Trykt i Information 10. august 1990

 

 

BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

 

NATOs rolle

 

SKAL NATO forsvare vestlige interesser, når de trues uden for det geografiske område, som traktaten i dag dækker?

Spørgsmålet trænger sig uafviseligt på efter Iraks aggression. Fredag mødes alliancens udenrigsministre med krisen i Mellemøsten på dagsordenen. Herhjemme har udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen netop argumenteret for, at tiden er løbet fra de begrænsninger, som traktaten skaber for fælles indsats.

"Vi har nu lande uden for NATO-pagtens område med kemiske våben, enorme hære, moderne udstyr", sagde han onsdag ifølge Det fri Aktuelt. "Vi er nødt til at indrette os på verden, som den ser ud". Socialdemokraten Hans Hækkerup finder ikke tiden inde til nyvurdering af NATOs rolle. "Jeg synes ikke netop denne konflikt er det klareste eksempel på noget, der nødvendiggør en udvidelse af NATOs område". Han mener, at det er FN, som nu må fungere efter sin oprindelige hensigt.

DEBATTEN ER meget gammel, men dens forudsætninger og deltagernes holdning til den er undergået betydelig forandring i årenes løb.

Da alliancen skulle dannes, ønskede de europæiske kolonimagter, at den skulle virke også uden for det nordatlantiske område, mens især USA's Senat krævede denne begrænsning. Resultatet blev en traktat, som i artikel 6 gør Krebsens Vendekreds til alliancens sydgrænse, og i øst blev grænsen lagt med Tyrkiets optagelse. Med tilbagetrækningen fra kolonier og USA's udvikling af globale interesser blev holdningerne byttet om. Nu var det amerikanerne, som ønskede solidarisk optræden fra deres allierede. Men især under indtryk af Vietnam-krigen frygtede den europæiske venstrefløj, at USA ville trække Europa ind i militære eventyr rundt omkring i verden, og højrefløjen frygtede, at USA's verdensomspændende engagement ville undergrave den amerikanske militære tilstedeværelse i forsvaret mod Warszawa-pagten.

Under oliekrisen i 1973 blev det klart, at den vestlige økonomi, og dermed samfundenes sikkerhed, er sårbar uden for traktatområdet. USA fik i juni 1974 på et topmøde i alliancen vedtaget en erklæring, som i vage vendinger erkendte et skæbnefællesskab, når det gælder "begivenheder i andre dele af verden". Den sovjetiske invasion af Afghanistan i 1979, samt den islamiske revolution i Iran, udløste endnu en debat.

Den amerikanske forsker Stanley Sloan skrev i Information en artikelserie, som analyserede alliancens dilemma: "Hvordan kan NATOs medlemmer imødegå truslen imod deres kollektive sikkerhed, som udspringer fra deres afhængighed af stadigt mere usikre forsyninger fra Den persiske Golf, når disse medlemmer også har forskellige nationale interesser og forskellig politik i Mellemøsten?".

Alliancen fandt et svar, som faktisk lå meget tæt på Sloans anbefalinger. Det blev et fast indslag i NATO-ministres erklæringer, at man erkendte sine livsvigtige interesser uden for traktat-området, og at man principielt støttede initiativer, som de enkelte medlemslande tager til beskyttelse af dem. I praksis betød det, at alliancen tilrettelagde sin planlægning så man i fællesskab kunne udfylde "huller" i forsvaret af Vesteuropa, der måtte opstå, hvis f.eks. amerikanske styrker blev engageret udenfor. Under krigen mellem Iran og Irak indsatte en række vesteuropæiske lande, formelt under dække af forsvarssamarbejdet i Den vesteuropæiske Union WEU, flådestyrker i Golfen.

SVARET I NATO denne gang er, at en række lande støtter den amerikanske indsats individuelt med symbolsk indsættelse af flåde- samt flystyrker og især ved at åbne baser for amerikansk transit. Man kan også vente en skarp erklæring fra ministrenes møde fredag.

Krisen er opstået samtidigt med, at USA i forbindelse med overvejelserne af den vestlige alliances fremtid efter Øst-Vest konfrontationens opløsning har indledt en ny offensiv for, at NATO bør spille en mere direkte rolle i forbindelse med, hvad der kaldes out of area operations. Efter et besøg i Norge i juli sagde den amerikanske forsvarsminister Cheney: "Det er meget muligt, at en af de ting, som vil komme ud af dialogen i de næste måneder, eller år, rent faktisk vil blive nye begreber om, hvordan NATO håndterer denne type ’uden for området’-trusler, der ikke desto mindre har følger for vor fælles sikkerhed".

Så når Ellemann-Jensen varsler en debat, da er han i god overensstemmelse med en væsentlig tendens i udviklingen af fremtidens sikkerhedsordninger, og hans udtalelser er et velgørende brud med den gamle strudsepolitik, hvor man blot har bortforklaret de faktiske forhold i NATO-samarbejdet på dette felt.

Det vil være uansvarlig strudsepolitik, hvis debatten nu afviser, at de demokratiske industrilande har et problem, som der også skal findes militære svar på. Eller man blot henholder sig til, at FN har muligheder på feltet.

Den eksplosivt voksende gensidige afhængighed mellem verdens nationer er nået så langt, at den "grænseløse verden" i mange henseender er en realitet økonomisk, økologisk og kommunikationsmæssigt. Til en sådan verden hører også en politi-myndighed, som kan beskytte fællesskabets interesser. Saddam Hussein har tydeligt erkendt mulighederne, som den gensidige afhængighed giver en aggressiv voldsforbryder. Hvad han og andre aggressorer skal lære er, at man ikke ustraffet kan true en hel verden.

Ideelt set kan FN løse opgaven, hvis organisationen udrustes med de stående styrker og den militære stab, som pagtens kapitel VII lagde op til. Ellemann-Jensen kunne passende tage initiativ til, at NATO afklarer sin holdning til denne mulighed, og at sagen bliver taget op i FN.

Men et effektivitetshensyn må også erkendes i debatten. Indtil FN i praksis har vist, at lande kan sætte deres lid til kollektivt forsvar via verdensorganisationen, er der behov for global beskyttelse gennem andre foranstaltninger, f.eks. NATO. Betænkelighed, når det gælder NATOs rolle, bør udmøntes i konkrete krav. De kan passende tage udgangspunkt i truslerne mod fællesskabet, som udspringer af våbensalg, økonomisk ulighed og uansvarlighed over for miljøet. Det bør også forhindres, at NATO bliver et globalt redskab for "De rige landes klub", eller en enkelt dominerende magts begær.

Men trusler mod kollektivet bør besvares kollektivt. JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.