Trykt i Information 18. december 1990

Golfkrisen har igen sikret FN en central rolle i USA’s politik

Men mange iagttagere afviser, at Bush udnytter organisationen imod dens formål og interesser.

Af  JØRGEN DRAGSDAHL
Informations udsendte medarbejder

NEW YORK, i december – Når blæsten flår i FN’s højhus og regnen pisker omgivelserne væk, ligner verdensorganisationens hovedkvarter på Manhattans østlige yderkant ud til floden noget, som hvert øjeblik kan opgive sin skrøbelige forankring – blive ført til havs af vandmasserne.

Tit har det virket, som ville politisk blæst opnå samme resultat. Voksende raseri i den amerikanske opinion over forsamlingens utaknemmelighed kulminerede i 1983, da en ledende amerikansk diplomat erklærede, at flytning af FN fra USA’s jord ville blive hilst velkommen.

"Medlemmerne af den amerikanske delegation ved De forenede Nationer vil nede fra kajen vinke jer et ømt farvel, når I sejler ud i solnedgangen", sagde Charles Lichenstein.

Godt nok havde udtalelsen lidt upræcist billedsprog, fordi solen også dengang gik ned i vest, men præsident Reagan bakkede ham op, og næsten ingen amerikanere så en fremtid for FN i storpolitikken.

Men med tolv resolutioner fra Sikkerhedsrådet under Golf-krisen står FN foran et "mulighedernes vindue", som en amerikansk diplomat udtrykker det. Siden organisationen blev dannet, har udsigterne til, at den kan spille en afgørende rolle i storpolitikken, ikke været større. Den amerikanske opinion støtter igen FN – i en nylig undersøgelse bifaldt 68 procent resolutionen, som bemyndiger magtanvendelse mod Irak.

Af samtaler med politikere, embedsmænd og eksperter både i den amerikanske hovedstad og i FN’s hovedkvarter fremgår:

● Bush-administrationen ser gerne, at FN bliver "verdens politibetjent", og dette ønske deles af ledende opinionsdannere.

● Oprettelse af FN-styrker, som gennem en kampindsats kan håndhæve international ret, overvejes seriøst.

● Der er en voksende erkendelse af, at USA i en overgangsperiode må spille den ledende rolle.

● Store reformer er nødvendige, hvis verdensorganisationens apparat skal påtage sig den nye tids opgaver.

Gennembrud

"Disse resolutioner var utænkelige for blot to-tre år siden", siger en højtstående amerikansk diplomat, som udtalte sig på betingelse af anonymitet. "Nu tror jeg, at FN kan blive svaret på mange af fremtidens problemer".

"USA har i mange år næret stærk afsky for FN, fordi det blev en organisation, der var behersket af useriøse nationer med et afmægtigt Sikkerhedsråd", siger en ledende embedsmand i verdensorganisationen. "Heraf opstod en stærk impuls for, at USA internationalt måtte optræde handlekraftigt på egen hånd. Følelsen var, at FN ikke skulle have indflydelse, fordi styringen lå hos nogle, som ikke var repræsentative. Men hvis USA ikke længere mærker anti-amerikanisme, så vil der være større vilje til at bruge FN også i fremtiden".

"Vi oplever en voldsom tilstrømning af medlemmer på grund af Golfen", beretter præsidenten for det amerikanske FN-forbund, Edward Luck. "Amerikanerne har altid vurderet FN ud fra spørgsmålet: Hvad har organisationen gjort i den seneste tid for imødegåelse af aggression? Fordi svaret tilsyneladende var intet, voksede frustrationen. Men det fremherskende indtryk er nu, at FN gør noget for os i Golfen".

Ny verdensorden

Det er et gennembrud, som har været i gang siden Gorbatjov lagde sovjetisk udenrigspolitik om, så samarbejde i FN blev muligt.

