Trykt i Information 14. januar 1991

 

 

Anti-amerikanismen forældet

 

Mange indlæg i Information bærer præg af, at venstrefløjen endnu hænger fast i en farlig og forældet anti-amerikanisme

 

Af  JØRGEN DRAGSDAHL

HVORFOR har venstrefløjen herhjemme i Golf-krisen fundet sammen med pacifister? Det er en underlig alliance, hvis man husker, hvordan den samme venstrefløj gennem mange år har støttet befrielseskrige, som har kostet dræbte i hundrede-tusindevis.

I sin fremragende kronik den 14. december forsøgte Bjarne Bonné sig med en forklaring. Han påpeger, at fløjens politik traditionelt består i opstilling af problemer, som var de et valg mellem muligheder, fløjen ville ønske, der var at vælge mellem. Denne ønsketænkning har præget mange indlæg i Information under Golf-krigen.

Nogle har ønsket, at den multinationale styrke i Golfen skulle være under FN’s kommando, selv om dette ikke var muligt af både politiske og praktiske årsager. Man har talt for en "arabisk løsning", selv om der ikke er fælles arabiske forslag. Indlæg har talt for, at den militære option skulle afskrives, selv om de økonomiske sanktioner uden denne option næppe ville være effektive.

Gennem hele denne verdensfjerne selvretfærdighed går så beskyldninger mod f.eks. undertegnede for at ønske krig, selv om mange af læserne burde vide bedre ud fra små tyve års artikler her i bladet. Krig er ikke et ønskemål; det er kun en sidste udvej, som desværre til tider er nødvendig.

MEN Bjarne Bonné mangler et vigtigt forklarende element i sin analyse: anti-amerikanismen. Den er formentlig vigtigere end ønsketænkningen. Under Golf-krigen er "for eller imod USA" igen blevet et selvstændigt argument, som fritager mange for mere vanskelig stillingtagen ud fra konkrete forhold.

Læserbreve har direkte skældt ud, fordi synspunkter på lederplads var "pro-amerikanske". Adjunkt Torben Retbøll kunne 28. december ligefrem konstatere "næsegrus beundring for USA". Under mere private former har det været den fremherskende klage. Som da en af venstrefløjens kendte forskere efter et voldsomt udfald blev spurgt, hvorvidt hun overhovedet havde læst mine artikler?

"Kun den første, og den var så afskyeligt pro-amerikansk, at jeg kunne undvære resten", lød svaret.

Beskyldningen er ganske underholdende, når man i indberetninger fra den amerikanske ambassade til udenrigsministeriet i Washington er blevet kaldt den "flerårige anti-amerikaner".

Men det kan også vække til eftertanke i forbindelse med den virkning, som kritik af amerikanske forhold har, når den bringes i udenlandske medier.

SOM journalist indlever man sig meget i det land, der skal dækkes. Artiklerne afspejler landets debat og de kilder, som er til rådighed. Det medfører, at især USA får en meget kritisk dækning, fordi landets debat ofte føres med skarpe ord.

Det ligger naturligt i det journalistiske erhverv, at man, som lægen, især interesserer sig for sygdommene. Begge ved, at "det syge" er undtagelsen, men det er langt fra givet, at læserne i et fjernt land også forstår det.

Som journalist kan man føle, at kategorierne "pro" eller "anti-amerikansk" er tåbelige, fordi man jo blot giver udtryk for, hvad talrige fuldblods amerikanere mener, og det væsentlige er synspunkters og oplysningers indhold. Men artiklerne indgår i en virkelighed, som ikke er den amerikanske, og hvor læserne derfor mangler helhedsindtrykket.

DETTE være skrevet, fordi jeg ikke er blind for, at især mange af mine artikler gennem årene har givet ammunition til kredse, som gerne kun ville se sygdommene i USA, og som tog afstand fra alt amerikansk.

Tidligere kunne man hævde, at selv om "anti-amerikanisme" i en vis udstrækning byggede på misforståelser, var det dog en tendens, som kunne modvirke forherligelse af USA – og underkastelse. Det såkaldt "trans-atlantiske samarbejde" udviklede sig under den kolde krig til en alliance mellem konservative kræfter i Europa og USA, som var stærkt amerikansk domineret. Kritik af amerikanske forhold havde den befriende funktion, at de åbnede for lidt europæisk selvstændighed i tanke og handling.

Men advarselslamperne lyste i mit hoved, når artikler, som belyste f.eks. CIA’s lovbrud, gav næring til folk, som så CIA’s hænder og medsammensvorne bag næsten ethvert fænomen, der ikke faldt i deres smag. Men jeg troede virkelig, at artiklerne i større omfang gav den indsigt, at der også er grænser for CIA’s misgerninger, og at de sædvanligvis afsløres. Dermed kunne paranoia og vilde spekulationer uden grundlag i faktiske oplysninger modvirkes.

Men det var måske en naiv opfattelse, og samme selvkritiske argumentation kan føres i forbindelse med mange andre emner end CIA.

EFTER opløsningen af Øst-Vest konflikten og udviklingen af et stadigt stærkere europæisk samarbejde er anti-amerikanismen både forældet og farlig.

Den er forældet, fordi dens historiske rødder kun er fortid. Den er farlig, fordi den kan blokere for erkendelse af tidens virkelige udfordringer og muligheder.

Historisk har anti-amerikanismen utvivlsomt oprindelse i europæiske konservatives afsky over dannelsen af USA. Under den kolde krig blev anti-amerikanismen et modstykke til anklagerne i USA mod progressive for u-amerikansk virksomhed. Hvor forældede disse kategorier er, fremgår måske bedst af, at den skarpeste kritik i USA af engagementet i Golfen først kom fra højrefløjen. Opbuddet af folk, som altid har ønsket et stærkt USA, og som alligevel er mod krig i Golfen, burde give anledning til eftertanke.

Hverken Europa eller Verden er truet af, hvad en læser så formfuldendt kaldte den "pentagonistiske hegemonisme". Magt vil fremover bygge på økonomisk styrke; USA’s evne til militær indsats i Golfen kan meget vel blive den sidste demonstration af denne type magtudøvelse.

Det er en langt mere nærliggende fare, at europæiske lande gennem sammenslutning mangedobler det hovmod og magtbegær, som de historisk set vel alle har udmærket sig ved. Der er fare for, at dette Europa i sin søgen efter identitet finder den i et modsætningsforhold til f.eks. USA. Er det virkelig en mission for "venstrefløjen", nytænkningens traditionelle hjemsted, at forstærke dette modsætningsforhold?

DET var amerikanerne, som for mere end 200 år siden med en slags revolution, i vidt omfang brød med europæisk konservatisme og bidrog afgørende til en demokratisk verdensrevolution, som endnu ikke er fuldendt. Det ægte transatlantiske samarbejde, som går længere tilbage end NATO’s oprettelse, har været mellem progressive på tværs af det store hav. Det var præget af idealer og værdier – ikke kun den sammenrotning mod en fælles fjende, som blev det bærende element i NATO.

Mange barrierer er faldet i de seneste par år, vante kategorier er blevet opløst. Måske er det egentlig storslåede ved den kolde krigsafslutning, at den har gjort tanken fri. Hvis vi vil!

Argumentation kan i dag løsrives fra loyalitetshensyn og gamle fjendskaber. Der er chance for nytænkning, som bygger på fundamentale værdier. Det er på tide, at man også i den danske debat lader "for eller imod USA" være argumenter, som hører fortiden til.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.