Trykt i Information 21. juni 1991

Nogle amerikanske værdier kan styrke fælles sikkerhed

For netop tyve år siden gav en dommer i sagen om Pentagon-rapporten CSCE-landene et værdifuldt forbillede.

Af  JØRGEN DRAGSDAHL

Jagten efter værdier, som skal præge det nye europæisk-atlantiske samfund fra Vancouver til Vladivostok, er med den amerikanske udenrigsministers dristige tale i Berlin indledt for alvor. Hans vision er, at frihedsbegreberne, som blev plantet i det amerikanske samfund, har sat så pragtfulde blomster, at de udgør værdier, som er universelle.

Mellem værdierne, som han åbenbart havde i tanke, er pressefriheden. Baker foreslog, at der indkaldes til et særligt CSCE-møde, som skal behandle "støtte til frie medier".

Opfordringen vil næppe være kontroversiel. Som led i demokratiets fremskridt i hele CSCE-området hyldes pressefriheden nu generelt – selv i Sovjetunionen, hvor kommunistpartiets faktiske kontrol med de førende massemedier ellers er blevet strammet alvorligt. Men netop en indsats via CSCE kan tilføje "støtte til frie medier" en dimension, som vil udfordre forældede og farlige holdninger i hele området.

Selve sjælen i Helsinki-processen er jo, at man skal udvikle foranstaltninger, som kan styrke nationernes sikkerhed. Hvorfor ikke se nærmere på, hvordan en fri presse kan blive en sikkerheds- og tillidsskabende faktor på det militære område?

NATO diskutabel læremester

Tanken kan allerede spores indirekte i erklæringen om "partnerskab med lande i Central- og Østeuropa" fra NATO’s nylige udenrigsministermøde i København. Et af initiativerne er "en gradvis udvidelse af NATO’s informationsprogrammer i området, støtte til diskussion af sikkerhedsspørgsmål i en demokratisk sammenhæng i disse lande" og invitationer til politikere, undervisere, pressefolk og ungdomsledere, så de kan besøge NATO’s hovedkvarter.

Det er en god start. Men det er vist ikke helt i den frie presses ånd, at NATO skal være den eneste læremester for journalister, som vil beskæftige sig med sikkerhedspolitik. Hvis hukommelsen ikke bedrager, er det ikke længe siden, at en del folk i NATO’s hovedkvarter rasede imod journalister, når de udfordrede organisationens politik.

Forhåbentlig vil en indsats i CSCE lægge større vægt på netop amerikanske værdier indenfor dette felt. I den pressetradition, som hyldes i USA, er den frie presse en vagthund, der er absolut uafhængig i forhold til staten og f.eks. militære magtkoncentrationer.

Sviende nederlag

Når vi skal lidt nærmere ind på de forbilledlige værdier, kan der hentes betydelig inspiration i en skelsættende begivenhed, som netop i disse dage mindes af nogle amerikanske medier. Nemlig 20-års dagen for Pentagon-rapportens offentliggørelse. Eller mere konkret: 20-året for et sviende nederlag, som den daværende administration led ved domstolene, da den ville stoppe offentliggørelse.

Affæren startede for 24 år siden, også i midten af juni, da en ung embedsmand i Pentagon, Leslie Gelb, af forsvarsminister Robert McNamara fik 100 spørgsmål om Vietnam-krigen. De kunne ikke besvares uden omfattende undersøgelse i arkiverne, og resultatet blev 47 bind, som belyste krigen kronologisk ved hjælp af ofte tophemmelige dokumenter. En projektmedarbejder, Daniel Ellsberg, vendte sig senere mod krigen, fotokopierede hele samlingen og udleverede størstedelen til New York Times.

Materialet var politisk sprængstof, fordi det afslørede årtiers bedrag af befolkningen. Søndag den 13. juni 1971 indledte New York Times en artikelserie, som tre dage efter blev stoppet af de første forbud mod offentliggørelse, som en domstol i USA nogensinde havde udstedt.

I forfatningens første tillægsartikel er det bestemt, at "Kongressen skal ikke lave nogen lov, som (…) begrænser ytringens eller pressens frihed (…)". Dommere i både Washington og New York omstødte med henvisning til pressefriheden forbudet, og den 30. juni erklærede Højesteret, at deres kendelser skulle stå ved magt.

