Trykt i Information 24. oktober 1991

 

 

BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

 

Farlig nedrustning

 

PROBLEMERNE VED Sovjetunionens omstilling fra totalitært kommunistisk styre til vestligt orienteret demokrati virker uoverkommelige. Når massemedier og top-politikere omtaler behovet for bistand, er det med to-cifrede tal i milliardklassen – endog i dollar. Det virker også temmelig overvældende.

Alligevel er det helt enestående ved situationen, som er opstået efter Warszawa-pagtens og kommunismens fald, at det enkelte menneske i Vest kan spille en meget vigtig udenrigs- og sikkerhedspolitisk rolle. Den sovjetiske udenrigsminister Boris Pankin har beskrevet denne situation med, at hans opgave er at få Sovjetunionen "ind i den vestlige civilisation".

På topplan foregår et intensivt samkvem, men en ægte integration sker først, når samfundene mødes. Problemerne i Sovjetunionen er strukturelle, økonomiske, politiske – men de er i høj grad også menneskelige. Mange har ganske enkelt ikke den erfaring med f.eks. demokrati og markedsøkonomi, som er nødvendig, hvis begreberne skal forstås og fungere i praksis. Møder med folk fra Vest kan fremskynde denne proces.

Den danske regering har erkendt udfordringen. Da et program for bistand til Øst nyligt blev offentliggjort, var en af de erklærede målsætninger, at hjælpen skal gøres til en folkeopgave.

Ideologisk genkendes tanken fra END-aktivisternes brud tidligt i firserne med de gamle fredsbevægelser. Især efter inspiration fra det hollandske tværkirkelige fredsråd, IKV, gjorde den nye fredsbevægelse "afspænding nedefra" til en parole, som i praksis betød kontakt med systemkritiske folk i Øst. Kernen i bestræbelserne var, at hvis enkeltpersoner og institutioner skaber et netværk af kontakter på tværs af alle skel, så kan man udvikle en mere stabil fred end den, som kan forhandles på topniveau. Next Stop bevægelsen er et hjemligt eksempel på, at folk godt kan tage udenrigs- og sikkerhedspolitik i egen hånd. Faktisk kan man nu i Moskva møde mange aktive i arbejdet for demokrati, som giver Next Stop en del af æren for deres engagement.

MELLEM DE alvorligste problemer i Sovjetunionen er krisen, som nedrustningsbestræbelserne har skabt for det enorme militære apparat – især officerer og ansatte i våbenindustrien.

Det bør i Vest vække opmærksomhed, at de mest progressive og vestligt orienterede dele af den russiske og sovjetiske sikkerhedspolitiske elite ikke var begejstrede over de seneste nedrustningsinitiativer. De hilser selvfølgelig velkommen, at USA letter det militære pres, så fjendebilledet, som endnu lever i nogle kredse, bliver svækket. De er også glade for, at atom-arsenalerne bliver skåret drastisk ned. Men det er en udbredt holdning, at initiativerne i bedste fald var betydningsløse og i værste fald direkte farlige.

Mellem de skarpeste kritikere er den sovjetiske udenrigsministers søn, Alexei Pankin. Han påpeger, at meningen med rustningskontrol traditionelt har været, at parterne ville fremme sikkerhed og stabilitet. Men af lutter iver for imødekommelse af vestlige krav har man overset, at nedskæringerne har gjort de væbnede styrker til en trussel mod samfundets stabilitet. Han argumenterer for, at hovedformålet med "nedrustningsaftaler" bør være initiativer, som løser militærets store sociale og professionelle problemer. Men, siger han, Gorbatjov og Bush har med deres seneste initiativer igen overset den egentlige trussel og udsendt afstabiliserende signaler.

FAKTISK HAR NATO principielt erkendt behovet for en mere konstruktiv indsats. Alliancen vil gerne udvikle tillidsskabende kontakter med det sovjetiske militær, og man foreslår samarbejde i omstillingen fra militær til civil produktion. Tyskerne bygger endog boliger til officerer, som trækkes tilbage fra det tidligere DDR.

Men det er ikke klart, at man i Vest har erkendt, hvor stort behovet er for øjeblikkelig og omfattende indsats. Måske kan et par tal illustrere det. Ruslands ledere forventer en nedskæring af de væbnede styrker til to millioner mand; det er mere end en halvering. Økonomien giver intet realistisk alternativ. Den primære våbenindustri udgør livsgrundlaget for omkring 20 millioner mennesker; det undergaves hastigt. Samfundet mangler de økonomiske og sociale ressourcer, som skal til, hvis omstillingen skal foregår blot nogenlunde stabilt.

Frygten for denne krise huserer nu, og den kan få konkrete politiske følger – mytteri, nye kupforsøg – i den allernærmeste fremtid. I Sovjetunionen er der forskellige opfattelser af truslen fra de væbnede styrker, men enigheden er stor, når det gælder vurderingen af den vestlige indsats: For lidt og for sent.

IGEN SKAL der advares mod, at opgavens omfang afskrækker en mulig indsats i det små. Selv Danmark har muligheder og dermed ansvar.

Den danske opfølgning af NATO’s principielle erkendelse på udenrigsministrenes møde i København af behovet for indsats har hidtil været ringe. Forsvarschefen har været på besøg i Polen. I forsvarsministeriet oplyses, at man har tilbudt Sovjetunionen flådebesøg, men svaret har været henholdende. Det er vist alt på det bilaterale plan.

Der er tegn på, at højtstående danske officerer meget gerne vil i nærkontakt med deres tidligere potentielle modstandere. Men ifølge nogle kilder mangler den politiske opbakning. Hvis forudsætningen er, at forsvarsministeren først besøger Sovjetunionen, så bør det gennemføres snarest muligt. Det forlyder også, at de overordnede retningslinjer for en indsats har været under udarbejdelse i et halvt år – hvor længe endnu?

Udveksling af besøg på mellemniveau er en mulighed blandt mange: vi har faktisk officerer, som kan tale russisk. Men fra politisk side bør man også overveje en indsats, som følger Ellemann-Jensens yderst vellykkede arbejde for de baltiske landes selvstændighed op. Vi kan gøre deres frihed mere reel med beroligende målrettet hjælp til de sovjetiske styrker – alt fra fødevarer til boligbyggeri uden for disse lande vil blive hilst velkommen. Erstatningsboliger til pensionerede officerer, som bor i området, vil endog kunne lette lidt af problemet, som de baltiske regeringer har med såkaldte mindretal.

Danske soldaters temmeligt velhavende fagforeninger kan også gøre en indsats – besøg hos reformkræfter, invitationer til samme, ja eventuelt blot et jule-besøg for officerers børn og hustruer – er mellem mulighederne, hvis viljen er der og fantasien kommer til magten. JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.