Trykt i Information 27. juli 1991

Jagt uden presse-etik efter nyttige idioters skygge

Hvor stærke skal beviserne være, inden pressen kører frem med bred mistænkeliggørelse?

Af  JØRGEN DRAGSDAHL

Så er jagten efter "nyttige idioter", som bistod østlige efterretningstjenester i 80’ernes forsvarsdebat, indledt igen. Denne gang er årsagen en sætning i det tyske magasin Der Spiegel. Ifølge den fik DDR’s spioner plantet kritiske spørgsmål i Folketinget.

Onsdag kunne Berlingske Tidende øverst på forsiden fastslå: "Stasi plantede falske oplysninger på Christiansborg". Tidligere forsvarsminister Poul Søgaard skal have sagt: "Det var fortrinsvis SF og VS, der benyttede Stasis oplysninger til at stille spørgsmål i Folketinget med det formål at bringe forsvaret i miskredit og til at så splid mellem Danmark og de allierede i NATO". Men torsdag dementerede han i Information udtalelserne. Berlingskes citater er "misinformation", sagde han. Fredag kunne Berlingske så dementere dementiet.

Det er selvfølgelig meget underholdende med den slags beskyldninger. Hvis man kunne påvise et samarbejde mellem disse partier og Stasi, så ville det endog være interessant. Men, som behandlingen er foregået, bør det rejse en presse-etisk debat.

Når Søgaard kan bruges så modstridende, er forklaringen, at han intet konkret siger – selv i Berlingske er det hele formodninger. Hvor stærk skal dokumentationen være, inden nyhedsmedierne rejser anklager, som indebærer overtrædelse af danske love? Lever pressen op til sit ansvar for, at meningsdannelsen sker på et sagligt grundlag, når den med bred pensel sværter hele partier og folkevalgte politikere til?

KGB styrer

Det er jo ikke første gang. Jyllands-Posten bragte 28. februar 1990 på forsiden med kæmpestore typer overskriften. "KGB styrede fredsfolk". Artiklens indledning slog fast, at "fredsgrupperne, som gennem det meste (af) 1980’erne gjorde sig så stærkt bemærket i de vesteuropæiske lande, inklusive Danmark, var i vidt omfang manipuleret af Sovjetunionens hemmelige politi KGB, og den sovjetiske centralkomités Internationale afdeling i Moskva".

Det gav anledning til en del debat her i bladet, da jeg kritiserede Jyllands-Postens fordrejning af materialet, som lå til grund for påstanden – en artikel i The Times af KGB-afhopperen Gordijevskij. Avisen indrømmede aldrig, at den var gået for langt.

Interessant er det således, når man i Gordijevskijs bog, KGB – The Inside Story, som udkom sidste efterår, på side 491 kan læse, at KGB havde en stor kampagne, som skulle forhindre udstationering af amerikanske raketter i Vesteuropa. Men Gordijevskij skriver også: "Eftersom europæiske fredsbevægelser næppe havde brug for sovjetisk opmuntring for at starte en protestkampagne, er det rimeligt at konkludere, at det store forbrug af tid og anstrengelser fra Centerets side på dette felt opnåede lidet af virkelig betydning".

Det påpeges også, at KGB-chefer tog æren for anti-atom demonstrationer, som de kun havde "marginal indflydelse" på.

Men et dementi har Jyllands-Posten mig bekendt aldrig bragt.

CIA og neutronbomben

Kravene til dokumentation bør være meget strenge, når pressen behandler sikkerhedspolitiske emner, herunder beskyldninger for hjælp til fremmede magter. En af de vigtigste årsager er, at nyhedsmedierne i denne sammenhæng udsættes for bevidst manipulation, og de politiske følger kan være uoverskuelige.

Som eksempel kan nævnes USA’s indsats under debatten om neutronbomben i 1977-78. Det er ubestrideligt, at Sovjetunionen forsøgte påvirkning gennem sit agent-net. Mindre kendt er det, at USA også plantede historier i den vesteuropæiske presse, og at projektet omfattede betaling til journalister.

Den amerikanske forsker David Whitman har i "The Press and the Neutron Bomb", som blev udgivet i 1983 af Kennedy School of Government ved Harvard Universitetet, omtalt denne kampagne, som blev indledt i januar 1978. Bag den stod daværende direktør for politisk-militære anliggender i udenrigsministeriet, Leslie Gelb, og viceudenrigsministeren for europæiske anliggender, George Vest. Den blev godkendt af præsident Carters sikkerhedsrådgiver Brzezinski, udenrigsminister Cyrus Vance og CIA’s direktør Stansfield Turner.

