlige lande fejer for egen dør – selv i demokratierne er pressefrihedens kår ikke ideelle.

Thatchers nye lov om statslige hemmeligheder, The Official Secrets Act, er et særligt grotesk eksempel. Journalister kan godt nok ikke henrettes for brud, men formentlig vil den såkaldte forbrydelse, som den britiske journalist begik i Irak med sin store nysgerrighed, have været en lovovertrædelse også i Storbritannien.

Vestlige massemedier bør også selv gøre en indsats for udbredelse af pressefrihed gennem uddannelse af udenlandske pressefolk i kritisk journalistik, mener han. Desuden ville det være en god idé, hvis vestlige journalister tog arbejde i u-lande på lokale vilkår, så de ikke fik deres perspektiv fordrejet af udenrigs-korrespondentens privilegerede livsstil.

U-landshjælpen bør ikke anvendes til udvikling af regerings-kontrollerede medier men til etablering af uafhængige informations-kilder, skriver Ungar videre.

Det bør være sædvane, at regeringer og menneskeretsorganisationer rejser behovet for pressefrihed i internationale fora. "Eftersom uafhængige medier er mellem de mest effektive redskaber til bekæmpelse af korruption, bør internationale finansorganisationer såsom Verdensbanken, Den Internationale Valutafond samt regionale udviklingsbanker opfordres til at gøre deres lån betingede også af disse faktorer", skriver Ungar.

Journalistik kan give øget sikkerhed

Farzad Bazoft’s død vil ikke være forgæves, hvis de kommende dages fordømmelse af mordet medfører større erkendelse af udenrigs-journalisters temmelig udsatte position og af deres arbejdes betydning for mere end nogle mediers oplag. Spionage-beskyldninger mod sikkerhedspolitisk journalistik kendes desværre også fra demokratier.

Journalisters udforskning af militære forhold er af største betydning for verdens sikkerhed. Det gælder i Øst-Vest forholdet. Og det vil stadigt mere gælde for Nord-Syd forholdet. Irak er et af de lande, som kan blive til et alvorligt problem for Europa. Hussein har raketter under udvikling med en ubehageligt lang rækkevidde.

Det er klart i omverdenens interesse, at mulige trusler under udvikling beskrives grundigt og objektivt, så befolkningerne kan forstå, hvis modtræk bliver nødvendige. Derfor er verbal udskældning i den aktuelle sag ikke nok.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.