Siden 1988 har FN efter mange års pause oprettet fem fredsbevarende missioner, der har overvåget våbenhviler, tilbagetrækning af styrker og bistået ved overgang til uafhængighed. Missionernes succes har, konstaterer en rapport herom fra Kongressens forskningstjeneste CRS, "genoplivet den amerikanske offentlige menings (støtte – red.) og forventninger til FN og (organisationens – red.) muligheder".

Valget af George Bush, som havde været FN-ambassadør, fremmede udviklingen yderligere. Som endnu en tidligere FN-ambassadør, senator Pat Moynihan, påpeger i sin nye bog, On the Law of Nations, skete der en tilbagevenden til "normalitet" i amerikansk udenrigspolitik. Ideologisk bestemte doktriner blev trængt i baggrunden.

Mens bogen er en forsigtigt optimistisk vurdering af udsigterne til, at respekt for international ret igen vil blive vejledende i amerikansk politik, erklærede Moynihan knapt en måned inde i Golfkrisen, at nu "er FN genopstået i vor statsmandskunst".

I en analyse fra 26. august skrevet til Demokraternes ledelse i Senatet, som er kommet i Informations besiddelse, håber Moynihan, at hvis indsatsen gennem FN lykkes, da "kan vi meget vel have lagt retningslinjerne for en verdensorden, som har været det tyvende århundredes stadige, men ofte besejrede, stræben".

USA’s gæld betales

Under hele krisen har Bush konstant henvist til "international ret". I sin tale til FN’s generalforsamling den 1. oktober lagde Bush stor vægt på "fremvæksten af et stærkere Forenede Nationer". Han håbede, at "De Forenede Nationers apparat ikke længere vil være fastlåst af de forskelligheder, som plagede os under Den Kolde Krig", og han fremhævede, at Iraks anneksion af Kuwait ikke vil bestå, netop fordi FN ikke vil tillade det.

Fra velinformerede kilder erfarer Information, at talens positive grundsyn på FN’s muligheder faktisk var forberedt til den tale, som han holdt året før, men dengang blev mange passager udeladt, fordi "situationen endnu ikke var moden".

Som et konkret udtryk for den gryende amerikanske anerkendelse af FN bad præsident Bush i begyndelsen af året Kongressen betale USA’s gæld til verdensorganisationen, som da var på 1,2 milliarder dollar. I slutningen af oktober godkendte Kongressen en ordning, som betyder afvikling af gammel gæld over fem år samt fuld betaling af indeværende års andel af udgifter, i alt 702 millioner dollar i finansåret 1991.

USA’s redskab

Nogle kritikere af Bush-administrationens indsats i Golfen mener sammen med Irak, at USA har gjort FN til et redskab for amerikansk udenrigspolitik.

De henviser til, at administrationen har anvendt både pisk og gulerødder op til afstemninger i Sikkerhedsrådet samt under bestræbelserne for samling af en multinational koalition med styrker i Golfen.

Efter Yemen stemte imod den seneste resolution, som bemyndiger magtanvendelse med Irak, sagde en amerikansk diplomat til landets ambassadør, at "det er den dyreste stemme, som I nogensinde har afgivet". Bistand til en værdi af 30 millioner dollar ventes indstillet.

Sovjet belønnes

Sovjetunionen har næppe været blind for, at den ene tjeneste er den anden værd. Under indtryk af samarbejdsviljen under Golf-krisen har præsident Bush åbnet for fødevarebistand til omkring 1 milliard dollar. Washington Post har oplyst, at de rige olielande i Golfen har en bistand på 6 milliarder dollar undervejs til Kreml.

Uden for Sikkerhedsrådet er der også faldet belønninger. USA har bedt sine allierede i Golfen hjælpe Jordan, efter dette land endelig gik med til sanktionerne mod Irak. Egypten har fået afskrevet gæld til USA på 6,7 milliarder dollar. Pakistan, som har sendt 5.000 soldater, har fået et lån på 500 millioner dollar fra Golf-staterne.

Men det er ikke usædvanligt, at man får ’noget for noget’ i diplomatiets verden. "Altruisme og principper får ikke altid verden i bevægelse", siger den fremtrædende forsker Michael Mandelbaum fra Council on Foreign Relations, USA’s udenrigspolitiske selskab. "At man forventer noget til gengæld for sin støtte er normal, forudsigelig, forståelig adfærd i diplomati og politik".

