Trykt i Information 2. marts 1992

 

Intellektuel terror

Amerikansk forsker hævder, at Reagan-administrationen fik udsat tøbrud i sovjetisk sikkerhedspolitik

 

Af JØRGEN DRAGSDAHL

 

HAR DEN ”styrkens politik”, som NATO og Reagan-administrationen førte, æren for, at Gorbatjov fra 1987 ændrede sovjetisk sikkerhedspolitik, og dermed også bragte de kommunistiske regimer ned i historiens skraldespand?

Og var kritikerne af NATOs raketprojekt samt USA's oprustning ”nyttige iditoter”, som med naive opfattelser af sikkerhedspolitik gik Kremls ærinde og dermed øgede krigsfaren?

Begge påstande er blevet ført frem af Ekstra Bladets medløbere, som nu ser en chance for omskrivning af historien.

I tv-programmet Duellen hævdede Hans Morten Rubin den 10. februar, at det var opstillingen af NATOs nye raketter, som medførte befrielse af Østeuropa. I Weekendavisen har Jan Bo Hansen 10. januar påstået, at ”vestlige biskopper, fredsaktivister, journalister og psykologer” med deres bekymring over den vestlige oprustning skabte ”splittelse i den vestlige lejr og paranoide vrangforestillinger i den østlige”. I Politiken erklærede professor Bent Jensen 21. januar, at fredsbevægelsen ”var i virkeligheden med til at være ved til krigsbålet”. Årsagen er, at den med kritik af USA og NATO ”styrkede den dogmatiske og fossile sovjetledelse i dens formørkede og maniske syn på Vesten”.

KARAKTERISTISK for disse herrer og andre medløbere med hang til bagvaskelse i mindre offentlige sammenhænge er, at de afstår fra dokumentation. Der kan være god grund til analyse af årene, hvor 70’ernes afspænding brød sammen og blev erstattet af en ny kold krig, som måske bragte os til randen af atomkrig. Materiale til en debat kan hentes i talrige digre værker, som beskriver perioden. De totalitære systemers sammenbrud har også givet adgang til informationer, som kan kaste nyt lys over begivenhederne.

I stedet for klarer de sig med intellektuel terrorisme.

De kaster med infame beskyldninger, som lammer den saglige debat. Mange tør ganske enkelt ikke blande sig i diskussionen. Det reelle behov for nuanceret genovervejelse bliver reduceret til en hekseproces, hvor trosbekendelser er det afgørende.

Vi er tilbage i tiden, hvor kritik af officiel vestlig politik er ensbetydende med, at man ikke var loyal over for demokratiet, det vestlige forsvarssamarbejde osv. Det overses bekvemt, at datidens kritikere havde solidt rodfæste i fortrinsvis amerikanske forskeres, politikeres og tidligere embedsmænds analyser. Måske havde nogle af dem uret. Men metoder hente fra McCarthy-tiden (guilt by association) og stalinistisk sort-hvid tænkning er ikke vejen til afklaring.

I DENNE sammenhæng er den amerikanske forsker Michael MccGwires værk ”Perestroika and Soviet National Security”, som blev udgivet af Brookings Institution i Washington DC tidligt sidste år, ikke forældet. Det er en opfølgning af hans banebrydende analyse ”Military Objectives in Soviet Foreign Policy” fra 1987, som beskrev udviklingen i det sovjetiske syn på verdenskrig. Ud fra dette forudsagde han, at ensidige styrkereduktioner i Europa nu var mulige.

I det nye værk påvises, at den sikkerhedspolitiske nytænkning fra 1987 har rødder, som stikker dybere end Gorbatjovs omvendelse af politburoet. Fordi det overordnede mål i 1970’erne var blevet, at verdenskrig skulle undgås, var den logiske konsekvens, at man heller ikke skulle forberede en sådan krig, hvis forberedelserne gjorde krig mere sandsynlig.

Men, argumenterer MccGwire, ”denne konklusion kunne end ikke overvejes i det truede politiske klima i periode 1983-84 – et klima, som bevidst var blevet fremkaldt af Reagan-administrationen”.

Er der en årsags-sammenhæng mellem Reagan-administrationens konfrontationspolitik, højere amerikanske forsvarsbudgetter og ændringerne i sovjetisk sikkerhedspolitik efter 1987?

