Trykt i Information 9. november 1991

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

NATO længe leve…

 

UNDER NATOs udenrigsministermøde i København gav flere deltagere privat udtryk for lettelse – og forundring – over, at alliancen var sluppet så godt fra Warszawa-pagtens opløsning. Mange havde, berettede en ambassadør, forventet, at stærke kræfter i den vestlige opinion ville kræve NATO opløst, nu hvor Den Kolde Krig var ovre.

Man sådanne krav er udeblevet. Forklaringen er i høj grad, at den vestlige alliances ledere med stor snilde har manøvreret, så NATO er blevet placeret centralt i bestræbelserne for dialog og samarbejde på tværs af gamle skel. Samtidigt er de militære træk ved organisationen trængt i baggrunden, fordi offentligheden modtager en stribe nyheder, hvori nedrustning er det gennemgående element.

Sidste uges topmøde i Rom videreførte med succes disse bestræbelser. Mellem embedsmænd er det nu ambitiøse mål, som er emne for uformel snak. Måske kan NATO ad åre blive en alliance, som knytter landene fra San Francisco til Vladivostok sammen, siger de. Det fremhæves, at NATO især er et politisk samarbejde, som kan sørge for, at sikkerhedsproblemer løses i fællesskab, og som derfor med fordel kan udvides. De rent militære træk ved alliancen skal på papiret fortsat forebygge angreb udefra mod dens medlemmer, men et af de reelle hovedargumenter for den nye, endnu mere integrerede, militære struktur er, at den skal hindre en gen-nationalisering af de enkelte medlemmers forsvar. Som bekendt har rent nationale militære styrker igennem århundreder ført til en del katastrofer på kontinentet.

I de visionæres snak er der ikke langt til, at NATO med rette kan kaldes "den største fredsbevægelse" – en betegnelse, der blev kastet ud på meningernes marked, da alliancen var hårdt presset af 80’ernes bevægelse mod atomvåben.

VISIONEN SKÆMMES lidt af udtalelser fra især Frankrigs Mitterrand og USA's Bush, som kan antyde, at den transatlantiske alliances liv under de nye omstændigheder stadig er truet.

Men det vil være klogt, hvis man i disse udtalelser ser en del indenrigspolitik.

Frankrig er nu mere med i NATO, end landet har været i over 25 år, så Mitterrands udfald slører den faktiske udvikling samt demonstrerer med vajende faner, at Europas mest egocentriske nation ikke helt har opgivet sit jeg.

Bush afveg fra sin offentliggjorte tale, da han under mødet i udfordrende vendinger bad europæerne tage klart stilling til fortsat amerikansk tilstedeværelse i Europa; det gjorde de straks efter i topmødets sluterklæring. Afvigelsen blev prompte lækket til medierne, som så bagefter også måtte citere det bekræftende tilsagn – ordene findes dog i tidlige udkast til sluterklæring, så Bush løb ikke en stor risiko. Men Bush fik vist neo-isolationistiske tendenser i USA, at han ikke finder sig i alt fra de selvhævdende europæere, og så fik han med hjem, at der absolut ikke er en "Yankee, Go Home!" stemning i Europa.

Der er flere potentielle problemer i arbejdet med styrkelse af WEU, som kan skabe en blokdeling af NATO, hvor landene uden for EF – især USA – kan blive trængt ud på et sidespor. I sluterklæringen har man sat formuleringer, som flere statsledere henviser til med glæde, når de skal argumentere, at der egentlig slet ikke er problemer. De mest yndede sætninger er dog gamle, hentet fra udenrigsministrenes erklæring i juni. Og problemernes omfang vil først kunne måles senere, når WEU bliver styrket og samarbejdet skal gennemføres i praksis.

KAN NATO blive et svar på resten af årtiets og det kommende århundredes sikkerhedsproblemer? Man har lagt billet ind på opgaven, og ansøgningen indeholder meget interessant.

Flere østeuropæiske lande har ønsket optagelse i alliancen med henvisning til, at der er opstået et farligt sikkerhedspolitisk tomrum i deres område. NATOs svar er, at de kan blive optaget i et råd, som på ambassadør- og ministerniveau vil beskæftige sig med sikkerhedsproblemer. Endvidere kan de deltage i et bredt udvalg af NATO-udvalg. Det er en god løsning, som sikrer, at NATO bevarer sin nuværende effektivitet, der bygger på et prøvet samarbejde mellem stabile lande, og som samtidigt sikrer, at begge parter kan forberede sig til et tættere samarbejde i en regulær alliance. Det meget omtalte tomrum er allerede et yderst tvivlsomt begreb, fordi f.eks. et ukrainsk angreb på Ungarn utvivlsomt ville få et kontant internationalt svar.

Som organisation kan NATO udmærket blive en brobygger til de væbnede styrker i Øst-landene, fordi professionelle folk altid har fælles interesser. Hvis f.eks. det tyske militærs højt udviklede sans for demokrati kan smitte af gennem udvekslingsbesøg, kurser osv. er vi godt på vej til den ambitiøse vision. NATO vil endog tilsyneladende oprette et fond, som skal finansierer dialog og samarbejde.

I et langt og meget detaljeret afsnit i sluterklæringen beskrives en række skridt, som skal styrke CSCEs funktioner. Mest opsigtsvækkende er, at NATO lægger op til brud med konsensus-princippet, når et enkelt land ikke overholder sine forpligtelser. Forbryderen skal da ikke alene kunne modsætte sig en indsats med fredelige midler. Under et nyligt CSCE-møde i Moskva kunne Tyskland og Sovjetunionen ikke få især fransk, britisk og amerikansk opbakning til netop dette initiativ. Man foreslår desuden, at en række organer i CSCE skal have større midler og flere beføjelser til f.eks. forebyggelse af konflikter og kontrol med demokratiets udvikling. Meget er sket siden amerikanerne så en konkurrent til NATO i CSCE-samarbejdet, og derfor blot ville give det et kontorværelse med et nummer på døren.

Der kan rettes en del god kritik imod erklæringen om udviklingen i Sovjetunionen, der er et klart kompromis mellem dem, som fortsat tror på en centralmagt i Moskva, og dem, som har indset, at en række nye lande er på vej. Direkte skade kan erklæringen vel næppe udrette, og en indsats for stabilisering af de nye stater vil under alle omstændigheder være en opgave for de enkelte NATO-lande.

Hovedbudskabet fra NATO-topmødet er, at mange institutioners indsats er nødvendig, hvis det nye samfund fra San Francisco til Vladivostok skal udvikles. NATO vil ikke hindre det – tværtimod efter bedste evne fremme det. Tilbage står hvorvidt evnerne svarer til de erklærede hensigter.   JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.