Trykt i Information 14. august 1990
Sandhedens øjeblik er inde for kritikere af vestlig militarisme [i]
Eftergivenhed og ønsketænkning er ikke svaret på ægte aggression
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Hvis man i årevis har kritiseret vestlig oprustning og konfrontationspolitik samt snigende udvidelse af NATO’s ansvarsområde til Den tredje Verden, så er krisen i Golfen "sandhedens øjeblik".
Mellem de centrale indvendinger mod kritikerne var, at de ikke havde lært af trediverne. Kritikerne gjorde sig skyldige i eftergivenhedspolitik overfor den sovjetiske trussel, lød anklagen.
Nu lyder alarmen igen. Det vestlige militære engagement forsvares med, at Saddam Hussein har aggressive ambitioner, som kan give ham herredømmet fra "Marokko til Indien", skriver kronikøren Hazhir Teimourian mandag i The Times.
Ifølge lederskribenten i The Sunday Times vil Saddam Hussein gennem kontrol med oliepriserne få kontrol over Mellemøsten og dermed få placeret "sin støvle på Vestens strube".
Den amerikanske udenrigsminister har advaret imod en ny sort middelalder, hvis aggressionen ikke tilbagevises.
Direkte sammenligninger med trediverne lyder fra et kor, som er mere opskræmmende, end da kampagnen mod "den sovjetiske trussel" var på sit højeste.
Undvigemanøvrer
Der er masser af undvigemanøvrer, som kan anvendes i denne debat:
Krigen er en gave til det vestlige militær og våbenfabrikanterne, som stod uden trussel, men som nu kan afvise sparekniven med henvisning til den nye.
Det er også klart, at Bush måtte optræde handlekraftigt, hvis han skal redde sig genvalg i 1992.
Temmelig iøjnefaldende er det, at truslen mod vestlige interesser i vidt omfang er selvskabt gennem kortsigtet politik - olieafhængigheden burde i dag 17 år efter krisen i 1973 have været drastisk mindsket, Israels undertrykkelse af palæstinenserne har skabt en politisk Achilles-hæl osv.
Fordi verdens goder er blevet ulige fordelt gennem vestlig egoisme og magtpolitik, kan nogle hævde, at dette er en konflikt mellem rige og fattige.
Længe forudset
Det eneste, som man ikke kan hævde, er, at konflikten kommer overraskende. Eller at NATO ikke for længst har gjort klart, at trusler af den art, som Irak udgør, rammer livsvigtige interesser, som vil blive imødegået kollektivt.
Det kan påvises blot med nogle overskrifter fra Information på nyhedstelegrammer. Den 6. april 1979: "Haig ser global rolle for NATO" (Alexander Haig var dengang NATO’s øverstkommanderende i Europa). Den 3. september 1979: "Krav om global rolle for NATO-alliancen". Den 13. maj 1980: "NATO solidarisk med USA i Mellemøsten".
Mange års erklæringer fra NATO’s ministermøder indeholder samme budskab. Efter et møde i Det nordatlantiske Råd udsendte man den 31. maj 1984 bl.a. følgende fælles tekst:
"De allierede erkender, at begivenheder udenfor traktat-området kan påvirke deres fælles interesser som medlemmer af alliancen. De vil gennemføre konsultationer i tide om sådanne begivenheder, hvis det findes, at deres fælles interesser er inddraget. Tilstrækkelig militær kapacitet bør sikres i traktat-området, så man kan opretholde en passende forsvars-tilstand. Allierede, som kan gøre det, vil bestræbe sig for at støtte de suveræne nationer, som anmoder om bistand til imødegåelse af trusler mod deres sikkerhed og uafhængighed. De allierede, som kan lette overførsel af styrker til udenfor traktat-området, kan gøre det ud fra en national beslutning".
Til dette punkt var der ikke knyttet en dansk fodnote. Problemet har heller ikke været genstand for en større debat i Folketinget – eller langt størstedelen af medierne. Håbede man på, at "de store" ville bære hele byrden?
Nylige eksempler kan gives: Da major Jørn Graabæk fra Forsvarsministerens Analyse- og Rådgivningsgruppe i foråret i et interview med Information [ii] skitserede fremtidens forsvar, forklarede han, at det nye Europa vil få behov for global militær indsats, herunder mod især trusler i Europas nærområde. Han efterlyste politisk debat, men end ikke et læserbrev kom.
