Trykt i Information 6. april 1992

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Forræderiet

MED DEN KOLDE KRIGs endelige aflysning er der også skabt mulighed for, at tanken kan blive fri. Fire årtiers konfrontationsmønster havde i den offentlige debat skabt dybe skyttegrave, som kanaliserede meningsdannelsen i retninger, der var bestemt på forhånd. Mange ville ikke ud af de faste stillinger. Når nogle forsøgte, blev de halet eller skubbet tilbage – enkelte havnede i et ingenmandsland, hvor de blev beskudt fra alle sider.

Kun tåber lærer ikke af fortiden, så der bør nu være adgang til megen visdom gennem selvkritik og undersøgelse af den gamle stillingskrig ved hjælp af det skarpe lys, som bagklogskab kan skaffe. Derfor er det principielt rigtigt, når Tøger Seidenfaden i seneste udgave af Weekendavisen beder dem, som sympatiserede med Sovjetunionen og andre socialistiske diktaturer se deres fejltagelser i øjnene. Han argumenterer, at det nødvendige opgør ikke kun har historisk interesse: "Vi skylder det halve Europa, vi netop har genopdaget, at få dets historie ind under huden. Forstår vi ikke østeuropæernes og sovjet-folkenes fortid, kan vi heller ikke begribe deres nutid – eller hjælpe dem i fremtiden".

Men netop erkendelsen af, at "vi" først nu har "genopdaget" det halve Europa, bør anspore Seidenfaden til en opfordring, som har noget bredere sigte. Det er jo en kendsgerning, at den vestlige halvdel af Europa byggede sin sikkerhed på foranstaltninger, som betød, at man vendte ryggen til de undertrykte befolkninger i Øst. Anklager for netop dette var, hvad systemkritikere i Øst gentagne gange rejste.

Sagt lidt skarpere: Hvad var egentlig det største moralske, intellektuelle og storpolitiske problem efter den kolde krigs første år, hvor kommunister udgjorde en reel trussel mod demokratiet i en række vesteuropæiske lande? Var det isolerede mindretals sympati med totalitære regimer? Eller var det en officiel politik, som lagde så stor vægt på mellemstatslige forbindelser, at befrielse af befolkningerne i Øst knapt nok længere var en blot retorisk målsætning? Og er der en særlig dansk vinkel på det sidste spørgsmål: Hyggede vi os ekstra billigt bag et militært skjold, som vi i ord bifaldt men i gerning bidrog med de mindst mulige ressourcer til?

OPGØRET MED de kommunistiske regimers hel- og halvhjertede sympatisører er blevet gennemført for længst. Så selvretfærdigheden ikke bliver for påtrængende, skal vi i denne sammenhæng undlade citater fra stakkevis af ledere og andre artikler bragt i Information, som dokumenterer dette. Sandt er det imidlertid, at kritikken af kommunisternes rolle i f.eks. "fredsbevægelsen" havde forbløffende ringe gennemslagskraft. Modstykket til den kommunistisk styrede bevægelse, organisationen Nej til Atomvåben, blev ikke en massebevægelse. Langt færre end ønskeligt optog direkte kontakt med systemkritiske kredse i Øst.

Men var årsagen kvart-hjertet sympati for såkaldt socialistiske lande eller en afspejling af den folkelige passivitet, som det trygge NATO-skjold og staternes form for afspændingspolitik lagde op til? Ingen af de to faktorer kan vel udelukkes, men adskilligt tyder på, at den anti-kommunistiske fredsbevægelses opfordringer var for krævende til, at mange intellektuelt eller fysisk ville engagere sig.

Denne ligeglade holdning, som mange fredspolitisk engagerede havde til ligesindede i Øst, svarer principielt nøje til holdningen, som var dominerende i det, som blev kaldt borgerlige kredse. Undertrykkelsen i Øst var et argument, som kunne anvendes indenrigspolitisk til bl.a. opkrævning af skatter med henblik på forsvarsbudgettet. Efter oprulning af Jerntæppet med militær magt blev opgivet, gav bekymringen for medmenneskers skæbne i Øst sig imidlertid få praktiske udslag. Helsinki-aftalen skaffede fra 1975 nogle muligheder for mellemfolkelig kontakt og påvirkning af udviklingen i Øst, men ressourcerne, som blev sat ind, var meget små. Champagneglas blev klinket på topplan, kranse blev nedlagt ved kommunistiske mindesmærker – men de undertrykte befolkningers skæbne blev gjort fjern.

Afspændingspolitik på statsligt niveau og rustningskontrol-forhandlinger var selvfølgelig et fremskridt, hvis alternativet var krig. Derfor vakte det uro, da mange svagheder i den førte politik medførte en krise for afspændingsbestræbelserne. Udsigten til en ny kold, eller endog varm, krig rejste en protestbevægelse, som især var vendt imod USA og NATO – disse institutioner kunne måske påvirkes via demokratiske kanaler. Men protester blev faktisk også sendt den anden vej.

SPILLEDE det "borgerlige" Danmark en særligt glorværdig rolle i den tid? Svaret er, at det hverken hoppede på Reagans vogn eller ihærdigt forsvarede traditionel dansk politik. Det var i 70’erne faldet sikkerhedspolitisk i søvn, og, med meget enkelte undtagelser, var i 80’erne længe kendetegnet ved lignende passivitet.

I 1979 besøgte to fhv. topfolk i CIA Danmark. De argumenterede mod NATO’s anskaffelse af flere atom-raketter, men efter tværpolitiske samtaler på Christiansborg og i udenrigsministeriet var de rystede over ligegladheden, fordi deres samtalepartnere ikke levede op til det demokratiske ansvar, som er NATO’s livsnerve. Arthur Macy Cox sagde: "I har et letsindigt forhold til jeres medlemskab af NATO. Vi er stødt på en åbenbar ansvarsløshed".

Raket-projektets modstandere fik ikke et kvalificeret modspil. Det skadede debattens niveau, og det sikrede også modstanderne en alt for let sejr.

Danmark fik senere besøg af den navnkundige Richard Perle fra Reagan-administrationen. Det skete, da Danmark havde en borgerlig regering. Han affyrede en ekstremt udiplomatisk bandbulle mod dansk forsvarspolitik, idet han påpegede, at de velnærede danskere overlod uforholdsmæssigt store byrder til dårligere stillede amerikanere. Det var en rimeligt god pointe. Regeringen kunne undskylde sig med, at den var i mindretal, men det kan ikke forklare, at borgerlige ikke førte en ihærdig kampagne for de meget højere bevillinger, som Forsvaret og vore allierede anså for nødvendige.

Angrebene på venstrefløjen ligner i dette lys meget et udslag af dårlig samvittighed, som skal fortrænges. Tøger Seidenfaden, som i den ellers passive "borgerlige lejr" var en undtagelse, bør, hvis kan ønsker en debat, også rettet skytset mod sine egne. JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.