Udødelige ord

Nixon-administrationen havde argumenteret med, at USA’s nationale sikkerhed ville lide ubodelig skade, hvis det hemmelige materiale blev offentliggjort. Udødelige, forhåbentlig, er de ord, som dommer Gurfein i New York begrundede sin kendelse med:

"Nationens sikkerhed ligger ikke kun ved fæstningsværkerne. Sikkerhed ligger også i værdien af vore frie institutioner. En krakilsk presse, en genstridig presse, en allestedsnærværende presse må udholdes af de med myndighed, så endnu større værdier om ytringsfrihed og folkets ret til viden kan bevares (…) Det er i sidste end ikke kun lederskribentens mening eller columnistens, som beskyttes af den første tillægsartikel. Det er den frie strøm af information, så offentligheden kan være informeret om regeringen og dens handlinger".

"Dette er vanskelige tider. Der er ingen større sikkerhedsventil for utilfredshed og kynisme om regeringens anliggender end ytringsfriheden i enhver form. Dette har været vore institutioners genialitet igennem hele vor historie. Det har været alle vore præsidenters trosbekendelse. Det er et af de markante træk ved vort nationale liv, som udskiller os fra andre nationer med forskellige regeringsformer".

Denne tolkning af forfatningen, som blev fulgt op med lignende kendelser, gav mulighed for kritisk journalistik, som ikke kunne forhindres med henvisning til "den nationale sikkerhed". Det var en skelsættende begivenhed i USA’s historie, som styrkede pressen afgørende i vagthundens rolle.

Tyve år efter har daværende redaktør ved New York Times, Abe Rosenthal, givet redaktører dette råd: "Hvis I inderst inde ved, at informationer, som er hemmeligt-stemplede, er nødvendige for at offentligheden kan forstå, hvor regeringen er på vej hen, eller har været, så er der kun ét svar på spørgsmålet, som dengang blev stillet os: ’Hvordan kan I trykke dette?’. Svaret er: ’Hvordan kan vi lade være?’.

Europa er bagud

Dommer Gurfeins ord giver udtryk for værdier, som ikke har vundet rodfæste i resten af CSCE-området, end ikke i Vesteuropa.

Storbritanniens Official Secrets Act er et særligt ondartet eksempel, som truer journalister med straf, hvis de offentliggør informationer af sikkerhedspolitisk betydning uden regeringens godkendelse. Som den tidligere redaktør af The Sunday Times, Harold Evans, nyligt har påpeget, kunne amerikanske medier aldrig have afsløret Watergate, hvis de havde arbejdet under britisk lov.

Europæerne hænger endnu fast i en raison d’etat, der beskytter informationer, som staten vil hemmeligholde. Ytringsfriheden i Europa er stadig en ret til fri luftning af meninger – ikke en ret til informationer, som giver ytringerne indhold. Amerikanerne tror derimod på folkets suverænitet, og derfor har folket en næsten ubegrænset ret til indsigt i statens anliggender.

Talrige er de politisk udnævnte amerikanske top-embedsmænd, som har beklaget, at hemmeligheder slipper ud. Den frie presse kan være satans besværlig. Men spørgsmålet, som Baker bør stille, er: Vil USA’s sikkerhed, alle CSCE-nationernes sikkerhed, ikke være større, hvis pressen overalt er lige så satans besværlig?

Øverst på dagsordenen i arbejdet med rustningskontrol står "åbenhed" og "gennemskuelighed". Det er målsætningerne, som skal styrke staternes og de militære apparaters gensidige tillid.

Men vil det ikke være bedre, hvis en fri presse overalt kan være en vagthund mod militarister og skumle planer?

Har den kolde krigs død ikke fjernet en af de største undskyldninger for statens ret til hemmeligholdelse?

Og er det ikke på tide, at værdierne fra det gamle Europa, som er blomstret i USA, kommer hjem?

Selvom svaret blot er delvist ja, forestår et omfattende arbejde med revision af love og holdninger, indførelse af offentlighed i forvaltningen efter amerikansk forbillede, så folket kan blive suverænt også i forhold til sikkerhedspolitikken.

I øvrigt bør Bush-administrationen nok selv overveje, hvorvidt dens forsøg på styring af medierne under Golf-krigen er i overensstemmelse med værdierne i Gurfeins kendelse.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.