Trykt i Information 23. maj 1990

FORSIDELEDER AF  JØRGEN DRAGSDAHL

Hvidt er det bedste…

RACISME er blevet opdaget på Vesterbro. Narkomaner fra Gambia plager beboerne i en ejendom så groft, at de har dannet en ”tæskegruppe”, som forsvarer kvarterets renhed, kunne Danmarks Radios Søndagsavisen berette, og en række aviser har fulgt det op med reportager.

Racisme kan faktisk opdages mange steder i det danske samfund, om end påpegning af fænomenet ofte vil blive mødt med, at det er en helt vild beskyldning. Når B.T. på sin forside proklamerer: ”Dømt til at være muslim” – hvad er det så udtryk for? Affæren med den syv-årige Jacob, som er blevet bortført af sin tunesiske far, der nu i Tunesien ved en domstol har fået forældreretten, er tragisk nok og en historie værd i nogle blade. Men B.T.s forsideskræp appellerer til mere end befolkningens retfærdighedssans.

Det gjorde indslaget i Søndagsavisen formentlig også. Hovedvægten i det lå ikke i afsløringen af, at hvide danske bøller begår den forbrydelse, som hedder selvtægt. Deres systematiserede overfald fremstod i selvforsvarets lys. Faren var den sorte, selv om reporteren nemt kunne have fundet endnu flere områder, som hærges af meget hvide narkomaner.

Begge mediehistorier burde skabe debat omkring det journalistiske håndværk. Få vil formentlig bestride, at de giver næring til racistiske strømninger i befolkningen. Man kan til de to mediers undskyldning hævde, at de jo blot afspejlede noget af virkeligheden, og den vil ingen vel have undertrykt, blot fordi mennesker af anden hudfarve er kriminelle! Selv om der er noget rigtigt i denne påstand, må metoderne for håndtering af beretningerne stadig stå til kritik, og det var ikke netop iøjnefaldende, at de var blevet gennemtænkt, så skadevirkningen blev mindst mulig. Faktisk kan der anes spekulation i befolkningens fordomme, som vil gøre det til rigtigt gode historier.

PROBLEMET med pressens behandling af historier, som har race-bestemte træk, trænger sig på, fordi racismen er i udbrud overalt i den hvide verden.

Den fremtrædende britiske journalist og Østeuropa-ekspert Timothy Garton Ash konkluderede nyligt i The Independent, at ”den største udfordring i Europa i de kommende år ligger muligvis slet ikke i forholdet mellem stater men i forholdet mellem folk i staterne. Racemæssig spænding vil næsten med sikkerhed blive skærpet af social-økonomisk pres i forbindelse med europæisk forening (…) Lederevner i samfundet vil være lige så nødvendige som statsmandskunst, måske endnu mere”.

Den daglige nyhedsstrøm afspejler det voksende problem. Ultra-nationalister i Sovjetunionen fører sig frem med anti-semitisme og erklærer, at deres allierede er f.eks. Le Pens Nationale Front i Frankrig. Hadet mellem ungarere og rumænere blusser. I Firenze får nordafrikanske immigranter tæsk. I Frankrig hærger gravskændere jødiske kirkegårde. I USA må eksperter bittert konstatere, at hvid racisme er i kraftigt fremgang på universiteterne, og dermed dementeres den grundlæggende trossætning: at uddannelse undergraver fordomme.

Hvis man vil hævde, at bortset fra marginale befolkningsgrupper, så er danskerne ikke modtagelige for racismens virus, er det mere end naivt. Det er udtryk for en tro på dansk overlegenhed i forhold til andre folkeslag, som godt kan kaldes racistisk.

RACISMEN er desværre et grundlæggende træk ved den hvide europæers kultur, og før det erkendes, er der ikke udsigt til den omfattende, selvkritiske granskning, som kan forhindre dens vækst.

Ingen ringere end Aristoteles har ansvaret for doktrinen bag slaveriet, som retfærdiggør et forhold mellem racer, hvor nogle mennesker har en naturgiven ret til overhøjhed, der opretholdes med magt. Sammen med den romerske historiker Tacitus lagde han grundlaget for alle senere race-teoretikeres model, hvor over- og underlegenhed knyttes til fysiske kendetegn. Talrige er de lærde mennesker, som er fulgt i deres fodspor.

Racismen kunne retfærdiggøre udslettelse af fremmede kulturer i stræben efter velstand for Europa. Den var central for kolonialisme og slaveri. Selv i det 19. århundrede blev demokratiets og videnskabens fremskridt fulgt op af voksende racisme, påpeger forskeren Paul Gordon i sit værk ”Power and Prejudice”. Godt nok kendes racisme fra andre kulturer og folkeslag, men ingen er nået på højde med de hvide europæeres udvikling og udnyttelse af den. Det er selveste vores kulturarv, som er dybt inficeret med racisme, og vor nuværende placering i verdens rangorden skyldes delvist den magtanvendelse, som blev retfærdiggjort med racistiske argumenter.

Mange århundreders kollektiv opdragelse forsvinder ikke, blot fordi det i moderne tid er blevet god tone, at racisme skal fordømmes. Troen på hvid overhøjhed ligger så dybt i de fleste mennesker af europæisk afstamning, at det må kaldes en slags instinkt hos alle, selvom det træder frem i talrige varianter.

Den hvide verden står med et valg, som på afgørende vis kan præge fremtiden. Det omhandler de retningslinjer, hvorefter vi selv vil bedømmes af en omverden, som ikke længere kan holdes nede med magt, og som heller ikke kan holdes ude. Hvis vi vil bedømme andre mennesker ud fra deres religion og dennes eventuelle misgerninger, så kan vi blive bedømt på lignende vis. Det vil ikke være rart, thi temmelig mange forbrydelser er begået i kristendommens (og ateismens) navn. Hvis vi vil bedømme andre mennesker ud fra deres hudfarve, gøre den til noget vigtigt, da risikerer hvide mennesker at skulle stå kollektivt til ansvar for, hvad deres race har begået gennem tiderne.

Måske virker valget nemt. Men så er det uforståeligt, at f.eks. det danske samfund ikke har erkendt, at nogle ”tosser” hist og her, nogle hensynsløse redaktionssekretærer og journalister plus opportunistiske politikere, repræsenterer langt mere end sig selv.   JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.