Eftergivenhed
Det er en særegen slags eftergivenhedspolitik, hvis man i fællesskabets navn lader sin alliance lægge en kurs, som man i virkeligheden ikke vil støtte, når den tager det næste logiske skridt. Det har Danmark gjort sig skyldig i.
Det kan også kaldes eftergivenhed, hvis man erkender, at nogle problemer, som kan medføre militær konfrontation, hastigt vokser – men alligevel ikke gør en indsats, som svarer til udfordringens omfang. Hvis man i den aktuelle situation ser et Nord-Syd aspekt, kamp mellem rige og fattige, bør det selvkritiske spørgsmål være: Har vi gjort nok, når det gælder forebyggelse?
Måske er der nogle helgener i den danske befolkning og nogle ekstremt fattige, som med god samvittighed kan svare ja. Men sandheden er desværre, at vi hverken politisk eller økonomisk har vist en offervilje, som står mål med behovet. Det gælder for nationen og for enkeltindivider. Vi lever fedt og har hidtil vendt det blinde øje til, at følgen kunne blive militær konfrontation, når vi skulle beskytte den velstand, som vi ikke ville opgive.
Det er diskutabelt, hvor meget Nord-Syd aspektet kan forklare den aktuelle situation. Kernen i den er mere klassisk aggression samt magtbegær. Men der vil formentlig komme nye konfrontationer, hvor rig-fattig konflikten er klarere, hvis vi ikke nu anlægger en mere bred synsvinkel på begrebet sikkerhedspolitik og tager konsekvenserne.
Kritikeres veje skilles
Men tilbage til de første linjer. Selvom man har kritiseret en udvikling, så er det ikke ensbetydende med, at hvis det frygtede indtræffer, da kan man bare sige: Det er de andres ansvar.
Svaret på beskyldningerne for eftergivenhed i forbindelse med den opreklamerede "sovjetiske trussel" var, at beskyldningen var falsk, fordi mange vestlige kritikere ville forsvare de vestlige demokratier, hvis det blev nødvendigt. Den ægte strid stod omkring metoderne, idet mange kritikere mente, at der blev lagt farligt stor vægt på det militære i Øst-Vest konflikten. Der var også fundamental forskel i synet på udfordringens art, idet kritikere afviste, at Vest stod overfor bevidst aggression fra Øst.
Når man kan kalde den aktuelle situation et "sandhedens øjeblik", så er det, fordi nogle kritikeres veje nu må skilles. Stiller overfor klar militær aggression mod livsvigtige interesser er svaret enten det stærkest mulige svar eller eftergivenhed. Det letter valget, når det står mellem vestlige demokratier og et brutalt diktatur, som tidligere eftergivenhed har opmuntret.
Historiske paralleller er få, selvom samme problemstilling er blevet anvendt ofte. Livsvigtige interesser var imidlertid ikke truet, da USA f.eks. greb ind i Vietnam, og aggressionen var mest den amerikanske.
Man kan også begå eftergivenhed gennem ønsketænkning. Det ses nu i fremhævelse af, at militær magtanvendelse kun er en opgave for FN. Faktisk giver FN-pagten både Kuwait og Saudi-Arabien ret til selvforsvar med USA’s (og NATO’s) hjælp. Det er også ønskeligt, at FN hurtigst muligt overtager det militære forsvar, så USA og de engagerede NATO-lande ikke isoleres.
Men efter Iraks invasion opstod et akut forsvarsproblem, hvor hurtig indsættelse af styrker måske gennem afskrækkelse kunne hindre, at krigen blev udvidet. Prisen for en afventende holdning kunne blive uhyggeligt høj. Det er muligt, at afskrækkelse slår fejl, og det vil koste mange dyrt. Men hvad var egentlig alternativet, når FN rent faktisk ikke har stående styrker, og enighed, når det gælder eventuel indsættelse, endnu er uvis?
[i] Irak havde den 2. august 1990 angrebet Kuwait. I dagene efter indledte USA en overførsel af militære styrker til området, som i første omgang skulle forsvare Saudi-Arabien
[ii] Jørgen Dragsdahl: "Gensidig terror bliver fremtidens militære udfordring for Danmark". Information, 3. marts 1990.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|