FN styrer

Faktisk er den helt fremherskende holdning i og omkring FN, at amerikansk politik og adfærd i helt enestående grad er blevet samordnet med andre ledende nationers interesser.

En tidligere topembedsmand i FN med ansvar for fredsbevarende operationer, kineseren F.T. Liu, siger, at "det er Sikkerhedsrådet, som har fat i rattet, mens USA skubber på vognen". Tidligere vicegeneralsekretær Brian Urquhart, hvis centrale arbejdsområde også var fredsbevarende operationer, siger, at der i begyndelsen af krisen var risiko for, at USA ville handle på egen hånd, men "nu har FN indhentet udviklingen".

Små i klemme

En diplomat ved FN fra et nordisk land siger, at man overser det egentligt nye, hvis man hævder, at USA trækker Sikkerhedsrådets flertal rundt ved næsen.

Han påpeger, at de fem permanente medlemmer af Rådet – Frankrig, Kina, Sovjetunionen, Storbritannien og USA – lever op til det ansvar for international stabilitet, som de oprindelig blev pålagt i FN-pagten, og som de i kraft af voksende fælles interesser stadigt mere løftede allerede inden Golf-krisen.

Netop dette samarbejdes styrke har frustreret nogle af de små medlemmer af Sikkerhedsrådet, som ser deres egne muligheder begrænset. De fem permanente medlemmer har gennem indbyrdes konsultationer afgjort det meste, inden den større kreds af nationer, som er foreløbige valgte medlemmer, inddrages. Diplomaten illustrerer det med, at Columbias repræsentant, som har forsøgt sig med et uafhængigt mæglingsforsøg, var så ophidset over de stores sammenrotning, at han under et tilfældigt møde på gaden "stampede i fortovet af raseri".

Nemme forklaringer med henvisning til USA’s og oliepengenes magt overser desuden, at den irakiske aggression er enestående grov, tilføjer den nordiske diplomat.

Dum forenkling

En højtstående embedsmand, som har fulgt Sikkerhedsrådets arbejde på nært hold, kalder det en "dum forenkling", at USA skulle have påtvunget Sikkerhedsrådet sin vilje.

"Saudi-Arabien og Kuwait har været skuffet over, at USA konsekvent har krævet international opbakning til ethvert skridt", siger han. "De ønskede et hurtigt militært modangreb med henvisning til FN-pagtens bestemmelse i artikel 51 om retten til selvforsvar".

"Der er foregået langvarige og reelle forhandlinger i Sikkerhedsrådet, som har medført ændringer i resolutionsforslag", fortsætter han. "Der er ingen medlemmer, som ikke har anset overfaldet på Kuwait for groft røveri. Uenigheden er opstået i forbindelse med, hvad man skulle gøre ved det. Både Frankrig og Storbritannien har været for en håndfast optræden. Det er en fornærmelse mod Sovjetunionen, som overser landets interesser i et styrket Sikkerhedsråd, hvis man tilskriver dets holdning bestikkelse".

Ikke dragedræber

Under et par timers baggrundssamtale bliver den førnævnte højtstående diplomat ved USA’s FN-mission flintrende arrig, da han får stillet spørgsmålet om, hvorvidt man er på vej ind i en ny verdensorden, som USA vil beherske gennem kontrol med Sikkerhedsrådet.

"Sludder", udbryder han. "Vi er ved et vindue, hvor vi kan kigge ind i fremtiden. Næste gang en storkonflikt opstår, vil USA’s rolle blive langt mere begrænset. Den nye verdensorden bliver ikke noget med, at USA skal styrte verden rundt på jagt efter drager, der skal slås ihjel. Det er et udtryk for visdom, at vi har brugt FN. Det er vigtigt, at verden ser, at vi kan arbejde sammen. USA har hverken viljen eller ressourcerne til at være en global politibetjent".

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.