Formålet med kampagnen var, med Gelbs ord, at få "favorable avisartikler i den vesteuropæiske presse". Et budskab i den var, at neutronbomben sammenlignet med Sovjetunionens SS-20 raketter var et våben med temmelig begrænset effekt. Whitman opsummerede kampagnens effektivitet således:

"Et udsnit af den britiske og tyske pressedækning fra perioden viser, at neutronbombe/SS-20 sammenligningen sammen med skarp kritik af den sovjetiske propagandakampagne begyndte at dukke op hyppigt i februar og marts 1978. Aviser som for eksempel Düsseldorf Rheinische Post, Die Welt, Bonn General Anzeiger, Freiburg Badische Zeitung, Rheinische Post, Süddeutsche Zeitung, Koblenz Rhein-Zeitung, London Times, London Daily Telegraph og The Economist begyndte enten at sætte farerne ved SS-20 sammenlignet med neutronbomben i kontrast eller latterliggøre den sovjetiske propagandakampagne mod bomben".

Man kan tilføje, at også danske aviser gav plads for denne propaganda, men årsagen kan udmærket være inspiration fra læsning af de nævnte blade.

Sammenligningen var helt uden militær fornuft; de to våbensystemer udgjorde vidt forskellige trusler mod sikkerheden i Europa. Præsident Carter opgav kort efter neutronbomben. Men et blivende resultat var, at de sovjetiske SS-20 raketter i offentlighedens øjne blev den helt store trussel.

Propagandaslaget om neutronbomben lagde dermed noget af grundlaget for, at SS-20 måtte imødegås, og det skete så året efter med NATO’s beslutning om anskaffelse af nye raketter. Det var et projekt, som højtstående embedsmænd og officerer i USA var imod, og selv tilhængerne indrømmer, at SS-20 og behovet for nye amerikanske raketter ikke havde nogen forbindelse. De sovjetiske SS-20 raketter udgjorde ikke en væsentlig ny militær trussel, men de blev til en stor politisk udfordring, der i betydeligt omfang var selvskabt i Vest.

Sammensværgelsesteorier blokerer indsigt

Med dette er ikke sagt, at den amerikanske kampagne skabte frygten for SS-20. Sammenligningen blev også foretaget helt åbent af NATO’s øverstkommanderende, præsident Carter og den britiske premierminister Callaghan. Mange af journalisterne og politikerne, som deltog i kampagnen, havde næppe brug for opmuntring fra f.eks. CIA.

Pointen er, at man med nogle få kendsgerningers hjælp kan bruge KGB, Stasi og CIA til sammensværgelsesteorier, som blokerer for reel indsigt. Den gamle fredsbevægelse kan med hjælp fra Whitman hævde, at truslen fra SS-20 helt blev opfundet af amerikansk propaganda. Modparten kan hævde, at Søgaard, Engell osv. blev udsat for kritiske spørgsmål efter østlig inspiration. Begge dele er grov forvanskning.

Der er blevet stillet mange hundrede spørgsmål i Folketinget af oppositionen i løbet af årene efter oprustningen blev en kontroversiel sag. Det, som optog embedsmænd i forsvars- og udenrigsministerierne, var ikke, at agenters virksomhed lå bag. Det virkeligt irriterende for dem var amerikanernes åbne debat og den udstrakte adgang til informationer i Washington. I et tilfælde truede den danske militærattaché i byen ligefrem i Pentagon med afbrydelse af samarbejdet, hvis man stadig lod oplysninger, som var fortrolige i Danmark, flyde frit i Kongressen. De sager, som skabte hovedbrud i København, skyldtes ofte nærlæsning af Kongressens høringer og andre dokumenter.

Østlandenes agenter var på en opgave i Vest, som både var meget svær og meget let. De blev mødt med mistro, men de kunne også gøre sig fortjente hjemme i hovedkvarteret med rapporter, hvori de tog æren for den kritiske debat. Deres arbejdsgivere havde ingen grund til skepsis, tværtimod. Rapporterne viste blot de politiske magthavere, at efterretningstjenesterne havde gjort sig fortjent til privilegier og højere bevillinger.

Som Mikhail Ljubimov, tidligere KGB-chef i København, har skrevet: "Selv de mindste successer blev sædvanligvis støbt i højtidelig bronze. De hemmelige tjenester kan sammenlignes med Lewis Carroll’s dyr og fugle, som løber i rundkreds og besvarer spørgsmålet: Hvem er vinderen? Med svaret i kor: Vi er!".

Gode advarende ord, hvis man vil overveje de såkaldte afsløringers værdi.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.