”Kendsgerningerne støtter ikke en sådan sammenhæng”, mener MccGwire. ”Hvad kendsgerningerne faktisk viser er en forbindelse mellem politikken i Reagan-administrationens første periode og den sovjetiske omvurdering af forsvars- og udenrigspolitikken i 1983-84. Men konklusionerne af denne politiske omvurdering satte Sovjetunionen på en kurs, som ville have været ekstremt skadelig for USA's interesser, hvis Gorbatjov ikke havde ændret politik i 1987. Den antagelse, at det var Reagan-administrationens politik, som førte til Gorbatjov-revolutionen, er ikke blot forkert; den er farlig. Den slører den kendsgerning, at den sovjetiske opfattelse af krigs sandsynlighed blev stærkt styrket i 1981-84. I sig selv var det en uønskelig situation, men af en række årsager nåede denne opfattelse et højdepunkt i november 1983, hvor Sovjet sandsynligvis fejltolkede en kommandoøvelse i NATO, idet man så tegn på, at Vesten rent faktisk forberedte sig til atomkrig”.

MccGwire advarer også imod tro på, at den hårde kurs virkede, fordi læren kan blive, at lignende metoder vil virke i forbindelse med andre store magter.

INTET sted i sit 481 sider store værk hævder MccGwire, at fredsbevægelserne havde den påståede indflydelse på de gamle mænd i Sovjets top.

Han peger på to hindringer for ændringer i Sovjetunionens politik. Den første var generationen, som havde oplevet de skæbnesvangre begivenheder fra 1920-60. Den blev af naturlige årsager fjernet fra ledelsen i 1982-85. Den anden var opfattelsen af de militære behov, som indgik i evnen til udkæmpelse af en verdenskrig. Med henvisning til sidstnævnte skriver han:

”Den dristige beslutning i januar 1987 om, at det sovjetiske militær skulle udvikle planer, som byggede på den antagelse, at verdenskrig kunne forhindres med politiske midler, signalerede afviklingen af denne hindring. Det er en hindring, som måske kunne være afviklet tidligere, hvis Sovjet ikke havde konkluderet, at risikoen for verdenskrig var vokset stærkt med Reagan-administrationens ankomst. USA demonstrerede en udtrykkelig afstandtagen fra den nukleare rustningskontrolproces og øgede samtidig sine indkøb af våben, hvad der kulminerede i bekendtgørelsen af det strategiske forsvarsinitiativ i marts 1983. Desuden antog Reagan-administrationen i sin første periode en højst ideologisk og stærkt konfrontationssøgende politik med sit korstog mod kommunismen og løsagtig snak om uundgåeligheden af krig med Sovjetunionen”.

REAGAN har noget af æren for udviklingen. Han så på atomvåben med afsky, og det fik ham endelig i gang med seriøse forhandlinger. Han underskrev traktaten om mellemdistanceraketter, selv om NATOs øverstkommanderende var imod den, og selv om den såkaldte ”nul-løsning”, ifølge daværende udenrigsminister Haig, ved forelæggelsen i 1981 bevidst var udformet, så den ikke kunne forhandles.

Måske kan der rettes sagkyndige indvendinger mod MccGwires analyse. Jeg har ingen væsentlige. Men hans bog, og flere andre, fremhæver i det mindste, at den sikkerhedspolitiske debat her i landet og i andre vestlige lande var velbegrundet. Den havde sin oprindelse i forskellige vestlige traditioner, hvor den ene var blevet trængt i opposition i slutningen af 70’erne. Men den var ikke mere i opposition end, at den stod stærkt i USA's kongres og i de ekspertkredse, som f.eks. MccGwire tilhører.

I Danmark havde disse argumenter gennemslagskraft, fordi nykonservatismen ikke havde fået flertal i Folketinget, og fordi visse kredse var så dovne og uinformerede, at de ikke med kraft imødegik argumenterne. De er tilsyneladende ikke bedre rustede i dag bortset fra, at mange nu har glemt det konkrete indhold i oplysninger og argumenter under debatten for ti år siden.

Michael MccGwire: Perestroika and Soviet National Security. The Brookings Institution, Washington DC. 1991. 481 sider.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.