Trykt i Information 30. maj 1990

BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Tænkende diplomati

NÅR SUPERMAGTERNES ledere mødes, så bekræfter de stort set kun synspunkter, som deres diplomater har udvekslet forinden. Faktisk er der afsat meget lidt tid på programmet til en egentlig samtale, som spontant kunne udforske nye veje for storpolitikken. Selvom vi alle (dvs. medierne og vore købere) simpelthen elsker fiktionen med de to store mænd, som dramatisk mødes i en personlig dialog!

Diplomater er heller ikke kendt for dristig, uforpligtende meningsudveksling. De skal repræsentere deres regeringer, og dermed bliver de ofte en slags gladiatorer, som kæmper ihærdigt med finter og finesser, indtil nye direktiver er indhentet. Nytænkning skal ikke ventes på det plan..

Men hvem er det så, som har lagt grundlaget for den forståelse mellem Øst og Vest, som vitterlig har fået et gennembrud i de seneste år? Hvem skabte fælles sprog og fælles begreber – en fælles opinion? Hvem skabte forslagene, som diplomaterne arbejdede med, og som toplederne tog endeligt stilling til? Hvem gjorde det eksempelvis muligt, at præsidenterne Reagan og Gorbatjov ved topmødet i Reykjavik kunne mødes i erkendelse af, at atomkrig hverken bør eller kan udkæmpes, og at våbnene dertil så også skal afskaffes?

Det er, hvad formanden i Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU), Henning Gottlieb, i en nylig samtale kaldte for "et tænkende diplomati", og som findes lige under det officielle.

DET TÆNKENDE diplomati udøves af folk, som ofte har baggrund i institutioner, der beskæftiger sig med sikkerhedspolitik – f.eks. forskere, tidligere embedsmænd, måske endog politikere. Det er informerede personer, som har frihed til uformel samtale, som tør afprøve nye synspunkter. Det er folk, som ikke bagefter skal stå til ansvar over for parlament og regering. Det er folk, som kan fordøje og bearbejde nye impulser.

Meget taler for, at det tænkende diplomatis betydning vil vokse i de kommende år. Den kolde krig skabte en fastlåsning i det internationale system, som også undertrykte den frie tankes muligheder. Nu er den blevet befriet. De øverste politiske myndigheder har desuden mere end nogensinde brug for tankegods, når nye institutioner og regler for staternes samspil skal udarbejdes. Vi står med udsigt til den nye verdensorden, som reelt er blevet forsøgt skabt siden 1. verdenskrig med Folkeforbundet, FN, internationale handelsorganisationer osv.

Erkendelse af dette behov ses i Ellemann-Jensens udspil for en sammenlægning af en række uofficielle udenrigs- og sikkerhedspolitiske forskningscentre i en angiveligt mere effektiv superinstitution. Som forskeren Hans-Henrik Holm fremførte i kronikken mandag, er der også vægtige argumenter mod en fusion – han taler alternativt for styrkelse af forskningen gennem oprettelse af et udenrigspolitisk råd, der kan styre bevillinger.

Deres argumentation bliver imidlertid nemt offer for den danske andedams halvskjulte konflikter og tidens sparekrav, hvis den ikke sættes ind i den sammenhæng, som begrebet "et tænkende diplomati" udgør. Deltagelse i konferencer overalt i verden, bearbejdning af indtrykkene, forskning og udvikling af forslag er en indsats af største betydning for den indflydelse, som nationen har på verdens gang.

Selvom folk deltager på egne vegne, vil deres bidrag ofte afspejle danske særinteresser og værdier. Inden for det tænkende diplomati betyder bruttonationalproduktet bag synspunkterne selvfølgelig stadig en del, men det er feltet, hvor en lille nation, hvis den målrettet sætter ressourcerne ind, bedst kan gøre sig gældende. Helt overses bør det vel heller ikke, at tankegangen bag et tænkende diplomati ligner højskolebevægelsens – og hvis denne sammenligning virker latterlig, så kan det være et tegn på i hvor høj grad, at den danske nation er i krise, når det gælder de værdier, som vi kan gå ud i verden med.

DANMARK HAR i dag et langt højere beredskab end for blot ti år siden, når det gælder mulighederne for indsats i det globale, tænkende diplomati. SNU har med en imponerende produktion af litteratur skabt et informationsgrundlag, som er afgørende for, at "tænkende diplomati" har et miljø bag sig. Der er også mere forskning og flere er udrustet til deltagelse i konferencer samt individuelle møder internationalt.

Men ressourcerne, som er afsat, er forsvindende små sammenlignet med opgaverne og mulighederne. Vi er hastigt på vej ind i en ny verdensorden, og ressourcerne bør afspejle behovene i den – ikke være bestemt af fortidens spæde skridt.

Set i det lange perspektiv står vi med en udvikling, hvor selve staten mister sin historiske rolle. Den har allerede meget lidt indflydelse på økonomien. Med nedrustningen bliver dens varetagelse af nationens militære forsvar også af mindre betydning. Og med afgivelse af suverænitet til især EF, men også gennem multilaterale organers voksende betydning, forsvinder endnu mere af dens evne til beskyttelse af befolkningens interesser.

Sagt enkelt bør staten sørge for, at mens den afvikles, skal der overdrages befolkningen redskaber til sikring af indflydelse. I den sammenhæng, som diskuteres her, kan det ske gennem en styrkelse af netop de institutioner, som står bag det tænkende diplomati.

Det er oplagt, hvorfra ressourcerne skal komme. Forsvaret bliver pålagt besparelser, fordi det er stadig mere usandsynligt, at det skal anvendes til krigsopgaver. Paradoksalt er det imidlertid, at mange "trusler" samtidig er voksende. Det er bare ikke noget, som militæret kan gøre meget ved, og selv det officielle diplomatis muligheder er begrænsede – bemærk blot krisen omkring Litauen, hvor traditionelt "pres" på Moskva (sanktionstrusler f.eks.) er en dårlig løsning. Når forsvarsdebatten kun fokuserer på sparekrav, er den helt syg, fordi udfordringerne Danmark står overfor berettiger ikke nedskæring af landets forsvar, forstået i bred forstand. Vi har brug for et mere effektivt ikke-militært forsvar af befolkningens interesser, og styrkelse af det tænkende diplomati er noget af svaret.  JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.